Naomi og Emily, begge 11, er hurtige til at definere en god veninde. Ifølge dem er det en person, der altid er ærlig. Men måske er det alligevel mere kompliceret end som så, at definere, hvordan man forbliver gode veninder.
»Hvis jeg havde et skænderi med Emily, kunne jeg komme til at sige noget, jeg ikke virkelig mener, og så ville hun måske ikke kunne lide mig, men vi ville stadig gerne blive ved med at være venner. Men så kunne det godt blive et problem,« siger Naomi.
»Nogle gange føler du, at du har lyst til droppe venskabet,« siger Emily.
Hun stopper op, og Cindy blander sig i samtalen. Hun er 10.
»Nogle venner er svære at holde på. Dem, som ikke rigtig vil tale med dig, men hellere tale om dig til andre mennesker.«
The Guardian er mødt op i en fjerdeklasse på Cobourg Primary School, en viktoriansk bygning ved Londons Old Kent Road, og taler med seks piger i 10-11-årsalderen. Disse små piger, som snart står over for afgørende overgange til højere klassetrin, ser ud til at være forvirret over, hvad det vil sige at dyrke venskaber.
Adspurgt om de positive sider ved venskaber taler de i stedet om de nederlag og den ulykke, de kan bringe, hvis de går i stykker.
»Venner kan være bøller over for dine andre venner, fordi de ikke ønsker, at du skal være sammen med dem,« siger Naomi.
Unge flokdyr
Professor Rosalyn George var selv ni år, da en pige i hendes klasse erklærede:
»Jeg kan ikke lide Rosalyn i dag.«
Rosalyn blev behørigt udstødt af alle dem, hun troede var hendes venner.
»Ingen af dem ville tale med mig, det var meget smertefuldt,« siger George.
»Så kommer du i skole i næste uge, og den pige, der udelukkede dig, siger måske så, at hun ikke kan lide Lorraine i dag. Du bliver noget så lettet over, at det ikke er dig, og vil i al fald ikke tale med Lorraine. Det var min måde at holde mig i gruppen på.«
Nu er hun professor i pædagogik og leder af Center for Identitet og Social Retfærdighed på University of London. George har forsket i usikre unge pigers venskaber i en sjælden undersøgelse af piger i alderen 10-14 år. Hun iagttog dem på legepladsen, talte med deres lærere og forældre, og bad pigerne om at holde dagbøger, som hun efterfølgende fik lov at se.
»Folkeskolens piger har tendens til at blive betragtet som gode til at indordne sig og gode til at klare sig«, siger George.
»Det var min opfattelse, at dette ikke holder stik, og det, som jeg fandt ud af, var at unge piger vil bevare deres tilknytning til lederen af en venskabsgruppe, selv når forholdet er destruktivt. Ledertyperne er altid fremme i skoene, socialt intelligente og karismatiske, og de har et følge, som ikke stiller spørgsmålstegn. For pigerne i periferien er alternativet nemlig at blive isoleret og ikke have nogen at tale eller lege med. Ingen vover at udfordre lederen, der kontrollerer gruppen og definerer en moralsk kodeks, som bygger på loyalitet. Bryder man den, er man ude. Så man vil hellere være en del af gruppen end at risikere ensomhed.«
Den dynamik ændrer sig med den større modenhed, som kommer med de højere klassetrin og skoleskift, bemærker George.
»En af pigerne sagde, at når hun kom til sin nye skole, kiggede rundt og så, hvem der var med i den larmende gruppe, så ville hun holde sig væk fra den. Piger er bedre i stand til at vurdere, hvad der foregår, når de bliver ældre og kan se potentialet for destruktive situationer. Det får dem til at udvikle færdigheder, der kan hindre smertelige oplevelser. De er mere forsigtige med, hvem de bliver venner med.«
»Lederen vil måske konstatere, at hun efterhånden mister popularitet og magt og bliver marginaliseret. I grundskolen forbliver man i den samme klasse, hvad der giver bedre muligheder for at styre begivenhederne. På de højere klassetrin og i gymnasiet, hvor man går i forskellige klasser, når man følger forskellige fag, er den form for kontrol vanskeligere.«
Det, som chokerede Rosalyn George, var hendes iagttagelse af, at nogle lærere ikke anerkender de følelsesmæssige skader, som manipulerende ledere og venskabsgrupper kan medføre.
»De piger, som er ledere, er også i stand til at dupere lærerne,« siger hun.
»Lærerne vil gerne have andel i disse pigers popularitet, så de roser deres fremragende arbejde til op over alle skyer, og kan slet ikke se, at lederen har marginaliseret alle sine jævnaldrende, og at man som lærer kan være med til at befæste den udvikling. Ofte vil en leder prøve at sætte andre piger i et dårligt lys — for eksempel ved at sige om en anden pige, at hun prøver at få al hendes opmærksomhed, vil være venner med alle, spiller smart eller fører sig frem. Det er her vi oplever bagtalelse, smædebreve, sammenrotning, cybermobning og den slags.«
»Men jeg konstaterede, at mange skoler næsten udelukkende har fokus på undervisningen og glemmer at holde øje med det sociale klima i klassen. Lærere er nødt til at være meget mere opmærksomme på, at hvis udstødte piger er ulykkelige, kan dette vanskeliggøre deres indlæring«.
Forringer læringen
Dr. Anne Hudson er skoleleder på Langley Park-skole i Beckenham, Kent, en af de skoler, hvor Rosalyn George bedrev sin forskning. Hun er fuldt bevidst om forskerens pointe og indskærper over for sin lærerstab, at de skal holde øje med og håndtere venskabsproblemer, ligesom skolen stiller psykologisk rådgivning til rådighed for piger med alvorlige følelsesmæssige vanskeligheder.
»Piger har omsorgsgener, og det betyder, at deres følelse af identitet og selvværd kan være enormt afhængig af den feedback, de får fra deres jævnaldrende,« siger Hudson.
»Deres indlæring bliver ringere, når de er ulykkelige, og får de følelsesmæssige problemer, kan det betyde, at de begynder at klare sig dårligt i skolen.«
Venskaber dominerer
Maria, en stille og genert pige på 12, er elev på skolen, og hun siger, at hun nu er blevet bedre i stand til at beskytte sig mod mobning.
»I de mindre klasser, når nogen sagde ting om mig, som ikke passede, så gjorde jeg ikke noget for at forsvare mig. Jeg følte, at der ikke var andre, jeg kunne være venner med — jeg ved ikke hvorfor. Der er en pige, der hele tiden hakker på mig, selv om jeg ikke har gjort noget. Men nu holder jeg mig bare væk fra hende og hendes venner.«
En anden elev, Beth, næsten 14, er fattet og selvsikker.
»Det bliver nemmere at genkende de søde, fordi alle udvikler sig som personer,« siger hun.
»Jeg tænker også mere over, hvad jeg siger til andre. En pige fortalte læreren, at min veninde havde såret hende, selv om det aldrig var meningen. Så var jeg nødt til at blande mig og sige sandheden.«
På Cobourg i fjerde klasse har Naomi, Emily og Cindy mulighed for at få rådgivning om venskaber af Sue Burgess, der arbejder i et farvestrålende lokale på øverste etage. Hun er projektleder for The Place2Be — en ngo, der yder psykologisk vejledning til 172 skoler i områder, hvor børn har brug for ekstra støtte for at trives. I 2009-10 handlede 43 procent af ngo'ens rådgivning om at håndtere venskabskonflikter, og 77 procent af de 20.000 involverede børn var piger.
»Når piger bliver udstødt fra gruppen, kan de gå helt ned,« siger Burgess.
»Deres liv i den her alder er meget domineret af venskaber, og at lære dem at navigere og forhandle i venskabsgrupperne handler i virkeligheden om at give dem overlevelsesfærdigheder. Hvis der også er stress derhjemme, og de ser skænderier som en almindelig måde at kommunikere på, kan det smitte af på deres venskabsrelationer. Jeg får dem til at tænke over hinandens følelser og opøve dem i større empati, så de kan lære at respektere hinanden og føle sig sikre. Jeg kan normalt godt overtale de stærkere stemmer til at dæmpe sig lidt ned og de stille piger til at sige noget. Og så er det, at budskabet begynder at trænge ind«.
© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
Suk!
Dette er også tilfældet i Danmark.
Ja det er det!
Og 7 ud af 10 lærere kan ikke se eller håndtere det.
Det er lærernes skyld. Ak ja.
Det er i hvertfald lærernes skyld at det foregår i klassen!
Kunne det tænkes at piger på et bestemt klassetrin, benyttede sig af mobning i en modningsproces og at det derfor er helt normalt, selv om det ikke er så sjovt for dem det går ud over ?
Hvis den gode Torben Skov kan give opskriften på hvordan man lige ordner det, så ser med glæde frem til indlægget.
Min erfaring er i øvrigt den sørgelige, at pigernes mødre støtter deres søde børn når de får sendt kammerater ud i mørket. Det er derfor forbandet svært at komme til livs. Især da en overordentlig stor del af mobningen kordineres uden for skolen.
Det er ikke så nemt at bekæmpe som at konstatere.
Giver man egentlig ikke lærere i dag kurser i mobning? Hvordan den kan ses, forebygges og håndteres.
Der er i al fald en helvedes masse grunde til det. Jeg forestillier mig ikke at det er en del af lærer-uddannelsen.
Kunne man ikke skrive hvad Rosalyn George's undersøgelse hedder, evt. linke til den, hvis den er tilgængelig på nettet.
Vi må ha mere af det i bestyrelserne!
Personen virker ikke så kvalificeret med sine bud, ens psyke dannes i de unge år, der påviser personen hvad jeg vil indikere som direkte skadelige tendenser for sine omgivelser.
Hvorfor er der så mange mænd og kun én kvinde, der kommenterer denne kvindehistorie?
Jens Peter Hansen har - som så ofte før - fuldstændig ret, når han skriver, at pigernes forældre (ikke kun mødre) skal indrages. Muligvis kan det være svært for mobbernes forældre at forstå, at deres døtre er en del af et større fællesskab; enten "ser" de slet ikke deres børn - eller de "ser" dem alt for meget. Det giver pigerne store problemer, når deres såkaldte veninder bliver lidt ældre og forhåbentlig får lidt mere selvstændighed.
http://www.guardian.co.uk/education/2011/mar/22/schools-beware-girls-fri...
http://www.allbookstores.com/Rosalyn-George/author
For mig er det mere overraskende at der så sjældent kastes lys over dette fænomen/problem.
Det er i den grad noget der hersker og det starter tidligt.
Allerede i 1-2 klasse begynder det såkaldte fnidder fnadder som det af lærere og forældre ofte bagetaliseres til. (ref til min datters klasse, nu 3 kl)
Husker også hvordan det dominerede i mine barne-unge år og ja tendensen lever efter min opfattelse/obs i bedste velgående blandt kvinder i alle aldre og alle samfundslag. Når jeg oplever det hos voksne kvinder er det ofte i form af intriger. Det kan være blandt veninder, kolleger etc...
Min erfaring er at mange kvinder går rundt med lavt selvværd (måske mén fra barnefnidderen) de har behov for at føle sig noget værd, enten ved at rakke andre ned, "gøre sig til" for venindens mand, kontrollere og styre osv..
Jeg håber et øget fokus fra forældre og lærere på pigers intriger/mobning i de tidlige skoleår kan være med til at forebygge eller bremse en kedelig tendens.
Mobiltelefonen er et genialt værktøj, især hvis man vil mobbe. Og det bliver brugt i skolen, uden for skolen, ja døgnet rundt. Her kan man koordinere ned i detaljen, hvordan lille Lise skal dybfryses.
Men jeg tror ikke det er noget man bare kan komme livs. Et banalt udsagn om at drenge snakker om, hvad man skal lege og piger om, hvem man skal lege med, passer desværre alt for ofte.
I min høje alder går jeg nu på universitetet, hvor jeg kan se nøjagtig de samme tendenser som i skolen.
Hvem er in og hvem er out. Hvem styrer, hvem higer efter anerkendelse og smider sig fladt ned i kvindegruppen( pigegruppen), mens mændene( drengene) spiller bordfodbold.
Selfølgelig skal man forsøge at nedbryde og undgå mobning, men det vil næsten altid genopstå. Gruppeidentitet er al andet lige i øvrigt en forudsætning for at en klasse kan fungere, men det kræver jo at man accepterer sin rolle. Det er kampen om pladserne, der er smertefuld. Enkelte er så stærke at de kan stå udenfor, andre kommer ikke ind. Det er naturligvis dette sidste lærerne skal være opmærksomme på. Som jeg skrev før, er forældre ofte ikke så lette at få i tale, når det drejer sig om deres børns "overgreb" og lærerne bliver pænt eller mindre pænt bedt om at blande sig udenom.
Man kan se et mønster og som alle ved foregår det også og især i voksenlivet. Såmænd også på det universitet Rosalyn arbejder på. Mon Penkowasagen ikke er et godt eksempel på klimaet på en højere læreranstalt.
Begrænses kan og skal mobning , men fjernes helt....?
Lang smøre: Godt at se noget opmærksomhed på denne type mobning. Jeg tror at udfordringer er, 1) at pigefnidder 'der er ikke plads til flere i legen' (som en pige sagde til min 3 åriges datter, da jeg afleverede hende i hendes nye børnehave den anden dag), er kommet for at blive. 2) At tæmning af dette - biologisk determinerede mønster ;), er vanskeligt, når klasseledelse med klare værdier og tydelige konsekvenser over en kam synes at blive betragtet som negativt af venstrefløjen. Der synes at herske en frygt for ledelse. Kongeeksemplet på dette, er, at skovbørnehaverne op højes til det ideelle, disse fluernes herres slagmarker. Der skal et opgør til. Et opgør med den ureflekterede idé om det lutter gode ved børns selvforvaltning. Børn kan opføre sig som dyr hvis de ikke guides. Bare se Blågårds Plads. Begrebet 'mobning' kommer rent faktisk fra observationer af dyrs adfærd. En pige kom min datter til undsætning - i det pædagogforladte lokale, og sagde athun godt måtte være med. Derefter gik jeg rundt på institutionen for at lede efter en medarbejder, så jeg i det mindste kunne sige, at hun var afleveret. Det er altså min fordom, at man på venstrefløjen måske behørigt martres af mobningen, men anser konkret håndtering med påbud, struktureredes lege og konsekvenser etc som 'magtudøvelse'. Derfor fortaber håndteringen af mobning på de danske skoler sig i ppr psykologers narrativitetståger, der hjælper midlertidigt, men primært synes at fungere som præsternes latin - den knoklede diskurs fastholder konsulenternes legitmitet, fordi ingen skolelærer helt kan følge med i det (læste for nyligt en ny dansk bog om klasseledelse, der var så abstrakt, at 'studentikos' ville være en rammende betegnelse) suk! Jeg er dog af den opfattelse at mobning er blevet meget mere 'yt' inden for det sidste årti, eller hvad?! løbet er i hvert fald kørt for flippernes børneutopi. forherligelsen af selvforvaltningen, har ledt til individualiseringens uigennemskuelige udfordringer med magttomrum, mobning, og 'tab' af de børn, der ikke magter det. Vi ser her et resultat af en fejlslagen dyrkelse af 'naturbarnet'. Børn må godt ledes. De kan oven i købet lide det!! Her er de ikke så forskellige fra fx hunde ;)
@Jens Peter Hansen
"Kunne det tænkes at piger på et bestemt klassetrin, benyttede sig af mobning i en modningsproces og at det derfor er helt normalt"
Så det skulle være naturligt at ødelægge børns(og siden hen voksne) selvtillid???
Ja det siger vist meget om både forældre og dig at det skulel være naturligt at ødelægge selvtilliden hos mennesker. Men hvis du skal øedelægge en voksen. Så start med barnet. Så er det cementeret.
Det virker lidt som du har samme lade holdning som forældrene.
For pigerne i periferien er alternativet nemlig at blive isoleret og ikke have nogen at tale eller lege med. Ingen vover at udfordre lederen, der kontrollerer gruppen og definerer en moralsk kodeks, som bygger på loyalitet. Bryder man den, er man ude. Så man vil hellere være en del af gruppen end at risikere ensomhed.«
Den dynamik ændrer sig med den større modenhed, som kommer med de højere klassetrin og skoleskift, bemærker George
Majbritt Nielsen det er ikke mig der siger det her det professor Rosalyn.
Men du har måske ikke orket at læse artiklen.
I øvrigt har jeg da vist ikke sagt at man ikke skulle bekæmpe mobning, men at det ikke lige er så nemt at udrydde, hvad den rare professor jo også selv mener.
Jeg har heller ikke skrevet at forældre var lade, men at de enøjet støtter deres barn uden at skele til andres ve og vel. Ikke alle naturligvis, men uhyggelig mange. Hvor jeg ved det fra. Jow jeg har selv i min ladhed mange gange talt med forældre, hvis børn er mobbere eller er blevet mobbet eller med begge parter på én gang. Ak ja.
problemet med ledere i pigegrupper ER svært at håndtere. På arbejdspladser kan det koste en formue og det er svært for de formelle ledere at komme det til livs. Der dannes nemlig her uformelle ledelseslag, der kan være svære at afdække. Det kan give sig helt kafkaske udslag og skabe forvirring, fordi det er svært at få medarbejderne til at tale åbent om det. Man kan bliv nødsaget til at bruge eksterne konsulenter for at få problemet kortlagt.
Man skal nu heller ikke overse betydningen af, at en uformel leder lige såvel kan være en støtte forudsat vedkommende bruger sit talent positivt.
I skolen er det dog min opfattelse, at mobning er let at aflæse og at man modigt skal tage hånd om det helt "up front". Jeg har læst flere steder, at eksperter fraråder, at læreren og forældre blander sig. Det er jeg ikke enig i. Mobberne skal konfronteres, og adfærden skal gøres ansvarspådragende - ikke mindst for mobbernes egen skyld. Negativ lederadfærd er altid et stort problem - på alle niveauer.
Jeg tror man også skal være opmærksom på at piger ofte mobber indirekte eller i det skjulte. Mange gange er der jo ikke tale om øgenavne eller den slags.
Det foregår som regel ved at én (måske flere) bliver "udstødt" eller holdt ude af en pigegruppe. Det er i krogene eller når lærere og andre voksne ikke hører/ser det at pigerne snakker grimt om den udstødte pige.
Tror forældre, pædagoger, lærere skal blive meget bedre til at spotte pigerne.
Magen akademisk lirum larum skal man vist lede længe etfer ----- tjener det noget formål, at gøre disse basale problemstillinger så komplekse ---jeg tvivler.
Det er vel den oldgamle traditionelle hønsegårdsproblematik, som nu gøres til noget stort og komplekst.
Jamen cool statement!
Lige hvad vi manglede... Men interessant emne. Ærgerligt at mobning altid (for)bliver et aktuelt emne. Målet må derfor være mest mulig reducering af antallet af mobbede elever. Især i de mindre klasser på folkeskolerne.
Vores samfund (menneskeheden) bliver først rigtig avanceret når vi lærer at undervise/opfostre vores børn på en sådan måde at de når deres fulde potentiale og uden diverse psykologiske traumer og derved kommende neuroser, angst osv.
Hvert barn er forskelligt og har forskellige behov, både indlæringsmessigt og socialt. Der burde være en psykolog tilstede i hver klasse (dvs. en lærer + en psykolog i hver eneste time). Samfundet kan sagtens bære denne udgift, for i det lange løb vil disse børns indtjening blive meget større og i mellemtiden kan vi jo blot købe lidt mindre krigsmateriel og beskatte de multinationale firmaer ordentligt.