Læsetid: 3 min.

Holbæks borgmester benægter brug af sharialov

Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard fastholder, at kommunen ikke henviser til sharialoven i sager om socialt snyd. For det at henvise til en imams udtalelser om sharialoven, er ikke det samme som at henvise til sharialoven, mener han
Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard fastholder, at kommunen ikke henviser til sharialoven i sager om socialt snyd. For det at henvise til en imams udtalelser om sharialoven, er ikke det samme som at henvise til sharialoven, mener han
22. marts 2011

Borgmesteren i Holbæk Kommune Søren Kjærsgaard (V) fastholder, at kontrolgruppen ikke henviser til sharialoven i konkrete afgørelser om socialt snyd. Det til trods for, at Information har tilsendt ham sagsakterne fra en konkret sag, hvor Holbæks kontrolgruppe henviser til en imams udtalelser om sharialoven.

I sidste uge kunne Information dokumentere, at Holbæk Kommune har henvist til en imams generelle udtalelser om sharialoven i en konkret sag mod den 34-årige somaliske mor til fem, Laily Abdeli Shired. Hun får nu frataget de almindelige og ekstraordinære børnetilskud, børnebidrag, økonomiske fripladser i børnenes institutioner og en del af boligsikringen, fordi faren til hendes børn nu indgår i husstanden.

I kølevandet på artiklen var Søren Kjærsgaard ude i medierne og kalde det noget »frygteligt sludder,« når Information skriver, at Holbæk henviser til sharialoven i konkrete afgørelser.

Information har siden tilsendt borgmesteren den konkrete afgørelse, hvori imamens udtalelser indgår mod Laily Abdeli Shired.

I sagsakterne står der, at »afgørelsen begrundes med følgende:« hvorefter en række punkter bliver opremset. Heraf et af punkterne:

»Imam Abu Bashar oplyser, at det er ulovligt at få børn udenfor et ægteskab.«

Imamens udtalelser stammer fra et møde mellem Odense Kommune og imamen, hvor han fortæller om ægteskabet under sharialoven.

Ikke det samme

Men når Holbæk Kommune bruger udtalelserne i konkrete sager, er det ikke det samme som, at kommunen henviser til sharialov, mener Søren Kjærsgaard:

»Det, vi henviser til, er kun imamens generelle udtalelser. Vi træffer afgørelser ud fra dansk lovgivning, og vi henviser ikke til sharialovgivning. Jeg har kontrolgruppens konkrete afgørelse foran mig her, og derfor kan jeg med sindsro sige, at der ikke henvises til sharialovgivning – der henvises til en generel udtalelse fra en imam,« siger Søren Kjærsgaard.

– Men de generelle udtalelser, som kontrolgruppen henviser til, handler netop om sharialoven. Hvad mener du så om, at kommunen henviser til imamens generelle udtalelser om sharialoven i konkrete afgørelser?

»Det jeg er bekendt med er, at kontrolgruppen bruger imamens udtalelser i nogle sager. Men vi henviser ikke til sharialoven. Der står ikke sharialoven nogen steder i denne afgørelse,« siger han.

– Hvordan kan man sige, at I ikke henviser til sharialoven, når I henviser til udtalelser, der specifikt handler om sharialoven?

»Det mener jeg godt, at man kan.«

Information tilbød at sende Søren Kjærsgaard referatet, som dokumenterer, at imamens udtalelser handler om sharialoven. Men det er ikke nødvendigt, mener borgmesteren:

»Vi træffer kun beslutninger efter dansk lovgivning, og jeg har ikke yderligere at tilføje,« siger Søren Kjærs-gaard.

Facebook-overvågning

I går beskrev Information, hvordan Holbæk Kommune har holdt øje med 29-årige mor til to Sascha Nyhus. Ni gange observerede kontrolgruppen hendes bil foran hendes bolig, men de gik også ind på familiens facebook-profiler og opsøgte ekskærestens ejerforening i deres efterforskning.

Borgmesteren har tidligere henvist til en særlig paragraf i Retssikkerhedsloven, som skulle gøre det lovligt at henvise til en imam eller en hvilken som helst anden kilde i sager om enlige forsørgere.

Information har imidlertid talt med lektor i socialret på Den Sociale Højskole i København Simon Thorbek, som oplyser, at den paragraf kun gælder for sort arbejde.

Og den kan slet ikke bruges i sager om enlige forsørgere, forklarer han.

I disse sager må man kun tale med en række myndigheder, hvoraf hverken imamer, facebook eller ejerforeninger indgår, forklarer Simon Thorbek.

Dette viden er dog ikke noget Søren Kjærsgaard hidtil har kendt til:

»Det er nyt for mig, at det skulle forhold sig sådan. Jeg er oplyst om, at det forholder sig anderledes, og det må jeg henholde mig til,« siger Søren Kjærsgaard.

– Hvis det er ulovligt for kontrolgrupperne at henvise til imamen, facebook og så videre, hvad vil du så gøre for, at praksis bliver ændret i din kommune?

»Hvis det skulle vise sig at være ulovligt, så må vi jo gå tilbage til lovgivere og spørge, hvordan de forholder sig til det. Det er ikke noget, vi selv bestemmer. Vi handler ud fra de retningslinjer, der er givet,« siger Søren Kjærsgaard.

Serie

Jagten på de sociale bedragere

Information sætter fokus på kontrolgruppernes metoder til at fange sociale bedragere ude i kommunerne. Hvad må de, hvad gør de, og hvilke konsekvenser har det for de anklagede borgere?

Seneste artikler

  • Falske facebook-profiler bruges til at fange bedragere

    30. marts 2011
    I jagten på sociale bedragere har flere kommuner oprettet falske facebookprofiler for at lokke informationer ud af borgerne. Men det er ulovligt, har skatteministeren for nylig slået fast
  • Kommuner bruger ulovligt indsamlede beviser

    30. marts 2011
    Når kontrolgrupperne bruger ulovlige metoder til at indsamle beviser mod borgere i sociale sager, har det ingen konsekvenser overhovedet. For ulovligt indhentede oplysninger kan alligevel bruges mod borgeren. Et direkte incitament til at bryde loven, mener eksperter
  • Enlig mor til fem straffes for ustabil eksmand

    24. marts 2011
    Mange kommuner lægger ofte stor vægt på mandens boligforhold i sociale sager, hvilket er dybt problematisk for kvindernes retssikkerhed, mener flere eksperter. Holbæk kommune fratager nu en 34-årig mor til fem en lang række ydelser, næsten udelukkende på baggrund af farens ustabile boligforhold
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Men hvorfor blev den her obskure imam overhovedet inviteret til at udtale sig ? Han er da ikke nogen autoritet man kan referere til under alle omstændigheder. Jeg forstår, at man gerne vil opnå forståelse for muslimsk levevis, men for det første mener jeg, man kunne have henvendt sig til f.eks. Center for Mellemøststudier på universitetet, hvor jeg er sikker på, man ville have fået et langt mere nuanceret svar. Men når det nu er sagt, kan jeg absolut ikke se hvordan en generel beskrivelse af "normal" adfærd kan blive til et bevis for noget som helst.
Jeg synes virkelig den her sag er oprørende...

Vi kan vel godt spare æ sygehus i Holbæk væk ?
Spild af offentlige midler.
De bruger jo krystalhealere alligevel..

Michael Borregaard

Vi handler ud fra de retningslinjer, der er givet, siger Søren Kjærsgaard. Søren Kjærsgaard, at handle ud fra retningslinjer, er en fortolkning, af en til enhver tids eksisterende lovgivning. Er du i tvivl, så rådfør dig med en ekspert, ud over Simon Thorbek, har du også Kirsten Kretchner.

Søren Kjærsgaard, du snakker mod bedrevidende, hvilket er det første man kan konkludere ud fra artiklen. Ud fra en gængs ordlydsfortolkning, er ordet ifølge, en direkte henvisning til en kilde, i dette tilfælde Sharialoven. Ordet ifølge, anvendes som støtte for et argument, hvorfor det er bærer af et selvstændigt indhold som værende gyldigt for den beslutning som juridisk er truffet.

Ud over overstående åbenbare misfortolkning, hvis det altså er en misfortolkning, er den paragraf du ifølge Simon Thorbek henviser til, i retssikkerhedsloven, åbenbart heller ikke holdbar i længden. Folk i Holbæk Kommune er formentlig lykkelige for, at der er noget der hedder det Sociale Nævn, hvis man alene fokuserer på serien jagten på sociale bedragere.

Det andet man kan konkludere ud fra artiklen er, at med dine besvarelser, er du en alvorlig konkurrent til din partifælle Lars Løkke Rasmussen, når DM i udenomspadleri engang med tiden bliver en selvstændig disciplin, under fanefare af, at vi har ikke gemt noget under Kanoen - har skubbet noget ind under kanoen er det for længst skyllet væk.

Michael Borregaard

en lille rettelse:

Der skulle have stået: har vi skubbet noget ind under kanoen er det for længst skyllet væk.

Kim Sørensen

"Information har imidlertid talt med lektor i socialret på Den Sociale Højskole i København Simon Thorbek, som oplyser, at den paragraf kun gælder for sort arbejde."

Jeg synes Information skulle finde sig en anden ekspert. For Thorbek aner tydeligvis ikke hvad han taler om. Den påstand han kommer med her, er direkte forkert.
Det står klokkeklart i den omtalte paragraf, at den bl.a. gælder i forhold til sager om tilbagebetaling af sociale ydelser.

"I disse sager må man kun tale med en række myndigheder, hvoraf hverken imamer, facebook eller ejerforeninger indgår, forklarer Simon Thorbek."

Igen en direkte forkert påstand fra den såkaldte ekspert Thorbek.
I den pågældende paragraf står der bl.a. følgende "Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold" omkring hvilke oplysninger kommunen må indsamle i forhold til sådanne sager. At loven giver kommunen ret vide rammer i forhold til indsamling af oplysninger kan man så mene om hvad man vil. Personligt synes jeg da også loven umiddelbart giver FOR vide rammer. Men fakta er altså, at det er hvad loven foreskriver og Thorbek derfor udtaler sig i strid med sandheden, når han udtaler sig som han gør.

Men nu skal det altsammen jo ikke være negativt. Jeg synes da vi skal bruge et øjeblik på at beundre Thorbeks evner til at blive citeret i medierne, selvom han konsekvent udtaler sig i strid med fakta.
I sig selv er det jo en bedrift, at blive fremhævet som ekspert i en større avis, på trods af man stort set ikke er kommet med én eneste korrekt påstand omkring det man ellers skulle være ekspert i.
I den forbindelse vil jeg gerne melde mig frivilligt som ekspert i latin, hvis Information skulle få brug for sådan en engang. Jeg dumpede faget i gymnasiet og har absolut ingen viden tilbage omrking emnet - så jeg er jo et oplagt bud på en ekspert. Derudover er jeg heller ikke særligt skarp til grammatik, broderi, samernes sprog og kultur, og en lang række andre ting.... Så I siger endeligt bare til, hvis I skal bruge en ekspert - vi kan sikkert finde et emne jeg ikke ved noget om :)

jens peter hansen

Jeg forstår, at man gerne vil opnå forståelse for muslimsk levevis, men for det første mener jeg, man kunne have henvendt sig til f.eks. Center for Mellemøststudier på universitetet, hvor jeg er sikker på, man ville have fået et langt mere nuanceret svar.
Skrives der.
Vil det sige at socialforvaltningen skal henvende sig til universitetet når det gælder en somalisk kvinde?? Hvad nu hvis det var en grønlænder skulle man så henvende sig til institut for eskimologi, eller en franskmand til institut for romanske sprog ?
Hvor langt kan man komme ud.

@Jens Peter: Vi er fuldstændig enige, hvilket du også ville have set, havde du læst mit indlæg til ende: (" Men når det nu er sagt, kan jeg absolut ikke se hvordan en generel beskrivelse af “normal” adfærd kan blive til et bevis for noget som helst.")
Det var bare for at sige at, skulle man få lyst til at opnå indblik i en anden kultur, så er en religiøs dør altså ikke den bedste (og mest neutrale) at banke på.

Kim Sørensen

Niels

lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven)

§11a stk. 1 og §11c stk. 1.

@Kim: Du citerer : "“Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold” omkring hvilke oplysninger kommunen må indsamle i forhold til sådanne sager", hvilket er rigtigt, men du glemmer at kilderne til disse oplysninger skal være "offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar, arbejdsløshedskasser, pengeinstitutter, arbejdsgivere og private, der udfører opgaver for det offentlige". Hvordan passer en imam ind i dét billede?

Kim

Tak for det - der er ingen tvivl om at man fortolker retten til at spørge Gud og hvermand, alt for vidt.

§ 11a stk. giver adgang til at spørge ind til private forhold hos offentlige myndigheder af forskellig art - herunder "private" der arbejder i offentligt regi - f.eks. et privat firma der kører hjemmepleje e.l.

§ 11c stk. 1 omhandler retten til at fravige kravet om samtykke.

I stk. 2 står der ". Hvis det er nødvendigt for behandlingen af en sag efter stk. 1, nr. 1, kan myndigheden desuden uden samtykke anmode private, der har kendskab til forholdene, om at give oplysninger, der er nødvendige for at behandle sagen."

Herunder er det klart - at de private der kan spørges omfatter nogle der har "kendskab til forholdene" hvilket ikke kan udvides til at omfatte 3.mands forhold f.eks. en ejerforening, eller en Imam.

Det kan kun specifikt omhandle præcis den der undersøges og hendes forhold, og ikke andres.
Og dem man kan spørge ligger inden for det felt hvor de har direkte kendskab til den hvis forhold undersøges.

Det andet er simpelthen at strække elastikken for langt, hvorfor Thorbek rammer ret præcist.

En imam, (som i den sag her sammenhæng er en imam fra Vollsmose-området og sikkert også kun leder af bønnen, ikke andet) udtaler dette:

"Det er ulovligt at få børn udenfor ægteskab."

Og ifølge betyder netop på grund af, dvs. det er brugt som støtte, til at give et argument vægt. Og det ville undre mig meget, hvis det pludselig var blevet ulovligt at få børn udenfor ægteskab i Danmark... I så fald ville i hvert fald mindst halvdelen af Danmarks kvinder skulle anholdes....

Det er muligt, det er umoralsk eller uetisk (ifølge islam eller andre religioner) at få børn udenfpr ægteskab; det handler den her sag ikke om. Den handler om at Holbæk Kommune har frataget en enlig mor tilskud mm. på baggrund af, ifølge, en imams udtalelser.

Og hvorfor man overhovedet vil lade en imams udtalelser indgå i vurderingen af den her sag, er mig altså noget af en gåde....

De allerfleste imamer i Danmark er nemlig slet slet ikke uddannede imamer, men blot selvbestaltede fortolkere af islam...

Michael Borregaard

Tak til Niels for, at redegøre for Kim, at en sag som ovenstående, skal ske med respekt for proportionalitetsgrundsætningen.

jens peter hansen

Nej hvorfor spørge en imam, men så skal imamer vel heller ikke spørges eller inddrages i noget som hels,t der har med offentlige sager at anbelange. Manu Sareen er en af dem der taler meget for at imamer skal spørges når der er ballade. Er vi så enige om at dette er en forkert udvikling eller hur? Altså at imamer må udlægge teksten og holde sig til koranen og ellers ikke blande sig i sager, der ligger uden for deres religøse resort i deres egenskab af imamer. Som borgere må de selvfølgelig blande sig i hvad de vil.

Kim Sørensen

Niels

Ja der er åbenbart flere måder at læse det på. Jeg skal da heller ikke afvise, at jeg tager fejl - det er sket før og din fremstilling lyder rimelig ;)
Men i så fald, så lad mig vende den om. Hvor står det i loven, at kommunen f.eks. ikke må kigge med på Facebook?
Det springende punkt er at Thorbek påstår kommunen handler direkte ulovligt. Og det tillader jeg mig at være uenig i. At dømme ud fra de oplysninger Information har givet os, er der ikke noget der viser, at kommunen har handlet ulovligt.

ellen nielsen

Ingen kan vel synes,
at man i DK kan være muslimsk gift og få børn, hvis forsørgelse moderen og faderen ikke er forpligtet til at tage sig af, men overlades bevidst og systematik - i det talrige somaliske miljø i byen - til skatteborgerne i kommunen!

Kim Sørensen

Der står i loven ganske præcist hvad kommunen må indhente af oplysninger og hvor henne - og da Fjæsbog ikke er nævnt, kan kommunen således ikke trække oplysninger derfra, hvorfor deres eventuelle oplysninger fra denne ikke kan anvendes til bedømmelse af sagerne.

Så de går altså ud over deres efterforskningsgrundlag på denne måde.

Det behøver nemlig ikke at fremgå af loven hvor de ikke må kigge, men loven præciserer hvad de må indhente og fra hvem.

Det kræver en vis træning at læse love der jo er forfattet i et juridisk sprog, der netop forsøger at være meget præcist i forhold til afgrænsning - jeg er ikke jurist, men har alligevel arbejdet med lovstof i 25 år så jeg har en vis praktisk erfaring med fortolkninger.

Men som Søren Brun fra Radiserne siger: "Bare tag fejl, der er nok af dem" ;-)