Nyhed
Læsetid: 5 min.

I kamp for dem, der ikke kan tale for sig selv

Midt i strømmen af gode meningsmålinger for det ekstreme højre slås den franske venstrefløj for landets flygtninge og illegale indvandrere. Modstanden kommer nedefra. Politikerne har venstrefløjen opgivet
Dfibril Diaby er vært på et radioprogram for illegale indvandrere hver torsdag formiddag på Fréquence Paris Plurielle, en uafhængig radiostation for en stribe sociale, politiske og kulturelle bevægelser. I sit program 'La voix des sans-papiers' (de illegale indvandreres stemme', red.) får Diaby besøg indvandrere, som han interviewer og rådgiver juridisk.

Dfibril Diaby er vært på et radioprogram for illegale indvandrere hver torsdag formiddag på Fréquence Paris Plurielle, en uafhængig radiostation for en stribe sociale, politiske og kulturelle bevægelser. I sit program 'La voix des sans-papiers' (de illegale indvandreres stemme', red.) får Diaby besøg indvandrere, som han interviewer og rådgiver juridisk.

Sofie Amalie Klougart

Indland
28. marts 2011

PARIS — »Der er ikke noget politisk billede. Kun tekst. Det bekymrer mig meget.«

Sylvain vil ikke oplyse sit efternavn. Han er 29, filmtekniker og medlem af det ekstreme venstrefløjsparti Le Nouveau Parti Anticapitaliste (Nyt antikapitalistiske parti). Han kigger tvivlende på den opslåede sølvgrå Mac.

»D'ailleurs nous sommes d'ici« står der på en mint-blå-lilla-rosa baggrund — et fransk ordspil, som både kan betyde »Forresten er vi herfra« og »Andetsteds er vi herfra«. Det er også navnet på en ny bevægelse imod racisme og flygtninge- og indvandrerlovgivningen. Dens mål er tiltrække så mange som muligt til en kæmpe demonstration over hele Frankrig den 28. maj.

Den dag er det fire år siden, ministeriet for immigration, integration og national identitet blev dannet. Siden er ministeriet blevet nedlagt. Men en del af dets funktioner ligger nu hos indenrigsministeriet.

Og antallet af grunde til at protestere imod de mange stramninger af lovene om flygtninge og indvandrere bare vokser og vokser ifølge de fire unge mænd, der sidder omkring bordet en forårsmandag aften på Café Le Chat Noir i et af Paris' høj-multikulturelle kvarterer i det 11. arrondissement.

»Det skal bekæmpes, fordi det kan føre til frygtelige ting og skabe en kollektiv vold — en forfærdelig nød. Folk, der har boet her i lang tid, bliver forfulgt og smidt ud af landet,« siger Sébastien Marchal, grafiker og anarkist.

Dropper politikerne

Derfor har han sammen med en god håndfuld grafikere og andre med forstand på visuel kommunikation sluttet sig til »D'ailleurs nous sommes d'ici«. Deres bidrag består i de motiver, der skal trykkes på plakater, klistermærker, bannere og t-shirts.

Det er dem, de sidder og diskuterer nu: Må motivet signalere modstand? Det er et negativt budskab. Men der er jo på den anden side altid nogen, man kæmper imod ...

Må billedet være geopolitisk og pege ud mod verden, når det drejer sig om racisme i Frankrig?

Og må Le Front National, landets højreekstremistiske parti, nævnes? Det må det ikke. Den reklame skal de ikke have.

De får også rigeligt med opmærksomhed i øjeblikket. Senest har meningsmålingerne vist, at partiets nye leder, Marine Le Pen, ville slå Nicolas Sarkozy i første runde af et præsidentvalg, hvis der var valg i dag. Dermed ville franskmændene skulle stemme på hende eller på venstrefløjens kandidat i anden runde.

Socialisterne har endnu ikke besluttet sig for, hvem de sætter i spidsen. Og under alle omstændigheder har folkene bag »D'ailleurs nous sommes d'ici« fået nok af at vente på både de folkevalgte og de mere ekstreme politiske grupper.

For selv om politikerne ofte bliver forargede og indignerede for åbne mikrofoner, når Sarkozy løbende er i udbrud, handler de ikke nok:

»Venstrefløjen har som regel ingen problemer med at forsvare pensionsalderen eller niveauet i vores skoler. Men når det kommer til de politiske problemer, som handler om immigration, har de svært ved at stille krav,« siger historiker og medstifter Olivier Le Cour Grandmaison, der bliver interviewet per telefon, da han ikke er med i arbejdsgruppen for det visuelle udtryk.

En af de ting, som blandt andet bekymrer bevægelsen er, at der sidder stadigt flere børn i flygtningelejre pga. manglende opholdstilladelse. Siden 2004 er antallet fordoblet, så der nu er over 300.

Da EU's kommissær for menneskerettigheder, Thomas Hammarberg, skrev til den daværende integrationsminister Eric Besson, lød svaret: »Familier med børn modtages i specielt tilpassede centre.«

Samtidig har den mere symbolske del af politikken på området været voldsom. Dette er logisk nok sket for at hamle op med Le Front National, men det har i flere omgange også fået Sarkozys egen blok til at sige fra.

Et eksempel er den debat om den nationale identitet, som blev skudt i gang i 2009. Det samme gælder for Sarkozys tale i Grenoble i juli sidste år, der overraskede så meget ved sin voldsomhed, at den i dag blot refereres til som »Le discours de Grenoble«. Her sagde præsidenten ikke mindst, at angriber man en fransk politibetjent, kan man miste sit franske statsborgerskab, hvis man ikke er indfødt.

Slaget om 2012

Siden januar har man derfor kunnet underskrive og dermed tilslutte sig appellen imod racisme på nettet. Foreløbig har blot omtrent 3.500 skrevet under.

Det ret lave tal drøftes også på Le Chat Noir. Foreløbigt har de besluttet sig for tre slags motiver og otte slogans, der så skal stemmes om til det næste stormøde på lørdag.

Kampen om opmærksomheden er afgørende del af arbejdet som politisk aktiv for Sébastien Marchal:

»Vi har ikke de samme midler som reklamebranchen. Derfor skal vores billeder være stærkere. Vi går ikke efter at manipulere, men efter at få folk til at tænke efter, stille spørgsmål,« forklarer han.

Arbejdsplanen for »D'ailleurs nous sommes d'ici« er todelt. Til en start gælder det om at organisere så mange små og store begivenheder over hele landet indtil demodagen i maj, at der hele tiden er opmærksomhed om bevægelsen i form af for eksempel koncerter og debatter.

Samtidig vil de forsøge konsekvent at svare igen, når regeringen og Le Front National forsøger at skræmme befolkningen ved at tale om indvandringen og dens konsekvenser.

For eksempel skriver Olivier Le Cour Grandmaison løbende artikler i netavisen MediaPart. I en af dem beder han om at få oplyst kilden til tallene, når den franske regering forudser, at de styrtede arabiske regimer vil betyde, at op mod 300.000 flygtninge vil søge til Europa årligt.

Efter den 28. maj gælder det præsidentvalget i 2012. En stor succes og altså mange deltagere den 28. maj vil være en god platform for at lægge pres på den politiske venstrefløj og få dem til — skriftligt — at love, at de vil ophæve og annullere en stribe love og regler, som gør det vanskeligt at få opholdstilladelse og statsborgerskab i Frankrig.

Den strategi har den fulde opbakning fra et af medlemmerne i arbejdsgruppen denne aften, nemlig Dfibril Diaby, en 36-årig senegaleser, der i sin tid kom til Frankrig uden papirer. Dem fik han takket være organisationen »Les sans papiers,« (»Dem uden papirer«, dvs. de illegale indvandrere,
red.). Derfor arbejder han nu selv i afdelingen i Paris, som løbende besætter bygninger og arrangerer demonstrationer for de illegale indvandreres rettigheder.

»Hvis demonstrationen går godt, er det for os at se startskuddet til 2012. Vi er nødt til at gå i gang nu, ellers er det for sent,« siger han.

Serie

På jagt efter den røde drivkraft

De venstreorienterede værdier vinder frem. Derfor kigger Information i disse dage ud i Europa for at finde ud af, hvad der driver de venstreorienterede europæere.

Seneste artikler

  • 'Venstrefløjen må forlade tryghedszonen'

    4. april 2011
    Atomulykken i Japan har givet den tyske venstrefløj momentum. Men flere konkurrerer om dens meninger, og derfor må den aktivistiske del af venstrefløjen lære at samarbejde med traditionelle partier og sociale organisationer, hvis den vil gøre en forskel. Sådan lyder budskabet fra Tadzio Müller, som er en af Europas mest rutinerede politiske aktivister
  • Der var engang et kommunistparti i Italien

    29. marts 2011
    Den italienske venstrefløj har glemt sin eksistensberettigelse og tænker mere på kommunikation end på indhold: 'Partierne skal kæmpe for, at jeg har tid til at hente min datter fra skole,' kræver den 40-årige Nicla Goffredo
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Brockdorff

Når man læser denne artikel om de franske venstreintellektuelles kamp for illegale indvandreres rettigheder kan man ikke lade være med at tænke på romanen ”The Camp of the Saints” (De Helliges Lejr) fra 1972 af franskmanden Jean Raspail, som dengang for 39 år siden kom med sin berømte profeti om, at et væld af forarmede mennesker fra Den Tredje Verden èn dag ville strømme til hans land.

Jean Raspail fortæller i sit berømte værk, at godt nok blev det store Afrika invaderet og koloniseret af Europa i det 19. århundrede – og afleveret pænt retur til afrikanerne i det 20. århundrede – men i det 21. århundrede bliver Europa invaderet og koloniseret af Afrika.

Forfatterens dystre og skræmmende profeti kan man jo så putte i kontekst med denne officielle erklæring fra De Forenede Staters Nationale Sikkerhedsråd af den 28. februar 2000:

”I tilfælde af en konflikt, der involverer globale stormagter, er det sandsynligt, at de fattigdomshærgede befolkninger i Afrika og Mellemøsten samt Centralamerika – hvoraf nogle i antal overstiger befolkningstallet i adskillige vesteuropæiske byer med forholdet 100 til 1 – vil strømme ind over de vestlige grænser og oversvømme de vestlige bykerner”.

Ulven kommer!! alle minoriteter er spillet ud på sidelinjen i øjeblikket.

EU er blevet alt det man kunne frygte, og lidt til.

Er dette ikke lidt irrelevant? En gruppe, som kan samle 3500 underskrifter i et land, som er 12 gange større end Danmark? Det er godt nok en marginaliseret gruppe.

Jeg tror selv danske marginaliserede grupper kunne hive flere underskrifter, og derfor synes jeg, at gruppen er ubetydelig.
Hvorfor skal vi i Danmark høre om dét?

Til artiklen:

EU har ingen kommissær for menneskerettigheder.

Thomas Hammarberg er Europarådets kommissær for menneskerettigheder.

Der sker ofte en sammenblanding, men Europarådet er ikke EU:

http://www.coe.int/t/dghl/default_en.asp

Anne Wilsted Christensen

Alt imens breder ørkenen sig på det afrikanske kontinent, skal Ole Brockdorff have tak for sin bemærkning om Jean Raspails "profetiske" litterære værk.

Uanset hvad Rune Hjelm mener om antallet af underskrivere, så kommer vi ikke uden om, at det europæiske kontinent bør tage et ansvar også, når det drejer sig om nordafrikanske flygtninge.

Anne Wilsted Christensen

Alt imens breder ørkenen sig på det afrikanske kontinent, skal Ole Brockdorff have tak for sin bemærkning om Jean Raspails "profetiske" litterære værk.

Uanset hvad Rune Hjelm mener om antallet af underskrivere, så kommer vi ikke uden om, at det europæiske kontinent bør tage et ansvar også, når det drejer sig om nordafrikanske flygtninge.

Der var 2. runde af valg til kantonerne i Frankrig i går. Hver kanton (sammenslutning af kommuner) vælger en conseiller général/amtsrådsmedlem, der skal sidde i le conseil général/amtsrådet (département). Ud af de 97 departementer sidder efter gårsdagens 2. runde venstrefløjen nu på formandsposten i mindst 60.

Le Front National gik frem, men de fik kun valgt 2 amtsrådsmedlemmer, hvor de havde håbet på ca. 10. En blev valgt i Carpentras, der skal sidde i amtsrådet i  Vaucluse, og en anden i Brignoles, der skal sidde i amtsrådet i Var.