Læsetid: 3 min.

'Det var ligesom en straf'

Først fik 38-årige Salado Hassan frataget børnetilskuddet til sine fem børn, fordi Holbæk kommune ikke troede på, at hun reelt var enlig forsørger. Nu har Det Sociale Nævn ændret afgørelsen på baggrund af nøjagtigt de samme oplysninger, som kommunen hele tiden har haft
Salado Hassan får nu en række offentlige ydelser med tilbagevirkende kraft, efter Holbæk Kommune har skiftet mening og nu alligevel tror på, at Hassan er enlig forsøger.

Salado Hassan får nu en række offentlige ydelser med tilbagevirkende kraft, efter Holbæk Kommune har skiftet mening og nu alligevel tror på, at Hassan er enlig forsøger.

7. marts 2011

De sidste fire måneder har været særligt hårde for Salado Hassan og hendes fem børn. I november skrev Information om den 38-årige kvinde, som fik frataget det almindelige og ekstraordinære børnetilskud, fordi kontrolgruppen i Holbæk ikke troede på, at hun reelt var enlig forsørger.

Nu, fire måneder senere, har Det Sociale Nævn netop givet Salado Hassan medhold i hendes klage. Og nævnets begrundelse sker på baggrund af nøjagtig de samme oplysninger, som kommunen hele tiden har haft. Salado Hassan bliver nu igen betragtet som enlig forsørger, og fra denne måned får hun igen børnetilskuddet, fripladserne i børnenes institutioner, og boligsikrinen kommer op på samme niveau, som den var på før. Det Sociale Nævn har også besluttet, at Salado nu får bevilling til et særligt børnetilskud med tilbagevirkende kraft på i alt 75.603 kroner.

Da Information igen besøger Salado i hendes lejlighed i en Lejerbo-bebyggelse i udkanten af Holbæk, er der usædvanligt stille i hjemmet. Salados fem børn er i henholdsvis skole og børnehave, og der er et par timer til, at børnene skal hentes.

»Mine naboer er løbende kommet med poser med mad, tøj og toiletpapir,« forklarer Salado fra sin sofa i stuen.

»Jeg blev meget glad for deres venlighed. Men jeg ved heller ikke, hvad jeg havde gjort uden.«

For i de uger, hvor naboerne ikke bankede på døren med poser i hænderne, har der været langt mellem både vintertøj og madindkøb. Siden november har Salado forsørget sig selv og sine fem børn for en udbetalt kontanthjælp på godt 11.000 kr., hvoraf huslejen slugte knap halvdelen.

Samme beviser

Salado Hassans sag er langt fra enestående, og der er flere på vej. Holbæk kommune har nemlig, ligesom de fleste danske kommuner, et særligt team, der skal jagte sociale bedragere. Men kommunen behøver ikke »føre egentligt bevis for, at der er tale om ægteskabslignende forhold«. Den skal blot »kunne sandsynliggøre dette«.

Salado Hassan har hele tiden afvist, at der skulle være nogen mand i husstanden. Det samme gjorde hendes naboer. Seks ud af Salados syv naboer i opgangen underskrev i sin tid en tro og love-erklæring om, at de ikke kendte noget til nogen mand, der skulle komme fast i hendes hjem.

Heller ikke lederen af den børnehave, hvor Salados børn går, kunne genkende billedet af, at der skulle være en mand i hendes liv. Lederen slog over for kommunen fast, at børnene kun to gange er blevet hentet af deres respektive fædre i løbet af de to år, børnene har gået i institutionen.

Men det ændrede ikke kommunens holdning til Salado Hassans sag. Kommunens oprindelige afgørelse var alene baseret på oplysninger fra Salado Hassan og fra faren til hendes yngste søn, som kontrolgruppen mente var i et ægteskabslignende forhold med Salado. Nævnets afgørelse begrundes blandt andet med »at faren hjælper Salado Hassan med at få børnene i tøjet mellem kl. 7 og 9, idet hun har mange børn«, som der står i brevet. Men det betyder ikke, at Salado Hassan ikke reelt er enlig, konstaterer nævnet. I kommunens oprindelige afgørelse henviste man til, at faren overførte penge til Salado Hassan ca. en gang om måneden, men ej heller det faktum betyder, at de lever som ægtefæller, slår nævnet fast. For »det er ikke et krav, at der fastsættes børnebidrag i Statsforvaltningen, hvorfor farens betaling af ca. 1.000 kr. månedligt ikke giver anledning til et andet udfald i sagen«.

Desuden har nævnet lagt »særligt vægt på«, at Salado Hassans ekskæreste har giftet sig igen og bor fast på egen adresse. Alt sammen oplysninger, som kommunen hele tiden har været bekendt med.

En straf

Det har været »et rigtig hårdt liv«, de sidste fire måneder forklarer Salado Hassan fra sin stue, hvor man er nødt til at beholde sin sweater på, fordi den kolde blæst trænger ind gennem væggene. Hun har været meget sur og ked af det, forklarer hun: »Det har været ligesom en straf, og det var hårdt, at de ikke ville høre på mig.«

Det var svært at skulle forklare børnene, hvorfor der nogle gange ikke var nok mad, eller hvorfor de ingen penge havde, forklarer Salado Hassan og bladrer i stakken af åbne rudekuverter fra de sidste fire måneder fra kommunen, Lejerbo og el-selskabet.

»Jeg synes ikke, jeg har gjort noget forkert. Og jeg er glad for, at det er gået i orden nu.«

Salado Hassan har nu søgt om at begynde til danskundervisning, og selv om hun før har søgt uden at få det godkendt som en del af aktiveringen, er hun optimistisk med hensyn til, at det går i orden.

»Det har kommunen i hvert fald lovet,« siger hun.

Serie

Jagten på de sociale bedragere

Information sætter fokus på kontrolgruppernes metoder til at fange sociale bedragere ude i kommunerne. Hvad må de, hvad gør de, og hvilke konsekvenser har det for de anklagede borgere?

Seneste artikler

  • Falske facebook-profiler bruges til at fange bedragere

    30. marts 2011
    I jagten på sociale bedragere har flere kommuner oprettet falske facebookprofiler for at lokke informationer ud af borgerne. Men det er ulovligt, har skatteministeren for nylig slået fast
  • Kommuner bruger ulovligt indsamlede beviser

    30. marts 2011
    Når kontrolgrupperne bruger ulovlige metoder til at indsamle beviser mod borgere i sociale sager, har det ingen konsekvenser overhovedet. For ulovligt indhentede oplysninger kan alligevel bruges mod borgeren. Et direkte incitament til at bryde loven, mener eksperter
  • Enlig mor til fem straffes for ustabil eksmand

    24. marts 2011
    Mange kommuner lægger ofte stor vægt på mandens boligforhold i sociale sager, hvilket er dybt problematisk for kvindernes retssikkerhed, mener flere eksperter. Holbæk kommune fratager nu en 34-årig mor til fem en lang række ydelser, næsten udelukkende på baggrund af farens ustabile boligforhold
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Marie Pedersen

Hvor dejligt, at Information følger op på sagen. Og godt at den faldt ud til Salado Hassan's side.
Man kan mene hvad man vil om velfærdsstaten og børnetilskud - men kommunen skal overholde loven og sikre sig ordentlige beviser, før de tager sådan et drastisk skridt..
Det har jo voldsomme konsekvenser for de børn.

Vi må håbe at den kommune, der står omtalt efter artiklen, ikke også begynder at læse i Biblen, for så bortfalder tilskuddet til alle alle enlige forældre, der er medlemmer af folkekirken vel også. Kors i stjernen!
Tillykke til Salado, men trist at det skal op i pressen, før retfærdigheden sker fyldest.

Michael Borregaard

»Det har været ligesom en straf, og det var hårdt, at de ikke ville høre på mig.«

Kommunerne vil formentlig sige, at princippet om, at »kunne sandsynliggøre dette«, ikke er et udtryk for moralsk forfald, men om moralens forandring.

At de skamrider trangsbeneficiet princippet i retsplejelovens § 509, omhandlende en ”skyldners” ret til et anstændigt hjem, er pinagtigt, og desværre viser det sig ofte, mere som hovedreglen end undtagelsen idag. Man hænger sig i selv den mindste peditese, og gør dennes gennemslagskraft universal, på trods af, at loven foreskriver noget andet.

Man kan spørge sig selv, om prøvelsernes fortolkningstid ikke er ved at være forbi?

Gider ikke diskussionen om universalisme kontra partikularisme - men bliver alligevel nød til, at konkludere, at det er skammeligt, at høre om hvordan man har en lemfældig omgang med fortolkningen af solidariteten og dennes betydning for hvordan man skal gøre sig fortjent til betegnelsen et velfærdssamfund i verdensklasse.

Jette Abildgaard

Tillykke til Salado, virkeligt godt gaaet!!

Desvaerre er Salados eksempel jo blot et ud af helt utroligt mange, hvor ting ikke gaar godt og, alle her ved formentligt godt, at den eneste grund til Salados sejr, er Information!!

Jeg erindrer stadig udtalelser som "Det offentlige har altid ret, og naar vi ikke har det, saa soerger vi bare for at faa det"....hvilket de kan, fordi alle kender alle indenfor denne, saa helt afskyelige verden...i landet som bliver styret af moerkemaend og hjemmehjaelpere!!

Martin Kaarup

...og puf .... alle de liberale var pist forsvundet fra disse debatsider så snart det blev konkret og virkeligt.

Skal vi se om vi kan ægge en af dem til at kaste dem første sten på Salado's børn....

Lykke Johansen

Hvad ville der egentlig være sket med Salado og hendes børn, hvis ikke ankenævnet havde givet hende medhold og kommunen ikke havde ændret "dommen"? Skulle de være døde af sult som hjemløse?

Tillykke til Salado!

Siden hvornår er man i danske kommuner begyndt at tage imamers udtalelser alvorligt? Især imamer som udtaler at det 'er ulovligt at fåbørn udenfor ægteskab'.

Den kommune, som støtter sig til dette, må virkelig leve i 1930'erne, eller i 1950erne. I det moderne Danmark, her i 2011, er det altså aldeles ikke ulovligt at få børn udenfor ægteskab. Enlige kvinder kan både adoptere og få børn udenfor ægteskab. Og mange danske (etniske) børn er jo i dag født udenfor ægteskab.

Og hvor er ligestillings-ministeren her....hvor er DF henne...hvor er alle dem, der render rundt og siger, de støtter og vil støtte indvandrerkvindernes rettigheder.
Ingen steder. Hyklere alle til hobe er de...

Og her gik jeg ellers og troede, at imamers religiøse udtalelser ingen vægt havde, præcis som en dansk præsts udtalelse om ulovligheden af homoseksualitet ingen vægt længere har. Muligvis mener imamen at det er umoralsk at få børn udenfor ægteskab, men det er jo altså noget ganske andet.

Ifht. dansk lov er det altså ikke ulovligt at få børn udenfor ægteskab, hvad der er lovligt eller ulovligt ifht. religionen, det være sig kristendom, jødedom eller islam, er i Danmark flintrede ligegyldigt.

Mht. Salado's sag er det så ikke faderens pligt til at betale et bidrag til sine børn; ankenævnet mener jo det samme. Derfor kommer det frem til at Salado er reelt enlig...

Mere generelt kan man spørge hvor meget kommunerne økonomisk får ud af dette; det koster jo også en hel masse penge at gå efter (inddrive) de her penge....