Læsetid: 4 min.

Når pressen opfylder sin opgave

Det er en fornøjelse, når journalistisk vedholdenhed giver resultater
Når pressen orienterer os om det, vi ikke selv har skyggen af chance for at finde ud af, bliver vi gjort opmærksomme på, at nationen har meget store problemer. Selv om det ikke er dem, regeringen har lyst til at tale om.

Når pressen orienterer os om det, vi ikke selv har skyggen af chance for at finde ud af, bliver vi gjort opmærksomme på, at nationen har meget store problemer. Selv om det ikke er dem, regeringen har lyst til at tale om.

Christian Als

12. marts 2011

Informations fremragende afdækning af Integrationsministeriets tilsidesættelse af internationale konventioner er et opmuntrende eksempel på, hvad det kan føre til, når pressen opfylder sin rolle som demokratiets vagthund. I stedet for at lade sig jage rundt i manegen af spindoktorer, en mopset minister og embedsmænd med tvivlsomme motiver, har avisen sat sin egen dagsorden og forfulgt den med en imponerende vedholdenhed. Det første delresultat så vi i tirsdags, da ministeren blev fyret, men det er en fornøjelse at konstatere, at bladet åbenbart har tænkt sig at følge sagen til dørs og ikke lade som om, den er løst med en ministerafgang.

Man kunne ellers blive lidt nervøs over forsiden torsdag, hvor det godt kunne se ud til, at den dygtige Søren Pind havde haft held til at vende debatten fra at dreje sig om statsløses rettigheder og et ministeriums ulovligheder til med sit assimileringsudspil (igen) at gøre indvandrere og flygtninge til nationens væsentlige problem.

Vi lulles ind

Regeringen har tilsyneladende opgivet sine ambitiøse nytårsplaner om nødvendige økonomiske reformer som valgtema. De gav ikke den forventede positive vælgerrespons, så derfor trækkes udlændingekortet igen og får oven i købet et ekstra vrid på skruen af Pinds provokationer. Det er utroligt, hvordan denne midaldrende cand.jur. kan blive ved med at opretholde et image af ung charmerende provokerende uansvarlighed på trods af, at han nu bestrider to ministerier og tilsyneladende er en nøglefigur i regeringens desperate forsøg på genvalg. Vi skal åbenbart lulles ind i en overbærende opfattelse af at 'Pind er jo Pind', ligesom hans mentor og forgænger var 'Birthe er jo Birthe', og så kan de slippe af sted med hvad som helst. Bortset fra, at det kunne Birthe altså heller ikke i det lange løb. Det skulle man måske lige minde Pind om.

Løkkes 'drenge'

Det var interessant at se, hvordan regeringsomdannelsen blev modtaget i pressen. Ekstra Bladet proklamerede med brask og bram »Drukvenner skal redde regeringen« med meget lidet flatterende billeder af Pind, den ny skatteminister Peter Christensen og den ny undervisningsminister Troels Lund Poulsen. I virkeligheden stod der det samme på Berlingerens forside, bare formuleret lidt mere berlingensisk: »Rønn-fyring giver plads til Løkkes drenge«. Samme besked med andre ord, og vi ved jo alle sammen, at 'drenge' er sådan nogle, der sætter fut i fejemøget, slår til Søren og må forventes at skeje lidt ud med fest og ballade og gå til kanten (det betyder over) med politisk mudderkastning. Lund Poulsen giver den som landlige 'traktor Troels', selv om det nu er med gave-Rolex, og den Løkke-loyale Peter Christensen brillerede med heftige anklager om skattefusk mod Helle Thorning-Schmidt, selv efter skat havde frikendt hende og hendes mand. Der er lidt dørvogter over ham. Sådan én, der står med et clipboard ved indgangen til et VIP-arrangement og siger: »Du står ikke på listen«.

Man kan sandelig ikke måle sådanne typer med den samme alen som kedelige voksne 'jakkesæt' eller endnu værre pligtopfyldende, artige kvindelige politikere. Hvis de altså ikke som Rønn Hornbech har været smarte nok til at skaffe sig tilnavne som 'farverig', 'slagfærdig' og lignende, som automatisk medfører en meget længere snor.

Tænkt sig om

Til gengæld kan kvindelige politikere sikre sig en blid behandling, hvis de trækker mor-kortet, som vi kunne se i omtalen af nu tidligere undervisningsminister Tina Nedergaard. Der var ingen kritiske spørgsmål til hendes beslutning om at trække sig for at få mere tid til sin datter, selv om man med nogen ret kunne undre sig over, at hun ikke havde gennemtænkt sin situation inden hun, for kun et år siden, sagde ja til en ministerpost. Og over, at hun blev lige længe nok til at sikre sig lidt mere luft i økonomien.

Meget store problemer

Den længe ventede undersøgelseskommission, der bl.a. skal afdække, hvorfor de statsløses sag blev holdt skjult for Folketinget i to år, bliver tilsyneladende af Pind opfattet som en syltekrukke, der befrier ham for at svare på ubehagelige spørgsmål og for at rydde op i det ministerium, der af Politiken omtales som »lokummet der altid brænder«.

Læsere, der er gamle nok til at huske tamilsagen, vil erindre, at den førte til nye faglige og etiske regler i den offentlige administration. Embedsmændene skulle lære at kende forskel på rigtigt og forkert, og de skulle reagere, når de af deres politiske chefer blev bedt om at gøre noget ulovligt.

Det har åbenbart ikke haft den ønskede effekt. I hvert fald skændes jurister nu om, hvorvidt det, der foregik i Integrationsministeriet, var 'ulovligt' eller 'klart ulovligt'. Et sofisteri, der dækker over, at embedsmænd åbenbart ikke forventes at have samvittighed eller bare almindelig anstændighedsfølelse.

Det er derfor, der er så megen grund til at glæde sig, når pressen opfylder sin opgave. Og orienterer os om det, vi ikke selv har skyggen af chance for at finde ud af.

Og minder os om, at nationen faktisk har meget store problemer. Selv om det ikke er dem, regeringen har lyst til at tale om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer