Læsetid: 4 min.

Opråb fra transkønnede om bedre vilkår

Der var verbale hug til lovgivningen og ydmyge ønsker om økonomisk hjælp, da Christiansborg tidligere på ugen lagde rammer til sin første høring nogensinde om transkønnedes vilkår i Danmark
19. marts 2011

Umiddelbart virker det komisk at skrive en fuldmagt til sig selv for at hente en pakke på posthuset. For nogle mennesker er det en frustrerende del af dagligdagen, der også byder på særligt grundige sikkerhedstjek i lufthavnen, skeptiske spørgsmål i banken, misforståelser, når man tilmelder sig korsang eller opretter en profil på jobnet, eller som David Zennaro, en tætbygget fyr med fuldskæg og lige slutciffer i cpr-nummeret, fortæller om et besøg på biblioteket:

»Jeg har oplevet at blive beskyldt for at have stjålet mit lånerkort. Når jeg så har gjort bibliotekaren opmærksom på at nej, det er mit, så er de blevet meget utilpasse, for det er jo ikke rart at beskylde folk for en forbrydelse, de ikke har begået,« siger han.

David Zennaro er blandt godt 100 hundrede mennesker, der er samlet mandag eftermiddag i Fællessalen på Christiansborg. Mange af dem er erklæret psykisk syge. For det blotte øje fremstår de ellers sunde og raske, velklædte og veltalende, men ifølge både Verdenssundhedsorganisationens (WHO) og Sundhedsstyrelsens liste over sygdomme er der ikke noget at tage fejl af. De lider af såkaldt kønsidentitetsforstyrrelse og tilhører diagnosegruppe F64.0 for mennesker, der ønsker at leve som et andet køn, end de blev tildelt ved fødslen.

Deprimerende statistik

Der skønnes at være godt 50.000 transkønnede i Danmark. Vilkårene for denne ene procent af befolkningen er temaet for en fire timer lang høring, der er rig på deprimerende statistik: Transkønnede har et højere uddannelsesniveau end gennemsnitsbefolkningen, men en arbejdsløshedsprocent på 50. De er tre gange så udsatte for hadforbrydelser som homoseksuelle, men er ikke beskyttet af antidiskriminationslovgivning.

»Problemet er uvidenhed,« lyder det fra Pia Nielsen, der repræsenterer det europæiske netværk af transorganisationer, TGEU.

Hun var ifølge eget udsagn Danmarks første transkønnede administrerende direktør, da hun styrede slagets gang og 75 medarbejdere i udlejningsfirmaet Godik i Brovst.

»Jeg oplevede ingen problemer med medarbejdere, kunder, leverandører eller banker. Problemet er ikke selve jobbet. Problemet er at få et job. Arbejdsgiverne er usikre og utrygge, uha, hvad skal vi tage af særlige hensyn, hvad er de for nogle mennesker, hvad med toiletterne?,« siger Pia Nielsen, der ærgrer sig over, at danske transorganisationer har så få midler.

»Der er brug for informationskampagner og kurser på arbejdspladser, men også på plejehjem og hospitaler. Der er mange usikre på, hvad de skal stille op med transpersoner,« siger hun.

Et andet trist tal er de 62 procent af transkønnede, der aldrig har talt med nogen om deres transkønnethed. I landsforeningen for transkønnede, Trans-Danmark, ville man gerne gøre mere for at bekæmpe ensomheden og de høje selvmordsrater.

»Der er hele tiden nytilkomne, som står på herrens mark, eller er det fruens mark, og ikke rigtig kan finde ud af det, Hvad gør jeg, hvor går jeg hen for at få hjælp, hvordan kommer jeg i gang med en hormonbehandling, hvor er foreningerne, hvor sker de sociale arrangement-er?,« siger Irene Haffner, se-kretær i Trans-Danmark, der ikke modtager offentlige tilskud og har et årligt budget på omkring 25.000 kroner.

»Vi har lavet en håndbog for transkønnede, som ligger klar, men vi har ikke råd til at udgive den,« siger Irene Haffner, der fungerer som ordstyrer ved høringen i Fællessalen.

Civilretslig kønsstatus

Talelisten er lang, og talelysten er stor, men Haffner holder tidsplanen takket være diskrete ring med en lille klokke, der signalerer, at det er tid til at komme videre.

Cpr-numre og operationer er et populært emne. Som loven ser ud nu, skal man gennemgå en kønsskifteoperation for at ændre det sidste, kønsspecifikke ciffer i cpr-nummeret. Problemet er, at langt størstedelen af transpersoner ikke har lyst til at skulle under kniven.

Operationskravet går da også mod den europæiske menneskerettighedskommissær Thomas Hammarbergs anbefalinger fra 2009. En samlet opposition fremsatte i 2010 et beslutningsforslag i Folketinget, der blandt andet skulle gøre det nemmere for transkønnede at ændre navn og civilretslig kønsstatus. Det blev nedstemt. Statsminister Lars Løkke Rasmussen har tidligere begrundet sin holdning:

»Køn er i mit verdensbillede en medfødt omstændighed. Den kan ganske vist ændres ved en kønsskifteoperation, og lovgivningen er også indrettet med dette som udgangspunkt. Derfor er det i dag sådan, at når en person har gennemgået en kønsskifteoperation, vil den pågældende blive tildelt et nyt personnummer med korrekt kønsangivelse.«

I Fællessalen giver Elizabeth Japsen, kunstner og aktivt medlem af Enhedslistens Queerudvalg, ikke meget for den gældende lovgivning. Hun har selv skiftet køn og fortæller om sit møde med en læge, da hun henvendte sig for at få hormoner:

»Han spurgte, vil du gerne kastreres? Jeg tænkte, hvad fanden snakker han om? Jeg svarede, jeg har aldrig opfattet kvinder som kastrerede mænd.«

Ingen repræsentanter fra regeringen er til stede. Mod slutningen af høringen rejser SFs Kamal Qureshi sig op. Mikrofonholder Sussi Kuld Baruj, der har haft sit at se til dagen igennem, sprinter let på tå hen til ham, men ligestillingsordføreren insisterer på at tale salen op uden forstærkning.

»Vi fremsætter vores lovforslag igen efter valget, så mange af de ting, I beder om, bliver gennemført efter næste valg, når der kommer en ny regering,« lyder det fra Qureshi, der høster et af dagens største bifald.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er sådan set ligeglad, men somme tider tænker jeg på om det ikke ville være bedre for transkønnede at se på deres vanskelige situation som en sygdom i stedet for at insistere på normalitet. Det ville gøre det meget mere acceptabelt. Vi udsætter ikke diabetikere for chikane, og det accepterer vi som en sygdom. Selv er jeg alkoholiker (ædru i mange år) og jeg accpterer det som en sygdom. Jeg synes ikke det ville gøre nogen positiv forskel hvis jeg lagde krav på at det var helt normalt at jeg havde behov for at drikke mig fra sans og samling, selv om det jo for såvidt var helt normalt for mig inden for rammerne af min alkoholisme. Men det betyder så ikke at drukkenskab er en normal ting.
Det er diabetes heller ikke, og det er transkønnethed for så vidt heller ikke.
Jeg kan godt lide parallellen til diabetes, fordi man forsøger jo heller ikke at "kurere" diabetes, som man ellers har gjort ihærdige forsøg på, både med religion og psykologi over for de transkønnede, man accepterer diabetes, man accpterer de mennesker der har det fuldstændig som iøvrigt normale mennesker, og i stedet for at forsøge at kurere det, giver man folk med diabetes den hjælp de har brug for for at kunne leve et normalt liv. Hvis man på samme måde kunne give de transkønnede den hjælp de har brug for for at leve et normalt liv, og hvis det indebærer operation, ja hvorfor så ikke? Det centrale i situationen er ikke om man kalder det sygdom eller normalt, diabetes er lige så normalt, men alligevel en sygdom, det centrale er at man behandler andre mennesker med respekt og den omsorg alle mennesker har rimeligt krav på, uanset hvem eller hvad de er. Men for mig selv som alkoholiker var det faktisk en stor hjælp at kalde det en sygdom i stedet for at insistere på at mig var der ikke noget galt med. Faren ved sygdomsbegrebet er selvfølgelig at man kan blive udsat for overbærende medlidenhed, det ønsker ingen, men der er det så dét der er problemet, ikke sygdomsbegrebet som sådan. Ellers kan jeg kun se at der er noget at vinde ved det - nå han er syg, ja så må vi vel hjælpe? Det er da en væsentlig bedre situation end at han har vandret bort fra Guds veje og ender i helvede eller andet af samme slags vås som ofte er hvad transkønnede og homoseksuelle må slås med af fordomsfuldheder.

Lise Lotte Rahbek

Tør jeg påpege, at køn bliver tillagt alt, alt for stor betydning i verden.
For fanden, vi er i 2015.
Jeg er da inderligt ligeglad med om Hanne har skæg og bryster samtidig, om Peter boller med mænd eller kvinder, om Anders foretrækker at gå i kjoler og stiletter eller Ulla går med slips og blondeundertøj.
Hvad har det af betydning?

Dengang mænd var pakdyr på grund af deres bedre muskelmasse,
og da kvinder var idømt en karriere som redebyggere,
da var der en relevans, men i dag..?
Hvem pokker gider bekymre sig om, hvad indholdet er i kollegaens bukser? Det rager da ikke mig.