Læsetid: 3 min.

'Den er skrevet til betonarbejderne'

Da Jakob Mathiassen skrev 'Beton - historier fra skurvognen', var den til kollegerne i sjakket. Som en opfordring til fælles kamp mod et system, der synes at have glemt dem. Nu ligger den på bestsellerlisten. 'Der er mange, der føler sig glemt,' siger forfatteren
'Samfundet belønner ikke det konkrete og det fysiske,' mener forfatter og tidligere betonarbejder Jakob Mathiassen.

'Samfundet belønner ikke det konkrete og det fysiske,' mener forfatter og tidligere betonarbejder Jakob Mathiassen.

Torben Eskerod

17. marts 2011

Bogen Beton - historier fra skurvognen skulle egentligt bare have været til betonarbejderne som et samlingspunkt, et opråb - en måde for arbejderne at forstå, at de alle står med samme problemer. Men efter Jakob Mathiassen havde skrevet sin bog færdig om livet og udfordringerne blandt betonarbejdere, sendte han den alligevel rundt til en række forlag. Det blev Informations Forlag, der for nyligt udgav hans fortællinger om kampene på byggepladserne.

»Planen var at smide den på Books on Demand så de kolleger, der ville gide at læse den, kunne gå ind og læse den dér. På den måde kunne den måske få mine kolleger til at samle sig i konflikterne. Det var håbet,« siger Jakob Mathiassen i Informations kantine i aftes, inden avisens debatarrangement om arbejderisme, hvor han er en af debattørerne. For bogen nåede nemlig længere ud end bare til sjakkene bag betonkonstruktionerne i København. Den har vundet stor succes blandt danskerne og er nået på bestsellerlisten.

»Jeg havde ikke regnet med, at nogle rigtig bekymrede sig for os. Og jeg er meget forundret over succesen, men den mest oplagte grund må vel være, at mange almindelige danskere, ligesom betonarbejderne, føler sig glemt af samfundet.«

Konflikterne, som Jakob Mathiassen beskriver, er eksempelvis et så basalt problem, som når vejret i Danmark ikke arter sig - det regner, og sjakkene sidder i skurvognene, mens konflikten udvikler sig. Alle sjakkene med samme problem. Formændene vil ikke sende dem på vejrlig, som det kaldes, når en mester sender svendene hjem på grund af dårligt vejr - for der skal også arbejdes.

»Det er et af eksemplerne, her ligger der en fælles magtkamp, men sjakkene mødes aldrig og taler om det her. Hvis vi samledes, kunne vi aftale at gøre det samme, og så ville formændene ikke kunne fyre nogle. Men vi har ikke et fælles sted at tale om det her, det håbede jeg min bog ville hjælpe på,« siger han.

Dobbeltheden i glemslen

Uden betonarbejderne ville byen ikke bestå. Og netop derfor forstår Jakob Mathiassen ikke, hvorfor samfundet ikke interesserer sig for de mennesker, der konkret bygger rammerne for Danmark.

»Jeg læste engang en tosiders artikel i Weekendavisen om det glashus, som artikektfirmaet BIG har tegnet i Ørestaden - på to sider handlede det kun om arkitekten og hans vilde præstationer. På intet tidspunkt nævnte artiklen de mennesker, der bor i huset eller de mennesker, der havde konstrueret rammerne for det,« siger han og mener, at det er symptomatisk for et samfund, hvor befolkningen og politikerne er ligeglade med, om trappevaskerne i deres opgang er på overenskomst, og hvordan forholdene for håndværkere bliver værre og værre. Et samfund, hvor tanker og meninger fra abstrakte akademikere får mere spalteplads, end de konkrete og fysiske problemer samfundets arbejdere er i.

Bogen kommer oven på en allerede eksisterende debat om den akademiserede venstrefløjs forhold til arbejderne. Men Beton - historier fra skurvognen er måske det indspark i debatten, der er lettest for de fleste at forholde sig til, reflekterer han.

»Samfundet belønner ikke det konkrete og det fysiske. Ligesom de offentligt ansatte har råbt og skreget om i årevis. Muligvis derfor kan flere, end jeg havde forventet, spejle sig i min bog. Der er masser af lønmodtagerne, der oplever afmagten, oplever at det går baglæns for dem. Derfor tror jeg, de læser den for at starte diskussioner inde i deres egne hoveder.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Godt brølt, kammerat. Glæder mig til at se læse din bog, men husk at akademikere og studerende også er en del af arbejderklassen. Det er ikke kun jer, 'håndværkere' som har patent på ordet arbejder. I øvrigt, thumbs up for din pjece, Syndikalisme i Danmark?. Den har jeg læst flere gange og synes stadig den er spændende. Den minder en om hvor mange ulogiske sandheder som hersker i flertallets arbejdsmarkedsopfattelse, og hvilke midler og metoder vi har til at bekæmpe disse forhold.

Jeg var med til debatmødet, og her synes jeg Jakob Mathiassen gav udmærket udtryk for, at bogen ikke skal ses som et forsøg på at, grave grøfter mellem nogen befolkningsgrupper som arbejdere og akademiker. Jeg opfattede også, at de andre i panelet havde samme opfattelse. Jeg fik den indtryk, at det mere er arbejderne der ikke længere er så aktive på venstrefløjen.

garbage: i am only happy when it rains,

husker selv et halv år's tid med at bygge bluff city udstillingen på moesgaard museum, og
irritationerne over vejrligsregler, og der var endda en nogenlunde lempelig praksis fra arbejdslederne's side;
men bla.a. betonarbejdere må f.. f.... da have bedre muligheder for at få deres viljer gennemført.
og samlet set er det næppe tilstrækkeligt ikke at lade sig splitte, der må også enhed til.

Lasse Grosbøl

"Samfundet belønner ikke det konkrete og det fysiske."

Nu er det jo heller ikke samfundet der bygger et hus, men en specifik bygherre. Og han kigger nok en del på værditilvæskten sker i processen, og det er altså ikke i anlægsarbejderne!

Værditilvæksten sker hvor der er innovation, i tilfældet Ørestaden (Er det VM husene der sigtes til?) ligger innovationen hos rådgiverne, nok særligt arkitekten (må nok hellere oplyse at jeg er arkitekt, så jeg har en stor indsigt i hvordan byggebranchen fungerer).

Gode produkter sælger typisk fordi de er veldesignede, mere end de er velbyggede, selv om det sidste naturligvis også kan være et konkurrenceparameter.

Og for at vende tilbage til kompensationen for betonarbejdere, så har bogens forfatter indgået en frivillig aftale om at udføre noget arbejde med en arbejdsgiver. Hvis han ikke mener kompensationen er god nok, kan han jo søge andet arbejde eller starte sin egen virksomhed. Så kan han jo se hvor sjovt han synes det er at drive virksomhed.

En løsning for socialister i et liberalt samfund med frie markeder er jo reelt at danne kooperative virksomheder, hvor "arbejderne" deler overskuddet. Så kan I få Jeres utopiske samfund, mens vi andre kan leve i fred og ro med det frie marked der skaber mest velstand for alle.

de såkaldte(?) kreative og kunstnerne, p.t. udenfor proletariatet, gør nok klogt i at slutte sig til proletarerne: arbejderne, fordi det at ophavsrettigheder, patentrettigheder, copyrigths, er mere og mere vanskelige for de fleste af dem at opretholde, er nu en væsentlig del af, eller forstærker, det af følgende tekst
( fra det kommonistiske manifest, og bør læses
også i den helhed ) beskrevne:

De tidligere små middelstandsfolk, de små industridrivende, småhandlende og små rentenydere, håndværkerne og bønderne, alle disse klasser synker ned i proletariatet, dels fordi deres kapitaler ikke er tilstrækkelig til storindustriel virksomhed og må ligge under i konkurrencen med storkapitalisterne, dels fordi deres faguddannelse mister sin værdi ved de nye produktionsmåder. Proletariatet rekrutteres altså af alle befolkningsklasser.

og

Mellemlagene, småfabrikanterne, de småhandlende, håndværkerne, bønderne, alle bekæmper de bourgeoisiet for at sikre deres eksistens som middelstand mod undergang. De er altså ikke revolutionære, men konservative. Ja, de er reaktionære, de søger at dreje historiens hjul tilbage. Hvis de endelig er revolutionære, så er de det med henblik på den overgang i proletariatets rækker, der forestår dem, så forsvarer de ikke deres nuværende, men deres fremtidige interesser, så forlader de deres eget standpunkt for at stille sig på proletariatets.

"En løsning for socialister i et liberalt samfund med frie markeder er jo reelt at danne kooperative virksomheder, hvor “arbejderne” deler overskuddet. Så kan I få Jeres utopiske samfund, mens vi andre kan leve i fred og ro med det frie marked der skaber mest velstand for alle."

Suk. Det er jo et komplet håbløst perspektiv, når vi netop befinder os midt i en nyliberal finanskrise, der netop viser at markederne IKKE skaber velstand for alle, hvor vi står midt i en tid med massefyringer, udlicitering, overproduktion, ekstrem spild og dyb økonomisk nedsmeltning.

Private selskaber og banker der genererer tårnhøje profitter, på rovdrift af ressourcer og spekulation, og så alligevel skal have udstedt blankochecks af resten af samfundet, er blot et symptom på hvor håbløse mekanismer der er tale om.

Når de private selskaber genererer overskud, er frie markeder jo genialt. Men når nedgangstiden sætter ind, nationaliserer man bare underskuddet. Det er kapitalisme i en nøddeskal.

Og når man kan se, hvordan at der er en helvedes masse kapacitet i samfundet, der ikke bliver benyttet - skibsværfter, fabrikker, byggefirmaer osv. der må lukke ned, el. flytte til udlandet, selvom der rent faktisk er behov for de ting der leveres, arbejdskraft der ikke kan blive ansat selv når der er melding om overskud, at der er velrestaurerede boliger, der ikke bliver benyttet, men blot står og trækker værdi. Det er mildest talt vanvid.

Det er naturligvis kun for de mere højtrangerende og velbjergede kontraktarbejdere, at man kan idyllisere de frie markedskræfter og påskønne deres rolle.

at tiltag såsom gode bibliotker i arbejderkvarterne, ville kunne hjælpe arbejderne, proletarerne væsentligt, det er nok højest en kvart sandhed,
og i det øjeblik sociale tiltag af den slags begynder at tendere til at bidrage væsentligt til at løse arbejdernes, proletarerne's vanskeligheder, vil de blive modvirket, på andre måder, eller ved at blive indskrænkede. mindre end det at arbejderne, proletarene fælles selv overtager hele statsmagten, hele samfundet kan næppe løse arbejderne's, proletarene's problemer.

Lasse Grosbøl har ret i, at vejen frem er kooperativer. Så kan de private arbejdsgivere efterspørge arbejdskraft, de ikke vil dele solidarisk med, alt det, de vil.
Samfundets svøbe er den følelse af mereværd, som folk, der i bund og grund har sikret det sjove, indbringende arbejde, har. De forstår slet ikke, hvor priviligerede de er, når de netop kan regne med, at andre vil udføre det nedbrydende, beskidte og dårligt betalte arbejde for dem. Ofte bidrager de ikke engang med egen skattebetaling, som vi hører om det.
Og vi, der ikke tjener ret meget, ved, at man alligevel kan have en god, oplevelsesfuld og rig tilværelse for en brøkdel af det, der hældes i de selverklærede ledere.