Truslen er til at forstå – men intet tyder på, at den holder.Med henvisning til de rettigheder, som EU-borgere er blevet udstyret med, og som EU-domstolen til stadighed præciserer og udvider, advarede den afgåede integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i går om, at der ligger en tikkende bombe under ikke blot de danske udlændingelove, men hele velfærdssystemet.
Dermed bruger hun EU-rettighederne som løftestang for den debat om optjeningsprincipper på bl.a. skole- og sundhedsområdet, som regeringen satte i gang ved at nedsætte en arbejdsgruppe efter sidste års finanslov, der forventes at barsle med sine konklusioner inden valget.
Truslen er ifølge Rønn en markant tilstrømning af EU-borgere, der vil udnytte de åbne grænser til at komme og kræve ind af de universelle danske velfærdsydelser – i tillæg til truslen fra tredjelandsborgere, der med EU-retten i ryggen vil kunne komme hertil som familiesammenførte.
Men frygten har indtil videre mildest talt vist sig at være ubegrundet, viser flere internationale undersøgelser af EU-borgeres migration over grænserne.
Dels er det meget få EU-borgere, der rent faktisk udnytter mulighederne for at slå sig ned i et andet EU-land. Og dels er drømmen om et gavmildt velfærdssystem ikke det, der får dem til at flytte sig. Det konkluderede f.eks. en storstilet dansk-svensk-tysk rapport om migration i unionen, som EU-Kommissionen fik udarbejdet i 2008.
»Undersøgelsesresultater understøtter ikke formodningen om, at migration primært er motiveret af adgang til velfærdsydelser eller bedre offentlige service,« lyder det i rapporten, der samtidig heller ikke har fundet nogen empirisk sammenhæng mellem generøsiteten hos landenes velfærdssystemer og tilstrømningen til dem.
Logiktom argumentation
Og den engelske professor Adrian Favell, der har stået i spidsen for et andet, mangeårigt forskningsprojekt om migration i EU og er forfatter til en række bøger om emnet, har svært ved at se logikken i regeringens argumentation.
»Folk flytter ikke til et fremmed land, hvor de hverken kender til kulturen eller sproget og ikke har noget netværk, fordi der er høj understøttelse eller gode velfærdsydelser i det pågældende land. Det er ekstremt svært for familier bare at flytte, og der er jo faktisk regler om, at man skal være tilknyttet arbejdsmarkedet osv. Trods alle advarsler om social turisme har det stort set ikke været et problem,« siger Adrian Favell, der for tiden er ansat på Afdeling for Europastudier ved Aarhus Universitet.
I det transnationale forskningsprojekt Pioneers of European Integration, der blev afsluttet i 2009, var konklusionen, at europæerne trods åbne grænser og voksende rettigheder kun i beskedent omfang bruger sine muligheder. Blot 0,3 pct. af befolkningen flytter hvert år over statsgrænserne, hvilket er 10 gange færre end i eksempelvis USA.
Mere end halvdelen er migranter, der vender tilbage til hjemlandet. Og selv om det fortsat er ’de fattige’ portugisere og italienere, der udgør de største populationer af EU-immigranter i andre lande, så er det central- og nord-europæerne, der procentuelt står for den største stigning i immigration gennem de seneste årtier. Langt de fleste af dem, der flytter, er velkendte, lokale bevægelser mellem eksempelvis Finland og Sverige, Østrig og Tyskland, England og Irland.
Og i interview med 5.000 migranter i EU nåede forskerne frem til, at sammenlignet med de store migrationsbølger i 1950’erne og 1960’erne, er migrationen i EU i dag langt mindre økonomisk betinget.
» De flytter for at få job og muligheder, de flytter for eventyrets skyld, kulturelle oplevelser eller for kærligheden. Hvis folk vil have tryghed, så bliver de, hvor familien og det sociale netværk er,« siger Adrian Favell.
Professor i statskundskab Jørgen Goul Andersen fra Aarhus Universitet ser det som »urealistisk« at forestille sig en eksplosion af EU-borgere og deres familie, der kommer til Danmark på grund af de høje danske velfærdsydelser.
»Er der sådan en sammenhæng, så ville vi have set det, da Danmark i sin tid netop indførte et opsparingsprincip på folkepensionen. Men det førte ikke til nogen ændring af tilstrømningen,« siger han.
»Samtidig er der jo bunkevis af forskelle på velfærdsordningerne i de forskellige EU-lande. Men jeg har ikke hørt, at f.eks. østrigere er flyttet til Tyskland af den grund.«
Irland før Sverige
Adrian Favell peger desuden på, at da østudvidelsen i 2004 blev en realitet, og Sverige, England og Irland som de eneste umiddelbart åbnede deres grænser, var det trods det svenske velfærdssystem langt overvejende England og Irland, der var målet for østeuropæere.
»De ville jo arbejde og så ingen fordele i det gennemregulerede, svenske arbejdsmarked, og så betyder det ingenting med velfærdsrettighederne,« siger han.
Den ny integrationsminister Søren Pind (V) mener, modsat Birthe Rønn Hornbech, på ingen måde, at konsekvenserne af EU-domstolens beslutninger er alarmerende, men de borgerlige brugte alligevel lejligheden til at understrege behovet for at udvide de optjeningsprincipper, der allerede eksisterer på eksempelvis pensionsområdet og retten til kontanthjælp, og som ved sidste finanslov blev udvidet til også at dække retten til boligstøtte og børnecheck.
Men selv for borgere i den tredje verden er det ikke de enkelte landes sammensætning af velfærdsydelser, der afgør tiltrækningskræften, mener Anika Liversage, der bl.a. forsker i migration og transnational familiedannelse ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd: »Når folk gifter sig på tværs af kontinenter – hyppigt Asien og Europa – vil man oftest bosætte sig i Europa, fordi det er der, pengene er, og på den måde bliver det selvfølgelig et spørgsmål om velfærdsgoder, men det bliver ikke et spørgsmål om, hvorvidt der er bedre forhold i Danmark end i f.eks. Holland, England og Norge, for den slags shoppingmuligheder har man slet ikke,« siger hun.
I oppositionen har S og SF hidtil forholdt sig afventende i debatten om optjeningsprincipper, men Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, advarer, efter Birthe Rønn Hornbechs udfald i går, danskerne mod at »smide barnet ud med badevandet«, som Henrik Dam Kristensen formulerer det.
»Jeg synes heller ikke, det er rimeligt, at man eksempelvis har polakker, der kommer og arbejder her i kort tid og derefter får børnechecks sendt til Warszawa, men svaret er ikke, at vi skal lave optjeningsprincipper i den danske velfærd. Så må vi jo løse det konkrete problem,« siger han. Til gengæld vil SF ikke afvise, at der kan være noget om regeringens frygt.
»Jeg har hverken introduceret ordet ’trussel’ eller ’bombe’ i den her debat. Men jeg mener, vi skal være opmærksomme på det her problem, og i SF har vi bedt om tal på, hvor mange ikke-danske EU-borgere, der får børnecheck, barselsdagpenge osv. Vi er ikke hysteriske, men vil vide, hvad det er for et problem, vi står over for, så løsningerne står mål med udfordringerne,« siger integrationsordfører Astrid Kragh.
cle@information.dk phef@information.dk
Helt enig, velfærdsturisme er noget sludder, min indre vagabond ville aldrig have fået mig, hvis jeg var udlænding, til at vælge Danmark at slå mig ned i.
Det giver simpelthen ikke mening, trods navnet, er jeg pæredansk, og der er ikke meget ved Danmark, som reelt kan trække udlændinge hertil. For Danmark har et koldt klima, på mere end en vis.
I England siger man, "What the heart's full of, the mouth flows over with", i Danmark siger vi, "tyv tror hver mand stjæler", jeg siger, "It takes one, to know one", regeringens omdrejningspunkt er penge, vel og mærke penge til deres egne (vælgere), og fordi de er så fikserede på penge, så tror de at det gælder alt og alle i verden motiveres af penge og materielle goder, samtidig er regeringen paranoid i sin tro på at alt og alle er ude efter samme, specielt vores, Danmarks, danskernes.
Regeringen taler om penge i en uendelighed, som om penge, der reelt ikke eksistere, er begyndelsen og enden på alting. "Af penge er du kommet, og til penge skal du blive".
Denne fokusering på penge, på bekostning af alt andet, tyder hen i retningen af, at der skal findes grunde til at skære, både her og der, til at afvise, og give afslag, på alle områder, så pengene kan puges sammen og sluttelig uddeles til de mest velstillede i form af skattelettelser.
Uanset hvad regeringen røre ved, hvad den behandler af sager, og hvilke former for forslag den fremkommer med, så er enten, motivationen, argumentationen eller formålet, penge. Og regeringen lider af Joachim von And syndrom.
Hvis man vælger som udlænding at komme til Danmark, er det som regel fordi omstændighederne tvinger en til det. Man behøver ikke læse meget i visse debatrum, for at blive klar over at store dele af den danske befolkning, mener at man ikke er velkommen, og at bag dette ligger der et indædt had der kun kan lede tankerne hen på tyskland i 30erne.
Hvem vælger at besøge den nabo man ved hader en? Hvem ønsker at tage derhen hvor man ved man er uvelkommen. Hvis det ikke var på grund af omstændighedernes tvang.
Hvad har Danmark reelt at byde på? Ikke meget, er måske Europas dårligste, med en uendelig kort sommer, og som regel en lang og trist vinter, der starter i september og slutter i Maj. Og selv om vi som danskere nok ville argumentere at så lang er vinteren nu heller ikke, jo det er den hvis du er vandt til et varmere klima.
Så er der Janteloven, som vi nok griner af, men har svært ved at slippe. Negativitet og nedgørelser agf andres håb, drømme og ambitioner, for tænk hvis det lykkedes, så havde han/hun opnået noget og mere end mig.
I intet land i verden har jeg oplevet at andre nationaliteter er så lidt velkomne som i Danmark. selvfølgelig gælder ikke at alle danskere tænker som regeringen og DF, men store dele. Og racismen blomstre.
Nej, jeg kan for min Gud ikke fatte hvad folk fra andre lande vil i Danmark, derfor tror jeg heller ikke på at nogen kommer her med mindre de som regeringen er drevet af penge, og det er bestemt ikke starthjælpen jeg tænker på, eller fordi omstændighederne tvinger dem til at komme her.
Mvh
At Birthe Rønn Hornbechs udspil kommer i forbindelse med EU domstolens Zambrano-dom er udtryk for, at det er led i en EU-skræmme og/eller bange-for-udlændinge-kampagne:
EU domstolens Zambrano-dom har jo ikke betydning for Danmark. I Belgien har børn født i Belgien nemlig ret til - modsat i DK - at få belgisk statsborgerskab ved en “nationalitetserklæring”.
Jeg citerer:
“udlændinge der er født i Belgien og har deres primære opholdsadresse her siden fødslen” får belgisk statsborgerskab ved erklæring. Det er ikke noget, der skal tildeles ved lov i Parlamentet, men noget der bevilges.
kilde: http://www.belgium.be/fr/famille/identite/national…
Hvem tror hun disse mennesker er, selv hjemvendte Danskere er bedre stillet ved at forlade Danmark igen. Den Danske velfærd er for ustabil hvis man er langtids syg, så bliver man nok også depremeret da den financielle udsigt ligner en udbrændt atomreaktor.
Ikke mange bygningsværker, har som Den Kinesiske Mur imponeret verdens befolkning. Den kinesiske mur, blev bygget for, at holde Mongolerne stangen. Det man kender som Den Kinesiske Mur, blev ikke oprindeligt bygget som én lang mur, men som enkeltstående forsvarsværker, for at holde de mongolske fjender på afstand.
Ligesom vores Dannevirke, et voldkompleks som dannede et frontalforsvar ved rigets sydgrænse, er Den Kinesiske Mur et system, og af mure, som hænger sammen. Præcis på samme måde kan man definere den skræmme kampagne der føres i Danmark via udlændingepolitikken - mursten for mursten, defineret ved lov for lov, bygger man en Dansk Mur op omkring Danmark, hvis eneste formål er, at sikre et frontalangreb mod de universelle velfærdsydelser.
Sidst kendte skræmme kampagne, udover ovenstående naturligvis, og skubben til, racismens ansigt var, da man i stor stil og under en dansk fanfare annoncerede, at udlændingene kostede samfundet 15 milliarder. Går man tallene igennem, er dette dog misvisende, for udgiften medtæller også børn som går i skole samt udlændinge under uddannelse. Tallet er derfor ikke et udtryk for hvad gruppen af ikke integreret udlændinge - samt dem som er uden for arbejdsmarkedet koster.
Der er ingen tvivl om, at vi ikke kan have en udlændingepolitik uden love. Problemet er dog, at de love som bliver vedtaget, er med til, at stigmatisere herboende udlændinge. Det hjælper heller ikke noget, at Lars Løkke Rasmussen såvel som Gitte Lillelund, stolt står frem på tv, og siger, at vi i Danmark skal være stolte af, at vi var nogle af de første der satte handling bag ordene, omkring et flyveforbud i Libysk luftterritorium - puf, resultatet udeblev ikke, på libysk tv kom Danmark endnu engang i centrum, og blev beskyldt for bombning samt der blev revet op i såret omkring Muhammedtegningerne, tilsammen blev tiltagene betegnet som et danske korstog mod muslimer.
Lene Espersen siger, at det er udtalelser fra en desperat mand - det kan hun for så vidt godt have ret i, det ændrer dog ikke på, at det sidste Danmark har brug for er, at landets Statsminister stiller sig op på nationalt tv, og annoncere, vi var nogle af de første, der satte handling bag ordene omkring, et flyveforbud i libysk luftterritorium.
Som sagt, er der ingen tvivl om, at vi kan ikke have en udlændingepolitik uden love, de stramninger der er blevet til samt de stigende negative argumentationer er dog med til, at påvirke herboende udlændinge, når de gang på gang, får kastet i ansigtet, at de er sociale parasitter - det er skammeligt, at man på den måde fører skræmmekampagne, med det til følge, at integrationen i Danmark får sværere vilkår.
Den største trussel mod den universelle velfærdsmodel, er ikke den “aktuelle” tilstrømning af nye EU-borgere, men snarere omvendt den førte udlændingepolitik, som ikke alene giver genklang her i landet, men også uden for den Danske Mur, man mursten for mursten forsøger, at bygge op omkring Danmark.
Kikker man på “tallene” via den behandling og omtale udlændinge skal stå skud for samt det faktum som Adrian Favell peger på, er Danmark samt Sverige ikke blandt de mest attraktive lande, at komme til. Danmark samt Sverige er dog alligevel interessante for udlændinge - dog kun hvis du som udlænding er sikret beskæftigelse, hvilket langt fra er tilfældet.
Med hensyn til de afsagte domme, så er de afsagt i Grand Chambre, hvilket indebærer, at de har stor betydning for fællesskabspolitikken.
Nu er jeg hverken bange for, at der pt. skal ske terror i Danmark eller der skal komme en større tilstrømning af nye EU-borgere. Men med det sidste stykke tids stramninger og førte skræmmekampagner omkring udlændinge og de “forbundne” omkostninger, Lars Løkke Rasmussen stolte fremførelse af Danmarks rolle som en af de første nationer til, at lægge handling bag ordene omkring et flyveforbud i libysk luftterritorium, er med til, at kaste et unødvendigt dårligt kort ind i et dansk samfundsproblem, nemlig at, Danmark er blandt de værste i EU til integration.
Den Franske Sociolog, Pierre Bordieu har sagt; at nogle gange er det bedre, at stikke to fingre i jorden, i stedet for at snakke, det har han for så vidt ret i, problemet er dog, at visse fremtrædende politikere er med til, at gøde udlændingedebattens jorde, som allerede i forvejen er præget af for mange kvælstoffer.
Er problemet ved velfærdsturisme ikke det modsatte, at velhavende danske pensionister får priserne på huse og dagligvare til at stige i de varme lande?
Indenfor politologien hedder det vidst 'welfare magnets'. Research har i utal henholdsvis bekræftet og afkræftet tesen. Der er vidst ikke noget endegyldigt svar
”Helt enig, velfærdsturisme er noget sludder, min indre vagabond ville aldrig have fået mig – hvis jeg var udlænding – til at vælge Danmark at slå mig ned i. Hvad har Danmark reelt at byde på?”, skriver Liliane Morriello som den første i kommentatorsporet.
Tja, man kan jo anskue virkeligheden på forskellig vis.
Imidlertid kan Liliane Morriello ikke løbe fra den ubestridelige historiske kendsgerning, at Danmark siden 1975 har ført en omfattende velfærdspolitik med sociale og økonomiske rettigheder til alle borgere uden arbejde, der i omfang slår alle øvrige lande på kloden.
Loven om de sociale ydelser er finansieret året rundt af den til enhver tid eksisterende arbejdsstyrke af selvstændige arbejdsgivere og lønmodtagere i det private erhvervsliv, hvis arbejdsindsats de over to millioner borgere på overførselsindkomster (også kaldet socialhjælp) nyder godt af – sammen med over 900.000 offentligt ansatte mennesker.
Danmark byder med sin nuværende lovgivning på kontanthjælp, integrationshjælp, familiesammenføring, førtidspension, folkepension, børnebidrag, børnefamilieydelse, børnetilskud, boligsikring, lægehjælp, skolegang, uddannelse plus mange andre økonomiske velfærdsydelser, så blandt andet enlige arbejdsløse mødre med to børn kan få udbetalt omkring 17.000 kroner om måneden til deres livsforsørgelse.
Alt sammen er finansieret med skattepenge fra eksportindtægterne i det private erhvervsliv, der alene tjener bruttonationalproduktet hjem til et land med demokrati og fri markedsøkonomi gennem de sidste 161 år, og så får de arbejdsløse på blandt andet kontanthjælp oven i købet prædikatet "et fattigt menneske" af EU-kommissionen.
Hvad kalder man så de brasilianske gadebørn???
Se, Liliane Morriello, de økonomiske velfærdsydelser herhjemme er jo nok hovedårsagen til, at blandt andet hundredtusinder af muslimer fra hele verden, men også EU-borgere som blandt andre polakkerne, er søgt til Danmark som flygtninge og indvandrere gennem de sidste 30-35 år i et omfang, så klodens virkelige fattige sjæle må være grønne af misundelse.
Bortset fra Sverige og Norge kender jeg i hvert fald ikke til nogen lande i Europa eller andre steder på kloden, hvor man har så gavmilde økonomiske velfærdsydelser som her. Ej heller i de sydeuropæiske EU-lande som Italien, Grækenland, Spanien og Portugal med flere. Og dèt har slået enhver snak om lighed og retfærdighed på tværs af EU-grænserne i stykker …
Pengene til det årlige bruttonationalprodukt for 5,6 millioner indbyggere i Danmark er primært indtjent af mindre end 600.000 lønmodtagere – overvejende etniske danskere – samt deres arbejdsgivere i det private erhvervsliv. I ”jantelovens” Danmark kan man i dag stifte familie og sætte børn i verden uden arbejde. Hvorefter man henvender sig direkte til det offentlige med krav om, at man nu skal forsørges økonomisk af sine arbejdende medborgere i henhold til De Sociale Servicelove.
Ikke desto mindre, kære Liliane Morriello, kan du og andre være helt sikre på, at når Danmarks mangeårige økonomiske ”omfordelingspolitik” bryder endegyldigt sammen (og det gør den meget snart), ja, så vil rigtig mange ikke-etniske danskere omgående rejse hjem til deres oprindelsesland, fordi de ikke længere kan leve en arbejdsfri tilværelse gennem overførselsindkomster fra andre menneskers daglige arbejde.
Men hvor skal vi etniske danskere rejse hen?
Hej Ole Brockdorff. Ærgeligt at du tilsyneladende kun kender sociallovgivningen fra rygter og fordomme, og tror at kun Norge og Sverige har nogen form for social tryghed. Når du nu synes det er så attraktivt at flytte til et andet land, vil jeg foreslå du selv prøver det. Det må være let at udvælge et land, hvor skatten er lav og du tror du vil føle dig mere velhavende. Vis lidt initiativ til at blive mindre sur. God fornøjelse.
Lille Ole, for at bruge den tone, som du selv har anslået overfor mig.
Spørgsmålet er ikke hvorvidt vi har verdens bedste eller værste velfærdssystem, men hvorvidt det vil få nogen til at søge til Danmark og slå sig ned her. Og der er min påstand at det vil man ikke.
Brasilianske gadebørn, interessant at du nævner dem da min bedre halvdel er opvokset blandt dem.
Og end ikke han ville nogensinde vælge at komme til Danmark grundet det danske velfærdssystem, den eneste grund til at han er her, er at han er gift med en dansker der havde den ide at hun gerne ville til Danmark og bo igen.
Debatten om velfærdssystemets indretning er en anden, og høre ikke til her, men tvivler da på, at vi der kunne blive enige heller.
Dit indlæg er så fyldt med overdrivelser, og du ligger tæt på kanten af det der hedder socialdarwinisme, dine tal stemmer overhovedet ikke over med virkeligheden og jeg vil da bede dig om at sætte dig lidt bedre ind i fakta.
Mvh
Som replik til Henning Kjær og Liliane Morriello vil jeg gerne i al venlighed understrege, at jeg aldrig nogensinde skriver kommentarer hos dagbladet Information eller andre internetavisers debatfora baseret på rygter og fordomme, hvilket skyldes, at jeg har fulgt godt med i de politiske begivenheder i Danmark og Europa samt den øvrige verden gennem de sidste 40 år.
Jeg sammenfatter og sammenskriver blot nogle personlige holdninger til de aktuelle emner, men jeg gør det altid ud fra den klare realitet, at Danmarks årlige bruttonationalprodukt indtjenes af den til enhver tid eksisterende arbejdsstyrke af selvstændige virksomhedsejere og fuldtidsarbejdende lønmodtagere i det private erhvervsliv.
Ingen kan bestride dèt faktum.
Uanset politisk observans.
Trods alt …
Når man er borger i et demokratisk opbygget land som vores med fri markedsøkonomi og fri næring, kan man som udgangspunkt kun levere sin arbejdskraft på to måder, hvis man skal overleve socialt og økonomisk i hverdagen:
- enten producerer man noget i det private erhvervsliv som selvstændig virksomhedsejer eller privatansat lønmodtager … eller man leverer en serviceydelse som offentligt ansat inden for staten eller regionerne eller kommunerne.
Indtjeningen fra det private erhvervsliv er trods alt hele grundlaget for, at mere end 900.000 offentlige ansatte hver måned kan hæve overenskomstmæssig løn, ferie og pension i banken, mens over to millioner borgere aktuelt lever af overførselsindkomster, og denne iskolde kendsgerning burde enhver borger i Danmark være bekendt med gennem simpel skolelærdom.
Og, nej, jeg er ikke socialdarwinist, Liliane.
Jeg er frihedselskende demokrat og pragmatiker.
Hverken mere eller mindre …
Ole Brockdorff, man kan også være mere realitetsbetonet og fastslå, at det er det eneste, de bidrager med! De redder ikke de syge og tilskadekomne på landets hospitaler; de passer ikke børn og gamle, men profiterer tværtimod på, at andre gør det; de medvirker ikke aktivt til uddannelse af højtuddannede, men de profiterer på den forskning, der foregår i fællesskabets forskningsinstitutioner. Osv. osv. - det korte af det lange er, at hvad det private erhvervsliv producerer, er arbitrært i forhold til samfundets faktiske behov. Undtagelserne er de områder, hvor lovgivning og offentlig satsning har været med til at fremdyrke områder, som er af vital betydning for samfundet, og som selvfølgelig viser sig også at være det for andre samfund, hvorfor givtig eksport er opstået; det samme er tilfældet med nogen nicheproduktion - men i det store hele, kunne hele industrien omlægge totalt, uden at vi som samfund ville opleve en forfærdelig sult efter de udfasede produkter.
Kære Ole,
Uanset, så er det ikke det debatten handler om. men om hvorvidt Danmark er SÅ vidunderligt at nogen ønsker at komme her, blot for at malke det danske velfærdssystem. Og det kan jeg forsikre dig at det er der ikke, og det får heller ingen til at blive her.
Det er det denne debat drejer sig om, intet mere eller mindre.
Mvh
jeg beklager desuden at måtte hive dig ud af den vildfarelse, at man både kan være liberalist og demokrat - men de to ting hænger ikke sammen, fordi liberalismen støtter alternative magtbaser, mens demokratiet støtter et fælles politisk fundament.
Ole - fin analyse og gennemgang som mange andre på denne blog kunne lære meget af. Det private erhvervsliv og dets betingelser - som er grundlaget for betalingen af velfærdssamfundet - bliver i uhyggelig grad gjort til skurken i vores samfund. Man skulle tro, at venstrefløjen helst ville være fri for private virksomheder og overlade det hele til stram statsstyring. Det mangler vi endnu at se gode eksempler på i verdenshistorien. Ole Sohn fremhæver dansk vindmølle industri som et eksempel til efterfølgelse i oplægget til øget statslig indblanding i produktionen, men denne industri har stadigvæk ikke tjent en eneste netto-krone ind til den danske velfærdskasse - det siger lidt om, hvilken "professionalisme" vi kan vente os, hvis han kommer til og skal til at styre erhvervslivet. Skræmmende.