Læsetid: 2 min.

Venstrefløj i værdikrig

Venstrefløjens forsøg på at generobre skurvognssegmentet, skaber dilemmaer langt ind i partierne. For mens én fløj vil tale til arbejderne og bryde med udlændingetabuet, frygter andre for venstrefløjspopulisme, hvor international solidaritet og andre kerneværdier går tabt
26. marts 2011

Venstrefløjen har glemt arbejderklassen, lyder det fra en ny bølge af fagligt aktive venstrefløjsprofiler. Rød blok må gøre Danmark til et håndværkerland, droppe DJØF-iseringen og tale, så arbejderne kan forstå det. Ikke flere fremmedord, ikke mere minoritetspladder. På blogs og i debatprogrammer pibler det frem med toneangivende venstrefløjsskikkelser, der kræver de røde partier tilbage til arbejderklassen. På forsiden af Socialdemokraternes nyeste folder står to arbejdere i kansastøj, mens SF i annoncer har klædt deres europaparlamentariker ud som arbejder. Under overskriften 'Dansk Løn på danske arbejdspladser', optræder Emilie Turunen med en dannebrogsdekoreret byggehjelm.

»SF vil gøre alt, hvad de kan for at blive det brede parti, som ikke bare er for offentligt ansatte 68'ere. Hensigten er også at stikke til Dansk Folkeparti og vise nogle af de vælgere, der har forladt venstrefløjen, at SF også kan tænke i nationale symboler,« siger politisk kommentator og kommunikationskonsulent Peter Goll, der selv har en fortid i SF.

Han peger på, at diskussionen om LO-arbejderne er blomstret op på ny i SF's forsøg på at være folkeparti frem for græsrodsparti.

Østarbejdertabu

Men arbejderstrømningen puster til centrale værdi-spørgsmål på hele venstrefløjen. For mens SF's ivrige debattør Mattias Tesfaye opfordrer til at lukke grænserne for østarbejdere, frygter blandt andre udviklings- og menneskerettighedsordfører Kamal Qureshi, at venstrefløjen giver køb på kerneværdier: »Man gør arbejderne dummere, end de er, hvis man tror, at de kun kan tænke på deres lønforhold og deresjob. Det grænser til venstrefløjspopulisme, hvis man kalder sig de svages forsvarer og samtidig træder på dem, der er endnu svagere,« siger han.

Netop spørgsmålet om udlændingepolitik og østarbejdere deler vandene. På den ene side er LO-arbejderne optaget af at bevare deres job, men på den anden side har venstrefløjen traditionelt været de første til at stille sig side om side med arbejdere i andre lande.

»Hvis man bare vil holde de polske håndværkere ude, kan folk lige så godt stemme på DF, for det er de bedre til. Venstrefløjens berettigelse er netop den internationale solidaritet, og det er en glidebane, hvis man begrænser den sociale retfærdighed til at være noget nationalt,« siger Kamal Qureshi og minder om, at i socialisternes slagsang 'Internationale' er moralen, at man skal »slå bro fra kyst til kyst«.

Samme melding kommer fra folketingsmedlemmet Trine Pertou Mach.

»Arbejderbevægelsen har igennem tiden stået i spidsen for det antiracistiske arbejde og i kampen for at arbejdere skulle forenes over grænserne. Hvis vi konstaterer, at arbejderklassen har bevæget sig væk fra os på nogle af de her områder, er svaret ikke, at vi skal navigere efter den i den retning,« siger hun.

Værst for Ø

Mens SF har haft held til at appellere til nye vælgergrupper, er der hos Enhedslisten fortsat problemer med at appellere til LO-arbejderne, og internt ulmer debatten ligesom i SF.

Enhedslisten er, som professor Tim Knudsen ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet har sagt, »et arbejderparti uden arbejdere.«

Ifølge Peter Goll er det sandsynligvis også Enhedslisten, der har det største problem.

»Enhedslisten har overtaget det problem, som SF stod med tidligere. De taler varmt om nogle mennesker, som de ikke appellerer til, og det er altid et problem for et parti, hvis man ikke repræsenterer, dem, man gerne vil ramme.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arbejderklassen er blevet bange for perkerne, for de multinationale selskaber, for DJØF'erne og for globaliseringen. Hvis vi ser bort fra at angst a priori er irrationel, så er faktisk en hel del gode grunde til at dette er sket.

Og den angste bevæger sig ikke fremad; der er kun neurotisk stilstand og/eller flugt tilbage. Mens der altså angribes.

Hele ideen med globaliseringen er at vi skal dele rigdommene, og når Danmark lever over evne, er det altså vores rigdomme der skal deles ud af.

På den lange bane, er det klart det bedste, at alle bliver lige, men for dem det går ud over, her og nu, er det ikke sjovt, alle håndværkere kender til problemerne, skat kender også til dem, men vi har bundet os via EU til at åbne grænserne, og selv om politikkerne i deres sikre jobs, gerne vil udøve internationalt solidaritet, så er det i Danmark de er valg til at varetage nationens interesser.

En del af dansk venstrefløj vil afskaffe markedskræfterne og have statsstyret økonomi, en anden del ønsker at tæmme markedskræfterne via reformer. Der går modæstningen, Gjertsen og venner har skrevet noget forsimplet sludder igen.

Er hele ideen med globaliseringen at vi skal dele rigdomme? Det kommer vist an på hvem man spørger. P.t. virker det nok mere som om hele ideen med globaliseringen er "hvordan kan vi rage endnu mere til os, fra hele verden og ikke kun fra dem vi traditionelt har udplyndret" Nu handler det ikke længere om at man på gammeldags kolonialistisk vis tapper de lande som ikke er politisk stabile nok til at sætte en stopper for den slags, for materielle ressourcer, men også for viden, kloge hoveder, og potentielt værdifulde ressourcer, fx. ved at patentere planter der vokser i Brasiliens regnskove etc. etc.

De meget besungne markedskræfter har for længst overtaget styringen ikke kun af økonomien, men også af politikken, samt værdidebatten - man kalder det "realpolitik".
Med andre ord, man dyrker ikke den politik man ønsker ud fra et værdisæt og ideologisk overbevisning, men den politik der realistisk (og økonomisk) set kan lade sig gennemføre, og hvad det i detaljerne er, fortælles af meningsmålings guruer.

Og venstrefløjen er også hoppet på vognen. SF er for længst gået over til "realpolitik" som har ført til store tilløb købt ved at give afkald på traditionelle værdier og spin, og med den seneste beslutning om at bakke op om en militær aktion i Libyen er Enhedslisten nu også fulgt trop. Her har man bakket op om en aktion der bare stritter og strutter imod EL's værdier og ideologier, fordi det tilsyneladende var det eneste der lige nu og her reelt kan lade sig gøre,

Handler nutidens politik om værdier? Næppe.
Man kan derimod observere at værdier ikke længere har en betydning, de er bare ubehagelig ballast og en hindring for at hurtig kunne reagere i takt med de nyeste opinions. Det parti der i realiteten holder mest fast på værdier er vist nok DF, hvilket måske kan forklare deres popularitet. Dem ved man simpelt hen hvor man har, vel i hvert fald for det meste.

At man klæder skuespillere ud som arbejdere i reklameøjemål er ren og skær spin og ikke udtryk for bestemte værdier, og de få politikere der overhovedet tager værdi begrebet i munden er randfigurer uden den store indflydelse.

Desværre er der meget lange udsigter til en værdi-krig, siden der ikke længere findes værdier i vor tids politik, heller ikke hos venstrefløjen.

John V. Mortensen

Nyt 1. maj arbejderslogan: "Selvfølgelig skal vores brødre fra øst have arbejde, men fa'mer ikke - vores".

Knydt næven - og råb højt, for i er - alene, de fastansatte i funktionærjob og i stat og kommune vil bare grine og kigge den anden vej.