Læsetid: 4 min.

Et barn bliver fængslet, kapitel II

14-årige Mathias kom ikke hjem til middag onsdag den 12. januar 2011. I stedet sad han i politiets varetægt, for tre timer forinden deltog han i et væbnet bankrøveri. Dette er historien om, hvad der sker, når barnet møder de voksnes retssystem
'Fire uger virker måske ikke som så meget for de fleste, men tanken om, at Mathias skulle være væk fra mig så længe, virkede som en evighed, der er aldrig gået mere end et par dage, uden at vi har set hinanden,' siger Misja Blix, der er mor til 14-årige Mathias, der sad varetægtsfængslet i fire uge.

'Fire uger virker måske ikke som så meget for de fleste, men tanken om, at Mathias skulle være væk fra mig så længe, virkede som en evighed, der er aldrig gået mere end et par dage, uden at vi har set hinanden,' siger Misja Blix, der er mor til 14-årige Mathias, der sad varetægtsfængslet i fire uge.

Sofie Amalie Klougart

23. april 2011

Før man går ind i sin celle, skal man tage skoene af, forklarede politimanden. Mathias gjorde, som han fik besked på og placerede sine gummisko i rækken af sko stillet af alle detentionens tilbageholdte. Betjenten førte ham ned ad gangen langs de andre celler, og da døren lukkede og låste bag Mathias i cellen, var han alene. På gulvet lå en madras, et tæppe og intet andet. Cellens loft og gulv var ren beton, og gennem de to slørede tremmevinduer under loftet anedes den mørke januarhimmel. I hjørnet hang et overvågningskamera, og på siden af døren en lille bronzeknap en ringeklokke, der kunne hidkalde betjentene. Detentionen, hvor Mathias skulle tilbringe natten, ligger i kælderen under Aarhus politistation tæt på havnen, hvor han få timer forinden var blevet afhørt. Nu sad han på madrassen og tænkte på sine forældre, som netop var kørt hjem til hver deres byhus i Øgadekvarteret, for efter tilståelsen af røveriet stod det klart, at Mathias ikke kunne tage med forældrene hjem. Hvornår han ville få lov, var der ingen, der kunne svare på, men morgenen efter skulle han i grundlovsforhør, og derefter ville han vide mere, havde betjentene forklaret ham. Mathias vidste ikke præcist, hvad et grundlovsforhør gik ud på, men han vidste, at der ville være en dommer til stede for at afgøre hans nærmeste fremtid. Og han vidste, at han skulle vente i sin celle indtil da. Så Mathias ventede.

Tæsk for venner

Tålmodighed har aldrig været Mathias' stærkeste side. Hans ADHD har gjort ham rastløs, og allerede i børnehaveklassen blev det tydeligt.

»Der er noget anderledes med jeres barn, han har meget svært ved at sidde stille på stolen,« bemærkede lærerne, og Mathias har da også skiftet skole fem gange i løbet af sine otte år i skolesystemet. Han var svær at have i klasserne, lød det fra både elever, lærere og klassekammeraternes forældre, og ifølge Mathias' mor blev sønnen med sin uregerlighed gjort til klassernes syndebuk. Efter de mange skoleskift, store faglige og sociale nederlag stolede Mathias ikke længere på sin evne til at gå i skole. Han stolede ikke på sin evne til at få venner. Så da en gruppe vilde drenge lod Mathias vide, at han var velkommen i deres gruppe, gjorde det ikke så meget at skulle tage nogle tæsk for rigtigt at blive en del af gruppen. En af drengene fra gruppen var Hassan fra Mathias' klasse, der den 11. januar 2011 indviede Mathias i planen om at røve Arbejdernes Landsbank i Viby dagen efter.

Regler er regler

Cellen var varm. Det føltes som om temperaturen nærmede sig 40 grader. Mathias forsøgte at finde sig til rette på madrassen på gulvet, men tæppet brugte han ikke. Han svedte, og tæppet lugtede af bræk og øl. I cellen ved siden af Mathias' ragede en fuld mand rundt og råbte.

»Jeg har sgu da ikke bedt om at komme til Afrika,« råbte manden ud gennem sin låste dør.

»Her er sgu så pisse varmt, mand, så gør da noget,« råbte manden igen.

En etage oppe stod Mathias' storebror Frederik og diskuterede med kvinden bag skranken. Han ville se Mathias. Han havde taget cyklen fra Øgadekvarteret og ned til havnen for at passe på sin lillebror. Igennem længere tid havde Mathias taget afstand fra storebroderens venskabelige tilnærmelser. Frederik går i 3. g i gymnasiet, men han prøvede så ofte, han kunne, at lave noget med sin lillebror. Men som hemmelighederne om Mathias' hemmelige liv med vilde venner hobede sig op, var han ikke længere i stand til at åbne sig for sin storebror. Selv den simple hemmelighed, at Mathias røg cigaretter, gjorde hans adfærd vanskelig i familiens nærvær.

»Jeg vil ned og sove hos min lillebror, han er bange,« sagde Frederik adskillige gange. Men regler var regler, forklarede kvinden bag skranken.

Larmen fortsatte i kælderen, den fulde mand ville ikke holde sin kæft. Mathias trykkede på den bronzefarvede ringeklokke. Han kunne ikke sove på grund af larmen, og varmen var ved at drive ham til vanvid, men betjentene kunne intet stille op med hverken varmen eller den fulde mand. Den nat sov Mathias kun et par timer. Tankerne om morgendagen kørte rundt i hovedet på ham.

Grundlovsforhøret

Da betjentene igen låste døren til cellen op, fik Mathias en franskbrødsmad med ost til morgenmad. Han havde ikke spist siden frokosten dagen forinden, men det var som om, han ikke længere mærkede nogen sult. Forude ventede grundlovsforhøret. Bankrøveriet, der blev begået af teenagere, havde haft stor mediebevågenhed, og på første række i retssalen sad en stribe journalister klar med blokkene. Bag journalisterne listede Mathias' mor og mormor sig ind på en række. Sammen med sin beskikkede forsvarer kom Mathias ind i rummet, og efter at sigtelsen var blevet læst op, blev alle i salen forvist udenfor. Der blev nedlagt navneforbud på grund af sagens karakter. Misja og mormoren skulle også forlade salen, og 14-årige Mathias stod tilbage foran dommeren. Det var svært at hitte rede i rækken af paragraffer, dommeren nævnte. Mathias forstod ikke, hvad det hele betød. Det eneste, der stod klart, var, at han skulle placeres i en lukket institution og der skulle han regne med at blive i to måneder. Få timer senere sad Mathias på bagsædet af en politibil på vej mod den sikrede institution Kronen, hvor han skulle bo bag låste døre.

Mathias' fortælling er skrevet på baggrund af interview med Mathias, Mathias' mor Misja, Mathias' bror Frederik, Mathias' ven, der ligeledes blev anholdt, men frikendt. Og ligeledes på baggrund af Mathias' psykologiske udredning, den sikrede institution Kronens rapport om Mathias' ophold på Kronen, udtalelser fra Mathias' klasselærer, interview med politibetjenten Tony Larsen, Mathias' advokat Henrik Garlick og master i socialpædagogik og ADHD-konsulent Jenny Bohr, som kommunen hyrede til at besøge og udrede Mathias på Kronen.

På tirsdag kan du læse tredje og sidste afsnit i fortællingen om Mathias

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Marie Pedersen

Det er tragisk, men logisk. Signalpolitik virker måske rigtigt, når politikerne formulerer det. Men det rammer bare også levende mennesker. Og ingen får noget godt ud af det.

Lad os så håbe, at en ny regering skifter kurs på kriminalitetsområdet.

Mark Pedersen

Hvor synd at man ikke bare har lov til at røve banker fordi man ikke kan sidde stille på stolen i skolen. Det er helt klart et udslag af regeringens ondskab!

(Ironi kan være anvendt...)

Jeg stiller mig også lidt uforstående over for artiklen. Jeg fornemmer mellem linjerne at der skal føles sympati med Mathias og hans udfordringer, men jeg synes vi skal huske på hvem der er offeret i denne her sag. Det er de medarbejdere og kunder som befandt sig i banken, da Mathias valgte at forbryde sig mod dem.

Det er hans og kun hans beslutning. Nu har han mødt en konsekvens af den.

Skulle han møde andet? Og I så fald - hvad?

Bjarne Hansen

Havde det været for 3 år siden ville jeg omgående have fordømt at behandle drengen som gjort, men for ca. 3 år siden har min søster været udsat for et væbnet røveri i den butik hun var ansat, og det har fuldstændigt ødelagt hendes liv.

Så jeg er kommet til den konklusion: Tager man et våben i hånden så må man også tage følgerne.

I Afrika findes der flokke af børn med våben der begår røverier, mord og voldtægt.

Jeg ved godt at det er svigtede børn der burde have haft en ordentlig opvækst, og drengens forældre(Artiklen) burde jo nok have været noget mere opmærksomme på hvad deres ADHD-ramte dreng går og laver og hvilke venner han har.

Men det hjælper stadig ikke ofrerne.

Anne Marie Pedersen

@ Mark Pedersen og Niels Buus

Øh, jeg skulle lige hilse og sige, at offeret ikke har en skid at skulle have sagt her. Jeg har selv fået stukket pistoler i hovedet i forbindelse med mit arbejde (og her var det mest ubehagelige politiets arhøring og pressens jagt bag efter!). Der var bestemt ikke noget med at få lov til at tale med gerningsmanden - ej heller få noget som helst at vide. Eller måske et telefonopkald til mig i forbindelse med dommen. Så den der med, at vi skal dømme ih og åh så meget pga. ofret... Øh, har du været ude og spørge ofret?

Pointen er jo, at drengen ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af sine handlinger. Og at der i øvrigt ikke er et ordentligt tilbud til børn som ham. OG, ikke mindst: at vi ikke får færre røverier med den beskrevne strategi.

Det er et barn, der er tale om. Og børn skal altså ikke i fængsel.

Bjarne Hansen

Jeg synes at man skal se på forbrydelsens karakter og ikke have nedsat den Kriminelle lavalder.

For nu kan en 14 årig jo også havne i varetægt for tyveri af en knallert, og det er lige i overkanten.

Men væbnet røveri, vold og voldtægt, det er meget "voksne" forbrydelser, som når de er begået af børn sætter mig i et vanskeligt moralsk dilemma.
Der er flere eksempler på at disse fomer for forbrydelser er blevet begået af børn under 15 år.
Og man kan ikke altid bare undskylde det med at de er blevet omsorgsvigtede.

Bjarne Hansen

Anne Marie.

Vi er enige i at børn IKKE skal i fængsel.
Men hvad skal vi så stille op med dem?

Jeg har selv oplevet masser af "strålende" Pædagogiske og Psykologiske tiltag der ikke har hjulpet en skid.

Folk bliver groft overfaldet af en flok møgunger og frarøvet deres egendele, og dagen efter kan ofrerne møde dem igen og igen. Fordi de møgunger udemærket godt er klar over at man ikke kan straffe dem.

Bjarne Hansen

Pointen er jo, at drengen ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af sine handlinger.(AMP)

Og det ved forældrerne udemærket godt, så det burde egentlig være dem der blev straffet for omsorgssvigt.
For hvad fanden ligner det at lade sin syge dreng rende rundt på den måde.

Bjarne Hansen

Før denne latterlige Regering indførte Den "Rummelige" Skole, havde vi ikke så mange syge børn rendene rundt for lud og koldt vand, for de var trygt anbragt på Specialskoler hele dagen(8-16), og havde stort set ingen risiko for at komme i forbindelse med de kriminelle elementer som findes på en normal Folkeskole.

Anne Marie Pedersen

Bjarne Hansen. Jeg tror ikke vi er super uenige.

Prøv at tale med pædagoger og lærere - (og nogle gange endda sundhedsplejersker og jordmødre, men det er nok ikke aktuelt i denne sag). De ved da godt, hvilke børn der har brug for hjælp for ikke at ende op som kriminelle. Og det ved de altså for 90 % af børnene allerede før børnene fylder ti år. Men hvad sker der, når man laver en indberetning?
Så starter bureaukratiet. Og der holdes møder og møder i et væk. Men tiltag overfor barnet? Det hører til sjældenheder. Og så kan forældrene jo altid flytte kommune.

Og hvis forældrerne ikke magter opgaven, så kunne det jo være, at man skulle sætte ind med hjælp. Det er langt billigere for samfundet med præventiv indsats. Og i nogle tilfælde kan hjælp kan også være at få mobiliseret netværk - hvilket ikke koster penge.

I det hele taget findes der masser af eksperter og kriminologer, som har en enorm viden om, hvad der virker. Men området er politisk. Og det er måske det store problem. For et er sikkert. Man bliver ikke mindre kriminel af fængsel som 14-årig. Og det kan det næste offer jo så tygge lidt på.

Bjarne Hansen

AMP.

Nej vi er jo fornuftige mennesker der sagtens kan se bagom problemerne, og at mange forfærdelige ting kan undgås ved at man griber ind forbyggende, og f.eks. lader være med at fjerne gode Pædagogiske tiltag som tidligere havde en rigtig god effekt.

Men hvis du eller dit barn blev stukket ned af en ungdoms-forbryder, så er jeg ret sikker på at du vil være bedøvende ligeglad med hvor gammel den satans unge er og hvad han eller hun fejler, du vil have vedkommende straffet.

Som det har været hidtil, har man jo kunnet møde denne unge knivstikker på fri fod en dag eller to efter.

Bjarne Hansen

Men det er jo typisk for De Borgerlige at de fjerner alt forebyggende, og så brokker de sig over at kriminaliteten stiger, for derefter at nedsætte lavalderen, skærpe straffene og bygge flere fængsler.

Det er jo ikke de skarpeste hjerner der styre dette land.
99% af Borgens MF´er har absolut ingen forbindelse til virkeligheden og det har 64% af vælgerne heller ikke.
Og jeg mener seriøst, at netop dette er det alvorligste nationale problem vi har.

@bjarne
Men det er jo typisk for De Borgerlige at de fjerner alt forebyggende, og så brokker de sig over at kriminaliteten stiger, for derefter at nedsætte lavalderen, skærpe straffene og bygge flere fængsler.

Fremragende sagt. Og hvad skal vi så gøre med dem? Jeg fristes meget til at sige, at på nuværende tidspunkt er det for sent. Det relativt velfungerende system med en høj grad af rehabilitering man havde før, og hvor man så straffede de resterende, er for længst gået fløjten, og hvor det ganske vist var dyrt at opretholde, eftersom det nu er væk, vil det koste uhyrlige formuer at kæmpe os tilbage til udgangspunktet. Det ville have været meget billigere at bibeholde det.

"Artiklen blev bragt 20. april."
Iøvrigt vil jeg gerne bede pænt om at linket til artiklen bliver sat ind lige der, så man ikke skal sidde og rode med at finde det.

Vold avler vold, ja. Men ikke-vold avler slaveri.
Selvfølgelig skal drengen i fængsel.
I game dage var knægten blevet henrettet, og de tider vender snart tilbage.

Mads Kjærgård

Pointen er at regeringen har fjernet stort set alle forebyggende tiltag og tilbud om behandling pga. sparehensyn. Børn står på venteliste til ventelisterne! Og her i dette tilfælde er det gået grueligt galt. Verden er ikke så firkantet som politikerne vil have den til at være og man kan i Danmark DDR hurtigt havne på den forkerte side af loven, prøv fx. at glemme en hobbykniv i bagagerummet voila! Nu er du en hærdet kriminel der står til en uge i spjældet!