Læsetid: 6 min.

De borgerlige plageånder lover at revse rød blok

De kritikere, der i 10 år har været i haserne på de borgerlige, skal måske snart til at sadle om til en ny kritik af en rød regering. Vil et regerings-skifte betyde, at Georg Metz, Rune Engelbrecht og Carsten Jensen får mere tid til haven og børnebørnene? Næppe, lyder det samstemmende
De kritikere, der i 10 år har været i haserne på de borgerlige, skal måske snart til at sadle om til en ny kritik af en rød regering. Vil et regerings-skifte betyde, at Georg Metz, Rune Engelbrecht og Carsten Jensen får mere tid til haven og børnebørnene? Næppe, lyder det samstemmende
23. april 2011

Efter 10 år med krige, kras kulturkamp og sag på sag om lovovertrædelser på regeringsniveau skulle man tro, at den borgerlige regerings skarpeste kritikere kunne have brug for en pause. Men spørger man Informations Georg Metz, Politikens Rune Rngelbreth og det kritiske kulturlivs Carsten Jensen, vil der blive mere end rigeligt at tage fat på efter et valg, der svinger magten til venstre.

Carsten Jensen er nemlig temmelig sikker på, at en ny regering vil skuffe samtlige de forventninger, man kan nære til den. Det ligger i sagens natur, mener forfatteren.

»Politik er kunsten at omgås skuffede forventninger eller sagt med andre ord: Politik er kompromiser,« siger Carsten Jensen, der understreger, at det jo ikke kun er regeringer, der kan blive nedslidte af for mange år ved magten.

»Afmagt slider også, og vi har en opposition, der er lige så nedslidt som regeringen. Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal repræsenterer jo ikke nogen nytænkning. De repræsenterer ikke andet end en voksende rådvildhed og principløshed. Oppositionen har ikke brugt fraværet fra magten til en tænkepause, men på øvelser i opportunisme,« fastslår Carsten Jensen, der mener, at oppositionen derfor på alle væsentlige punkter, bortset fra spørgsmålet om offentlige investeringer, ligner regeringen til forveksling.

»Der vil blive lidt færre løgne, lidt mere menneskelighed, men opportunismen, principløsheden og en militant kortsigtet tankegang vil være den samme,« fastslår han.

Hårdere kritik

Heller ikke Rune Rngelbreth frygter at løbe tør for stof til sin blog på Politiken.dk.

»Vurderer man ud fra udmeldingerne de seneste år fra S og SF, er der jo sket en kovending både værdipolitisk, retspolitisk og i udlændingepolitikken, så det bliver i vid udstrækning lige så vigtigt at kritisere dem,« siger Rune Rngelbreth, der tilføjer, at de vågne kritikere endda kan blive endnu mere vigtige. De har nemlig større frihed til at tænke og skabe politik, en mere retfærdig politik, mener Engelbrecht.

»Den nuværende regering har været afhængig af Dansk Folkeparti, der har taget sig dyrt betalt for støtten. Den klemme vil en S-regering jo ikke sidde i og er dermed en undskyldning fattigere,« siger Rune Rngelbreth.

Informations Georg Metz mener til forskel fra sine kolleger ikke, at det bliver en ren forlængelse af den nuværende regerings linje.

Han tror bestemt, at der kommer til at være nye boller på suppen men mange af de gamle vil desværre nok få lov til at flyde ufortrødent videre, hvis den nye regering ikke bliver holdt i ørerne, frygter han.

»Den urimelige rets- og udlændingepolitik bliver ikke mindre urimelig af, at det er nogle andre, og vi skal nok indstille os på, at de vil være meget diskrete med at ændre lovgivningen på udlændingeområdet. På retsområdet kunne jeg skrive klummen til deres et-års-dag på forhånd, fordi de helt sikkert vil være meget tilbageholdende med at rulle resultaterne af den borgerliges 'lov og orden'-dagsorden tilbage,« spår Georg Metz.

Obama-effekt?

Men kan man frygte, at de, der aldrig lader den borgerlige regering få ti minutters ro, i starten vil slappe lidt af med at kritisere en ny regering, ligesom det til dels var tilfældet i Barack Obamas første tid?

Georg Metz erkender, at det kan være en risiko.

»Efter den omgang, vi har været igennem med den borgerlige regering, skal vi passe på ikke at blive for begejstrede for forandring man skulle jo gerne kunne holde en ret konstant surhed over for magthaverne,« siger Informations yndlingsrevser, der dog tilføjer: »Men de skal da have lov lige at finde deres stole og sætte sig ned. Det fik Fogh jo. I årevis«.

Rune Rngelbreth frygter ikke en 'Obama-effekt'.

»Det kan man jo ikke sammenligne. Mens Obama jo faktisk vandt valget på at sælge et egentlig værdimæssigt nybrud i forhold til Bush-æraen og lovede konkrete politiske ændringer om for eksempel Irak-krigen, Guantánamo og sundhedssystemet, skal vi jo ved et regeringsskifte blot forholde os til nogle nye ansigter, der siger 69 i stedet for 70 til pensionsalder og 37 i stedet for 38 omarbejdsugen. Der er jo ikke lagt op til egentlige brud, som derfor kræver den store arbejdsro,« siger Rune Engelbreth.

Holdes i ørerne

Men ud over rets- og udlændingepolitik, på hvilke områder mener de tre så, at det bliver mest nødvendigt at holde en S-ledet regering i nakken om?

Georg Metz fremhæver kulturområdet, hvor ikke mindst Socialdemokraterne kan få brug for en kærlig påmindelse om deres tidligere argumenter mod den borgerlige kulturpolitik.

»De har jo råbt op om udhulingen af armslængdeprincippet under de borgerlige, men man har jo set før, at det er fristende at beholde indflydelsen, når man nu selv er dem, der kan bestemme,« siger Georg Metz.

Carsten Jensen mener, at en ny regering skal stilles den opgave at nydefinere opfattelsen af 'fællesskab'.

»I de sidste ti år har vi set fællesskab som noget, der er bestemt af fortiden, en fælles historie og et fælles sprog. Vi kommer til at omdefinere fællesskabet til at være, hvad jeg kalder problemfællesskaber: Fællesskaber, hvis overlevelse og fremtid er bestemt ud fra deres evne til realistisk problemerkendelse og en vilje til at finde en løsning,« siger Carsten Jensen og giver eksempler på de områder, hvor det bør gælde: »Vores tre største problemer lige nu er den manglende internationale regulering af finansmarkedet, som forårsagede finanskrisen i 2008, og som sandsynligvis snart vil forårsage en ny, de hovedløse krige vi kaster os ud i, og som kun bidrager til at polarisere verdensdelene, samt den globale opvarmning, der snart vil medføre en dramatisk forringelse af vores livsbetingelser.«

På ingen af disse områder står oppositionen klar med en markant politik, mener Carsten Jensen:

»Hvad angår finanskrisen, må ordet bankrøver gives en helt ny betydning, og der skal afsættes penge til en ny fløj i Herstedvester Fængsel, reserveret bankdirektører. Hvad angår krigene, behøver en kursændring ikke at indebære, at vi bliver pacifister, men vi skal i det mindste være militarister med hjerne,« siger Carsten Jensen.

Ny vitalitet?

Carsten Jensen mener endda, at det generelle kritikklima vil blive revitaliseret.

Han siger: »Vi kan være fuldstændig sikre på, at den danske presse, der i løbet af de sidste ti år skamløst har opgivet enhver kritisk ambition, brat vil vågne op, når vi får en ny regering. En S-ledet regering vil blive udsat for en nådesløs forfølgelse, og i den situation er der for ethvert tænkende menneske ikke andet at gøre end at fastholde, at det ikke drejer sig om at holde med enten højre eller venstre, men om at holde med sandheden eller i det mindste ikke opgive at søge efter den. Man skal aldrig holde kæft i solidaritetens navn.«

Man skal i det hele taget aldrig holde kæft, mener Georg Metz.

»Det er jo vores opgaver som journalister og debattører. Vi er den kontrollerende magt, og det nytter ikke, at vi ikke passer det arbejde af det ene eller det andet taktiske hensyn,« siger Georg Metz og slutter: »Ellers er man ikke en sand kværulant, og så skal man finde noget andet at lave.«

Det bliver næppe aktuelt for de tre debattører. Og Carsten Jensen har da også et par gode råd til både nye og gamle: Det skal være sjovt at lave revolution, og en revolution er, hvad vi har brug for, ikke bare inden for landbrug, trafik og udviklingen af alternativ energi, men også i vores livsstil. Men revolutioner kan selvfølgelig ikke være sjove for alle, og jeg så gerne den nuværende regerings medlemmer emigrere til de samme fjerne lande, hvortil de ellers har for vane at sende 19-årige drenge med våben i hænderne,« siger Carsten Jensen.

Serie

Hva' gør vi nu, lille venstrefløj?

De borgerlige løsninger på samfundets problemer er kollapset. Befolkningen bliver mere og mere venstreorienteret. Venstrefløjen har alle muligheder, men hvad kan, tør og vil den?

Information går på jagt efter venstrefløjens bud på en ny politik. Pædagogik. Kunst. Seksualmoral. Krop. Økonomi. Og et ideal for det gode liv.

Vi spørger: Hvad betyder frigørelse, lighed og solidaritet i dag?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Lilliendahl
Jakob Lilliendahl anbefalede denne artikel

Kommentarer

- "jeg så gerne den nuværende regerings medlemmer emigrere til de samme fjerne lande, hvortil de ellers har for vane at sende 19-årige drenge med våben i hænderne,« siger Carsten Jensen.

Det er han ikke ene om.

Pokkers!

Nu havde jeg ellers lige bygget en masse fordomme op omkring Metz og Jensen, og så viser de en masse forsonende træk.

Glimrende artikel af Anna von Sperling.

Det er på høje tid at skytset bliver rettet mod de principløse og samvittighedsløse xenofober i S og SF.

I alt for lang tid har alt for mange i misforstået loyalitet undladt at kritisere populismen i de to forhenværende arbejderpartier.

Mick Sørensen

Det siger alt om eks. Georg Metz hvor hyklerisk manden er at han endnu ikke har kritiseret SSF med Villy Vendekåbe i spidsen som Danmarks største populist. En mand der har givet køb på næsten alle hidtidige holdninger i sin magtliderlige stræben efter en ministerbil.

De er ikke en pind(!) bedre end regeringen.

Godt at høre at Metz, Engelbrecht og Jensen vil holde dampen oppe. Der bliver også meget at kritisere efter systemskiftet.

Dagens gode nyhed!

Meget god og positiv artikel!

Jeg forventer at resten af pressen også vil udfylde sin rolle som den fjerde statsmagt. Det seneste årti har de mest været logrende mikrofonholdere.

Fint!

Lad os få respekten for demokratiet tilbage. Godt at de tre herrer har tænkt sig at holde den kommende regering op på det.

"En mand der har givet køb på næsten alle hidtidige holdninger i sin magtliderlige stræben efter en ministerbil"

Mener du ligesom Fogh?

Mick Sørensen

@ Mette Hansen:

Ja, nøjagtig ligesom Fogh gjorde. Men det gør det vel ikke bedre?

Men du kan vel se igennem fingre med det når det er din helt Villy Søvndal der gør det - han er jo så sjov! *suk*

Vi kan i det mindste håbe på at S og SF sætter den realpolitiske debat højere på dagsordenen end blå burkablok har gjort, men det kræver nok at de røde finder en smutvej uden om de blå's mediedominans...

Mick Sørensen, hvad er alternativet i Dansk politik? at svine Villy til og få fire år mere med VKO?`... Så skal vi ikke lade bjørnetjenesterne ligge, medmindre sidstnævnte var hensigten selvfølgelig.

Gode betragtninger Sperling.

At opnå magt i politik kræver altid, at man er villig til at sluge nogle kameler og gå på kompromis med sine mærkesager.

Det er noget helt nyt for SF at gå efter at få regeringsmagt, men det er svært at se, at de kameler, som SF har slugt i den forbindelse, skulle være større end de kameler, som alle mulige andre partier har slugt gennem tiderne.

Som eksempel kan man bare tage de kameler, som Konservative har måttet sluge de sidste 10 år for at sidde i regering med Venstre og sikre sig opbakning fra Dansk Folkeparti.

At beskylde Villy Søvndahl for at være "Danmarks største populist" kan derfor ikke have noget andet formål end at sikre, at vi får 4 år mere med VKO. Hvilket måske også netop er Mick Sørensens hensigt.

De tre samfundsdebattører, der interviewes i artiklen, har dog helt ret i, at også en "rød" regering vil ligge under for et stort pres for at følge folkestemningen på forskellige områder, og at der derfor stadig bliver brug for en kritisk humanistisk "opposition" til denne regering.

Samtidig bør humanister dog overveje, om ikke der trods alt er større udsigt til forbedringer, hvis vi får en ny regering, end hvis vi får 4 år mere med VKO evt. med LA som et nyt 4. jul.

Så den meget ihærdige kritik af S og SF kunne man måske godt gemme til efter en valgsejr og/eller til situationer, hvor det er vigtigt at forhindre et yderligere højreskred i S-SF´s politik. Som f.eks. under diskussionen før jul om VKO´s foreslåede pointsystem for famliesammenføring.

martin jensen

vores kære politikere er blevet magthavernes prostituerede og hæren beholder skyklapperne på selv EL kom til at dumme sig men det da rart de er vågnet op fra ræve søvnen :)

En overfladisk artikel, som overlader det meste til læseren - så det er både godt og skidt, mest skidt, at artiklen bringes i Information. Fordi:
For det første er det sådan i dansk politik, at partierne og pressen er enedes om udelukkende at diskutere administration af velfærdssamfundet, hvilket indsnævrer de politiske forskelle mellem "siderne". Et eksempel er at Venstre for ca. ti år siden indtog Socialdemokratiets positioner og udløste stor rådvildhed hos S. Muligt fordi forskellene i real-politik ikke er så voldsomme.
De største forskelle (og efter min ringe mening tilbageskridt) er at finde på "metoderne": socialdemokrabaterne har altid været tvunget til samarbejde (med partier, med fagforeninger, med arbejdsgivere) men denne samarbejdsform har VK-regeringen forsøgt at aflive - vi får se hvor stor succes de har haft..
Mht de tre kritikere: de er så vidt jeg ved ikke bundet af partimedlemsskaber, så deres kritik vil få masser af ammunition af en S-SF-regering: feks kritik af at S-SF kommer til at skære voldsomt ned, at de muligvis vil beskære førtidspensionen til ukendelighed, at de formentlig vil indgå aftaler med både Venstre, Konservative, Radikale, DF og EL
De tre er vel stort set "kulturradikale" (altså borgerlige) og født til at være kritiske overfor enhver regering. Og de vil få masser af stof.
Men det bliver interessant at se, hvad der vil ske med den neoliberale og "national konservative" vækkelse, som til dato har vist at de er bedst i medvind

Mon ikke overskriften skulle have været "De borgerliges plageånder ...."?
De tre herrer opfatter vel ikke sig selv som direkte borgerlige.

@Steen Sohn: overskriften er formentlig skrevet af en redaktør og kan meget vel være velvalgt - præcis for at spille på den dobbelthed, du påpeger

Carsten Jensen ønsker "i det mindste militarister med hjerne". I det mindste er det godt at se, at han åbenbart mindes de gamle paroler om dinosaurussen: "Uddød - for meget panser, for lidt hjerne". Men også nutidige erfaringer tyder på, at Carstens ønske fortsat er en selvmodsigelse.

Jeg håber at nogen får noget ud af Niklas Monrads indlæg i debatten - ellers ville de da være helt spildt (jeg har feks behov for noget mere eksplicit for at få noget ud af teksten)

Niklas nivlaps@gmail.com

Carstein Jensen og Georgy Metz kan muligvis gå an som borgelige, men hvis Rune skal forestille at være borgerlig, så er jeg stokkonservativ!

Tja, jeg har ikke læst andet af Rune Engelbrecht end kritik baseret på moral og kritisk opfattelse af den borgerlige offentlighed. Bare materialistiks dislektisk analyse har jeg ikke set.
Men jeg er klar til at lade mig overbevise. På forhånd tak for hjælpen.
Iøvrigt synes jeg at navneforvanskning som debat-argument er puerilt (men kan være morsomt. Feks har jeg selv tit moret mig over "Hückle Solprout")

Mark Pedersen

"Mick Sørensen, hvad er alternativet i Dansk politik? at svine Villy til og få fire år mere med VKO?`… Så skal vi ikke lade bjørnetjenesterne ligge, medmindre sidstnævnte var hensigten selvfølgelig."

Aha. Moralen i ovenstående er: "Det er i orden at sælge ud...så længe det er dem jeg kan lide der gør det!"

ja, at ( såkaldt ? ) rød blok tager over, rækker næppe for alle

problemerne er jo også noget internationalt,
løsninger er derfor også:

for

mindre end dette:

at arbejderne, proletarene, fælles, selv overtager hele statsmagten, hele samfundet kan næppe løse arbejderne’s, proletarene’s problemer.

Mick Sørensen:
Jeg stemmer rødt...ikke fordi jeg tror, der ændres det helt store, men
Vi Får en flok Politikere UD, som ikke fortjener at sidde der mere, for det har jo vist sig, at de er nøjagtig lige så pamperagtige som Fogh kritiserede de røde for at være i 2001!!
At have magten for længe er usundt . Regeringen tror, de ejer embedsværket fuldstændig som Fogh anklagede Nyrup for.
8 år max i regering og så er det UD!!
Det må være den anden halvdel af befolkningens tur nu Mick ..lad dog andre komme til istedet for at være så egoistisk!!

Der er nogle i denne tråd, der tror at S og SF bekendelse til højrepopulistiske synspunkt kun er for sjov, og at partierne vil blive sig selv igen, når de engang har vundet valget.

Det er en tankegang der er dybt naiv.

Når partierne først har bekendt sig til højrepopulistiske synspunkter fanger bordet. Hvis S og SF skulle ønske at ændre udlændingepolitikpolitik efter et valg, vil det være alt for nemt for højrefløjen og pressen at anklage dem for vælgerbedrag og løftebrud. Derfor vil det ikke ske.

Kritikken af de xenofobiske tendenser skal fremsættes, lige så snart S og SF begynder at fodre den indre svinehund, som vi eksempelvis så det for nylig, da S og SF forsøgte at kopiere regeringens pointsystem ved familiesammenføring.

Dengang fik ledelsen i S og SF straks en ordentlig opsang af baglandet, og det er sådan det skal være!

Alt for mange på venstrefløjen har i årevis i misforstået loyalitet og solidaritet med S og SF tilbageholdt kritikken af den galoperende højrepopulisme og xenofobi i ledelsen af de to partier.

Venstrefløjens årelange selvcensur er en historisk fejltagelse.

Resultatet af selvcensuren og den manglende kritik af populismen er nemlig, at Danmark er degenereret til at være et af de allermest racistiske lande i EU.

Henrik Brøndum

Godt at hoere at alt er status qou - jeg frygtede er kort oejeblik at regeringskifte og det faktum at de unge i stigende grad springer journalistikken over ville medfoere selvransagelse og forandringer.

@Per Thomsen

Jeg har nok været lige så irriteret som dig over S-SF´s kopipolitik på det her område. Men som jeg ser det, så fik debatten om VKO´s pointsystem dem jo også til at opgive kopipolitiken. Så på en måde føler jeg lidt, at vores synspunkt allerede er blevet imødekommet.

Det er klart, at der er flere ting i S-SF´s udlændingepolitik, som jeg godt kunne tænke mig ændret. Men på den anden side er der nu en klar forskel på VKO´s udlændingepolitik og S-SF´s udlændingepolitik. Og det er da i det mindste et stort skridt i den rigtige retning.

Faktisk synes jeg ikke, at der har været så meget, som man med rette kunne kritisere S og SF for på dette område siden netop debatten om pointsystemet.

Men der er måske noget, jeg har overset?

Anne Marie Pedersen

Det er da klart at en "rød" regering også vil blive kritiseret. Måske dog på en anden måleskala - præcis som man ikke måler 2. klasser og 9. klasser med samme test. Og derfor vil kritikken lyde lige så hård, for forventningerne er helt sikkert højere fra de tre herre.

Lars Hansen:

»@Per Thomsen (...) Faktisk synes jeg ikke, at der har været så meget, som man med rette kunne kritisere S og SF for på dette område siden netop debatten om pointsystemet. Men der er måske noget, jeg har overset? «

Ja, man da vist roligt sige, at der er noget du har overset. Eksempelvis S og SFs fælles integrationsudspil.

På SFs hjemmside kan man blandt andet læse følgende artigheder der tydeligvis er blevet udtænkt af typer som Astrid Krag og Henrik Dam Kristensen:

»At ingen boligkvarterer, skoler og børnehaver skal have mere end 30 procent socialt udsatte indvandrere. «

(Kilde: http://www.sf.dk/politik/politikomraader/integration)

Inden du nu begynder at spørge om det nu skulle være så slemt, så prøv lige at erstat ”socialt udsatte indvandrere” med ”jøder”, og lyt efter om sætningen ikke skurrer gevaldigt i dine ører?

SF og S vil indføre et system, hvor det bliver legalt og normalt at diskriminere ud fra etnisk baggrund.

Det er udtryk for en tankegang der er direkte kopieret fra Dansk Folkepartis værdier.

S og SF vil nu lige som Dansk Folkeparti, arbejde ud fra en hypotese der går ud på at en person udgør et samfundsmæssigt problem, hvis vedkommende er indvandrer.

Det er en fremgangsmåde, der både er diskriminerende og socialt ekskluderende, og som vil fastlåse billedet af indvandrerne som personer, der per definition er en belastning for os andre.

Thomsen, det er også naivt at tro der kommer en jordskredssejr, selvom jeg ville hilse den velkommen.

Så hvis man forholder sig til den politiske virkelighed, så kommer det nok til at tage et par dage at hæve titanic...og JA, ganske som sidst, så rente skipper med guldet.

Hvorfor i alverden har man fået d'herrer med på at befrygte, at en oplyst dansk offentlighed ikke skulle være i stand til selvstændigt at vurdere, at spin fra såvel højre som venstre skulle stå uimodsagt? Vi er dælems ikke dumme herude, men har dog forventninger, som man under et alternativt flertal ikke skal forsøge spille arrogant hasard med...

S har foreløbigt meldt ud, at man ønsker kommunerne indraget i myndighedsforhold, som skulle øge overvågningen af befolkningen med hensyn til rendyrket dyneløfteri. Formidlet over pensionerede politifolk og tidligere forsikrings-agenter. Uanset udenrigspolitikkens afgørende 'pot-holes'. Men dét er ikke en fornuftig vej frem. Vi forventer troværdighed, redelighed og et sprog, der klart godtgør, at der kan forventes en geninstallering fra en ny regerings side med offentlighedens foreløbigt trange fornuftsforhold.

Et håbløst anliggende, når man forsøger sig med at stille offentligheden stole for døren på vilkår af signalpolitik, rent ud sagt. Og ét som S bør tage sig anderledes i agt for, med mindre man ønsker sig et tidligt opgør med befolkningens kritiske bevidsthed allerede fra en ny regeringsstart.

S har lig i lasten, når det drejer sig om forestillingen om 'ansvarlighedens' sammensætning ved overdragelsen af magt-relationerne. Og de forhold gør man da gerne i offentligheden opmærksom på påny. Og samtidig forventer vi naturligvis, at S regenere i forhold til de rene magt-relationer, som VOK-blokken har misbrugt. Og altså ikke gentager bøffen.

Forestillingen om at offentligheden skulle være mulig at manipulere, som den nuværende regering har tabt sin troværdighed på at forsøge med (over en absurd spin-indsats), er et tveægget sværd. Nok må et alternativt flertal se i øjnene, at en langt overvejende borgerlig presse vil gå i lag med det nye flertal.

Men dén barriére, som den nuværende regering er stødt voldsomt ind i, vil fortsat holde sit greb om, hvad vi præsenteres for. Og det er her, at S får sit afgørende skisma: vil man være i stand til at forstå baggrunden for sit nye mandat - eller vil man risikere at få offentligheden direkte i sylten for at forfølge gamle opgør med sine politiske modstandere, når man forsøger at gøre sig 'ansvarlige'?

Så jowda, der er til stadighed nok at tage af, hvis S ønsker sig et opgør med den kritiske bevidsthed, som baner vejen for det nye flertal. Vi mener ganske enkelt noget med støtten. Og forventer naturligvis , at S tidligt forstår alvoren i anliggendet. Vi skal absolut ikke have mere arrogance på tinge, før reaktionen viser sig...

Med venlig hilsen

@Per Thomsen

S-SF´s fælles integrationsudspil blev mig bekendt til, længe før debatten om VKO´s pointsystem i november 2010. Og jeg talte jo udtrykkeligt om udtalelser eller forslag fra de to partiers side fremsat EFTER dette tidspunkt.

Bortset fra det, så er jeg rigtig glad for, at du nævner netop det eksempel. For jeg mener nemlig overhovedet ikke, at det er så entydigt, at denne ide med at sprede flygtninge og indvandrere er noget, der bør vække stor forargelse.

For mig at se er det et forsøg på at give et svar på noget, som er et både stort og reelt problem, og som S-SF er nødt til at levere nogle svar på, hvis de vil have vælgernes opbakning.

Grundlæggende handler det om, hvorvidt vi ønsker, at Danmark skal være et etnisk opdelt samfund, hvor vi har boligområder og skoler, der f.eks. kun er for "sorte" eller "perkere" og andre, der kun er for "hvide", eller om vi ønsker at arbejde for, at de forskellige grupper bliver blandet med hinanden.

Og her mener jeg altså, at det er helt legitimt og måske endda rigtigt at arbejde for, at grupperne bliver blandet med hinanden.

Tager man et land som USA, så er det et meget etnisk opdelt samfund, og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være noget at stræbe efter for Danmark.

Jeg kan dog godt se problemet i et begreb som "socialt udsatte indvandrere", for hvordan skal man definere, hvem det er?

I stedet må man nok vælge at operere med nogle mere definerbare begreber som f.eks. personer uden dansk statsborgerskab, personer med flygtningestatus og/eller personer på overførselsindkomst.

Lars Hansen:

»Tager man et land som USA, så er det et meget etnisk opdelt samfund, og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være noget at stræbe efter for Danmark.«

I USA er racismen langt mindre udbredt end i Danmark. Selv ikke det yderste højre i USA kan slippe af sted med at sige ting, som mainstreampolitikere i Danmark kan slippe af sted med.

Hvis Villy Søvndal havde fyret alle sine dumsmarte halvracistiske bemærkninger i USA og ikke i Danmark ville han i den grad have fået kærligheden at føle.

Amerikanerne har valgt B. Obama til præsident. Det er fuldkommen utænkeligt, at noget lignende ville kunne ske i Danamrk.

Fiskene svømmer i vand der er gennemsigtigt og selvfølgeligt, så de opdager slet ikke at vandet eksisterer. På samme måde har danskerne de sidste ti år svømmet rundt i VKOs racistiske syrebad, således at mange er blevet blinde for den xenofobi, der gennemsyrer vores samfund.

Racismen og etnocentrismen i Danmark er blevet selvfølgelig og hverdagsagtig.

Lars Hansen:

»Og her mener jeg altså, at det er helt legitimt og måske endda rigtigt at arbejde for, at grupperne bliver blandet med hinanden.«

Ja, men det gælder jo ikke for alle grupper vel?

Lars Hansen, har du nogen sinde tænkt, at det kan være et problem, hvis der i et boligområde er en beboersammensætning, hvor alle beboere er etniske danskere? Nej vel?

Lars Hansen, du synes ikke at det er et problem hvis boligområder er beboet udelukkende af hvide, men du synes det er et problem, hvis der bor mange farvede i et boligområde. Hvad siger det om dig, Lars Hansen?

Synes du ikke det ville være bedst, hvis lovene og reglerne i Danmark gjaldt for alle borgere uanset hvilken kulør de har?

I Sydafrika havde man apartheid, og det betød blandt andet, at man havde et retssystem ned forskellige love for henholdsvis hvide, sorte og farvede. Sådan et system skal vi ikke have indført i Danmark!

Fru Justitia, retfærdighedens gudinde i romersk mytologi bliver altid afbildet med bind for øjnene, og det betyder som bekendt at der skal dømmes uden at tage hensyn til persons anseelse.

Fru Justitia skal blive ved med at have bind for øjnene i Danmark!

Vi skal ikke have det sydafrikanske system S og SF ønsker at indføre, hvor det er hudfarven der afgør, hvilke regler der gælder.

@Per Thomsen

Jeg synes ikke, at det er noget problem, hvis der bor mange "farvede" i et boligområde. Men jeg synes, at det er et problem, hvis der bor for mange sociale klienter i et boligområde.

Jeg synes også, at det er et problem, hvis der bor for mange udlændinge i et boligområde, da det kan gøre, at de børn, som vokser op i det pågældende område, føler sig fremmedgjorde i forhold til det danske samfund.

Nedenstående har jeg gengivet målsætningen i S og SF´s integrationsudspil. Og jeg synes egentlig, at det kunne være interessant at høre:

1) Hvilke dele af denne målsætning (om nogen) du er uenig i.

2) Hvilke metoder du selv vil anvende for at nå de dele af målsætningen, som du er enig i.

.....................................

Mål I. FÆLLES INTEGRATION

Socialdemokraterne og SF ønsker et samfund, hvor alle borgere har ret og pligt til at gøre en indsats. Vi vil derfor sørge for, at unge nydanskere får en solid faglig ballast i folkeskolen og som minimum gennemfører en ungdomsuddannelse. Vi vil aktivt bekæmpe opbygningen af etniske parallelsamfund og sociale ghettoer. Samtidig vil vi sikre, at beskæftigelsen blandt efterkommere af indvandrere kommer på niveau med resten af befolkningen.

Mål II EFFEKTIV INTEGRATION

Socialdemokraterne og SF ønsker et trygt samfund for alle borgere. Derfor vil vi bekæmpe enhver
tendens til radikalisering og fjerne nydanskeres overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne.
Samtidig vil vi sikre en kontrolleret indvandringspolitik, der både tager hensyn til, at antallet af indvandrere spiller en rolle for integrationen og sikrer mulighed for import af kvalificeret arbejdskraft.

Mål III ENGAGERET INTEGRATION

Socialdemokraterne og SF ønsker et samfund præget af lighed – også på tværs af etniske
forskelligheder. Vi vil udrydde enhver diskrimination af nydanskere på arbejdsmarkedet og i
samfundslivet som helhed. Vi vil samtidig sikre anstændig behandling af asylansøgere, afskaffe
uretfærdige særydelser for indvandrere, og hjælpe udsatte flygtninge og indvandrere som f.eks.
handlede kvinder.

"Lars Hansen, har du nogen sinde tænkt, at det kan være et problem, hvis der i et boligområde er en beboersammensætning, hvor alle beboere er etniske danskere? Nej vel?"

Hvis det er et boligområde i Danmark, så er det naturligvis ikke noget problem. Hvorfor skulle det dog være det?

Hvis det derimod er et boligområde i f.eks. Tyrkiet, hvor alle beboerne er etniske danskere, så ville jeg til gengæld synes, at det var et problem.

Hvis danskere flytter til Tyrkiet for at bo der resten af deres liv, bør de således sørge for, at om ikke andet deres børn kommer til at føle sig som en del af det tyrkiske samfund.

Og det sikrer man altså ikke særlig godt ved at bosætte sig i et område, hvor der kun bor andre danskere, ved at sende sine børn i en skole, hvor der kun går danske børn, og så videre.

Jens Espersen

Uha, kritik fra tre elitære moralister - Det er virkelig et skræmmende perspektiv. Jeg har svært ved at komme på andre, hvis meninger ligger længere fra det jævne folks.

Hver gang Metz, Jensen og Engelbrecht åbner munden, så tikker stemmerne ind hos blå blok.
Så for min skyld kan de trygt fortsætte med at belemre offentligheden med deres udgydelser.

Jens Thorning

Der kan uhyggelig hurtigt blive noget at kritisere, for specielæt Socialdemokraterne har en tendens til meget gerne at ville "hjælpe" danskerne mod deres vilje, og det kan hurtigt blive strafbart at ryge og drikke alkohol i fuld offentlighed. Men hvem kunne dog også finde på den slags?

@Per Thomsen

Jeg skal snart videre, men inden da vil jeg gerne lige svare på nogle flere af de spørgsmål, du rejser:

"I USA er racismen langt mindre udbredt end i Danmark. Selv ikke det yderste højre i USA kan slippe af sted med at sige ting, som mainstreampolitikere i Danmark kan slippe af sted med."

Jeg bryder mig bestemt heller ikke om tonen i den dnanske udlændingedebat men synes omvendt, at du idylliserer USA ubegrundet. Husk at USA´s ikke så fjerne historie også omfatter ting som raceadskillensen i sydstaterne og Ku Klux Klan.

"Amerikanerne har valgt B. Obama til præsident. Det er fuldkommen utænkeligt, at noget lignende ville kunne ske i Danamark."

Det har så også taget amerikanerne adskillige generationer at komme dertil. Og valget af en sort præsident var stadig kontroversielt. Obama har alene pga. sin hudfarve langt flere dødsfjender (bogstaveligt talt) end tidligere præsidenter.

Jeg finder det ikke utænkeligt, at Danmark engang om 100 eller måske bare 50 eller 20 eller 10 år får en statsminister med f.eks. etnisk tyrkisk baggrund.

"Fiskene svømmer i vand der er gennemsigtigt og selvfølgeligt, så de opdager slet ikke at vandet eksisterer. På samme måde har danskerne de sidste ti år svømmet rundt i VKOs racistiske syrebad, således at mange er blevet blinde for den xenofobi, der gennemsyrer vores samfund."

Jeg synes ikke, at xonofobien gennemsyrer det danske samfund. Men jeg er enig med dig i, at den gennemsyrer den politiske debat og de danske mediers dækning af denne.

"Lars Hansen, du synes ikke at det er et problem hvis boligområder er beboet udelukkende af hvide, men du synes det er et problem, hvis der bor mange farvede i et boligområde. Hvad siger det om dig, Lars Hansen?"

Som jeg allerede har forklaret, synes jeg, at det er et problem, hvis der bor mange udlændinge i et boligområde. Det er noget af en stråmand at gøre dette til et spørgsmål om hudfarve.

"Synes du ikke det ville være bedst, hvis lovene og reglerne i Danmark gjaldt for alle borgere uanset hvilken kulør de har?"

Jo naturligvis. Men der er da heller ingen, der har foreslået, at man skal lade hudfarve være afgørende for noget som helst. Igen er dette et stråmandsargument, der tenderer i retning af, at du viger uden om at diskutere det, der er det egentlige indhold i den politiske uenighed. Nemlig hvordan man skal forholde sig til hele spørgsmålet om integration af indvandrere og flygtninge i det samfund, som de kommer til.

Jeg har altid drømt om at finde et boligkvarterer med bare 30 procent af min egen slags :).

Hvor må det være nemt som bureaukrat at kunne definere hele verden firkantet ud fra så præcise kriterier om hvem vi alle sammen er. Men jeg gider ikke støtte en politik med den slags æsketænkning, uanset hvilken ideologi, den bliver pakket ind i. Så jeg revser videre.

Lars Hansen:

»Husk at USA´s ikke så fjerne historie også omfatter ting som raceadskillensen i sydstaterne og Ku Klux Klan.«

Man kan sige meget dårligt om den amerikanske liberalistiske samfundsmodel, men man må retfærdigvis indrømme at de har lært af fortidens racistiske udskejelser, og at en racisme som den der findes i den danske mainstreamdebat ville være fuldstændig utænkelig i dagens USA.

Amerikanerne har lært af deres historie, og man må håbe på, at danskerne vil være lige så kloge, og lære af de seneste tiårs ulyksalige ”værdikamp”.

Det er der desværre ikke meget i S og SFs nuværende politik og retorik, der tyder på.

Lars Hansen:

»@Per Thomsen (…) Som jeg allerede har forklaret, synes jeg, at det er et problem, hvis der bor mange udlændinge i et boligområde.«

Du har ikke forklaret noget som helst, Lars Hansen. Du har blot fortalt os at du synes at ” at det er et problem, hvis der bor mange udlændinge i et boligområde”, men du har ikke givet nogen begrundelse for, og da slet ikke nogen analyse af denne underlige påstand. Du giver os ikke skyggen af forklaring på denne massive selvmodsigelse.

Din ”forklaring” fremstår som et udokumenteret og uargumenteret postulat. Hverken mere eller mindre.

S og SFs planlgate tvangsmæssige indgreb overfor indvandrerne, kan på et meget teoretisk og hypotetisk plan, måske siges at gavne integrationen, om end jeg vil stille mig yderst tvivlende overfor, om det også vil være resultatet i praksis.

Til gengæld er det helt sikkert, at de mange planlagte tvangsmæssige indgreb vil være en voldsom krænkelse af indvandrernes retssikkerhed.

Det vil være et meget voldsomt og meget negativt signal at sende til indvandrerne, når det pludselig bliver lovligt at diskriminere imod dem i forbindelse med tildeling af boliger, institutionspladser med meget mere.

S og SFs klodsede forsøg på at tvangsintegrere indvandrerne er et klassisk eksempel på en situation, hvor medicinen er langt værre og mere skadelig end sygdommen.

Historien har gang på gang vist, at det aldrig er til gavn for minoritetsbefolkningen, når majoritetsbefolkningen vedtager love og regler, der kun gælder for minoriteterne.

Det er naturligvis også tilfældet her, med mindre man som i Dansk Folkeparti tror på, at alt hvad danskerne gør i panisk fremmedangst er af det gode.

Hvis vi vil have et ordentligt samfund, må vi insistere på at Fru Justitia vedbliver med at have bind for øjnene – og at hun er farveblind!

Vi skal have et samfund hvor der er lige regler og vilkår for alle, uanset hvilken etnisk baggrund man har.

Og dermed basta!

Kristian Rikard

Hvis man nu tager udgangspunkt i selve oplægget, så synes jeg godt man kan blive noget bekymret over, at det kun fører til en debat om indvandring, banker, og en uduelig regering. Det forekommer mig ind imellem, at politikerne faktisk har haft held
til blandt de andre berømtheder at så den viskom, at alt handler om politik.
Det er altså ret sjældent at en debat i Deadline eller Deadline II ikke også har netop denne knivspids politik i sig, som synes at begejstre specielt mediefolk, eller folk der gerne vil medierne.
I mine øjne er socialismen død, som en røget sild og neoliberalismen ligner en havbars på tørt land. Så måske skal vi opfinde noget helt nyt, og det kunne da være spændende. Men så hjælper det altså ikke at læne sit hoved mod Helle eller Lars,
Det er muligt at de er sjove at kigge på, men nogle åndelige eller intellektuelle højdespingere er de jo ikke - oder hur?

@Per Thomsen

Som jeg allerede har forklaret, så er problemet med boligområder, hvor der næsten kun bor udlændinge, at disse udlændinge og ikke mindst deres børn dermed får en meget ringe grad af kontakt med det samfund, som de lever i. Og det synes jeg er et problem, når der er tale om mennesker, som skal leve resten af deres liv i det pågældende samfund.

Når der samtidig er tale om mennesker med meget få ressourcer og lav erhvervsfrekvens, så bliver det yderligere problematisk, fordi det bla. forringer muligheden for at få undervisningen i de lokale skoler til at fungere.

Jeg vil dog give dig ret i, at tvangsspredning nok ikke er den mirakelkur, som nogle håber på, og at strategien også rummer forskellige problemer af bla. retssikkerhedsmæssig karakter.

Hvad jeg ville frem til var egentlig bare, at der ikke er nogen grund til at blive voldsomt forarget over, at S og SF stiller sådanne forslag, og ligeledes er der ingen grund til at kalde det for "racisme" eller "højrepopulisme".

Hvis du har bedre forslag til, hvordan man løser problemerne i de belastede boligområder og skoler, så er det da glimrende.

Indtil videre har jeg bare ikke bemærket, at du er kommet med sådanne forslag. Og så er det altså lidt letkøbt at kritisere dem, som S og SF er kommet med, og samtidig klistre et "racismeskilt" i panden på de to partier.

For mig at se er vi dermed tilbage ved indvandringsdebatten anno 1985 eller 1990, hvor selve det at påpege negative konsekvenser af indvandringen eller ønske en mindre indvandring med himmelvendte øjne blev afvist som "racisme".

Og den strategi kan en kommende S-ledet regering altså ikke slippe afsted med. Så kommer den i hvert fald højest til at sidde en enkelt valgperiode, hvorefter VKO kommer til magten igen.

Så oppositionen bliver nødt til at udvikle en politik, der er en mellemting mellem den totale øllebrødshumanisme, hvor alting anses for at være lige godt og alle problemer antages at løse sig selv med tiden, og den højrepopulisme, som desværre raser over Europa med fornyet styrke i disse år.

Hvorfor de borgerlige plageånder? Hvorfor ikke kritikerne af de borgerlige? Hvorfor gå efter 'tonen' fremfor indholdet i den kritik, som fremføres?
Jeg synes at kommentarerne er ganske opløftende og oplysende. Tak for dem.