Dansk censur spreder sig på nettet

Hvis Danmark ønsker at ende som de censurerende regimer, vi netop nu er i krig med, er vi godt på vej. Regeringen blokerer hjemmesider i forsøget på at forfølge ulovligheder på internettet. Ikke alene er det på kant med grundloven det er også uden virkning, siger eksperter
13. april 2011

Der er gået sport i at stille lovforslag om censur på internettet. Dansk Folkeparti har foreslået at lukke psychedelia.dk, der indeholder beskrivelser af euforiserende stoffers virkning. SF ville forbyde surfing på terrorrelaterede hjemmesider, og netop nu ligger der et beslutningsforslag om at forbyde hjemmesider med animeret børneporno, der blandt andre er blevet stillet af Socialdemokraterne.

Men man kan drømme om kontrol over det decentrale internet, lige så tosset man vil der vil altid sidde en masse brugere på den anden side af skærmene og være et stort teknologisk skridt foran. Ifølge Aslak Ransby, en af flere talsmænd for en nyopstartet internetpolitisk interesseorganisation og tænketank, Bitbureauet, har politikerne slet ikke forstået hovedpointen, når de regulerer og censurerer.

»Det, politikerne burde vide, er, at den teknologiske udvikling altid går hurtigere end rettens, der kommer halsende bagefter. Derfor er det umuligt at regulere og blokere på internettet. Det eneste, man får ud af regeringens regulering, eksempelvis spilleloven og lægemiddelloven, er, at man begrænser menneskers adgang til informationer,« siger Aslak Ransby, der for nylig deltog i Folketingets høring om internetregulering og censur.

Men ikke alene er det absurd, når politikerne tror, de kan komme det evigt fremadstormende internet i forkøbet med reguleringer og såkaldte DNS-blokeringer, som mangen en teenager kan komme uden om. Det ligner også en glidebane på vej mod censurering af dele af internettet ved at lukke hjemmesider de facto uden om domstolene og dermed et brud på ytringsfriheden. Og det kan meget vel være ulovligt, pointerer tænketanken CEPOS' chefjurist Jacob Mchangama.

»Censur er i strid med grundlovens paragraf 77. Men med den regulering, der foregår i Danmark for øjeblikket, har vi intet overblik over, hvor mange fuldkommen saglige og sobre hjemmesider, man lukker, ligesom det oprindelige forslag til den såkaldte spillelov indeholdt en betænkelig omgåelse af grundloven. Man kan også stille spørgsmålstegn ved, om udviklingen er forenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 10, der sikrer ytrings- og informationsfriheden,« siger Jacob Mchangama.

Handling

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) erkender problemet:

»Det kræver jo ikke andet end en Google-søgning, hvor du skriver 'omgå DNS-blokering', og så er du i stand til at komme uden om blokeringen,« pointerer Charlotte Sahl-Madsen (K), men henviser samtidig til, at det endelige ansvar for den overordnede regulering af internettet ligger hos justitsministeren.

Men netop justitsministeren, Lars Barfoed (K), understreger dog, at det primære må være, at ulovligheder skal straffes.

»Det er let at begå ulovligheder på internettet, og det går ud over de enkeltpersoner og virksomheder, som krænkes, og det skal der reageres på.«

Det er imidlertid alt for let sluppet mener Venstres it-ordfører, Michael Aastrup Jensen:

»Vi er enige i hovedtankerne om, at censur er det onde på internettet. Men hvad kan vi så gøre for at sikre, at der ikke er adgang til sådan noget som børneporno uden at krænke ytringsfriheden? Jeg har meget svært ved at høre andet, end at det er en balance, man skal finde jeg mangler nogle konkrete forslag fra politikernes side.«

Michael Aastrup Jensen understreger, at det er altafgørende at få et overblik over, hvilke problemer Danmark i realiteten har, når man sammenligner de forskellige tiltag og retningslinjer vedrørende censur på tværs af ministeriegrænserne.

Vil vi være Kina?

Hvis regeringen virkelig ønsker at begrænse specifikke hjemmesider, skal der ifølge Aslak Ransby fra Bitbureauet langt mere radikale metoder i brug:

»Hvis man skal regulere effektivt, så ender vi med en model som i Kina eller Egypten, hvor man har tusindvis af mennesker til at overvåge nettet eller helt at slukke for det. Og så er spørgsmålet, om man vil have et retssystem, der fungerer hundrede procent kontrollerende, eller et internet der er åbent og frit, med alt det gode, det har medbragt for vores samfund,« siger han.

Ligesom Bitbureauet er chefjurist Jacob Mchangama også bekymret for udviklingen, med øget censurering, der ligger langt fra den danske regerings tidligere forlovelse med ytringsfriheden.

»Vil vi virkelig gerne bevæge os i retning af den måde det foregår på i Mellemøsten og i Nordafrika, hvor vi har set reelle afbrydelser af internettet og stærk censur? I de her revolutioner er det på internettet, demokratiforkæmpere kan kommunikere og skabe et alternativ til propaganda og statsligt styre. Derfor er det paradoksalt, at Danmark, selv med små skridt, går i den modsatte retning og indfører nogle af de tiltag, som man gør i de mellemøstlige og nordafrikanske regimer,« siger han.

For der er tale om en glidebane, når det ikke længere er kontroversielt at foreslå blokering af hjemmesider. Ser man bare ti år tilbage, kaldte man sådan noget for censur. I 2001 nedsatte Skatteministeriet et arbejdsudvalg om mulighederne for at regulere på internettet, og arbejdsgruppen nåede frem til, at blokering kunne opfattes som censur. Tilmed vurderede den, at det ville være ude af proportioner at stille krav om at overvåge og blokere ulovlige spillehjemmesider.

»Politisk uacceptabelt,« sagde daværende videnskabsminister Birte Weiss (S).

»Ni år senere indfører man præcis samme forslag. På relativt kort tid går man fra at kalde det politisk uacceptabelt til acceptabelt. Der er tale om et hurtigt skred en glidebane,« siger Jacob Mchangama.

I praksis fungerer håndhævelsen af blokeringer således, at de forskellige interessenter på området henstiller til internetudbyderen om at lukke for en hjemmeside med potentielt ulovligt indhold, uden nogen forudgående retskendelse.

Oftest makker internetudbyderen ret, hvis ikke, ender sagen for domstolen men i langt de fleste tilfælde foregår lukningen inden sagen kommer for domstolen. Og det strider imod al god retspraksis, påpeger Aslak Ransby fra Bitbureauet.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Med nedenstående politiske tiltag beskytter man ifølge kritikerne, licenshaverne på bekostning af formålsløse blokeringer af hjemmesider, der måske fejlagtigt indeholder få ulovlige informationer – eller slet ingen:

2005: Børnepornofilteret, hvor Red Barnet overvåger potentielle børnepornohjemmesider, for derefter at henstille internetudbyderne om at lukke for de ulovlige sider.

2010: Spilleloven, der giver ret til at blokere hjemmesider, der udbyder spil, som er licensstridige i forhold til spillemonopolet Danske Spil.

Til behandling i Folketinget: Lægemiddelloven har til formål at åbne for muligheden for at lukke hjemmesider, der udbyder ikke godkendt medicin.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Dorte Sørensen

Tak til Information for at tage sagen op. Jeg havde glemt at skattevæsnet allerede i SR- regeringens tid havde nedsat et udvalg og at regeringen dengang fandt det uacceptabelt.
Men desværre er der sket et stort skred i retssikkerheden siden. Nu kan folk jo også forebyggende tilbageholdes osv. Er det ikke tid til at tage en dyb indånding og i stedet for ukritisk indføre mere overvågning mv. at få set de vedtagende Terrorlove kritisk efter og få afskaffet Lømmelpakken. Var det ikke et naturligt emne i valgkampen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Ottesen

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) erkender problemet:
»Det kræver jo ikke andet end en Google-søgning, hvor du skriver ‘omgå DNS-blokering’, og så er du i stand til at komme uden om blokeringen,«

Øh.. Det kræver såmænd blot at man kan sin netværks-ABC .. Bliver der heller ikke undervist i den i Venstres Folkeskole ? - eller kender IP-adressen på siden .. eller bruger Google-DNS, openDNS osv osv .

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henning S. Sørensen

-----------------ulovlige informationer-----------------
Det er da dejligt at se Information,,, tage emnet op
men måske skulle vi grave lidt dybere - - puha' men hvor skal vi/i (information) dog starte, vi er i det herrens år 2011 hvor censur og overvågning kører pr-
automatik og vi betaler for det, i kroner og øvro 24/7/365 osv..osv..

Blandt mange former for overvågning har vi nu fået presset "nemid" ind i dagligdagen..gaaaabbb..
og igen gaaabb ..hvis du/i gider kan man jo kigge på www.itpol.dk som dækker nemid udemærket..

Jeg har for mange år siden selv taget mit computerliv i egne hænder, dermed ikke sagt at jeg ikke er censureret eller overvåget, ALLE i lille Danmark og på vores lille klode black boxes døgnet rundt.

En af de gamle fra cultofthedeadcow (hackergruppe) mener at alt på en computer eller nettet er en kalkuleret risiko for at blive censureret, overvåget og husket, med andre ord - vær opmærksom på, hvad du taster,surfer eller komunikerer.

Vi kunne osse indføre en computer/nettets sharialov ...(juhu og undskyld)

Men det kryber jo ind alle vegne, se boksen fakta: censur på nettet.. her er omtalt -ULOVLIGE INFORMATIONER......

Ulovlige ??? hvornår en i helve.. er informationer blevet ulovlige ???

PS: forleden dag ville jeg ud i skoven og lave et lille lovligt bål, kom dog i tanke om at jeg ikke har en lille økse til at økse kvas med... ned til økse forretningen for at købe en billig økse til formålet, nemlig at kvase lidt "kvas" til mit lille lovlige bål..
på vej til økse forretningen stoppede jeg dog op og vendte næsen hjemad uden økse...Det er ULOVLIGT at besidde et sådan våben ude i skoven
når man er privatperson som vil økse lidt kvas til bålet...stor bøde og/eller fængsel.
Jeg siger bare lommekniv...

Kære medborger ! ALT er ulovligt indtil andet er bevist.

PPS: jeg økser gerne i det skjulte..undskyld.. 8O)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sven Damm

Jeg har skrevet en mail til SF for at høre om det virkelig kan være rigtigt at de nu bekender sig til fascismen...

...og på den anden side: Good luck, politikere. Lad den der ønsker sig generet af hackere resten af livet kaste den første sten...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Lom

og så smitter det, først er det børnepornografi på nettet og derfra bliver flere og flere ting blokeret *), og så er der nogen som ønsker at censuren også skal gælde uden for nettet **). En snigende gift har angrebet samfundet.

*) I Finland blev en bøsseside blokeret
**)I Sverige er en oversætter blevet dømt for en japansk Manga tegneserie.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels G Madsen

@Sven Damm,

Du skal nok ikke forvente dig et fyldestgørende svar. Nutidens SF'ere har ingen begreb om hvad hverken facisme eller socialisme er for noget.

Hvor DF nogenlunde retvisende kan betegnes som et nationalsocialistisk parti, kan SF nu om dage med rimelighed betegnes som et socialnationalistisk parti.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Marie Pedersen

Tak til information for at tage problemet op.

Her er et kæmpe problem med retsikkerheden, da man som borger kan få blokeret sit websted uden dom.

Mistillid og overvågning. Hvor er det godt, at der findes protester.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Sørensen

"Det kræver jo ikke andet end en Google-søgning, hvor du skriver ‘omgå DNS-blokering’, og så er du i stand til at komme uden om blokeringen"

Så må man jo bare blokere adgangen til Google ;)

Nej seriøst... Grundlæggende bør staten naturligvis have muligheden for at blokere for eller direkte lukke bestemte hjemmesider. Ligegyldigt hvor frihedselskende man er, så har jeg svært ved at forestille mig nogen, der alligevel vil acceptere f.eks. sider med børneporno at eksistere.
Problemet er bare den måde hvorved man har gjort brug af magten. Dels har man ikke været videre åben omkring hvad der er blevet lukket og hvorfor. Derudover har det private erhvervsliv også haft lige lovligt let, ved at bruge lovgivningen som et personligt stykke værktøj. F.eks. har IFPI fået lukket for adgangen til Pirate Bay og AllofMP3. Nu er det ikke fordi jeg vil gå ind i en diskussion omkring det "rimelige" i de to hjemmesiders gøren og laden. Det korte af det lange er bare, at i forhold til Pirate Bay var der altså ikke engang faldet dom i Sverige mod Pirate Bay, da det danske retssystem godkendte spærringen - ikke at vi skal indpasse vores retssystem efter hvad svenskerne foretager sig, men sagen var så principiel og i øvrigt kompliceret, at det kan undre en, at IFPIs anmodning om spærring gled så ubesværet gennem et dybest set uforberedt dansk retssystem. I forhold til AllofMP3 er det jo værd at notere sig, at virksomheden sådan set aldrig er blevet dømt for at gøre noget ulovligt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Ottesen

Kim Sørensen, sider med børne-porno holder altså ikke op med at eksistere bare fordi man DNS-blokkerer .
Det er faktisk nettets version af at stikke hovedet ned i et hul i Jorden ..

'Grundlæggende bør staten naturligvis have muligheden for at blokere for eller direkte lukke bestemte hjemmesider.'
Dejligt og høre at DDR stadig vækker varme minder Kim ...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Ottesen

I øvrigt er det da ikke særlig mærkeligt at IFPI/Politikens blokering af TPB gled så let igennem .
Det gør jo unægtelig alting nemmere når man ikke behøver høre fra den ene part i sagen ..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter B. Jensen

@Mick Sørensen
Nu er der forskel på at man ikke vil finde sig i propaganderende spam og så regulær censur. Du er vel også glad for at der er et filter som sorterer viagra reklamerne fra, selv om bagmændende sikkert føler det er en ond krænkelse af deres ytringsfrihed?

FF folket er velkomne i debatterne, bare ikke som led i en obstruerende kampagne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Hvis man kigger på USA f.eks. så har adskillige stater derovre sat et filter på alt, hvad der hedder 'sex'. Desværre har det medført, at cirka 9/10 af oplysende sider om f.eks. bøsser, lesbiske, seksuelt overførte sygdomme mm. er blevet blokeret i stedet for de porno-sider man gik efter...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sune Olsen

Mick Sørensen:

Forskellen er at Information benytter sig af sin frihed som privat erhvervsvirksomhed til at selv at moderere sine debatter og fjerne spammere uden at staten blander sig i det. Mens denne artikel drejer sig om at staten udøver regulær censur på et offentligt medie på et meget løst eller slet intet grundlag.

Det er hverken noget hyklerisk eller forkert i Informations handlinger her (hverken i deres moderering af deres debat eller at de rapporterer om statscensur).

Og så er der er vist en der har glemt sin liberalisme 101.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Sørensen

Poul

Jeg er ganske udmærket klar over, at en simpel DNS-spærring hos de enkelt ISPs ikke får en side til at forsvinde. Men hvis der er tale om en dansk hosted hjemmeside, så kan man jo sådan set gå ind og få lukket den helt ned - det synes jeg i visse tilfælde (eksempelvis i forhold til børneporno) er en ganske fin mulighed.

Jeg ved i øvrigt ikke rigtigt hvordan du får den idé, at jeg skulle være tilhænger af DDR's samfundsmodel. Så din afsluttende kommentar må stå for din egen regning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Graugaard

Jeg har tidligere været udsat for slettede indlæg her på denne side! Og jeg kan i den forbindelse meddele at intet stødende eller noget der ikke var i tråd med god internetdebat stod i de slettede, derfor troede jeg det var en fejl. Derfor henvendte jeg mig til debatredaktionen med en mail, hvori jeg spurgte om de kunne bekræfte at det var en fejl, intet svar fra debatredaktionen endnu. nu er det 3 uger siden hmmm.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rene Hansson

Pointent med, at der er forskel på, hvad staten kan gøre og Information kan gøre er selvklart helt valid.

Det ændrer dog ikke ved det faktum, at den stigende brug af censur overfor anderledes tænkende (dem som ikke helt rygmarvsagtigt giver regeringen skyld for alverdens dårligdomme) i Informerens debatforum er et skråplan, som ligger milevidt på de traditioner, som den mindst ringe er bygget på ---- det er problematisk !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Hansen

Det eneste der kan accepteres at blive censureret/lukket er sider der opfordrer til vold eller anden kriminalitet.

Grundloven giver ret til at opløse foreninger der virker ved vold eller opfordrer til vold.

Luk bare alle sider med Børneporno (animeret børne-porno kan måske være sværere at definere en grænse på?).

anbefalede denne kommentar