Læsetid: 2 min.

Danske politikere afviser gentest før graviditet

På Christiansborg er der ikke opbakning til at lade danske par teste for genetiske betingede sygdomme forud for graviditet
Indland
29. april 2011

Mens man i Storbritannien overvejer at tilbyde en gentest til personer, der overvejer graviditet, er der ikke opbakning til tanken I Danmark. Sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt, frygter, at et sådant tilbud vil have uheldige konsekvenser.

»Der er tale om en form for sortering, som jeg ikke bryder mig om. Man kan almindeligvis se på sin familie, om man er bærer af arvelige sygdomme, og så må man tage den derfra. Vi skal ikke begynde at vælge og fravælge, men vi må holde os til vores logik,« siger hun.

Som Information beskrev onsdag har et udvalg under den britiske regering anbefalet tilbud om en screening til kommende forældre, der frygter at være bærere af et gen, der f.eks. kan føre til udviklingen af cystisk fibrose eller andre genetisk betingede sygdomme.

Men heller ikke Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, mener, at den form for screening er relevant at diskutere.

»Man kan i dag lave screeninger for alting, men ikke mindst af økonomiske hensyn er det nødvendigt at prioritere. Og screening før graviditet er slet ikke i horisonten af, hvad vi bør diskutere,« siger hun og henviser til, at der eksempelvis på kræftområdet er behov for forbedringer af de eksisterende screeningsprogrammer.

Behov for etisk debat

Men også det etiske aspekt bekymrer gør V-ordføreren.

»Allerede i dag trænger vi til en etisk diskussion omkring det at få børn,« siger Birgitte Josefsen og henviser til, at der på den ene side er kritik af, at regeringen har indført brugerbetaling på fertilitetsbehandling, mens andre ønsker at udvide adgangen til aborter.

Birgitte Josefsen påpeger, at der for nylig var foretræde for Sundhedsudvalget, som skulle tage stilling til provokerede aborter foretaget efter 12. uge. »Der var blandt andet et eksempel på, at man ønskede en sen abort, fordi barnet manglede den ene underarm. Vi bevæger os ud i etiske dilemmaer, som ikke hører til i et samfund som vores,« siger hun.

Heller ikke SF er begejstret for perspektiverne ved gentjek af kommende forældre.

»Det lyder ikke umiddelbart tillokkende, at man på den måde sorterer børn fra,« siger SF's sundhedsordfører, Jonas Dahl, som tilføjer, at man allerede i dag har en nakkefoldsskanning, der ligger tilpas tidligt til, at en provokeret abort er mulig, hvis der spores alvorlige sygdomme på fosteret.

»Vi skal være meget eftertænksomme. I visse tilfælde kan det være fornuftigt at spore arvelige sygdomme, men der skal være tale om en sygdom, der giver en alvorlig nedsættelse af livskvaliteten, og den grænse er svær at sætte,« siger han.

Som tidligere påpeget af Lotte Hvas, læge og medlem af Etisk Råd, vil en gentest i visse tilfælde kunne forhindre sene aborter, fordi man kan sortere syge æg fra. Og Socialdemokraternes ordfører Sophie Hæstorp Andersen ser også positive konsekvenser af en genetisk undersøgelse, men siger:

»Det vil kræve en indsnævring af de pågældende sygdomme. Ellers bliver det frygtelig dyrt og meget omfattende.«

Ifølge Sophie Hæstorp Andersen bør brug af en gentest først komme på tale efter konsultation hos en praktiserende læge, som kan vurdere behovet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her