Læsetid: 2 min.

Enig opposition vil rulle strammede danskkrav tilbage

Skifter regeringsmagten efter valget, vil VKO's stramninger af danskkravet til familiesammenføringer blive rullet tilbage, lover en samlet opposition
Integrationsordfører Marianne Jelved (R) kalder stramninger af familiesammenføring 'ekstremt' og 'totalt overdrevet'.

Integrationsordfører Marianne Jelved (R) kalder stramninger af familiesammenføring 'ekstremt' og 'totalt overdrevet'.

Jacob Nielsen

19. april 2011

Allerede inden, at regeringen og Dansk Folkeparti har fået vedtaget sine foreslåede stramninger af danskkravet til familiesammenføringer, varsler en samlet opposition, at stramningerne vil blive rullet tilbage, hvis de vinder valget.

Enhedslisten har allerede erklæret sig imod og nu giver også S, SF og R håndslag på, at de forhøjede krav til familiesammenførtes danskkundskaber bliver annulleret, hvis regeringen skifter efter valget.

»Her er man simpelthen gået for langt. Det er vigtigt, at man kan dansk, hvis man ønsker at komme til Danmark men ikke på det nærmest akademiske niveau, som VKO kræver,« siger Socialdemokraternes integrationsordfører Henrik Dam Kristensen om de foreslåede stramninger.

Marianne Jelved fra de Radikale kalder forslaget »ekstremt« og »totalt overdrevet«.

»Da VKO i første omgang indførte danskprøven, regnede vi ud, at det ville koste 50-60.000 kroner at betale for den danskundervisning, der skulle til. Og med de skærpede krav, man nu vil indføre, vurderer Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp, at der skal bruges 600 timers undervisning, som ansøgerne selv skal betale for. Det er helt urimeligt,« siger de Radikales integrationsordfører Marianne Jelved - og SF's Astrid Krag erklærer sig helt enig.

Bidrag til økonomien

Som Information beskrev i går, vil VKO have gennemført de strammede danskkrav som led i det omdiskuterede pointsystem for familiesammenføring, som partierne aftalte i efteråret.

Det erklærede formål er at sikre, at »de, der får ægtefællesammenføring i Danmark, i højere grad (skal) bidrage til samfundsøkonomien,« som det hedder i lovforslagets bemærkninger.

En del af aftalen er, at den familiesammenførte ægtefælle nu skal beherske dansk på det såkaldte A2-niveau svarende til niveauet for en 9. klasses afgangseksamen i et fremmedsprog for overhovedet at komme ind i Danmark. Det sker på trods af, at det endnu ikke er evalueret, hvad det hidtidige sprogkrav, der blev indført for et halvt år siden, har haft af virkninger. Dét lovede daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) ellers i et svar til Folketingets Integrationsudvalg ville ske »cirka et år efter prøvens ikrafttræden«.

»Det viser, at regeringen slet ikke er interesseret i substansen, men at man kan bruge opstramninger som valuta i forhandlingerne, hvis Dansk Folkeparti skal give sig på nogle andre områder,« siger Astrid Krag.

Hvad Liberal Alliances holdning til forslaget bliver, er uvist. Partiet sendte ingen ordfører til førstebehandlingen og det var i går ikke muligt at få en kommentar. Alligevel er VKO sikret sit flertal for pointsystemet. Til trods for, at Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen erklærer sig som lodret modstander, vil han nemlig stadig stemme for det.

»Det var en del af den finanslovsaftale, vi indgik. Sådan er det nogle gange i politik,« siger han.

DF uforstående

Det lykkedes i går ikke at få en kommentar fra V og K men Dansk Folkepartis Martin Henriksen er uforstående over for oppositionens kritik.

»Det, vi hæver det til, svarer til, at en udlænding er i stand til at forstå, hvad der bliver sagt, og man selv kan gøre sig forståelig på et vist niveau. Der er ikke krav om, at man skal kunne føre lange akademiske samtaler,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

»Enig opposition vil rulle strammede danskkrav tilbage«

Efter 10 års xenofobisk misregimente er der godt nok meget, der trænger til at blive rullet tilbage.

Lad os håbe at S og SF har en ægte og genuin vilje til at ændre udlændingepolitikken, og at det ikke bare bliver ved kosmetiske småforbedringer.

Med integrationsordfører som Henrik Dam Kristensen (S) og Astrid Krag (SF) er det svært at være særlig optimistisk.

Jeg synes nu faktisk, at både Henrik og Astrid har gjort det meget godt på det seneste, og jeg har i hvert fald langt mere tillid til dem, end jeg har til Karsten Lauritzen eller Naser Khader.

Jeg synes, det har hjulpet meget, at regeringen med fremlæggelsen af sit pointsystem har presset S og SF til at opgive deres kopipolitik, og at de har opdaget, at det ikke kostede dem noget som helst i vælgertilslutning.

Men selvfølgelig vil en ny regering stadig være under et stort pres fra alle de borgerlige demagoger, der vil bruge enhver anledning til at snakke om "åbne ladeporte", "slaphed" og "tilbagevenden til 90`ernes udlændingepolitik".

Så S og SF vil fortsat være nødt til at finde en balance mellem humanistiske holdninger og et forsvar over for denne demagogi.

PS. Og som en tilføjelse er det også noget, som EL og DRV i et eller andet omfang bliver nødt til at forholde sig til, da de to partier også har et medansvar for, at det "sorte" VKO-flertal ikke kommer tilbage, når vi først (forhåbentlig) er sluppet af med det ved næste valg.

Også EL og DRV er således nødt til at finde en eller anden balance mellem den totale "øllebrødshumanisme", hvor alt anses for at være lige godt, og så den kulsorte nationalpopulisme, der i disse år raser over Europa, selvom den heldigvis synes at være lidt på retur i Danmark.

Så ruller de dem altså heller ikke længere tilbage: "Det er vigtigt, at man kan dansk, hvis man ønsker at komme til Danmark.." er da et ublu krav at stille!

Karen von Sydow

Lena Smith,
forklar venligst hvorfor det er et ublu krav at stille? Det er da en hel grundlæggende præmis for at kunne deltage i den demokratiske proces og modvirke parallelsamfund.
Hvis sproget ikke er samfundslimen, ja så ved jeg ikke hvad er.

Slettet Bruger

Jeg forstår egentligt ikke problemet. Der er masser af hjælp at hente, og folk kan jo bare oplyse i deres datingprofiler, at de søger sprogkyndig kæreste fra internationalt top 3 universitet med Ph.d. i jura. Og så selvfølgelig for ikke at spilde deres tid, bede emnerne i indbakken udfylde de nødvendige skemaer og pointtests på dumidanmark.dk, forlange bankgarantier for nuværende kendte gebyrer, forsikringer og garantistillelser samt 10 procent ekstra for næstkommende finanslov. Skulle der være mænd, som tvivler på deres chancer kan de anvende et billede af Danmarks liberale frihedsminister. Kvinder kan benytte et af den tidligere charmetrold på posten.

@Karen von Sydow

Ja men hvorfor skal man kunne dansk, allerede INDEN man flytter hertil? Hvorfor er det ikke godt nok, at man - som hidtil - lærer dansk, EFTER man er flyttet hertil?

Og hvorfor skal dette krav i øvrigt kun stilles, hvis man er gift med en dansk statsborger eller en udlænding med permanent opholdstilladelse?

Et sådant krav stilles jo ikke, hvis det er en franskmand eller en indvandrer fra f.eks. Indien, som gerne vil have sin familie med til Danmark, for så får familien opholdstilladelse efter nogle helt andre regler i Udlændingeloven, hvor der ikke stilles sådanne krav.

Indvandringsprøven blev først indført 15. november 2010, og det står mig noget uklart, hvilket problem den egentlig skulle løse?

Var der da mange ægtefællesammenførte, som pjækkede fra den obligatoriske danskundervisning, og er det noget, som du har nogen form for tal for?

Jeg har nemlig ikke set dem, selvom jeg i sin tid fulgte Folketingets behandling af indvandringsprøven ret nøje.

Jeg mener, at Astrid Krag rammer hovedet på sømmet, når hun siger:

»Det viser, at regeringen slet ikke er interesseret i substansen, men at man kan bruge opstramninger som valuta i forhandlingerne, hvis Dansk Folkeparti skal give sig på nogle andre områder,«

Og jeg mener også, at dette fuldt ud gælder for selve indførelsen af indvandringsprøven, som S og SF desværre stemte for, da de to partier på det tidspunkt stadig fulgte den nu forladte strategi om at føre kopipolitik på hele udlændingeområdet i et forsøg på at annullere det som et våben i fremtidige valgkampe.

Jeg synes faktisk, at det er en god idé at ikke giver opholdstilladelse i Danmark, indtil man kan det danske sprog:

Man er jo meget mer motiveret at lære dansk før man er kommet over til Danmark og har fundet ud af at, man altid vil blive betragtet som andenklasses udlænder alligevel.

@Karen

Som en tilføjelse kan jeg fortælle, at indvandringsprøven for mig i sig selv er grund nok til, at det er helt udelukket at bruge de danske regler, hvis min udenlandske forlovede på et tidspunkt skal flytte til Europa. Der er nemlig i så fald 3 børn, som skal med. Og derfor er det et absolut krav fra min side, at vi kan vide på forhånd, om hun kan få opholdstilladelse eller ej, hvis vi tager den beslutning at flytte hele familien hertil.

Vi kan simpelthen ikke byde børnene (eller os selv) den situation, at deres mor måske må rejse hjem igen og komme tilbage på et senere tidspunkt, bare fordi hun ikke når at bestå en eller anden ligegyldig prøve inden for den fastsatte tidsfrist.

I praksis ville børnene være nødt til at rejse med deres mor, da jeg ikke kan klare at passe dem alene, samtidig med at jeg også skal passe mit arbejde. Og naturligvis kan man ikke byde børn, hvoraf 2 endda er i skolealderen, at blive flyttet frem og tilbage på den måde.

Så derfor vil jeg i givet fald bosætte mig i Sverige, så min forlovede kan få ophold efter EU-reglerne, hvor den slags krav ikke må stilles. Måske er jeg stædig, men det er simpelthen en principsag for mig, at jeg ikke vil finde mig i, at jeg selv og min familie bliver budt den slags vilkår.

@Karen von Sydow:

Jeg mener skam det er rimeligt at forvente, at folk der flytter hertil lærer sig dansk så hurtigt de nu kan. Det ublu ligger i formuleringen "...at man KAN dansk...", altså en forventning om at man allerede inden man sætter sine ben her i landet har lært at udtrykke sig forståeligt på dansk og læse danske tekster. Er i øvrigt enig med Lars Hansen - det lugter af at DF har krævet stramninger for stramningernes skyld, ikke på grundlag af et egentligt problem.

En korrektion/uddybning til ovenstående:

Hvis tilflytteren taler godt engelsk kan jeg egentlig heller ikke se det skrækkelige i at dansk ikke er højt prioriteret.

Karen von Sydow

OK,
måske har jeg udtrykt mig for bombastisk. Jeg anser mig selv for to-sproget globalist (dansk og engelsk) og der er gemt mange fordele i at være bilingval - derfor skal vi have genindført modersmålsundervisning i alle landets kommuner.

Men jeg bliver nødt til at at anholde den betragtning, at den demokratiske proces - Jonas Nielsen - kan koges ned til politiske brochurer, pamfletter og valg. Vi skal op på et lidt højere abstraktions- og erkendelsesniveau.

Det globale sker lokalt (glokalisering) og det er hér vi skal navigere frem og tilbage i en stadig mere international og kompleks verden. Selvfølgelig burde engelsk indføres som officielt 2. sprog i Danmark,

men dansk må og skal være det, der binder alle os, der bor i Danmark, sammen. Til helvede med DF, de skal ikke have patent på danskhed, for der er mange gode og sunde kvaliteter i det danske, som ikke kan 'suges ind' med hverken engelsk, fransk, arabisk osv., osv.

Men jeg tager da lige så meget afstand til forslaget som I gør, men bakker op om, at man må forventes at kunne bare en anelse dansk, ligesom vi, der tager på den obligatoriske forårstur til Rom eller Barcelona, lige øver de italienske og spanske verber.

Oppositionens forslag kommer til at koste stemmer ved valget.

Men på den anden side hører VKR's sprogkrav med den her nævnte udformning bestemt ikke til i den høje ende af karakterskalaen.

Thorsten Lind

..jo@Søren Lom i et hug!

Overordnet set er der små variationer i,
hvor meget MINDCONTROL politikerne vil ufdsætte borgerne for.

Men selve ideen, MINDCONTROL, har opbakning i 3/4 af befolkningen. Den brede middelklasse kræver kontrol med hvert et komma i en `rigtig danskers´hverdag. Derfor vil vi se meget mere MINDCONTROL fremadrettet, med rigid lovgivning omkring alle livets aspekter.

...den sidste fjerdedel af befolkningen kan så rette ind, flygte ud af landet eller gå i fængsel__1984,Do!

@Ole Munk

Det tror jeg ikke. Da planerne om at gøre det endnu vanskeligere for danskere at få lov til at bo i deres eget land med deres familie blev diskuteret før jul, førte det til stor fremgang i meningsmålingerne for EL og DRV, hvorimod forskydningerne mellem de to blokke var minimal.

Det viser, at et flertal af danskerne mener, at VKO nu går for vidt i deres strammeiver. Og de mange groteske historier om virkningerne af de regler for permanent ophold, som VKO indførte sidste år, trækker givetvis i samme retning.

Astrid Krag har ved flere lejligheder udtalt, at hun intet har imod, at en valgkamp (også) kommer til at handle om udlændinge og integration. Og det tror jeg bestemt heller ikke, at S og SF har nogen grund til at frygte.

Det overordnede politiske billede af og problemet for oppositionspartierne er primært, at man banker det ene forbud og adfærdregulerende forslag efter det andet ombord som ballast.

På det indvandrerpolitiske område er der stort set kun tale om en 'laden stå til' politik.

Den nuværende regering har vundet på at bruge dette element som en politisk rambuk og et røgslør for en forfærdelig nedbrydning af den hårdt tilkæmpede socialstat med en økonomisk politik, der tilnærmer danske sociale normer til tyske og franske normer, dvs. en EU egalisering. Her har oppositionen langt hen ad vejen fulgt trop (10 mia. fra Landsbyggefonden og den ændrede anvendelse af satspuljemidlerne er blot nogle af mere åbenlyse eksempler)

Valget skal vindes på den økonomiske politik og her er oppositionen langt fra klar i mælet.

Indvandrerpolitikken er ikke uvæsentlig; men her bruges den uden indhold til ren profilering.

I venstrefløjens betydelige perioder var partierne karakteriseret ved en overrumplende fantasi og kreativitet, der gang på gang satte en hvidglødende højrefløj til vægs.

Hvis man ikke kan komme op med noget bedre end forbud, adfærdregulering og som her - modstand mod et inferiørt VKR-forslag, der efter al sandsynlighed alligevel vil drukne i sit eget bureaukrati, så taber man valget.

Man vinder ikke et valg ved blot at være modstander af noget.

@Ole Munk

Det er vi så helt enige om. Flere visioner og mere politisk lederskab fra oppositionen og især fra S og SF er meget tiltrængt.

Det står således også noget uklart for mig, hvad S og SF egentlig vil bruge magten til, hvis det lykkes dem at erobre den, udover at gennemføre nogle mindre korrektioner af Fogh-æraens politik.

For 3 år siden købte jeg 32 timers internet danskkursus til min mand, da vi troede at vi skulle bosætte os i Danmark, det kostede 12.000 kr. og det var billigt (en vennetjeneste) på det tidspunkt. Omregnet til 600 timer, er det 225.000 kr. ...+ økonomisk sikkerhedsstillelse på 100.000 kr. + 6000 kr. for at søge om ægtefællesammenføring + 3000 kr. for indvandringsprøve + flytteudgifter 40.000 kr. + indskud i en lejlighed 50.000 kr. = 424.000 kr. før man overhovedet ved, om man får opholdstilladelse, + at min mand må forlade sit gode job, for at kunne være 3 måneder i Danmark, for at gå til indvandringsprøve + at vi må sælge alt, hvad vi ejer her. ALT SAMMEN, FØR VI OVERHOVEDET VED OM HAN FÅR DEN ÆGTEFÆLLESAMMENFØRING. Tror de vi er idioter !?
Men på et tidspunkt, vil jeg jo gerne introducere min mand for min kultur også, være bedstemor for de børnebørn, jeg vel får på et tidspunkt og være tæt på mine nu unge voksne børn. Mine forældre bliver jo heller ikke yngre, og min brors børn, ville jeg også gerne følge. Menneskerettigheder og rettten til familieliv - min bare!
Jeg håber virkelig at I får stemt de xenofober hjem under den sten, hvor de hører hjemme. Og at oppositionen så holder hvad den lover. Jeg har nemlig mistet min stemmeret ved at være tvunget til at bo her længere, end de to år vi troede vi skulle være her. Jeg kunne godt tænke mig at se, en opgørelse over, hvor mange kærlighedsflygtninge denne regering har skabt med sine idelige stramninger på indvandringpolitiken.

Vi plaprer løs som om der er nogen at argumentere med. Venner for helvede - I er oppe imod Karsten Lauritzen, og en anonym spindoktor, der tuner drengens stemmebånd.
Vi har mistet retsstaten til den drengerøv, og hans ondsindede kumpaner.

Er det ikke interessant at flere og flere elever, både i folkeskolen, på universitetet, og på gymnasiet undervises på engelsk, mens politikerne vil forhindre bl.a. familiesammenførte udlændinge i at komme hertil.

Den dansker, som forelsker sig i en inder eller kineser eller tyrker eller pakistaner eller marokkaner eller australier kan ikke få familie-sammenføring med sin mand eller kone; det kan den tyrker, den pakistaner, som nu er dansk statborger så heller ikke. Og mon ikke det er det, der virkeligheden er meningen her...

Mht. forårsturen til Italien, Spanien eller Frankrig er der jo netop tale om ParlørDansk, dvs. det dansk man bruger, når man f.eks. skal spørge om vej, købe ind, gå til lægen, og andre praktiske ting man bør kende til, når man skal begå sig i dagligdagen i et nyt land, hvadenten det er som turist eller som fastboende.

Hvad rager det egentligt nogen, om man kan tale dansk eller ej - er det ikke en privat sag?

Min datter er dansk (og amerikansk) statsborger), og på trods af at hun efter eget ønske har været et år på sproghøjskole i Danmark og har studeret på Københavns Universitet under et Yale program, er det overmåde vanskeligt for hende at tale et forståreligt dansk, men hvad så(?), for det et ikke nødvendigt for at begå sig her i landet.

Hun føler sig mere dansk end jeg, og jeg er sikker på, at hun uden besvær kunne få et endog højt betalt job her i landet eller i et ethvert andet land, hvor hun måtte ønske at bo.

Det er ikke længere det lokale sprog, der afgør om man kan klare sig eller ej, men snarere ens kvalifikationer.

Det er efter min mening en forfærdentlig indstilling vi. takket være Dansk Folkeparti, har fået, at dansk er noget helt specielt og meget atraktivt.

Virkeligheden er den, at Danmark er en ubetydelig afkrog i verden, og jo før vi indser, at vi behøver omverdenen MEGET mere end den behøver os, jo bedre.

Vi er blevet en samlig navlebeskuere.

@Mogens

Jeg mener nu, at det stadig har en stor værdi at lære sproget i det land, hvor man bor. Og det er altså ikke så uproblematisk endda at klare sig på engelsk i Danmark. Det kan min forlovede f.eks. skrive under på efter at have været på besøg sidste sommer.

F.eks. skulle hun tage bussen hen et sted, som hun ikke kendte, og bad derfor buschaufføren om at give besked, når hun skulle af. Men han fattede ikke et pløk engelsk, hvorfor hun kom til at køre for langt og måtte gå flere kilometer tilbage.

Jeg er egentlig enig med Karen von Sydow men kan bare ikke acceptere, at der stilles krav om danskkundskaber som betingelse for overhovedet at få en opholdstilladelse i Danmark.

Hvorfor har jeg allerede gjort rede for, så det er der ingen grund til at gentage.

Pernille Fløgstad

Jeg synes at det er meget tydeligt at de skærpede sprogkrav er et udtryk for afmagt fra VKO´s side i forhold til det faktum at DK rent faktisk har underskrevet et hav af traktater i både EU og FN regi, som altså forpligter. Sproget er den sidste bastion. Sprogkrav kan ingen blande sig i (indtil videre), og så er det jo heldigt at det danske sprog er såpas vanskeligt tilgængeligt, og at majoriteten af verdens borgere intet forkundskab har til vores lille sprog. Det dansk sprog er er blevet vores "gatekeeper".
Når det så er sagt, føler jeg også trang til at korrigere de velmenene oppositions politikere (og måske også journalisten af denne artikel), som tydeligvis ikke har styr på deres baggrundsviden om sprogniveauer; A2 er IKKE "nærmest akademisk niveau", som Henrik Dam Kristensen anfører, ej heller svarer det til engelsk niveauet til folkeskolens afgangsprøve, som mig bekendt er niveau G/F (efter en anden skala). Her kan man se hvilket niveau A2 dækker

http://www.coe.int/T/DG4/Portfolio/?L=E&M=/main_pages/levels.html

Hvor mange lektioner det vil tage at nå dette niveau, kommer i høj grad an på hvilken skolebaggrund vedkommende har....taler vi om 0 til 4 års ustabil skolegang i et krigs og fattigdomshærget område, eller taler vi om en længere akademisk karriere med flere fremmedsprog involveret? Det bliver helt klart lettest for den sidste gruppe at skaffe sig adgang (det vil ikke tage dem 600 lektioner, nok snarere 80-120), og det er da helt sikkert også intentionen med den tiltagende brug af sprogtest. DF er blevet ekstremt dygtige til at bruge det danske sprog som en effektiv barrikade mod uønskede effekter af globaliseringen, og det om man kan lide det eller ej!

Karen von Sydow

Mogens Holst,
har allerede fået 5 anbefalinger for sit indlæg; et indlæg, der vel bedst kan betegnes for danofobisk og fuldstændig blottet for globaliseringens ulighedsskabende konsekvenser. Nuvel, det er meget let at skøjte over dansk, nå man læser under et Yale-program og tilhører den gruppe af mennesker, Bauman ville betegne for 'turister' - turister, der kan surfe rundt og forbruge verden og nyde, at den stadig bliver mere åben. - hvad så med 'vagabonderne', der af koblet af det globale ræs og dømt til fastlåsthed?

Det virker som om, at bare man smider et stk. anti-DF- udsagn, kombineret med navlebeskuelse og nationalisme, ja så får man anbefalinger. Det er for let. Kræves der virkelig ikke mere?

Mogens' indlæg indeholder mindst lige så meget gift for et samfund, som DF's retorik gør. Det lokale og globle er ikke hinandens modsætninger - tværtimod er de interdependente. Hele opfattelsen af, at globaliseringen er noget, der kommer udefra (oppefra?) og jo før vi indser dette og vifter med det hvide flag jo bedre; er global panisk angst.

Læs lige denne sætning igen: >>Det er efter min mening en forfærdentlig indstilling vi. takket være Dansk Folkeparti, har fået, at dansk er noget helt specielt og meget atraktivt<<.

Slet Dansk Folkeparti og se så, om I stadig vil anbefale dette indlæg.

@Karen von Sydow. Hvis man tager lidt uden for Europa og rejser, vil man ret hurtigt opdage, at dansk måske nok er noget helt specielt - men ikke altid på den fede måde, set med andres briller. Og selvfølgelig er der attraktive ting ved Danmark og dansk - ligesom ved alle andre kulturer. Vi er ikke så fantastiske og unikke, som vi selv går rundt og tror og f.eks. vores demokrati havde slet ikke udviklet sig til det det er, uden f.eks. indflydelse fra den engelske og tyske arbejderbevægelse. Vi bliver nødt til at indse, at vi ikke kan forlange af folk, der bliver ægtefællesammenført med danskere, at de har muligheden for at lære dansk på et niveau, der svarer til engelsk på folkeskolens 9. klasses niveau, endnu før de kan være sikre på at få den forbandede ægtefællesammenføring. Hvad pokker skal de bruge det til, hvis de alligevel dumper i indvandringsprøven. - Prøv at gå ind på Ny i Danmarks hjemmeside og se kravene til indvandringsprøven. Forestil dig at skulle gøre det samme på arabisk, eller urdu... Dank tales kun i Danmark. Jeg synes, det måske ville være et rimeligt krav at stille krav til sprogkundskaber ved fornyelsen af ægtefællesammenføringen efter to år, hvor man har fået en chance for at koble sprog og kultur og har haft en mulighed for at falde til. Det kræver mange mentale ressourcer skulle jeg hilse at sige, her 4000 km fra Danmark. Men stadig ikke krav, der svarer til 9. klasses niveau i engelsk. De unge hjerner har trods alt 4-7 år at lære engelsk i og ikke ret meget andet at tage sig til imens. Det har man som ægtefællesammenført.

Karen von Sydow

Ellen Chakir,
du bekræfter i dit indlæg præcis det, jeg skriver. Dansk og Danmark var, og er, ingenting uden andre sprog og lande - derfor glokalisering. Vil vil som mennesker og nationer altid være i et relationelt forhold til noget andet og nogen andre. Det er derfor vi eksisterer og kan finde et element af meningsfuldhed.

Danskere er hverken mere eller mindre unikke og fantastiske end tyskere, nordmænd, kinesere, iranere, amerikanere etc. Men nu er nationalstaten jo måske nok også, historisk set, den mest komplekse menneskeskabte konstruktion. Derfor kan jeg ofte være fristet til at sige: til helvedet med nationalstaten!

Jeg er enig med Karen von Sydow i, at det er lige så ekstremt at sige, at det slet ikke har nogen betydning, om man i et land har et fælles sprog, som at gå ind for VKO´s indvandringsprøve.

For mig at se kunne en rimelig løsning være, at man stillede kravet om sprogkundskaber, når/hvis en udlænding efter f.eks. 5 år i Danmark ønsker at få gjort sin opholdstilladelse permanent. Og det skulle så vel at mærke også gælde for unionsborgere, hvad det ikke gør i dag, og hvad der vil kræve en ændring af EU´s op-holdsdirektiv.

Sandheden er jo, at landegrænserne langt fra er forsvundet endnu, og det er, som Karen von Sydow skriver, langt fra alle borgere, der lever i den globale landsby. Det er faktisk kun et lille mindretal, og resten skal der da også tages hensyn til.

Om ikke andet så burde de sidste 10 års parlamentariske ørkenvandring da have lært globalister, at man er nødt til at lytte bare en lille smule til de vælgere, som med rette eller urette er bekymrede over globaliseringens konsekvenser, og fremkomme med nogle troværdige løsninger på deres bekymringer. Men nogen VIL åbenbart ikke tage ved lære.

Fordelen ved først at stille sprogkravet ved ansøgning om permanent opholdstilladelse ville være, at man så undlod at ulejlige dem, der på forhånd kun planlægger at være her i en kortere periode. For selvfølgelig skal der også være plads til, at en dansk virksomhed f.eks. kan bruge en medarbejder fra et udenlandsk datterselskab i Danmark i nogle år, uden at hverken hun selv eller hendes familie skal belemres med at lære dansk.

Og selvfølgelig skal en udlandsdansker kunne vende hjem til Danmark med sin familie uden risiko for, at ægtefællen må forlade Danmark igen, fordi han/hun er dumpet til en ligegyldig indvandringsprøve. Så den prøve mener jeg stadig må væk, da den alligevel aldrig har tjent noget som helst andet formål end at give en indrømmelse til Dansk Folkeparti som betaling for, at de lagde stemmer til finansloven i 2006.

Samtidig burde man så efter min opfattelse styrke engelskundervisningen i både folkeskole, gymnasium og måske endda også på de videregående uddannelser. Det er således en udbredt opfattelse i Danmark, at vi nærmest er verdensmestre i engelsk, men virkeligheden er desværre en anden.

@Lars og Karen. Ganske enig. Lidt mere fransk, spansk og tysk ville også være rart for de af os, som ikke bliver i Danmark og ikke bor i den engelsksprogede del af verden. Engelsk er helt klart hovedsproget, men de andre er ikke helt udkonkurrerede endnu. Arabisk havde personligt heller ikke gjort mig noget... For pokker, hvor er de krusseduller svære at lære, når man nærmer sig de 50!

@Jonas Nielsen

Ikke at jeg er decideret uenig, men du ved vel også godt, at det rutinemæssige modargument er: "jamen muslimerne og deres arrangerede ægteskaber!!!"

(med mindst en 3-4 udråbstegn).

Og denne følelse af at blive "misbrugt" eller "overrendt" går nok ikke væk, bare fordi man fordømmer den lovgivning, som den har resulteret i.

Min pointe er bare, at man måske skulle forsøge sig med lidt mere samtale, lidt flere argumenter og lidt mindre fordømmelse, hvis man faktisk gerne vil overtale nogle af dem, der ønsker en "stram" lovgivning på dette såvel som andre områder.

@Jonas Nielsen

Dette er jo en gammel debat, men jeg læser først nu dit sidste indlæg og vil bare sige, at jeg er fuldstændig enig med dig.

Jeg ser også dette valg som en sidste chance for, at Danmark kan bringes på ret køl. Får vi ikke en ny regering, så tvivler jeg meget om, at jeg bor i Danmark om 2 år, eller på at jeg nogensinde vender tilbage.