Nyhed
Læsetid: 7 min.

'I fængslet bliver man lidt en anden'

14-årige Mathias blev efter grundlovsforhør sendt på sikret institution på ubestemt tid. Som den yngste af institutionens indsatte forsøgte han at gøre sig hård. Vi fortæller sidste del af historien om, hvordan et barn møder et voksent retssysten
Kronen er en døgninstitution med både særligt sikrede og åbne afdelinger for kriminelle unge mellem 12 og 17 år. Her sad Mathias i varetægt i fire uger.

Kronen er en døgninstitution med både særligt sikrede og åbne afdelinger for kriminelle unge mellem 12 og 17 år. Her sad Mathias i varetægt i fire uger.

Sofie Amalie Klougart

Indland
26. april 2011

De første tre døgn man tilbringer på den sikrede afdeling Kronen, er man låst inde på sit værelse, forklarede medarbejderen. Så kan man lige falde ned og vænne sig til stedet, sagde han.

Mathias kunne ikke lide tanken om at være alene inde i det lille rum så længe, men reglerne stod ikke til diskussion, og døren blev låst bag Mathias. Det hele var gået meget stærkt, siden han for lidt over et døgn siden havde været med til at røve en bank i Viby J. Det var tidligt på aftenen, og politiet havde netop eskorteret 14-årige Mathias fra detentionen i Aarhus og til Kronen, kun få timer efter grundlovsforhøret. Ad Djurslands snoede landeveje var de kørt op til den store røde murstensbygning, der ligger langt fra naboer. Den tidligere sindssygeanstalt er omkranset af en massiv mur med stålport, som er kameraovervåget og lukket med alarmer og kodesystemer. Politibilen kørte ind i gården, og Mathias blev under det hvide lys fra projektorlamperne overdraget af betjentene til de voksne på Kronen.

Allerede efter det første døgn begyndte tre dage at føles som uoverskuelig lang tid. Han var ved at blive vanvittig af at være alene. Mathias' ADHD har altid gjort det svært for ham at overskue tidshorisonter, han forsvandt faktisk helt ind i tiden. Og der var alt for meget tid til at tænke på fremtiden. Han tænkte på sin familie, og om han mon ville nå hjem til sin fødselsdag. Til grundlovsforhøret havde dommeren sagt fire uger, men Mathias' advokat havde varslet, at det måske kunne risikere at blive det dobbelte eller endnu længere, for ingen vidste, hvor lang tid det ville tage politiet at efterforske sagen. Så han skulle ikke have for høje forventninger endnu, havde advokaten sagt. Men det var svært, synes Mathias, at tænke på særlig meget andet, end hvornår han igen skulle hjem. Han sad bare der på sengen, med dynen og puden i skuffen, som reglerne foreskrev, og prøvede ikke at tænke.

Mindst

»Ingen af beboerne må fortælle, hvad de hedder til efternavn eller på nogen måde tale om, hvorfor de er her på Kronen,« forklarede medarbejderen, mens Mathias blev ført ned ad gangen til fællesrummet, hvor de andre unge sad klar til at møde deres nyeste beboer. Efter det tredje døgn var Mathias ifølge reglerne nu klar til at møde de andre unge på Kronen. Det krævede ikke mere end et enkelt kig rundt i rummet, før det gik op for Mathias, at han ikke bare var den yngste i gruppen, men også den fysisk mindste. De andre var henholdsvis 15, 16, 17 og 18 år gamle, og med sine tynde overarme og spinkle kropsbygning skilte Mathias sig ud fra gruppen. Han lignede ikke de andre, og Mathias følte sig straks alt for lille, og det var ikke en følelse, han var glad ved. Medarbejderen havde talt om træningsrummet i kælderen, hvor man kunne løfte vægte og løbetræne. Det var det, han skulle gøre, tænkte Mathias.

Reglerne og rutinerne på Kronen var mange, og de skulle overholdes. Havde man eksempelvis 'tjansen' og skulle gøre hele afdelingen ren og tilberede alle måltider, skulle man overholde tidsplanen. Overskred man tidsfristen for sin madlavning med bare fem minutter, fik man 'tjansen' igen dagen efter.

Og hvis man svarede igen, kunne man risikere at blive låst inde på sit rum på ubestemt tid. Som regel ikke mere end nogle timer eller en dag ad gangen, men man kunne aldrig vide det med sikkerhed. Men han havde svært ved at overholde alle reglerne og tidsrammerne, ordrerne blev mudrede i hans hoved.

Han forstod ikke de beskeder han fik, for sådan føles det at have ADHD, og han fik ingen hjælp eller behandling for sin lidelse, mens han var på Kronen. Mathias gjorde sig umage for at nå det hele til rette tid og prøve at lade med at stille for mange spørgsmål, for han havde fået mere end nok af at være alene i sit rum. Men det var svært at nå det hele til tiden, og nogle gange skred tidsplanen. Og så startede det hele forfra dagen efter.

Besøget

Mathias tænkte ofte på sin familie. Når han forsøgte at gøre sig ven med de andre unge, var de som regel venlige mod ham, og han så op til de store. Men man kan aldrig blive rigtige venner, når der er så meget, man ikke må tale om. Nogle gange følte Mathias, at han blev en anden person, for man skulle jo være sej og hård på Kronen.

Mathias' mor, Misja, så forandringen med det samme, da hun første gang fik lov at besøge Mathias. Aldrig havde Misja været væk fra sin søn så mange dage i træk. Der var gået over en uge, før familien vidste, hvornår den måtte komme på besøg. Dommeren havde nedlagt brev- og besøgskontrol, hvilket betød ingen telefonopkald, ingen breve, pakker eller e-mail, og besøgene var begrænset til én time om ugen, hvor en betjent skulle overvåge hele samtalen.

Sagen måtte man ikke diskutere, så Mathias' forældre og storebror Frederik havde forberedt sig på, hvad de skulle snakke om, for at samtalen skulle glide lettere. Hvordan det gik med hunden, om der var sket noget spændende i skolen, og ellers overbringe hilsner fra bedsteforældre og venner. Så meget der kunne nås på en time. Forældrene blev lukket ind fra én side af bygningen, ind i det tre gange to meter lille besøgsrum, og Mathias blev lukket ind igennem en anden dør. Alle gjorde sig umage for at være naturlige og glade, men alle i familien bemærkede, at han var en helt anden dreng at se på. Med armene 15 centimeter ud fra kroppen gik han og gjorde sig stor.

Måltidet

Under et af måltiderne skete der noget. De sad på deres faste pladser, Mathias sad over for Kenneth, der er en af de voksne. Han havde aldrig rigtigt kunne lide Kenneth, for han havde en meget stejl attituden, hans håndtryk var alt for hårdt og han var ikke sød ved drengene, synes Mathias.

»Vi har sagt det så mange gange før,« sagde Kenneth. Han kiggede på Mathias albuer. Han havde altid haft svært ved at sidde med armene helt ind langs kroppen, når han spiste. Det var en vane for ham, måske også fordi det ikke betød noget særligt for Mathias' forældre.

Kenneth smilede, for han havde fået en idé. Han hentede to kuglepenne og placerede én under hver af Mathias arme. »Hvis du taber dem, så er det ned og lave 10 armbøjninger,« sagde han til Mathias. Der var ingen af de andre drenge, der grinede.

Mathias fjernede kuglepennene. »Hvad tror du, du laver?« lød det fra Kenneth. Men han ville hellere lade være med at spise op end at sidde dér foran de andre. Og bare tanken om at skulle ned og lave armbøjninger foran de store drenge, var ikke til at holde ud.

»Jeg er færdig med at spise,« sagde Mathias.

Hjemmet

Snart skulle Mathias igen for en dommer. Det ville blive afklaret, om han måtte komme hjem, eller om opholdet på Kronen ville blive forlænget med fire uger mere.

Selv om dommeren sendte Mathias hjem til sin betingede dom, ville Kronen ikke slippe sit tag i ham. Da han kom hjem efter fire uger, var han stille. De første par uger måtte familien ikke nævne Kronen med et ord, så blev Mathias vred. De talte ikke om opholdet eller Kronen de første mange uger, for han kunne ikke holde det ud. Det eneste, familien ville, var at se ham glad igen, men han var ikke rigtig glad. Både humøret, hans fysik og hans sprog havde ændret sig. Han talte om grundlovsforhør, fristforlængelser, afsoning og omtalte sig selv som kriminel.

»Nu er jeg kriminel, mor,« sagde han i en samtale om fremtiden. Efter en uges tid kom alle Mathias' ejendele fra Kronen med post.

Når man bor på Kronen, bestemmer de, hvilket tøj man skal gå i, man får badesandaler til indendørs brug, for de er sværere at flygte i, og Mathias' forældre havde sendt ham sportstøj og nye løbesko. Men da tøjet kom med posten til hjemmet i Aarhus, smed han det hele ud.

Der var ikke længere noget, der skulle minde Mathias om de fire uger i fængsel.

 

Mathias afsoner nu sin ni måneders betingede dom. Forældrene og kommunen leder efter en skole, hvor Mathias kan gå, men indtil nu har der ikke været nogen skoler, der har været interesserede. Efter en måned med hjemmeundervisning, savner Mathias at gå i skole. Hans straffeattest er først ren igen om fem år.

Serie

Barn i et voksent retssystem

For snart et år siden sænkede regeringen den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år. Men hvad sker der, når et barn bliver fængslet og skal møde et råt retssystem - indrettet til voksne?

Seneste artikler

  • SF vil inddrage forældre til ADHD-børn

    28. april 2011
    Familier med børn med ADHD skal bl.a. tilbydes forældretræningskurser for at modvirke, at en stor procentdel af unge med ADHD bliver kriminelle. Sådan lyder det fra SF, der i dag præsenterer sit ADHD-udspil
  • Eksperter: Hård konsekvens virker ikke på de helt unge

    26. april 2011
    Metoder som isolation og hård konsekvens virker ikke rehabiliterende på børn i fængsel, lyder kritikken. Tværtimod kan det virke stik imod hensigten for de helt unge og være med til at fastholde kriminelle tilbøjeligheder
  • VKO syltede de bløde tiltag, da de sænkede den kriminelle lavalder

    23. april 2011
    Et år efter sænkelsen af den kriminelle lavalder er de 'bløde' og rehabiliterende dele af loven stadig ikke iværksat. 'Regeringen har prioriteret politiske signaler højere end fakta,' lyder kritikken
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er vist en faktuel fejl i artiklens kursiverede afsnit.
Man afsoner ikke betingede domme - de er netop betingede af at der i prøvetiden ikke begås ny kriminalitet.
Måske forfatterne kunne redegøre for hvad de egentlig mener?

jens peter hansen

Jamen der må da være en privatskole, der tager sig af drengen. Eller hvad ??

Rørende artikel. Og et glimrende eksempel på at stemplings-teorier har fuldstændig ret.

Inger Sundsvald

Jeg bryder mig ikke om formen på artikelserien. Det lyder jo nærmest som om journalisterne har siddet inde i hovedet på drengen og familien. Og jeg kan se at mange har opfattet artiklerne som ”pladderhumanisme”.

Det er skammeligt at behandle et sygt barn på den måde i systemet, og for den sags skyld ethvert barn og ethvert menneske.

Jeg er enig med Inger, omkring artiklens opsætning.
På den ene side må vi konstatere, at drengen sin unge alder til trods har været medvirkende til grov kriminalitet, nemlig røveri.
Det bliver jo nedtonet lidt i fremlæggelsen.

På den anden siden er systemet set med drengens øjne i artiklen, en "øjenåbner" - og der er alene tale om en lukket institution for unge og ikke et fængsel.

Det er klart at det er chokerende for drengen at ryge igennem retssystemet, uden at kunne modtage støtte fra voksne han kender, og det burde næsten være obligatorisk højtlæsning for forældrene til deres teenagebørn.

Jeg finder det kritisabelt at han ikke har modtaget behandling for sit handicap under anbringelsen, men hvis ingen har sagt noget om det til institutionen, har de jo ingen viden om at drengen har behov for medicin.

Der er nogle løse ender og misforståelser igennem artiklen, bl.a. om afsoning af en betinget dom - betingede domme gives netop til unge og især førstegangskriminelle, men de afsones netop ikke - deraf ordet betinget.
Afsoning udløses først hvis den unge inden for prøvetiden, der sædvanligvis er på 2 år, forser sig igen og forøver ny kriminalitet.
Og perifert nævnes en frifundet kammerat, uden at der gives nogen forklaring på dette.

Jeg er enig i at det er en stor fejl at man har nedsat den kriminelle lavalder.
Hvis drengen nu havde været 15 år, havde det været en lige så stor ubehagelig overraskelse for ham, er jeg sikker på, selv om han måske ville have en større modenhed, men næppe til ikke at lade sig påvirke af en lukket institution.

Det er faktisk en indgribende foranstaltning at blive kørt gennem retssystemet, men på den anden side, kan vi som et samfund jo heller ikke tillade de små banditter at rende rundt og lave røverier.

Det er en ubehagelig oplevelse at stå i den "forkerte" ende af et skydevåben, og som samfund har vi jo ret til at yde beskyttelse mod det.

jens peter hansen

Selvfølgelig er det en øjenåbner. Men man spørger sig selv: Hvad med alle de andre onde drenge på Kronen. Skriver Information også deres historie ?

Inger Sundsvald

Hvor mange eksempler skal der til før det siver ind?

Leif Højgaard

Selvom selve det - at røve en bank - er uacceptabelt, så demonstrerer handlingen dog en vis sans for iværksætteri med forhåndenværende midler. Ikke sådan at forså, at jeg mener det er i orden, hvad jeg absolut mener at den ikkke er, men mere en understregning af hvor lidt vort samfund forstår sig på at udnytte de unges talenter på en samfundsgavnlig måde. Stokkemetoden som poiti og myndigheder demonstrer forhærder blot sindene. Og hvad den syge dreng angår så er det et absolut uacceptabelt handlingsfprløb.
Situationen med 'den voksne' Kennet viser at personale burde gennemgå en personlighedstest før ansættelse - hans kuglepenne øvelse - er helt uacceptabel.
Man bør hjælpe disse ADHD ramte og ikke ødelægge dem. En sag som denne burde have følger for de implicerede.

Til Niels Mosbak:
Du har fuldstændig ret i at det er en fejl når der står at min søn afsoner 9 måneders betinget fængsel. Da min søn var i surrogatvaretægt i 4 uger, er praksis at man i dommen gør denne tid ubetinget, da vi ellers vil kunne søge erstatning for uberettet fængsling. Det har så igen den konsekvens at min søns straffeattest først er ren om 5 år og ikke de 3 år, det ville have været, hvis hele dommen var betinget.
Betyder det noget for min søns fremtid? Ja det begrænser væsentligt hans muligheder uddannelsesmæssigt og jobmæssigt, hvilket hverken er i hans, vi forældres eller samfundets interesse. Det har menneskelige konsekvenser Men også samfundsøkonomiske konsekvenser at vi taber så mange drenge på gulvet i et skolesystem hvor de tidligt lære at de ikke duer til noget og bruger størstedelen af deres tid på gangene, sammen med de andre elever der forstyre undervisningen.

Jeg kan her nævne at min søns ophold på Grenen kostede 6777- x 29 dage: Kr. 197.200,- Som forældre der i årevis har hørt forskellige skolers beklagelse af, at der desværre ikke er økonomi til at give vores søn den støtte han havde brug for, finder jeg det svært ikke at tænke, at disse penge kunne have været brugt lagt bedre i en forebyggende indsats, til alles bedste.

Nej en sikret institution er ikke et fængsel, men næsten og udemærket fængselstræning. Troede blot at opgaven var, at få de unge væk fra kriminalitet fremfor en ungdomsuddannelse som kriminelle...

Vedr. den frifundne kammerat, kan jeg fortælle at politiet frafaldt tiltalen, da han INTET havde haft med røveriet at gøre og aldrig skulle have været sigtet.

Det er vigtigt for mig at understrege at mit formål med at medvirke i artiklerne på intet tidspunkt har været at opnå medlidenhed eller retfærdiggøre min søns handlinger. Selv om min søn ikke begik selve bankrøveriet eller havde kendskab til den involverede attrappistol, er hans handling naturligvis fuldstændig uacceptable. Som forældre og som samfund skal vi naturligvis reagere og handle. Min pointe er blot, at vi som samfund genovervejer om den nuværende lovgivning og praksis har den ønskede effekt, eller vi i stedet for, skulle investere i en langt tidligere og forebyggende indsats.
-Ikke mindst skolemæssigt, så disse drenge ikke bliver marginaliseret og udstødte allerede i de tidlige skoleår. Har vi råd til at lade være?