Læsetid: 4 min.

Forskeruddannelsen er blevet en titelfabrik

Forskeruddannelsen bliver i stigende grad brugt til at undervise, vejlede, skaffe forskningsmidler og tage kurser i stedet for forskning, lyder kritikken fra de ph.d.-studerende. Formanden for universitetsrektorerne mener, at det øgede antal ph.d.'er presser universiteterne på pengekassen
Ph.d.-studerende Kenneth Agerlin Halberg er i færd med et kursus i Space Science. Ikke fordi det har relevans for hans forskning — men fordi kurset er gratis.

Ph.d.-studerende Kenneth Agerlin Halberg er i færd med et kursus i Space Science. Ikke fordi det har relevans for hans forskning — men fordi kurset er gratis.

13. april 2011

Et kursus i Space Science er ikke lige det, der passer bedst ind i Kenneth Agerlin Halbergs ph.d.-projekt i fysiologi på Københavns Universitet, men det var, hvad der kunne blive råd til. Også udlandsopholdet i Tyskland er blevet sparet væk og erstattet af et ophold på Roskilde Universitet.

»Der er ikke råd til de aktiviteter, vi kontraktuelt er forpligtet til. Derfor bliver jeg nødt til at vælge gratis kurser, på trods af at de ikke er fagligt relevante. Det er en frustrerende situation, og det er i den grad spild af både tid og ressourcer,« siger Kenneth Agerlin Halberg, der er formand for ph.d.-foreningen på Biologisk Institut på Københavns Universitet.

Kenneth Agerlin Halberg er en del af de store ph.d.-årgange, der i de seneste år er startet på universitetet. Han mener ligesom flere andre ph.d.-studerende, Information har talt med, at forskningsdelen af ph.d.-uddannelsen lider, fordi udenomsaktiviteter som kurser, undervisning og ansøgninger om forskningsmidler fylder mere og mere.

840 timer ved siden af

De ph.d.-studerende er ifølge reglerne forpligtet til 840 arbejdstimer ved siden af deres forskningsprojekt i løbet af de tre år, uddannelsen tager. Samtidig skal de ph.d.-studerende søge penge til konferencedeltagelse, samt deltage i et halvt års kurser. I øjeblikket har Kenneth Agerlin Halberg 10 måneder tilbage til at skrive sin ph.d.-afhandling, men han mangler stadig 300 timers arbejde ved siden af forskningen, selv om han har haft undervisning det meste af tiden.

»Det kan ikke lade sig gøre,« siger Kenneth Agerlin Halberg.

Også Jakob Moser, der er ph.d.-studerende på naturvidenskab på Aarhus Universitet, mener, at forskningen er trængt af undervisning og vejledning. Jakob Moser har i tre år undervist i tilfældige fag, som intet har med hans forskningsområde at gøre. Det har betydet ekstra forberedelsestid, men også forhindret ham i at planlægge forskningen, som er baseret på forsøg med mus.

»Hvert halve år kommer der en ny undervisningsplan, og jeg har ikke vidst, hvad jeg skulle undervise i, hvornår og hvor meget, og det gør, at jeg har svært ved at planlægge mine forsøg og nå at arbejde så meget på min forskning, som jeg gerne ville,« forklarer Jakob Moser.

Han kan godt se vigtigheden af, at ph.d.-studiet består af andet end forskning.

»Men hvis universiteterne vil have ph.d.-studerende, der er uddannet til at forske, så er de nødt til at lade dem koncentrere sig om det,« siger Jakob Moser.

Eksplosion i ph.d.'er

Fra 1999 til 2009 er antallet af forskerstuderende på universiteterne steget med 70 procent. Især fra 2006 og frem er det gået stærkt. En stor del af milliarderne i globaliseringspuljen er gået til at øge antallet af ph.d.-studerende. Det har betydet, at optaget af forskerstuderende siden 2010 har været oppe på 2.400 om året, og det er planen, at det niveau skal holdes i en årrække. Når universiteterne og politikerne har interesse i at uddanne så mange ph.d'er som muligt, så er det ikke kun for at sikre, at der er gode forskere til rådighed i fremtiden. Antallet af ph.d.-studerende giver nemlig også point på de internationale ranglister. Ligesom en del af universiteternes bevillinger fra staten er afhængige af antallet af ph.d.-studerende. Men eksplosionen i antallet af ph.d.'er sætter sit præg på uddannelsen, mener Sune Jon Hansen, der er ph.d.-studerende på humaniora på Københavns Universitet: »Der er et underligt fravær af opmærksom på vores arbejdsforhold både på universitetet og i fagforeningen, selv om universiteterne har en enorm produktion af ph.d.'er, der i øvrigt er meget større end aftaget. Oplevelsen er, at universitetet er mere interesseret i produktionen af vores titler og ikke så meget i os,« siger Sune Jon Hansen.

Forskningstid presses

På humaniora er der for få år siden lavet retningslinjer for de ph.d.-studerendes undervisningstid, fordi den stigende arbejdsbyrde resulterede i, at der blev mindre og mindre plads til forskningen. Alligevel bliver forskningstiden presset, fordi der er færre penge pr. ph.d.-studerende.

»Forskningstiden er der ikke, fordi vi ikke får dækket det store timeforbrug, der er i forhold til at lave ansøgninger, så vi kan deltage i de konferencer og kurser, det forventes og foreskrives, at vi gør,« siger Sune Jon Hansen.

Når de ph.d.-studerende skal bruge tid på at søge penge, skyldes det, at der på mange universiteter er blevet færre penge pr. ph.d.-studerende. Forpligtelsen til at fordoble antallet af ph.d.'er blev nemlig langt fra dækket af de ekstra penge fra Globaliseringspuljen, forklarer formand for universitetsrektorerne Jens Oddershede:

»Da vi forhandlede om de ekstra midler til at øge antallet af ph.d.'er, var det underforstået, at vi så kunne tiltrække flere eksterne midler til at finansiere nogle af ph.d.'erne, men det har været vanskeligt på mange institutter.«

Især de naturvidenskabelige fag har haft svært ved at skaffe de nødvendige midler udefra og er derfor blevet nødt at spare andre steder for at gennemføre ph.d.-målsætningen, forklarer han.

»Det har sikkert betydet, at der er færre penge pr. ph.d.-studerende, men det har også betydet, at flere institutter har reduceret i antallet af ældre ansatte for at få råd til ph.d.-studerende,« siger Jens Oddershede.

På naturvidenskab på både København og Aarhus Universitet blev der sidste år fyret forskere blandt andet på grund af det øgede antal ph.d.-studerende. På Biologisk Institut, som Kenneth Agerlin Halberg er tilknyttet, er der de seneste to år blevet afskediget forskere. Det betyder, at de ph.d.-studerende i visse tilfælde er de eneste, der kan tage sig af undervisningen.

»Undervisning og kurser er også en vigtig del af uddannelsen, men det er tid, der går direkte fra vores forskning, og det er ironisk nok det, vi i sidste ende bliver bedømt på,« siger Kenneth Agerlin Halberg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nemlig, Peter Jensen, men først og fremmest er Ph.D.'en første led i den politiske styring af forskningen, for hvor man før ved at have kvalificeret sig med bestået kandidatgrad kunne fortsætte med en mag. art. (hvis man havde råd og akademiske ambitioner), blev man med Ph.D.'en stillet over en rationering og ovenikøbet emnemæssig styring af opstigningen til forskerniveau. Sådan er Ph.D.'er jo ikke i andre lande, hvor den ligner vores magister-struktur, men sådan blev det her. Pillen gled ned ved at indføre løn under forløbet.