SF vil inddrage forældre til ADHD-børn

Familier med børn med ADHD skal bl.a. tilbydes forældretræningskurser for at modvirke, at en stor procentdel af unge med ADHD bliver kriminelle. Sådan lyder det fra SF, der i dag præsenterer sit ADHD-udspil
Indland
28. april 2011

Noget af det allersværeste for Misja Blix var følelsen af at være hjælpeløs. Hendes 14-årige dreng Mathias, hvis historie Information igennem de sidste to uger har fortalt, var diagnosticeret med ADHD.

At det gik i den forkerte retning med drengen, det var familien ikke i tvivl om. Mathias blev mere og mere indelukket, blev langsomt mere fascineret af det kriminelle miljø et af de få steder, han følte sig velkommen og det hele kulminerede den 12. januar i år, da han deltog i et bankrøveri. Men inden da havde det været svært for Misja Blix og familien at råbe kommunen op og få information om, hvad de som familie kunne stille op. Det er noget af det, SF ønsker at gøre op med i partiets nye ADHD-udspil.

Ifølge SF's social- og psykiatriordfører, Özlem Sara Cekic, er forældreinddragelse et af de vigtigste elementer i den nye pakke på 190 millioner kroner. Pengene skal blandt andet komme fra de fire mia. kroner, der er afsat ekstra til sundhedsområdet i S og SF's 'En Fair Løsning', og igennem de øgede skatter på usunde madvarer, som SF barsler med.

Forebyggende

Igennem forældretræningskurser, uddannelse af ADHD-nøglepersoner i folkeskolen, tilskud til psykologhjælp og en shared care-ordning, der skal give de praktiserende læger en afgørende rolle i forhold til at systematisere behandlingen for ADHD, ønsker SF at imødegå og forebygge, at unge med ADHD ender i kriminalitet og misbrug, som mange undersøgelser dokumenterer er en stor risikofaktor.

»Jeg tror fast og holdent på, at forebyggelse er vejen frem, og hvis vi kan sikre forældretræningskurser og tilskud til psykologhjælp, tror jeg på, det kan gøre en forskel i forhold til, hvor mange der ender i kriminalitet,« siger Özlem Sara Cekic.

Netop forældretræningskurser mener direktør for ADHD-foreningen ville gøre en stor forskel:

»Vi har i ADHD-foreningen længe talt om, at man er nødt til at styrke familiernes kompetencer omkring, hvordan man bedst hjælper børn med ADHD. For det er helt essentielt, at familien får nogle redskaber til at støtte de her børn,« siger Anne Worning og henviser til 14-årige Mathias.

Efter flere år med skoleskift og kun meget lidt hjælp fra kommunen, endte Mathias på en sikret institution. Men hvis forældrene havde haft bedre redskaber til at kunne håndtere de specifikke problematikker omkring ADHD, som der lægges op til i forslaget, kunne det måske være undgået, mener Anne Worning.

Arveligt

SF lægger også op til, at man skal screene ADHD-børnenes forældre. Det glæder ADHD-foreningen, da man på den måde også kan hjælpe voksne med ADHD.

»Det er vigtigt at kigge på relationerne i familierne, for undersøgelser viser, at arveligheden for ADHD er op mod 80 procent,« siger Anne Worning.

Barn i et voksent retssystem

For snart et år siden sænkede regeringen den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år. Men hvad sker der, når et barn bliver fængslet og skal møde et råt retssystem - indrettet til voksne?

Seneste artikler

  • Eksperter: Hård konsekvens virker ikke på de helt unge

    26. april 2011
    Metoder som isolation og hård konsekvens virker ikke rehabiliterende på børn i fængsel, lyder kritikken. Tværtimod kan det virke stik imod hensigten for de helt unge og være med til at fastholde kriminelle tilbøjeligheder
  • 'I fængslet bliver man lidt en anden'

    26. april 2011
    14-årige Mathias blev efter grundlovsforhør sendt på sikret institution på ubestemt tid. Som den yngste af institutionens indsatte forsøgte han at gøre sig hård. Vi fortæller sidste del af historien om, hvordan et barn møder et voksent retssysten
  • VKO syltede de bløde tiltag, da de sænkede den kriminelle lavalder

    23. april 2011
    Et år efter sænkelsen af den kriminelle lavalder er de 'bløde' og rehabiliterende dele af loven stadig ikke iværksat. 'Regeringen har prioriteret politiske signaler højere end fakta,' lyder kritikken
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her