Læsetid: 4 min.

Skandalesager udstiller universiteters ledelsesproblem

Det står sløjt til med ledelsen på de danske universiteter, mener professor og prodekan på CBS, Flemming Poulfelt. Han bakkes op af lektor og forskningsdebattør Mogens Ove Madsen men løsningen er de to ganske uenige om
På Copenhagen Business School har bestyrelsen netop fyret rektor Johan Roos, hvis fortid på Stockholm School of Economics ikke blev tjekket forud for ansættelsen på CBS.

På Copenhagen Business School har bestyrelsen netop fyret rektor Johan Roos, hvis fortid på Stockholm School of Economics ikke blev tjekket forud for ansættelsen på CBS.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

6. april 2011

Ledelsen på de danske universiteter topper ikke just popularitetsbarometeret i disse tider. På Københavns Universitet undsiger flere af de ansatte rektor Ralf Hemmingsen i sagen om Milena Penkowa, på Copenhagen Business School har bestyrelsen netop måttet fyre rektor Johan Roos, og på både DTU og RUC har man bakset med ledelsesproblemer i løbet af de seneste år.

Ifølge prodekan og professor i ledelse ved CBS, Flemming Poulfelt, kan en del af problemerne skyldes manglende grundighed i ansættelsen.

»Vi kan naturligvis ikke forudsige alt, men tilsyneladende har vi ikke været skarpe nok. Der er en forventning også fra de ansatte på universiteterne om, at ledelsen også skal have ledelsesmæssige kompetencer,« siger han.

For Johan Roos gjaldt det, at hans erfaringer som leder var særdeles begrænsede. Og som Information har kunne beskrive, blev hans fortid med ballade på Stockholm School of Economics ikke tjekket forud for rektoransættelsen på CBS.

Ifølge Flemming Poulfelt der hellere taler generelt end specifikt om CBS kunne universiteternes bestyrelser, som ansætter rektor, med fordel gøre større brug af test.

»Rekruttering er en central proces. Man må ud i alle hjørner og afprøve kandidaternes personlighed samt deres evner som ledelser. Gør man ikke det, tager man ikke opgaven tilstrækkelig alvorligt,« siger han.

Vil gerne ledes

Opfattelsen af, at der er noget galt i toppen, deler forskningsdebattør og lektor på Aalborg Universitet, Mogens Ove Madsen.

»Det grundlæggende problem er, at vi er gået fra én yderlighed til en anden i forhold til, hvordan universiteterne skal ledes. Vi har bevæget os væk fra et kollegialt ledelsessystem hen til en ledelse, der er valgt af en bestyrelse med eksternt flertal,« siger han og tilføjer:

»Med en høj, smal ledelsessøjle risikerer man let, at universiteterne raseres af fikse ideer. Der er ingen til at stoppe uhensigtsmæssighederne.«

Flemming Poulfelt påpeger muligheden for at bruge rekrutteringsfirmaer i jagten på lederemner.

»Det gør andre virksomheder. Vi har måske ikke de kompetencer, der skal til for at spotte de rigtige kandidater. Og vi bruger jo advokater, når der er noget juridisk, vi som universitet skal have ordnet,« siger han.

Men den løsning vækker hovedrysten fra Mogens Ove Madsen.

»Det er managementtænkning at tro, at der findes en objektiv virksomhed, der kan finde løsningen. Det nytter ikke, hvis ikke ledelsen har en forståelse af, hvad et universitet er. Man kan bruge en masse penge på noget, der slet ikke nytter,« siger han.

Sådan blev rektor ansat

Børge Obel er professor i ledelse ved Aarhus Universitet, hvorfra han sidste år trådte tilbage fra jobbet som dekan. I 2004 blev Børge Obel ansat som rektor ved Handelshøjskolen i Århus. En proces, han selv betegner som meget professionel.

»Jeg søgte stillingen på baggrund af et opslag. Derpå kom jeg til ansættelsessamtale med et udvalg bestående af repræsentanter fra bestyrelsen, fra det videnskabelige personale og fra det teknisk-administrative personale. Derpå havde jeg samtaler med de individuelle repræsentanter fra bestyrelsen af flere omgange, ligesom jeg blev testet to gange af et bureau, som også interviewede mig,« siger Børge Obel.

De grundige samtaler samt test af psykologi og intellekt er en procedure, man fortsat anvender på Handels-højskolen, som nu er en del af Aarhus Universitet.

»Det gælder for både institutledere, dekaner og prodekaner. Det kan ikke gøres mere professionelt,« siger Børge Obel, som dog ikke vil afvise, at et headhunterfirma kan være bedre til at finde de bedste kandidater.

»Men det kommer an på situationen, markedet og jobbet,« siger han.

Hentet indefra

I dag er seks ud af otte rektorer hentet direkte fra universiteterne med baggrund som forskere. Kun to har været omkring ansættelser i det private erhvervsliv forud for rektorjobbet. Det kan ifølge Flemming Poulfelt, der har skrevet både bøger og gennemført forskningsprojekter om ledelse af videnintensive virksomheder, være en fordel for universiteterne at rekruttere internt, idet disse ledere forstår institutionen indefra, besidder en kollegial relation og har en faglig indsigt.

»Man kan ikke udelukke, at ledelsen kan hentes ind udefra. Det handler om at optimere ressourcerne. På samme måde som enhver anden virksomhed skal universiteterne sætte nogle mål og forfølge dem.«

Set fra Mogens Ove Madsens stol er man nødt til at hente ledelserne fra universitetsverdenen, hvis den fornødne forståelse skal sikres.

»Om man har hentet de rigtige, kan man diskutere det viser sagerne jo,« siger han.

I dag er universiteternes bestyrelser sammensat med et flertal af eksterne repræsentanter, hvilket ifølge Mogens Ove Madsen er problematisk.

»De jublende erhvervsledere tror, at de har styr på, hvad et universitet er. Hvis man vil lave universiteterne om til erhvervsvirksomheder, hvor man køber og sælger viden, styrker man det nytteorienterede og nedprioriterer universiteterne som uafhængige, sandhedssøgende institutioner, der skal samle viden til gavn for samfundet,« siger han.

Men Flemming Poulfelt mener ikke, at bestyrelsessammensætningen er problematisk.

»Som i alle andre virksomheder skal universiteterne sørge for, at bestyrelsen indeholder de kompetencer, der er brug for i forhold til at nå målene. Som forskningsinstitution handler det om at forstå den boldbane, vi spiller på. Det drejer sig jo blandt andet om at kunne konkurrere internationalt, og de udefrakommende bestyrelsesmedlemmer kan f.eks. være kompetente på dette område eller andre, som er relevante for en forskningsinstitution,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak for den artikel. Håber at der findes en løsning på disse problemer i den nye universitetslov, der er under vejs. Men som det ser ud i dag er der fare for, at ledelsen og rektoren får endnu mere magt end de har i dag og hvad vil det betyde for vor hidtidige nogenlunde frie forskning og medbestemmelse for de ansatte og for de studerende.

Frej Klem Thomsen

At individualisere og personalisere problemerne er ren bortforklaring. De er strukturelle. Men meget få tør efterhånden pege på at det var og er en utrolig dårlig konstruktion man har fået lavet med universitetsloven af 2002. Ligesom med alle andre situationer hvor man konstruerer en leder som er suveræn ind- og nedadtil, men underlagt omskiftelige og uimodsigelige krav ude- og oppefra, så får man i bedste fald en diplomat der kan forhandle konflikter mellem dem han/hun bestemmer over og de som bestemmer over ham/hun. I værste, og desværre alt for almindelige fald, så får man en tyran der ikke oplever nogen loyalitet eller respekt overfor de ansatte som er underlagt total kommando.

Løsningen er sådan set enkel nok: man skal genetablere armslængdeprincippet og ansvarligheden overfor universitetet, således at den politisk konstruerede ledelse (konkret bestyrelsen) ikke har håndsret over rektor, f.eks. ved at reetablere det interne flertal så de politisk udpegede medlemmer ikke egenhændigt kan tilsidesætte universitets repræsentanter, og så rektor kan stilles til regnskab af universitet for sine dispositioner.

Demokrati kan udformes på mange måder. Men uanset hvilken variant man vælger, så er det netop den mindst ringe styreform fordi det har den bedste beskyttelse mod de strukturelle(!) tendenser til magtmisbrug, egensindighed og inkompetence som de seneste års fadæser på de danske universiteter har eksemplificeret. Det vidste allerede grækerne. Men VKO mangler stadig at blive overbeviste demokrater.

Hvis universiteterne selv tjente deres egne penge, så var 100% selvstyre og uafhængighed af alt og alle en selvfølge.

Nu er det bare sådan, at universiteterne henter deres penge fra statens skatter og afgifter , og det er da stjerne naivt, bare at levere pengene videre til universiteterne uden at stille krav til hvordan og til hvad pengene skal bruges.

(ingen ville f eks drømme om, at forsvarets folk egenhændigt skulle bestemme hvordan materielindkøb m v skulle ske og hvordan forsvarets opgaver skulle se ud??)

Det er da helt iorden at ejeren ( staten) bestemmer sammensætningen af bestyrelsen og sikrer den fornødne alsidighed i bestyrelseskompetencer m v -bestyrelsen må så selv finde ud af at ansætte en rektor og være afsvarlig for at finde den rette person hertil.

Hele det ideologiske grundlag for at universiteterne skulle styres som en virksomhed er jo en død sild. At opfatte frembringelse af viden som et industriprodukt med tilhørende profit er et af den borgerlige regerings mere syge påfund.
Det kunne gå en vej, galt.

Søren Blaabjerg

Jeg er lodret uenig i ovenstående synspukt. Det er faktisk meget relevant at spørge til den potentielle nytteværdi af det, der forskes i, såvel som naturligvis til forskningsmæssig redelighed og metodisk rationalitet, for man kan jo (teoretisk set) forske i hvad som helst, man personligt synes er interessant og bruge oceaner af tid og ressourcer på det, samtidigt med at vigtigere forskningsområder - set fra en samfundsmæssig synsvibkel - relativt forsømmes. Man kommer altså, eftersom der ikke er ubegrænsede midler til rådighed ikke uden om en form for prioritering, som naturnødvendigt er af politisk art. Jeg er imidlertid ganske enig i, at det ikke er erhvervslivet og markedskræfternes frie spil, der skal kunne bestemme, hvad der bliver forsket i.

Men måske er der stof i alle disse vanskelige styringsproblemer til en helt ny og hidtil upåagtet disciplin: "videnskabsøkonimi".

Der er alt for meget dyrkelse af ledelse og ledere i disse år, det er temmelig fascistisk. Det er pinligt, hvis netop CBS af alle steder ikke ville kunne stille det mest kompetente ansættelsesudvalg af alle på benene - for her er metoden relevant; men på universitetet må det være en agtet forsker, der for en periode opgiver sine egne akademiske gøremål og ofrer sig for helheden. Ledelse er ingen kompetence, det er i sig selv blot en karakterbrist.

Er de der nypolerede handelsskoler ikke bare en gang tyndt øl i forhold til de institutter, der driver egentlig grundforskning i KU-regi - og som sådan bør der gælde vel forskellige regler for eksternt samarbejde...

...men i bedste merkantile markedsføringsstil markerer CBS sine ledelsesproblemer, som var det hele KU's problem - gøgeungeeffekten lader sig ikke overse.