Læsetid: 4 min.

Sverige har fængsler for ADHD-ramte

Hvor man i Danmark lader de ADHD-ramte kriminelle afsone under nøjagtig samme vilkår som de 'raske' indsatte, har man i Sverige særlige ADHD-fængsler med usædvanligt gode resultater. Og det er tilmed en overskudsforretning for statskassen, forklarer en svensk inspektør i kriminalforsorgen
I Norrtälje-fængslet uden for Stockholm har man siden 2005 screenet over 250 af de indsatte for ADHD, og hvis fangen fik den diagnose, blev vedkommende placeret på en helt særlig afdeling, hvor fangerne fik deres medicin og særlig social omsorg. Det har givet uset gode resultater med hensyn til de enkelte fangers resocialisering efter afsoningen.

I Norrtälje-fængslet uden for Stockholm har man siden 2005 screenet over 250 af de indsatte for ADHD, og hvis fangen fik den diagnose, blev vedkommende placeret på en helt særlig afdeling, hvor fangerne fik deres medicin og særlig social omsorg. Det har givet uset gode resultater med hensyn til de enkelte fangers resocialisering efter afsoningen.

Björn Wahantalo

27. april 2011

I modsætning til i Danmark, hvor ADHD-ramte kriminelle afsoner i almindelige fængsler uden behandling, har man i Sverige helt særlige AHDH-fængsler. I det svenske fængsel Norrtälje uden for Stockholm har man netop afsluttet et projekt, som nu spreder sig til flere fængsler over hele Sverige.

Information har over den seneste tid beskrevet, hvordan ADHD-ramte personer er overrepræsenterede i de kriminelle statistikker, og hvordan især unge ADHD-ramte kriminelle bliver overladt til sig selv uden behandling, når de skal afsone deres domme. Det medfører blandt andet en særdeles øget risiko for at falde tilbage i kriminalitet.

I Sverige har man siden 2005 kørt et særligt projekt på Norrtälje-fængslet, hvor man har screenet over 250 af de indsatte for ADHD, og hvor fangen, hvis vedkommende fik en diagnose, blev placeret på en helt særlig afdeling kun for ADHD-ramte, hvor de fik medicin og særlig social behandling. Og resultaterne taler sit tydelige sprog, mener inspektør i den svenske kriminalforsorg Anders Ekström.

»Vi observerede, at mænd, som normalt var meget urolige, voldelige og isolerede, over tid blev betydeligt mere rolige og tilpassede. Det var faktisk ret fantastisk at se, hvor markant forskellen var,« siger Anders Ekström.

Over 80 procent af de ADHD-ramte indsatte begyndte at gå i skole i fængslet, og mange fik endda deres manglende folkeskole- eller gymnasiale eksamener. Nogle få begyndte tilmed at læse på universitetet efter løsladelsen. Den svenske kriminalforsorg vurderede, at Norrtälje-projektet gav så positive resultater, at det nu ikke længere blot er et midlertidigt projekt, men forbliver en fast ordning i fængslet, som også breder sig til hele Sverige.

En overskudsforretning

Og selv om den særlige behandling koster lidt ekstra nu og her, er projektet en overskudsforretning for statskassen, viser den svenske kriminalforsorgs evaluering.

»Én krone givet til behandlingen af disse fanger er 20 kroner tjent. Der er ingen tvivl om, at staten sparer betydelige penge ved at sætte ind og hjælpe de her indsatte,« siger Anders Ekström.

I dag har over 45 indsatte været igennem Norrtälje-projektet. Mange flere af de screenede fanger havde ADHD, men fordi projektet indtil for nylig kun var på forsøgsbasis, begrænsede man det til de 45.

Projektet blev iværksat sammen med Stockholm Kommune, da den svenske kriminalforsorg begyndte at ane en sammenhæng mellem ADHD og kriminalitet. Både svenske og udenlandske undersøgelser viste løbende, at et sted mellem 30 og 50 procent af alle de indsatte i fængslerne led af ADHD, alt efter hvilket land undersøgelsen kom fra.

Derfor måtte der en særlig indsats til, hvis man skulle hjælpe de indsatte med at komme ud af kriminalitet, vurderede den svenske kriminalforsorg. Man besluttede at forsøge sig med den særlige afdeling, hvor samtlige medarbejdere er særligt uddannede til at håndtere og behandle ADHD, og alle fangerne fik medicin mod deres lidelse.

Livskvalitet

For hvis ikke, man tager sig særligt af de ADHD-ramte, taber man dem på gulvet, vurderede Kriminalforsorgen. Og det strider imod hele den svenske tilgang til fængslerne, hvor resocialisering er i fokus, forklarer Anders Ekström.

»Det gik op for os, at hvis vi også skulle have de ADHD-ramte med, skulle vi naturligvis gøre en særlig indsats. Hvilket især er indlysende, fordi så mange af vores indsatte lider af ADHD, og derfor er særligt udsatte, og i mange tilfælde særligt urolige,« siger Anders Ekström.

Det handler dog ikke kun om resocialisering, det handler også om den indsattes livskvalitet. Om projektet skrev Kriminalforsorgen i 2005:

»Med jævne mellemrum, vil patienterne komme til en læge og psykolog til vurdering af bivirkninger, effektivitet og livskvalitet.«

Efter et længere ophold på den særlige afdeling kom de fleste af de ADHD-ramte indsatte på et tidspunkt videre til det 'rigtige' fængsel. Men kun hvis den indsatte var parat til det. Og alle, der kom videre, blev konstant fulgt op med særlige programmer og/eller misbrugsafvænning. Også efter løsladelsen følger man op på de indsattes behandling.

»Det er ikke nok at sætte ind i fængslet. Det kan være ligegyldigt, hvis ikke man følger op løbende og over længere tid,« siger Anders Ekström. Ud over medicin og afvænning, giver man også den indsatte nogle redskaber til bedre at kunne begå sig ude i den virkelige verden.

»Ting, som for dig og mig kan virke som det mest indlysende i verden, kan være utrolig svært for én med svær ADHD. Derfor er vi også nødt til at lære dem helt basale sociale færdigheder, og det gør man bare ikke ved at straffe dem uden hjælp. Det viser al erfaring, inklusive vores egen gennem mange år,« siger Anders Ekström.

Dansk screening nølet

Også i Danmark har man talt om ADHD-screeninger, men uden at det er blevet ført ud i livet. Da VKO i juli 2010 sænkede den kriminelle lavalder, var sænkelsen blot ét tiltag i pakken om ungdomskriminalitet, der skulle sikre »mere konsekvens, opfølgning og omsorg,« som det lød i regeringens ungdomspakke 'En Ny Start' .

I pakken indgik blandt andet, at alle unge skulle screenes for psykiske lidelser, når de skulle afsone en straf på en sikret institution. Men som Information i lørdags kunne afdække, er de fleste 'bløde' tiltag i pakken endnu ikke gennemført. Det gælder også screeningerne.

Men i modsætning til i Sverige, er der så ikke nogen til at samle de ADHD-ramte kriminelle op, når man ikke screener, og det kan havde alvorlige konsekvenser, mener ph.d. og klinisk lektor ved afdelingen for Børne- og Ungdomspsykiatri på Syddansk Universitet Søren Dalsgaard.

»Hvis ikke de ADHD-ramte børn får den rette hjælp gennem systemet, har de en væsentlig større risiko for at ende i kriminalitet, da der oftest er en direkte forbindelse mellem misbrug og kriminalitet. Sætter man ind med behandling, formindskes risikoen mærkbart,« siger Søren Dalsgaard.

Serie

Barn i voksent retssystem

For snart et år siden sænkede regeringen den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år. Men hvad sker der, når et barn bliver fængslet og skal møde et råt retssystem – indrettet til voksne.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marian B. Goldstein

"2007: In a large study of children diagnosed with ADHD, by the end of the third year 'medication use was a significant marker not of beneficial outcome, but of deterioration.' The medicated children were also more likely to engage in delinquent behavior [sic]; they ended up slightly shorter too. (NIMH)" -Robert Whitaker, Anatomy of an Epidemic, s. 309. Studien Whitaker henviser til er Pelham, et al., "3-year follow-up of the NIMH MTA study", abstract her: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/17667478 Studien er en follow-up til denne studie: http://webs.wofford.edu/nowatkacm/Abnormal%20Child/Pelham2005.pdf fra 2005, der viste marginalt bedre resultater ved kombinationsbehandling med psykofarmaka og terapi, end ved behandling med psykofarmaka eller terapi alene. I follow-up studien viser det sig altså, at behandlingstilgange, der inkluderer psykofarmaka, efter at have givet gode resultater igennem det første år, i det lange løb giver tydeligt dårligere resultater, end ikke-famakologiske tilgange. Så, eventuelle successer ved den svenske tilgang må frygtes, at være døgnfluer.

Interessant iøvrigt, med hvilken iver man finder på alt nye måder, at gøre den enkelte (-s biologi) ansvarlig for vedkommendes adfærd. Som om mennesket var en ø...

Marian B. Goldstein

Denne undersøgelse du henviser til omhandler børn fra 10 - 13 år - ca. 7år ved begyndelsen og medianalder 11,5år på sluttidspunktet og falder således uden for målgruppen for den svenske undersøgelse, der omhandler voksne kriminelle.

Dine link har således ingen direkte relation til artiklen, idet der jo er forskel på børn og voksne.

Imidlertid beskriver undersøgelsen fra 2005 netop at medicinering med centralstimulerende midler har evidens for at virke.
(Der er forskel på psykofarmaka og centralstimulerende midler).

Yderligere beskriver undersøgelsen at netop centralstimulerende medicin virker, og at det også virker godt sammen med adfærdsregulerende foranstaltninger. Om der skulle være en mindre effekt af medicin over tid er muligt, idet der antageligt bliver tale om erhvervet tolerans over for stoffet - men da der findes flere præparater med forskellige formuleringer, er det muligt at veksle mellem præparaterne.

Om der er sammenhæng mellem undersøgelsen fra 2005 og den fra 2007 er ikke lige til at gennemskue, idet antallet af undersøgte børn i undersøgelsen fra 2005 er ca. 25, mens den anden undersøgelse omhandler 485 personer.

Men der var ikke tale om terapi, men om adfærdsregulerende foranstaltninger i et klasse-setup i undersøgelsen fra 2005.
I øvrigt var det tydeligt, at når børnene vurderede hinandens adfærd i klassen, var det tydeligt at de havde øje for forbedret adfærd hos andre, men ingen indsigt når de selv udviste bedre adfærd.
De syntes selv de opførte sig som de plejede.

De kan ikke huske at huske.

Og ud af artiklen i Information kan man læse, at netop medicinering og personale der er særligt uddannet til at have med ADHD-ramte at gøre, kan være virksomt og sikre de ADHD-ramte en bedre fremtid end bag fængslets mure.

Og det er jo ikke så ringe en forrentning af få 20 kr. igen for hver krone der er investeret. Det ligner en overskudsforretning for samfundet. Lad os dog få screenet samtlige indsatte i fængslerne med det samme.

Marian B. Goldstein

@Niels Information skriver, at "medicin" virker. Hvor er den videnskabelige evidens for det? Og hvor er den videnskabelige evidens for, at "medicinen" virker forskelligt på børn og voksne, så Pelham et al.'s studie i hvert fald ikke har relevans for voksne stemplet med "ADHD", som det ser ud til, at du mener?

Marian B. Goldstein

Evidensen er fremhævet i undersøgelsen fra 2005 som du selv har givet et link til - og i konklusionen på undersøgelse fra 2007, fremgår det jo netop at på grund af fremskreden alder hos børnene er nogles symptomer aftaget.
Børn er nødvendigvis nødt til at gøre nogle erfaringer, for at kunne kompensere for deres handicap.

Med hensyn eventuel tolerans over for centralstimulerende stoffer er det således, at der er mulighed for at skifte mellem flere forskellige præparater.

Dette er et velkendt fænomen, idet formuleringen af f.eks. Ritalin ligger nærmere op ad et kokainlignende derivat, mens der også er mulighed for at tilbyde f.eks. Dex-amfetamin i intervaller.

Og det er for ADHD som for andre handicap - der er ikke nogen "one size fits all".
ADHD er forskelligt fra person til person - både i udtryk og i sværhedsgrad, ligesom der i ca. 20% af tilfældene er co-morbide lidelser af en eller anden art.

Og interessant nok er det ikke noget nyt handicap - det er allerede beskrevet i begyndelsen af sidste århundrede, og behandlingen ligeså.
At det så er blevet mere tydeligt i nyere tid, kan skyldes flere faktorer, herunder sociale ændringer i samfundet og i skolevæsnet. Man anslår at 2-3% af en befolkning lider at ADHD i en eller anden grad.

Jeg bemærker at du skriver "stemplet" - hvorfor egentlig det - ADHD er et handicap - ikke noget man bliver stemplet med.

Og der er forskel på hvorledes børn og voksne med ADHD opfører sig og reagerer på stimuli, idet mange voksne lærer at mestre dette handicap på den ene eller anden måde, hvilket igen beror på sværhedsgraden i handicappet.

Imidlertid er det også velkendt at personer med ADHD oftere end andre udøver risikobetonet adfærd, og f.eks. oftere bliver involveret i risikobetonet adfærd, f.eks. bilkørsel med færdselsforseelser, kriminalitet, eller afhængighed af forskellige stoffer (måske selvmedicinering).

Så kan man selvfølgelig vælge at sige at problemet ikke findes, eller modsætningsvis reagere adækvat på de signaler der er.

Set ud fra et menneskeligt og samfundsøkonomisk synspunkt, ser det ud til at den adækvate behandling giver det bedste afkast.

Marian B. Goldstein

@Niels Sig til, når du har læst lidt mere indgående om bl.a. "ADHD", og om stoffer, der anvendes som "medicin" i psykiatrien, om du nu vil kalde dem for psykofarmaka, eller ej. -- Selv foretrækker jeg også et andet begreb: dope. -- Whitakers bog kan anbefales som en grundig, men dog letforståelig, indføring. Jeg står til rådighed til videre diskussion, når du har læst.

Marian

Jeg behøver ikke at læse, jeg har til daglig rådighed over tre mennesker der lider af ADHD, og yderligere tilgang til en nær bekendt der som næsten 60-årig er blevet diagnosticeret.

Du aner ikke hvad du taler om.

Marian B. Goldstein

@Niels Kunne det være, at du ikke gidder at læse, fordi du risikerer, at få noget at vide, der ikke sådan helt passer til, hvad du ønsker at tro på? (Retorisk spørgsmål.)

Marian B. Goldstein

@Niels Perfiditet? Jeg konstaterer bare, at du ikke ønsker, at informere dig udover det, du selv har udnævnt til sandheden. Det gør en videre diskussion lidt meningsløst, synes du ikke?

Iøvrigt kan jeg se ud fra dine sidste bemærkningr ang. "ADHD" her, at vi ville være nødt til at starte helt fra bunden: hvor er evidensen for, at "ADHD" som den medicinsk behandling krævende, neurologiske udviklingsforstyrrelse, den defineres til at forestille, eksisterer?

Marian

Du efterspørger evidens og når jeg så fremhæver hvor du kan finde evidensen nævnt, i noget materiale du selv mener at kunne underbygge dine påstande om at ADHD ikke findes eller at medicinering ikke hjælper, opfordrer du mig nedladende til at læse noget mere om emnet.

Jeg har læst masser af materiale, jeg har talt med psykiatere med speciale i børne- ungepsykiatri, jeg har konsulteret medicinhåndbøger - you name it - og ikke mindst har jeg personlige erfaringer med tre nærtstående familiemedlemmer der lider af ADHD, og som har glæde af medicinering, idet det forøger deres livskvalitet.

Det giver mig den indsigt jeg udtaler mig på baggrund af, og yderligere har jeg en detaljeret indsigt i politi- og fængselsvæsen, efter 25 års ansættelse, hvilket yderligere giver mig indsigt i hvilke mennesker det er der frekventerer fængselsvæsnet.

ADHD er første gang beskrevet i 1902, (Still) og effekten af amfetamin til behandling er første gang beskrevet i 1937.

Der har du evidensen, du efterspørger.

Jeg er 37 og har lidt af ADHD siden barnsben. Desværre var der bare ingen der opdagede det dengang. Nu er jeg blevet diagnosticeret (efter eget pres), får ritalin og det er fantastisk hvilken forskel det gør.
Havde de kendt til ADHD (eller nærmere ADD da jeg aldrig rigtig har været hyper) da jeg var barn, så havde jeg nok en uddannelse i dag.
Det værste i gennem årene har nok været folks uforståenhed over at jeg ikke er "blevet til noget" for "du er jo så klog". I selvforsvar døbte jeg mig selv som doven/dum.
Jeg forstår godt at nogen bedre-vidende mennesker ikke "tror" på ADHD (jeg selv har været meget kritisk overfor psykofarmika), men i tager fejl. For mennesker som lider, der er Ritalin etc intet mindre end et mirakel.