Læsetid: 9 min.

Talentudvikling er ikke et eliteprojekt

Da regeringen for næsten et år siden nedsatte en 'talentarbejdsgruppe', var målet at skabe bedre udviklingsmuligheder for den mest begavede elite i det danske uddannelsessystem, men ifølge arbejdsgruppen, der præsenterede sine anbefalinger i går, kan talentudvikling også være et lighedsprojekt
Talent kan fås i mange forme. For eksempel som et håndværk, her udført af Kenneth Clausen, der er i praktik på Lund maskinfabrik

Talent kan fås i mange forme. For eksempel som et håndværk, her udført af Kenneth Clausen, der er i praktik på Lund maskinfabrik

Sofie Amalie Klougart

15. april 2011

»Hej med dig, vi hedder KP og Saiz, og vi er bøsser«.

En elev har forsøgt at gøre sig morsom på bekostning af nogle klassekammerater på en væg i den store hal på Herningsholms Erhvervsskole, hvor skolens kommende industriteknikere har sine rektangulære bearbejdnings-centre med drejebænke og fræsere linet op på rad og række.

En konstant, høj summen fra de mange maskiner dominerer lokalet. De i alt omkring 20 elever er spredt ud i lokalet og ser ud til at være engageret i meget varierende grad. Flere sidder lidt ugideligt og sms'er, men et sted står fire unge fyre i T-shirts og tunge sikkerhedssko da foroverbøjet og kigger ind gennem en rude for at følge tilblivelsen af historiens måske første alufælge til Webergrillhjul.

'Industritekniker' er i øvrigt det, man kaldte 'maskinarbejder,' indtil man for nogle år siden ræsonnerede sig frem til, at ingen længere ville være arbejder.

Og det her er Herningholms Center of Excellence.

Det står der på skiltene, der indrammer indgangen.

Håndværkets udvalgte

Man kunne kalde det håndværkets svar på de heftigt debatterede Mentiqa-skoler for særligt begavede børn med særligt ambitiøse forældre og filosofi på skemaet fra 1.klasse, der slog dørene op i 2004. Eller måske rettere teknikverdenens pendant til Niels Brocks Elitegymnasium for kommende koncernchefer med en målbar IQ langt over gennemsnittet, der åbnede i 2006.

Nogle vil måske huske scenerne fra de sikkert lidt karikerede DR-dokumentarer Her kommer eliten, hvor lærerne på elitegymnasiet presser de både begavede, ambitiøse, selv- og modebevidste børn af skibsrederdynastier og andre succesfamilier med dundertaler i stil med: »I er elite, I kan klare det... Hvad er det, vi lever og ånder for? Profit. Hvad er meningen med livet? Profit!«.

På en eller anden måde synes afstanden til Herningholms Center of Excellence at være større end afstanden mellem Herning og København sådan i al almindelighed.

Men ligesom eliteskolerne i midt 00erne direkte hentede sin legitimitet i regeringens tanker om at udvikle talentarbejdet i uddannelsessystemet mere konkret Globaliseringsstrategien så er Herningholms Center of Excellence et af forbillederne for den talentstrategi, som en regeringsnedsat talentarbejdsgruppe i går præsenterede.

Kapret som talent

Og ved et apparat i et sidelokale til den store maskinhal på Herningsholm står Mathias Frederiksen. Han er hentet fra Slangerup på sjælland til Herningsholm i fire uger, fordi hans mester på lærepladsen KT Stålindustri mente, han kunne noget ganske særligt. Trods sin unge alder og lærlingestatus har han overtaget ansvaret for opmålinger på sig, da finanskrisen tvang KT Stålindustri der f.eks. udvikler teknik til DONG Energi, udstødningsventiler til MAN BMW og komprimatorer til skibe til at fyre målemesteren.

»Når vi skal konkurrere med udlandet, handler det meget om præcision. For enden af den stang, der kører ned, sidder der nogle meget små og fintfølende glaskugler,« siger han og peger på maskinen, hvor nogle af de for tiden fem andre excellence-elever sidder og nørkler.

»Først rater vi emnet det kunne være en komprimator til et skib, hvor der er svingvægte, der holder skruen i balance og skriver nogle tolerancer ind, og så kan vi se, om det er ok. Det er dyrt, men også et rimelig præcist værktøj, der kan måle ned i my. Altså tusindedele af en millimeter. Altså 0,001,« forklarer han.

I et miljø, der bl.a. er blevet påduttet prædikatet taberfabrik, skiller han sig ud.

Et bevidst karrierevalg

Han har ikke valgt sin karrierevej, fordi en uu-vejleder ikke mente, han kunne begå sig andre steder, som det er tilfældet for rigtig mange både her og på andre erhvervsskoler.

»Min far var selv maskinarbejder, og han har altid været et stort idol, så det ville jeg også være. Jeg havde pæne karakterer i folkeskolen, og min lærer anbefalede mig at vælge gymnasiet, og det gjorde jeg så. De sagde, jeg var for god til at tage på teknisk skole, og jeg tog selvfølgelig chancen. Men efter et halvt års tid kunne jeg godt se, at jeg ikke rigtig kunne følge med i toppen, og så ville jeg sgu hellere være ærlig over for mig selv, og nu har jeg så valgt en anden vej,« siger han.

Det er sådan nogle som Mathias Frederiksen, den nye type af talentudvikling, som talentarbejdsgruppen foreslår skal blive bedre til at fange.

25 procent af det store frafald fra erhvervsskolerne er de dygtige elever, der egentlig har talent for et håndværk, men keder sig i et taxameter-univers, hvor det handler om at få alle med, og talentarbejdsgruppen mener, at der er langt, langt flere, der bare aldrig kommer i gang med at dyrke sit potentiale ikke blot inden for håndværk, men også inden for pædagogik, sygepleje og lærerfaget.

Forklaringen er ikke mindst, at talenttænkningen har været isoleret til den type ræssonnementer, der førte til Mentiqa-skolerne og elitegymnasiet, mener formand for gruppen og til daglig rektor ved professionshøjskolen Metropol, Stefan Hermann.

»De to klassiske opfattelser af talentet er enten, at man er hyperbegavet. For eksempel det - så rigt beskrevet i intelligensforskningen og psykologien - tre-årige barn, der kan regnetabellerne eller sådan en type som Mi-chael Laudrup, som nærmest er romantisk. Et stykke natur, der udfolder sig for øjnene af os. Og det, der har præget uddannelsespolitikken de seneste 10 år er en massiv satsning på præstationer i PISA-fagene, en stigende tilslutning til gymnasierne og helt enorme investeringer i forskning og lange, videregående uddannelser,« siger Stefan Hermann.

»Vi må væk fra en opfattelse af, at talenter kun findes inden for idræt eller det meget akademiske. Vi er nødt til at dyrke det inden for en lang række områder og på alle mulige niveauer. Der er altså et erhvervsliv, der lever af erhvervsuddannede, der er et velfærdssamfund, der lever af at vi har ekstremt talentfulde pædagoger, lærere og sygeplejersker, og at vi ikke bare respekterer deres arbejde, men også forsøger at dyrke det ypperste på de her områder. Det er den glemte vinkel i talentdebatten, og det, vi siger, det er, at talentstrategi ikke er en elitestrategi.«

Selvforståelsen smuldrer

Det er svært at se bort fra, at Stefan Hermann kan have sin egen interesse i denne debat i en tid, hvor uddannelsesinstitutionerne kæmper om politikernes gunst og skattekroner.

Omvendt kan diskussionen ikke isoleres til en kamp mellem uddannelsesinstitutioner. De senere år har man oplevet et spirende opgør med den danske selvforståelse. Den, der siger, at vi er landet, der skal levere gode idéer og lækkert design, mens østeuropæerne og kineserne må tage sig af det praktiske.

Det begyndte vel med en erkendelse af, at man rent faktisk stadig skulle have varme hænder til at tage sig af velfærden, men på det seneste har alt fra arbejderisterne på venstrefløjen til erhvervstoppen i regeringens Vækstforum desuden forsøgt at udbrede en forståelse for, at Danmark ikke må ophøre med at udvikle sig som produktionsland.

Det, som talentarbejdsgruppen supplerer med i den sammenhæng, er, at det ikke blot må handle om noget kvantitativt, hvis det skal fremtidssikres.

»Noget af det, der gjorde Danmark stinkende rigt, er at vi havde hamrende dygtige håndværkere. Videnssamfundet blev jo skabt på dygtige håndværkere tænk på Grundfos og Danfoss. Vi fik tilmed prisen for verdens bedste erhvervsuddannelsessystem, men det har været en sovepude. Vi har brugt de sidste 15 år på at snakke om institutionelle reformer i uddannelsessektoren, vi har brugt tid på at snakke om pædagogiske reformer, 95 procents målsætninger og om at få alle med, men i mellemtiden har vi misset, at verden omkring os er eskaleret,« siger John Egebjerg, der er direktør for Herningsholm og en del af talentarbejdsgruppen.

Med ansvaret for både gymnasielle uddannelser og erhvervsuddannelsen har han på sin vis en fod i flere lejre og understreger, at det handler om mere og andet end fordeling af skolemidler.

Hvis man alligevel er i tvivl, skal man bare tage ud i Produktionsdanmark, lyder det. Bortset fra at man inden for en time og tyve minutters kørsel har virksomheder som Siemens, Vestas, B&O, Grundfos, Danfoss og Lego spredt ud over de åbne landskaber. Et væld af højt specialiserede, mellemstore underleverandørvirksomheder, der lever af dygtige faglærte snarere end af ingeniører og kreative sjæle.

Slår alle rekorder

I Spjald mellem Holstebro og Skjern ligger f.eks. KP Komponenter, der beskrives som en af Europas førende leverandører af metalkomponenter og beskæftiger, hvad der svarer til en sjettedel af byens godt 1300 indbyggere.

Det til trods giver hverken personalesammensætningen med blot tre-fire ingeniører og op mod et par hundrede faglærte og ufaglærte eller de enorme maskinhaller beklædt med gammelt bølgeblik indtryk af, at det her er noget, Danmark skal leve af i fremtiden. Men indenfor sørger et utal af robotter for noget af den mest avancerede produktion inden for sit felt. Siden 2004 bortset fra kriseåret 2009 - har man haft årlige vækstrater på omkring 30 procent, og regner med at slå alle rekorder i 2011 både på omsætning og ansatte.

En stor del af forklaringen er, at man har plukket dygtige lærlinge fra f.eks. Herningsholm, mener produktionsdirektør Kim Brødbæk, der generelt er bekymret over uddannelsessystemets fokus på akademikere.

»Jeg synes, vi har haft nogle rigtigt dygtige lærlinge, men det er klart, at der er en stor påvirkning fra skolesystemet, der ikke mener, at det vi går og laver her er skidesmart. Vi tager da diskussionerne med uu-vejlederne og dem, der sidder i systemet, men de er lidt svære at råbe op. Når vi får så mange, der bare har valgt uddannelsen, fordi de ikke vidste, hvad de ellers ville, er det et problem. Det handler meget om, hvilke signaler, der bliver sendt. Jeg ville da også, hvis jeg var ung og havde flair for teknik, overveje at gøre noget andet, hvis alle sagde, at der ikke er fremtid i det. Det er da klart,« siger han.

Nichetalenterne

Et af de konkrete forslag fra talentarbejdsgruppen er at inddele erhvervsskolerne i en elitedel og en grunddel, men en anden af de store udfordringer bliver at ændre kulturen og tankegangen i folkeskolen, mener projektleder for Center og Excellence Kristian Hjørnholm, der indtil for få måneder siden stort set aldrig havde sat en fod på en teknisk skole. Han er selv uddannet ingeniør.

»De her talentfulde elever, vi nu finder, er ikke nødvendigvis stærke på alle Gardners intelligenser. Det lyder måske lidt negativt, men det er lidt mere nørdet i den forstand, at de har fået en forkærlighed for en bestemt niche og bare går op i detaljerne. De er altså heller ikke nødvendigvis begavede på alle måder ovre på den anden side af gaden,« siger han og peger over på den spritnye bygning, der huser gymnasiet og ligner noget, der kunne have ligget i Ørestaden.

»Man synes jo, man ruster sine børn bedst muligt ved at råde dem til at tage gymnasiet og en videregående uddannelse, men i virkeligheden er der rigtig mange, der ender med at mistrives, fordi de simpelt hen ikke inspireres af det boglige,« siger han.

Attraktive arbejdere

Ekstern lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og medforfatter til flere bøger om talentudvikling i uddannelsessystemet, Kirsten Baltzer, mener nu ikke, at det er et overdrevent fokus på det akademiske talent, der har taget fokus fra det håndværksmæssige eller det mere professionsorienterede talent.

»I lang tid har talentudviklingen egentlig været begrænset til, at man gav plads til at dyrke talent i musikkens og sportens verden, og det var først med Bertel Haarder som undervisningsminister, at man har fået fokus på det boglige talent. Vi er stadig langt efter f.eks. USA og England. Men vi har andre styrker. Eksempelvis hos dem, der har et potentiale for at blive en stjernekok eller bygge en fantastisk bil.«

Eller én som Kenneth Clausen. En mørkhåret fyr, der lidt genert holder øjnene rettet mod computerskærmen og tydeligvis ikke bryder sig om at snakke om sig selv.

»Det er ikke rigtig mig at sidde og lave de her tegninger. Det sjove er at lave et program, smide det ud i maskinen, en stang i maskinen og så få det til at køre så hurtigt som muligt. Det er det, vi gør ude ved os,« siger Kenneth Clausen om Lund Maskinfabrik, hvor han er i praktik.

Han er ikke meget for at snakke om det, men det er formentlig et par af hans idéer og tanker om alternative opstillinger og en ret udpræget interesse for at effektivisere processen, der har fået arbejdsgiveren til at sende ham på talentskole på Herlufsholm, og som gør ham til en attraktiv vare i hvert fald i Produktionsdanmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer