Nyhed
Læsetid: 5 min.

Udlændingedebatten er nu en velfærdskamp

Regeringens forsøg på at gøre udlændingedebatten til et spørgsmål om velfærd i stedet for kultur har endelig gjort venstrefløjen i stand til at trumfe udlændingekortet. Alligevel er rød blok stadig delt i dilemmaet mellem humanisme og realisme
Hvis en sag som den om de afviste irakere i Brorsons Kirke kommer frem, mens S og SF sidder på regeringsmagten, kan det blive meget alvorligt for venstrefløjen, mener en analytiker.

Hvis en sag som den om de afviste irakere i Brorsons Kirke kommer frem, mens S og SF sidder på regeringsmagten, kan det blive meget alvorligt for venstrefløjen, mener en analytiker.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

Indland
11. april 2011

Udlændingekonflikten har spøgt på venstrefløjen i 10 år, og hele tiden har truslen om, at regeringen skulle spille 'udlændingekortet' tvunget rød blok ud i kontroverser og kompromiser. Men måske er faren endelig drevet over.

Indvandrer- og integrationsspørgsmålet handlede indtil for nylig om kultur og værdier, men er nu blevet en debat om adgangen til serviceydelser og om hele den danske velfærdsmodel. Og lige så svært, som venstrefløjen har haft ved at navigere i værdidebatten, lige så let har de ved at håndtere velfærdsspørgsmålet.

»Nu har man flyttet udlændingespørgsmålet, så det er blevet social- og velfærdspolitisk. Det spiller en afgørende rolle for venstrefløjens placering, fordi det pludselig bliver en diskussion om kerneværdierne i den universelle velfærdsmodel,« siger Jørn Henrik Petersen, professor ved Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet.

Han bemærker, hvordan det i dag er blå blok, der har svært ved at finde sine ben i debatten, når både Venstre og Konservative må mundhugges offentligt om optjeningsprincipper og forsikringsmodeller, selv om Foghs sejr netop tog udgangspunkt i at frede velfærden.

SF: Kom an!

Ifølge Jørn Henrik Petersen kan regeringens forslag om begrænsning af velfærdsydelser risikere at skræmme vælgerne. Det kommer nemlig hurtigt til at ligne en glidebane, når centrale velfærdsydelser begrænses til en bestemt gruppe borgere.

»Diskussionen er flyttet fra at handle om, hvorvidt vi kan lide udlændinge lige så godt, som vi kan lide dem af den leverpostejspisende stamme, til at være en diskussion om, hvorvidt vi kan lide velfærdssamfundet. Det er langt lettere for Socialdemokraterne, SF og selv Enhedslisten at svare på. De har taget fadderskab for den universelle velfærdsstat, hvor de står langt stærkere. Derfor er det en stor strategisk fordel for oppositionen, og udlændingekortet er derved mindre farligt.«

SF's integrationsordfører, Astrid Krag, er enig. Faktisk vil hun hellere end gerne diskutere udlændingepolitik i en valgkamp:

»Det har været et emne, som har været en styrke for regeringen i 2001, 2005 og 2007. Men jeg må sige, at den tid er forbi. Vi har en klar og ambitiøs udlændingepolitik, og regeringen har ikke haft held til at holde alle deres løfter på området. Så vi håber rigtig meget at kunne diskutere integration i den kommende valgkamp.«

Tavshedsstrategi

Ifølge valgforsker ved Aarhus Universitet, Rune Stub- ager, handler venstrefløjens udlændingedilemma i bund og grund om, hvordan de politiske realiteter skal forenes med humanismen og idealismen. For uanset hvad venstrefløjens politikere måtte mene, er de mest regeringsivrige partier, S og SF, nødt til at foretage en kalkule, der først og fremmest tager hensyn til de midtervælgere, som ikke ønsker 90'ernes udlændingepolitik genindført, og som forlod rød blok netop i protest mod udlændingelinjen.

»S-SF ved godt, at hvis de skal vinde valget, skal de hente nogle af de udlændingekritiske vælgere over midten. Derfor er de enormt bekymrede for at blive udstillet som slappe og accepterer, at hvis de vil magten, må de æde en strammere udlændingepolitik,« siger han og anser det som en relevant bekymring:

»Hvis man melder ud, at man vil en meget anderledes politik end den, der føres i dag, så er der stor fare for at tabe valget.«

Men fordi der også er en stor del af rød bloks vælgere, som efterlyser et opgør med DF's tiår, så har S-SF valgt i stedet at forsøge at tie dilemmaet ihjel. Oppositionen kan sige »nok er nok«, men lægger sig på de store spørgsmål op ad regeringens linje for ikke at fremstå som det slappe og derved dårligere alternativ.

»Deres tanke er, at jo mindre, der tales om emnet, jo mindre bliver de potentielle vælgere mindet om, at oppositionen måske ikke er helt så stramme som regeringen. Jo mindre bliver deres egne vælgere også mindet om, at partierne har lagt sig relativt meget til højre hvilket i hvert fald for SF'ernes vedkommende kan være et problem. Allerhelst ville S og SF ønske, at temaet slet ikke var på dagsordenen,« siger Rune Stubager og påpeger, at tavshedsstrategien sådan set fungerer udmærket i øjeblikket og i hvert fald bedre, end den tidligere har gjort.

Men ifølge Søren K. Villemoes, der er analytiker i centrum-venstre-tænketanken CEVEA, er tavshedssituationen alt andet end langtidsholdbar. For selv om det skulle lykkes for rød blok at holde debatten på et minimum og dermed vinde valget, vil det stadig gøre lige så ondt, så snart en udlændingepolitisk konflikt igen kommer i centrum i den offentlige debat:

»Det eneste mål, rød blok har med udlændingepolitikken, er magten, og det kan man aldrig skabe en varig lidenskabelig opbakning til i baglandet. De vil nok acceptere det, så længe det bevæger blokken hen imod magten, men så snart det ikke længere er tilfældet, vil baglandet begynde at klage,« siger han og kalder det »en katastrofe« for S og SF, hvis en sag som de afviste irakere i Brorsons Kirke kommer frem, mens de sidder på regeringsmagten. Ifølge Søren K. Villemoes har opgøret med 90'ernes udlændingepolitik primært været på det kommunikative plan, og man har ikke prioriteret at tage de store debatter af frygt for at splitte partierne. En strategi, der har betydet, at udlændingepolitikken konstant risikerer at fjerne sig fra det praktiske niveau, hvor fløjen godt kan håndtere det, og op til store principielle, hvor hele fløjens selvforståelse står på spil:

»Venstrefløjen mangler lederskab i udlændingepolitikken. Det betyder, at når der kommer enkeltsager, kan store grupper mobiliseres omkring det. Så ender udlændingepolitikken med at blive et spørgsmål om anstændige mod uanstændige og godt mod ondt i stedet for noget virkelighedsnært og konkret. Det rammer baglandet hårdt,« siger han.

Og selv om SF's bagland var i oprør omkring pointdebatten i efteråret, så fastholder Astrid Krag, at projektet kan bære. S-SF er nået til historisk enighed om udlændingespørgsmålet, og det hele er lagt frem for vælgerne.

»Vores politik er meget klar, og siden august 2008 har vores integrationsudspil, Plads til alle, der vil, ligget fremme, så alle kan se, hvad vi vil. Vores ghetto-udspil ligger på hjemmesiden, og pointsystemet for ægtefællesammenføring ligger på hjemmesiden. Vi er da nok den opposition, som har fremlagt de tydeligste programmer på det her område.«

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nu har de haft magten i 10 år, strammet og strammet på udlændingepolitikken, og pengene fosser stadig ud af kassen.

Det er den samme retorik, så DF og medløbere må jo dele tesen om at de har fejlet.

Som en supplerende kommentar til den udmærkede artikel, så må det vel også være muligt for S og SF at sælge det budskab, at nogle af de stramninger, som VKO har foretaget, var rimelige og fornuftige, men at der ikke er brug for yderligere stramninger, og at man på nogle punkter er gået for vidt.

Og grundlæggende synes jeg da, at de to partier er kommet et godt stykke i den retning. Det budskab, som f.eks. Astrid Krag kommer ud med, handler om, at der skal fokus på integration af de mennesker, som allerede er her, og det er da som udgangspunkt et positivt budskab.

Søren Villemoes har dog ret i, at flygtningepolitiken stadig er en øm tå for venstrefløjen og i øvrigt også for Radikale Venstre, der på dette punkt må betegnes som venstrefløj.

Så her er der måske behov for noget mere intern debat og for at nå frem til en forståelse af, at det handler om at behandle de flygninge bedre, som er i Danmark eller kommer hertil, og ikke om at få væsentligt flere flygtninge til Danmark.