Læsetid: 6 min.

Hvad blev der af vækstkritikken på venstrefløjen?

Der var engang, hvor kritikken af vækst-paradigmet var en central del af venstrefløjens projekt. I dag lever den en hensygnende tilværelse, og vækstbegejstringen har indtaget venstrefløjen med sproglige misfostre som grøn og bæredygtig vækst, mener kritikere. Vi mangler en sammenkobling til diskussionen om det gode liv, lyder det fremadrettede bud
Venstrefløjen rådes til at genopfinde vækstkritikken og rette fokus mod 'det gode liv' — f.eks. ved at kæmpe for mere fritid i stedet for '12 minutters ekstra arbejde om ugen'.

Venstrefløjen rådes til at genopfinde vækstkritikken og rette fokus mod 'det gode liv' — f.eks. ved at kæmpe for mere fritid i stedet for '12 minutters ekstra arbejde om ugen'.

Heine Pedersen

5. april 2011

Der er grænser for vækst. Det ved selv et barn eller i hvert fald ethvert barn af venstrefløjen.

Sådan var det i hvert fald tidligere, men hvordan er vækstkritikken på venstrefløjen nu? Ifølge flere debattører, Information har talt med, har den vanskelige kår. For når bedre velfærd i dag sættes lig med større offentligt forbrug, er der meget få, der opponerer. Når økonomisk vækst er blevet den altdominerende måde at vurdere samfundets tilstand på, er der fra rød blok stort set stille, mener John Holten-Andersen, lektor ved DTU og forfatter til flere vækstkritiske bøger.

»Det er en stort set død dagsorden på den parlamentariske venstrefløj, hvor alle synes at have hengivet sig til, at venstrefløjens altoverskyggende opgave er at sikre velfærd, og vækst er en forudsætning derfor,« siger John Holten-Andersen.

Peter Nielsen, lektor i politisk økonomi på RUC, mener heller ikke, at håbet er grønt for den røde vækstkritik:

»Ser man på partiernes politik i medierne, er vækstkritikken helt væk, og jeg er bange for, at den også er marginal indadtil. Den herskende dagsorden handler om flere velfærdsydelser og højere lønninger, og den er knyttet til vækst.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Erik Blumensaat

En tale fra det sidste århundrede, i 1994 var venstre højre året hvor begge fløje gik neden om og hjem, kampen havde ruineret begge partnere, det er der nogle der ikke har fattet og sider fast i spoget.

Det almindelige gennemsnits menneske var hvad kampen endte i. Optaget af hverdagens trivaliteter og kedsomhed.
Kampen for at holde kedsomheden på afstand foregår med indkøbsvognen som krykke. opfyldes et ønske står 10 og banker på.

Nirvana: den tomme og formålsløse stræbens ophør.

Steen Erik Blumensaat

Al livets elendighed og utilfredshed skyldes umættelig selviskhed. Lidelsen, skyldes den krævende individualitet, det griske begærs plage.
Indtil et menneske har overvundet enhvert art personlig attrå, er livet til plage og døden til sorg.
Livsbegæret antager tre hovedformer, og alle er de onde.
Den første er attråen efter at tilfredsstille sanserne, sanseligheden.
den anden er attråen efter personlig udødelighed.
Den treide er attråen efter velstand, versligheden.
Gautamas grundlære.

"Danskerne" vil det store forbrug, vil arbejde meget, ka lide illusion alene menneske (og så hendes kæledyr).
Det er ikke kun af grådighed, men også noget kulturelt - eksempelvis dem som bruger mindst af de fælles resurser, altså dem som har færrest penge at gøre med, er jo ugle sete. Der er ikke stemmer i den dybdeøkologiske retning. At der så er ganske enkelte som prøve at skabe en hverdag for dem selv og deres nærmeste med økologi, selvforsyning, mindre arbejde end normen, er jo ganske positivt. Hvis man er grøn.

Michael Skaarup

Der er ingen grund til kritik.

Vi er lokket ind i en selvskabt forbruger virkelighed a la the matrix, hvor vores kroppe er de batterier der driver vanviddet imens vores egocentriske behov tilfredstilles materielt eller medicineres bort.

VI har reelt ikke noget valg, og det demokratiske alternativ vi har at vælge imellem - Helle eller Lars, er som at vælge den samme vin, bare med forskellig etiket.

Så skulle der være en kritik, så har den ingen steder at få rum.

"Hvad blev der af vækstkritikken på venstrefløjen?"

Et spørgsmål jeg har stillet igen og igen her på Information.

John V. Mortensen

Et roligt, eftertænksomt, selvforsynende liv i pagt med grøn, ren natur - er - yt. Nu skal vi arbejde længere, ikke spare op, men lade være med at betale vores lån, for nu skal et større forbrug skaffe arbejdspladser og rede gamle Danmark.

Det nye århundredes værdikamp mellem gnierne (dem som sparer til magre år) og de grådige (dem som låner selv i rige år) er politisk vundet af de sidste. Men - hvor tror i politikerne vil hente penge til at betale gildet? Hos - de - første.

Vækstproblematikken og venstrefløjens stillingtagen hertil er ikke blot et dansk, men et verdensomspændende fænomen!

Da vi ikke kan blive ved med at have vækst, som vi mest forstår den i dag, i al uendelighed, vil vi have to muligheder, når råstofknapheden (brændstoffer, vand, metaller osv.) virkelig sætter ind: Enten besinder vi os, og laver en omfordeling af goderne, eller også ender det i en verdensomspændende borgerkrig.

Jeppe Brogård

Er vi nu der igen? Der var angiveligt ingen forskel på rød og blå i 2001, ved det daværende folketingsvalg.

Var det virkelig rigtigt? Er Nyrups 90´re med målretet økonomisk vækst det samme som 00´ernes målrettede spin?

Jeg synes det ikke. Vi har for eksempel tabt alle positioner under dette regimes investeringsforskrækkelse. Kritikken i artiklen derimod er umådeligt relevant. Hvordan hænger materiel vækst sammen med immateriel tilfredshed? Den kobling er der jo ingen, der har keret sig om på det seneste.

Hvorfor støtter SF fossilbiler? Hvorfor er S vejfetichister? Har det noget at gøre med mobilitetens økonomiske effekt eller med poppulisme?

Hvorfor skal venstrefløjen være mod vækst? Der er jo flere former for vækst. Dels den opslidende (læs nuværende), hvor vi blot forbruger resourcers i et øget tempo. Og dels den udvidende, hvor vi formår at få den enkelte ressource enhed til at række længere. Den sidstnævnte kategori, er den, som grønvækst falder ind under. Så længe man kan opretholde en bæredygtig produktion, så kan jeg ikke se formålet med at være mod vækst.

Man skal dog se i øjnene, at der nok er begrænsninger for hvor meget vi kan vækste, og må derfor ikke undlade at tale omfordeling af resourcerne. Højere lønninger og kortere arbejdstider, kunne lade sig gøre, hvis ikke systemet var indrettet til fordel for neo-aristokratiet. Vi kunne allerede for mange år siden have skabt et globalt velfærdssamfund, hvis vi ville, hvilket har flere fordele i form af stabilitet og mindre slid på naturen. Men det er ikke i den herskende klasses interesse og pt. tror vestens arbejdere heller ikke på det, da de nyder godt af ikke at være de nederste i slave heirarkiet.

I et sådan samfund, vil væksten som ideologi kunne afskaffes, fordi der ikke længere er brug for et dens løfte om at: "også du kan komme til at forbruge på 1. klasse!"

Alan Strandbygaard

Velanbragt artikel.

Vi mangler at sætte fokus på det der slet ikke bliver nævnt, her midt i valgkampen og 'den globale krise'.

Godt gået!

Er problemet i virkeligheden ikke, at både højre- og venstrefløjen har uddannet sig inden for de samme økonomiske modeller?
At væksten (produktionen) helst skal stige år efter år med rentes rente, er efter min bedste overbevisning et tegn på, at der året før har været et produktionsmæssigt underskud, i forhold til de økonomiske modeller økonomerne bruger.

Meget brugte ord er optimering og vækst, for det er her økonomerne måler deres succes.

Men er denne optimering nu også sund, set i lyset af det enkelte individs behov i et samfund?

F. eks. tilbage i tresserne kunne en landmand forsørge en familie og karl ved at dyrke 30 tdr. land.

Teorierne omkring optimering og effektuering har nu bevirket, at en landmand ikke kan forsørge en familie (ca. 13.500 heltidslandmænd skylder nu 350 milliarder kr.). Der er blevet lukket hundredevis mejerier og slagterier, og dermed masser af arbejdspladser, som lå ude i nærområderne.
Eer det vækst?

Mekaniseringen af landbruget tilbage i tresserne med den lille grå Ferguson, der lettede det hårde fysiske markarbejde på landet, er nu blevet afløst af en mekanisering, hvor det er blevet mekaniseringens behov, der bestemmer landbrugenes og markernes størelser. Jo større traktor, des mere jord, og helst skal en landmand have to til tre traktorer, selv om han kun har en røv at sidde på, når han skal kører dem.

Mit synspunkt kan sikkert også føres over på industrien, hvor man generelt set er gået fra småt til stort. Det hele i optimeringens og effektiverings navn.

Hvorfor har økonomerne ikke undret sig over denne sammenhæng, men vedbliver at vurdere vækst frem for værdier, der ikke forbruger mere af jorden resurser, end vi giver tilbage.

Jeg undrer mig i hvertfald over, at vi i denne rumalder, hvor alle har set billedet af jorden, ikke har en indbygget mistro til, at forbruget og væksten ikke kan vare ved.

Det eneste der er sikkert er, at jordens råstoffer ikke er uudtømmelige, men det er den menneskelige arbejdskraft ikke.
Men fordelingsnøglen og diskusionerne mellem rød og blå synspunkter om forbruget af jordens resurser er uhyggelig skæv, fordi det hele måles i produktionsvækst og påstanden om, at man fødes og lever for at arbejde, og nu har glemt at man allene bør arbejde for at leve.

I hvert fald ser jeg en uhyggelig lighed med myretuernes samfund, hvor de mange samler og knokler for samfundet som helhed, men for de udvalgte hjemme i myretuen i særdeleshed.

prøv og se på the cubic mile of oil:
http://en.wikipedia.org/wiki/Cubic_mile_of_oil

helt afgjort, væksten kan ikke fortsætte, eller den skal ned i 1600-tals tempo, hvilket betyder, at maskinen går i stå, og alle forbrugsgoderne forsvinder. Vi er alle blevet opflasket med vaskemaskiner og køleskabe og fjernsyn osv. og end ikke det er holdbart - det bliver meget svært for gennemsnitsmennesket at omstille sig til livskår der ligger nogenlunde på linie med det man har kæmpet de sidste 150 år for at komme ud af.

Dorte Sørensen

Før vi kan sige at venstrefløjen – hvem den så omfatter – nu helt og aldeles selv er gået med på vækstteorien, skal vi vel lige blive enige om hvad vi forstår ved vækst. Kritiserer S og SF for at de har overtaget vækstteorien bare fordi de ønsker gang i renoveringer af offentlige bygninger og anlæg nu hvor der er ledige håndværkere. Ligeledes er de 12 minutter mere vel mere tænkt som en hjælpende hånd, når store de store årgange går på pension og de mindre årgange skal tage over.

Er det ikke mere en holdnings bearbejdelse – for at bruge Fogh Rasmussens ordbrug – der skal i gang med at fortælle at livet kan blive letter, hvis vi begynder at lave ting der kan repareres i stedet for at de skal smides væk, når de går i stykker. Tænk om reparationsarbejdet igen kunne svare sig så ville afskaffelsen af skral mindskes og mange lokale kunne få en levevej med at udføre reparationsarbejdet. Bare en anden måde at se fremtiden på.

Dorte Sørensen

PS: Høre lige Løkke Rasmussen i P1-morgen sige, at krisen ramte Danmark i 2008 mens han var finansminister. Ja så hvorfor kunne regeringen så ikke selv se krisen i 2008 og gjorde stort nar af Thorning, da hun talte om den i sin ordførertale ved Folketingets åbningsdebat i 2008.

Kurt Svennevig Christensen

Modvækst må meget gerne blive en kulturkamp, et stormløb mod forsvaret af den økonomiske vækst og den deraf følgende tro på, at vi ind i mellem også bliver så rige, at vi kan købe hele verden.

»Det man traditionelt har ment er, at det som sådan ikke er væksten og forbruget, der er onder i sig selv, men at det er kapitalisme. Hvis man bare afskaffer den, er problemet løst,« forklarer Peter Nielsen.

Hvem er mon 'man' i denne på engang dybt intetsigende sætning og så samtidig en sætning der kan bruges til at sætter aktørerne på banen.

Hvis nogen vil "afskaffe kapitalismen" så må der i det mindste formuleres et alternativ til kapitalismen. Er der nogen der har gjort det?

Nåh ja, Socialisme - eller statskapitalisme - men den er jo nys blevet begravet, så den lugter stadig fælt i manges næser, men statskapitalisme er jo alternativ til privatkapitalismen på den måde at den ikke kræver vækst for at fungere. Voila.

...og at tro at privatkapitalismen som system frygter 'grænser for vækst' og peak-'det ene og det andet' er som at tro på at privatkapitalismen går ind for en solidarisk fordeling af verdens ressourcer. Privatkapitalismen skaber med stor omhu de kriser som vi andre frygter - det er dem der skaber dynamikken i systemet, dvs. flytter ejerskab til produktionsapparatet.

Michael Kongstad Nielsen

Der er ingen venstrefløj - kun nogen der vil stemme på S og SF. De to partier vil det samme som VKO, bare på en mere uansvarlig måde, så Danmark nærmer sig økonomisk fallit lidt hurtigere.

Den gamle vækstkritik var grøn. Hensynet til naturen, jorden, de begrænsede ressourcer, drev den. Den var udtryk for indlevelse i naturens væsen, hvilket førte til mådehold og glæde ved det.

De tanker er blæst ud med vinden af forbrugsræs, luksusdyrkelse, fede biler, rejser og fladskærme. Det elsker den såkaldte venstrefløj (som ikke er der) også. Damen på billedet (åh disse manipulerende billeder) ligner heller ikke en, der afskyr materiel luksus). Nyrup foldede den stræben ud svarende til New Labour i England. Da befolkningen mærkede det, kunne de lige så godt tage den ægte vare - Anders Fogh.

Idag tror S og SF, at folk stadig vil svømme i luksus og lir gennem livet. Derfor har de - for at komme til magten - kastet alle sidste rester af vækstkritik over bord. Men tænk - jeg tror, at de allerede er ved at være agterudsejlet af en trend, der er på vej. At mange begynder at tænke: nu kan det være nok med al denne leven over evne. Bare se på Tyskland, hvor "de grønne" pludselig får 25 % af stemmer - og det endda i en konservativ delstat

Den første og vigtigste erkendelse er, at ting koster, hvad de koster, fordi nogen fastsætter en pris. Den er ikke gudgiven, og den har ikke (længere) reel sammenhæng med den værdi, der er nedlagt i dem i form af materiale og arbejdsindsats.
Der er vel næppe nogen så ødelæggende kraft som kapitalismen, der i konkurrencens navn kræver mange gange større produktion, end der forbruges, fordi man afstår fra den fordeling, som alle tider ellers har fundet fornuftig for at spare på indsatsen og bruge tiden på noget mere fornuftigt end arbejde: mad, sex, kunst, forskning, samvær. Kapitalismen halser afsted for at afskaffe disse goder og tænker kun på t opfinde stadig flere ynyttige og unødvendige jobs til folk, som man ikke tiltror at kunne bruge tiden bedre på egen hånd. Kapitalismen fattiggør, fordi den nivellerer det, vi i en anden økonomi stræber efter at gøre bedre - det handler om at få mest for mindst! Det er den parasitære klasse, som var foragtet med god grund, indtil den satte sig på magten i 1800-tallet. Jødehadet havde bl.a. sin baggrund i, at jøder ikke kunne besidde ejendom og derfor måtte ty til handel for at skaffe en levevej.
Hvis man skal lave om på det forhold, så folk forsøger deres bedste, kræver det ikke et udkomme - det er bedst, hvis det er sikret på forhånd - men nogen at glæde.
Den store angst for planøkonomi handler jo først og fremmest om en mistillid til den mekanisme, hvor mennesker gør noget for mennesker; men der er ingen vej udenom, og moderne teknologi gør det let endog at knytte sig til mennesker i andre verdensdele, hvilket for alvor vil gøre handelsklassen unødvendig og udstille dens arrogante klassebevidsthed.

Mht. transporten, helt særskilt, så er det mig til stor undren, at nogen kan mene, at øget trafik ikke er et stort almentmenneskeligt gode, hvor næsten intet er vigtigere end at nedbringe miljøomkostningerne, den indeholder. Kunstige erstatningsbenziner, brintenergi m.m. vil ydermere kunne gøre det billigt, grænsende til gratis, at rejse verden rundt og gøre sig bevidst om verdens mangfoldighed.

Stig Winther Petersen

Problematikken kan beskrives med få ord:

"Venstrefløjen" er kapitalens venstrefløj. Den kan ikke tænke sig ud over kapitalen som drivende kraft for samfundsudviklingen.

Det er da heller ikke nemt at tænke et samfund, der er styret ud fra en direkte vurdering af menneskelige behov.

Indtil der opstår et alternativ, må vi nøjes med at insistere på vindmøller, giftfri babymad og tusind andre produkter, som respekterer vore behov.

Et første skridt til at forberede os på et samfund, hvor materiel vækst (ophobning af ny kapital) ikke er det dominerende mål kunne være en lov om, at alle produkter skulle beskrives objektivt i en omfattende produktdatabase på internettet. Anprisede reklamer skulle samtidig neddrosles systematisk.

Jamen, det er noget vås, Tommy Højegaard, vækst forstået som økonomisk vækst, vel at mærke. Vi lever ikke af penge, vi lever af det, der dyrkes og produceres. Og meget af det, der produceres, kommer kun på markedet, fordi det er nødvendigt at have noget at bytte med for at få det nødvendige.
Hvis vi i stedet for denne mekanisme gik efter at fremstille det nødvendige uden modydelser, i udgangspunktet, ville både forbrug af ressourcerne og tiden nå et niveau, der er langt mere menneskeværdigt.

De kloge mænd har jo desværre fuldstændig ret.
or nogen tid siden kunne man høre daværende skatteminister udtale at alt det med at man skal begrænse væksten og ubegrænset vækst ikke kan være langtidsholdbar var noget værre bras sat i verden af nogle dumme socialister.
Dengang troede jeg at, nåja, der ikke ligefrem lyser visdom ud af skatteministerens øjne og han derfor skal være undskyldt.
Men det er jo absolut korrekt, at nutidens venstrefløj har taget vækst filosofien og derved kapitalismen til sig og fører sig frem ikke som socialistiske eller grønne partier men som lidt mere social bevidste kapitalister. Selv Enhedslisten er ikke helt immun overfor denne infiltrering. jeg har svært med at se EL som et grønt parti. Først og fremmest vil man være socialistisk, og helst uden at tage ord som kapitalisme og socialisme i munden, og så, nåja, vi er jo også nødt il at være lidt grønne, synes devisen at være.
Men der mangler helt klart et parti som Tysklands Grønne i det danske politiske landskab.
Den med " det behøver vi ikke, vi er jo alligevel langt forud når det gælder miljøet..." kan kun begrundes i den notoriske danske lilleø-mentalitets arrogance, også kaldet navlepilleri og har for længst ikke længere hold i realiteten.
Desværre er der lange udsigter at det kommer til at ændre sig, da hele venstrefløjen træder hinanden over tæerne med at ville være de mest social- og miljøbevidste -kapitalister.

Er grænseløst og evigt vækst noget kulturelt betinget, noget unaturligt?
Kulturelt betinget er det helt klart, det ved vi alle. Ligesom vi alle ved at materiel velstand og rigdom ikke gør os mere lykkelige, alligevel bliver vi ved met at lade som om det var det eneste der tæller og især de sidste 10-15 år har der været verden om en bevægelse for at diskriminere de bløde værdier til fordel til de hårde, dem der kan forvandles direkte i mere materiel vækst.
Surt for planeten, og surt for de fattige blandt os og i de fjernere dele af kloden. Traditionerne tro får de ikke ret meget ud af vores vækstrater, tværtimod. Størstedelen af vores økonomiske vækst bygger stadig på rovdrift på de ressourcer mange af de fattige lande er så rige på og det kommer forløbigt ikke til at ændre sig, gøn vækst eller ej. Tag bare den nyeste "miljørigtige" trend mod biobrændsel. Hvad der bliver lovpriset af vores ak så miljøbevidste politikere fører til både miljømæssige og sociale katastrofe i andre dele af verdenen. Det ved vi ganske udmærket, men rager os en pind. Og hverken i S eller SF kan man høre mange kritiske røster omkring emnet, det kunne jo kost vælgere. Stadig voksende velstand er vores hellige ko og den må ikke røres, komme der hvad vil.
Og det vil komme. Det ved vi også ganske udmærket.

Er grænseløst vækst unaturlig?
Nej et er det faktisk slet ikke. Det er veletableret og udbredt i naturens kredsløb. Vi kalder det cancer.

Hvis cancer byggede på en filosofi, ville det være præcist den samme som vi lever efter: vækst er nødvendig, vækst er godt, mere vækst er bedre, mest vækst er bedst.

Vi alle ved hvad det i sidste ende fører til. Enten kan vi gribe ind og begrænse cancerns vækst, ellers vokser den os og derved sig selv ihjel.

Det er netop i en fri kapitalistisk økonomi at mennesker gør noget for mennesker - frivilligt

Hæ hæ æh ... Martin Rytter, kom den der formulering bare til dig, sådan lige uden vidre????

Hvad er du bange for, Martin Rytter, at der er nogen, der siger, at du ikke må blive så rig, som du havde lyst til? At nogen siger, du skal arbejde mindre end 50-60 timer om ugen og i stedet bruge noget tid med din kone, dine børn og dine forældre? At du ikke kan få lov at købe en terrængående bil til at forurene atmosfæren med?

Thorsten Lind

..anbefaling af @Jens Høybyes kommentar.

Kom til at tænke på forfatteren T.H. White´s bøger:
."Kong Arthur på Camelot" & "Merlins bog".
Troldmanden Merlin anskueliggør forskellige samfundssystemer for den unge, og kommende konge, Arthur.

1. Myrene, knokler for tuen, og er altid parat til at gå i krig mod andre myretuer.
2. Vildgæssene, på træk, frihedssøgende.

Skræmmende som Danmark minder om myretuen,
endda med det store flertals opbakning.
Højrefløj el. Venstrefløj er hip som hap.
VELFÆRD-VÆKST
1984-TOTALITÆRT
..et "demokratisk" diktatur!!
Mvh.Th

Velfærd kan aldrig være lig med vækst, for hvis der skal ydes velfærd, er der ikke kapacitet til betydelig økonomisk vækst.

Nej, Martin Rytter - for dem, der skaber noget i samfundet, er ikke de rige, der blot administrerer det, andre finder på. Der er brug for et langt mere lige samfund, hvor produktion f.eks. foregår på kooperativ basis fremfor i gammeldags hierarkiske systemer, hvor folk, blot fordi de besidder magten til det, kan bevilge sig eksorbitante lønninger og bonusser.
De rige i vort samfund har i et årti haft held til på bedste distanceblændervis at få folk til at betragte 'lederen' som en helt - men han er det modsatte, han er demokratiets, lighedens og retfærdighedens fjende.

Churchills udtalelser er ofter præget af en skarp iagtagelsesevne, logisk sans og en lapidarisk sproglig håndtering...

...engang imellem tager hans lakaj-gen over og i Korsgaards citat ovenfor går det ud over logikken i udsagnet - han misser at elendigheden i den kapitalistiske verden slår ihjel.

Niklas Monrad

Skal man være bekymret over at der påståes at 2% vækst i 515 år betyder en forøgelse af vores økonomi på 32.000 gange, når det faktiske tal er 26.859?

Jeg mener, man bør da kunne have tillid til at en professor i planlægning has styr på tallene, eller hur?

Niklas Monrad

Citat:"Den stress og jag, som det skaber at halse efter vækst og innovation, har jo flyttet os væk fra det gode liv [...] ,« siger John Holten."

Undskyld, men er det John Holten er pludselig skal definere, hvad "det gode" liv er? Bare fordi han synes, at det at ligge henslængt i en hængekøje er det gode liv, er der mange, som finder stor tilfredsstillelse i mere aktive gøremål - også gøremål som ikke handler om at producere teaterstykker for hinanden ...

Niklas Monrad

Citat : "Man kunne jo reducere arbejdstiden og fordele det nødvendige arbejde på flere hænder,« siger Petter Næss."

Ja, lad endelig den arbejdsløse håndværker hjælpe lidt til i tandlægepraktikken ...

Niklas Monrad

Folk er nødt til at indse, at hvis væksten i samfundskagen ikke er mindst ligeså stor som befolkningsvækst og inflation, så betyder det mindre til alle. Mindre af alt. Det er ganske enkelt. De, som ønsker at afvikle vækstideologien, savner at fortælle os andre, hvor fattige vi alle skal være.

Nis Jørgensen

@Niklas: De væksttal der normalt regnes med, er inflationsjusterede. Befolkningstallet forventes at være faldende frem til 2030. Så du skal bare acceptere at du ikke bliver rigere i dag.

(At jeg personligt går ind for negativ vækst er en anden sag)

Niels-Holger Nielsen

Hvem udtalte: "...vi er nødt til at sige sandheden, og den er, at vi, der lever i den rige del af verden, må forbruge mindre, at teknologien ikke kan redde os, og at vi må organisere os anderledes."?

Niels-Holger Nielsen

"Ole Sohn, SFs finanspolitiske ordfører, mener, at præmissen er forkert. Det er ikke venstrefløjen, der har forladt vækstkritikken, men derimod venstrefløjens sejre, der har gjort den overflødig.

»Tidligere tiders modsætning mellem vækst og miljø eksisterer ikke på samme måde mere. I dag kan vi producere på en renere og grønnere måde, og mulighederne for bæredygtig energi er udvidet. Derfor gør den grønne vækst det muligt, at det hele går op i en højere enhed,« siger SFs finanspolitiske ordfører.

Men er det muligt helt at afkoble økonomien fra dens ressourcegrundlag?

»Det er jo lykkedes indtil videre, men selvfølgelig er der lang vej endnu.«"

Nis Jørgensen

@Niklas: Det har du sørme ret i. Jeg var lidt doven, og checkede ikke årstallet på den DST-rapport jeg citerede - den var fra 1995. Hovedforskellen er en højere forventet netto-indvandring og en højere forventet fertilitet.

For min skyld kan vi godt snakke om nulvækst i BNP per capita snarere end i BNP - forskellen er ikke så stor. Det vigtigste for mig er at slippe af med ideen om bestandig vækst - ikke at der aldrig er noget der vokser.

Leif Højgaard

Efter i mange år at have undret mig forekommer de mig nu at begreverne socialisme og kapitalisme faktisk er to sider af den samme sag men som ikke udelukker hinanden idet disse nominelle klassifikationer ikke måles på samme skalaer. Socialismen fokuserer på relationer og foeløb hvorimod kapitalen relaterer sig til tidspunkter og beholdningsopgørelser ligesom i regnskab hvor driften er en del af egenkapitalen. Derfor giver en venstre/højre diskusion af begreberne vækst, produktivitet og effektivitet ingen mening hvis ikke også teknologien drages med ind i billedet. Det er måske noget vrøvl jeg siger, men det var en tanke der holdt mig vågen en times tid. Så nu kan jeg trygt sove videre...zzz

Leif Højgaard

zzz... jeg glemte at tilføje at arbejderen bliver altid har ladet sig snyde for ejendomsretten til en del af rationaliseringsgevinsten der opstår når ny teknologi forkorter arbejdsandelen. Dette forhold tidækkes af, at der ikke indenfor nationaløkonomien eksisterer en parallel til begrebet egenkapital, hvor vækst hhv fald defineres som værende lig driftsresultatet. En patalogisk undersøgelse af dødsårsagen til den debat der foregik omkring økonomisk demokrati i 70'erne kunne være af retrospektiv interesse.

Har vi virkelig brug for vækst? Vi har snarere brug for omfordeling. Hvad er der galt i at skatterne stiger i takt med at vi får mere mellem hænderne?

Langt de fleste mennesker, også langt de fleste fra højrefløjen, anerkender et behov for en minimumsløn. Men måske ville det være endnu vigtigere med et loft over maksimum indkomst.
uha, jag kan allerede fhøre hvordan man trækker vejr til det store ramaskrig! Loft over maksimum indtægt!! et helligbrøde, blasfemi af den værst tænkelig art!
Selv om grådighed af vores religion (og også andre) betragtes som en af de værste synder, hylder vi den i det daglige liv. De der er bedst til at rage til sig fungerer som rollemodeller, og alt er tilladt som kan bruges til at berige sig selv, hvis det er ulovligt, skal man bare sørge for at man ikke bliver taget i det, så er alt i bedste orden.
Og ikke nok med det, så kæder man også velfærd til denne "man kan aldrig have for meget" holdning.
Filosofien er: jo mere de rige har mellem hænderne, jo flere bliver der til de fattige.
Som om.
For ikke så længe siden har nogle af verdens rigeste mennesker begyndt at forære store dele af deres formue væk, fordi de har så meget at de slet ikke længere har fantasi til at forestille sig hvad pengene overhoved kan bruges til.
Men alligevel skal det være tabu at tale om begrænsninger, og de fleste af vores økonomiske eskperter støtter en kultur hvor stadig knappere og ikke fornybare naturressourcer bruges til at producere alt mulig unødvendig ragelse hvor mindst 1/3 del lander direkte i skraldespandene og en anden 3.del aldrig når at blive solgt. For denne fuldstænig åndsforladte misproduktionskultur skal redde vores velfærd.

Det er der god økonomisk fornuft i. ikke?

Ib Jørgensen

Det er i den grad opmuntrende, at vækstkritikken synes at have vundet fodfæste, langt om længe. Læs også Rune Engelbreth i Politikens 2. sektion idag (7. april).

Nu er det især op til medierne og ikke mindst vågne folk på universiteter mm og blandt politikere at udvide og kvalificere vækstkritikken.

Jeg har gennem nogen tid givet mit lille bidrag her:

http://bloggeroeven.blogspot.com/search/label/V%C3%A6kst

Danmark er ikke blevet et rigt land på grund af velfærdsstaten, men på trods af den. Vækstforskere har for længst dokumenteret, at høje skatter og en stor offentlig sektor hæmmer økonomisk vækst, men socialdemokrater fornægter rutinemæssigt økonomisk forskning.

Det handler ikke om vækst, men om at udse sig de områder, der skal udvikles til gavn for alles trivsel. Det er helt uproblematisk at udpege de områder, for det handler om erstatninger for fossile brændstoffer, sund fødevareteknologi, der kan mindske belastningen af naturen, teknologi til at lette menneskers nødvendige slid og møje. Jeg ved ikke, hvad liberalisterne har været udsat for, men hvis man læser Andersens ISDRONNINGEN, får man let den tanke, at de har troldsplinter i øjnene. Ihvertfald ønsker de åbenbart at erstattte alt, hvad der er smukt, godt og efterstræbelsesværdigt i vor begrænsede verden med dettes diamentrale modsætning.

Jan Aage Jeppesen

"For ser man uden for den etablerede venstrefløj, er der gang i diskussionen om et alternativ til vækstsamfundet. Og de bevægelser opfatter sig ikke nødvendigvis som venstreorienterede, understreger John Holten-Andersen."

Sandt nok. Den filosofiske vækstkritik er hævet over de traditionelle politiske venstre- højre kategorier. Her er der ydet væsentlige bidrag fra begrebslogikkens grand old man, finnen Georg Henrik von Wright. (1916 - 2003). Ingen ringere end Ludwig Wittgensteins udpegede ham som sin efterfølger på det britiske universitet Cambridges filosofi-lærestol.

I 1993 udsendte Wright en kritik af selveste "Myten om fremskridtet" (som bogen hedder på dansk, 1994). Hvilket foranledigede Sveriges daværende borgerlige (‘konservative’) statsminister Carl Bildt til offentligt at erklære bøger af den art for farlige.

De kunne føre til resignation - og dermed skade Den Økonomiske Vækst, svensk beskæftigelse, svensk erhvervsliv og hele menneskehedens fremskridt.

En sådan reaktion på de kendsgerninger af især økologisk art, som von Wright påpegede og som Bildt ikke benægtede, karakteriserede Wright som "afmagtens optimisme".

Wright blev en slags mentor og åndelig sparingspartner for den danske filosof Kai Sørlander gennem 15 år (1978/93), mens denne udviklede sin unikke filosofiske teori. Inspirationen er gået begge veje. Således skriver Wright i forordet til Sørlanders første bog "Det Uomgængelige" (1994):

"Jeg vil især her nævne to spørgsmål, hvor Sørlander har påvirket min egen tænkning.

Det ene spørgsmål angår begrebet "behov". Der findes en omfattende psykologisk litteratur om emnet, og det spiller også en hovedrolle o økonomisk og sociologisk videnskab. Men det er påfaldende, at det næppe overhovedet er blevet systematisk undersøgt i moderne, analytisk orienteret filosofi.

Her har Sørlander gjort en original indsats, som jeg tror også vil kunne finde frugtbar anvendelse i psykologi og samfundsvidenskab.

Udgangspunktet er meget enkelt: en distinktion mellem behov og ønsker. Alt hvad vi behøver, ønsker vi ikke - og vi ønsker noget som vi ikke behøver. Disse distinktioner bliver derefter udgangspunkt for en indtrængen i etikkens og værdilærens begrebsverden. Der slås bro mellem ikke-ønskede behov og forestillingen om, hvad en person BØR gøre. ..."

I Sørlanders næste bog "Under Evighedens Synsvinkel" fra 1997, som er tilegnet Georg Henrik von Wright, behandler et af kapitlerne "Etikkens politiske konsekvenser". Det etiske grundlag er Sørlanders "etiske konsistenskrav" - en universel etisk minimumsfordring der er begrundet ved begrebslogisk eksplikation. Hvad fordringen nærmere implicerer deducerer Sørlander i sammenhæng med de uomgængelige træk ved vor situation som personer.

På dette grundlag når Sørlander frem til tre basale etisk-politiske krav som ethvert samfund bør stræbe efter at opfylde: Demokrati, social basissikring og økologiske hensyn i produktionen. Her et brudstykke fra argumentationen:

Vi har nu forsøgt at gennemtænke konsekvenserne af det første af de to basale-etisk-politisk krav: kravet om, at samfundet bør formidle hjælp til dem, der ikke selv er i stand til at opretholde deres eksistens som personer. Vi har forsøgt at eksplicitere, hvilken skikkelse dette krav må tage under de særlige omstændigheder, som kendetegner det økonomisk integrerede samfund.

Derunder har vi draget to konsekvenser. For det første kravet om, at der bør ydes en social basissikring som et sidste alternativ for den, der kun har sin arbejdskraft at sælge. Og for det andet kravet om, at samfundet bør gribe ind over for produktionsmetoder, som ødelægger miljøet - de elementære livsvilkår.

Det gælder politisk om at finde en vej, hvor begge krav kan opfyldes. Men ingen siger, at det er let. På den ene side kan det første krav kun opfyldes under forudsætning af, at samfundets levestandard er væsentligt højere end den rene naturtilstand. På den anden side betyder det andet krav, at en forøgelse af levestandarden ikke må være BLIND, men skal være tilpasset langsigtede økologiske hensyn. Så meget - eller så lidt - kan siges a priori. Hvad der i den konkrete situation skal gøres politisk, må afhænge af en afvejning af de relevante erfaringer. Det kan ikke afgøres a priori. ..."

Senere i afsnittet stilles spørgsmålet: Hvorledes forholder henholdsvis liberalismen og socialismen sig til de etisk-politiske grundkrav?

Jeg springer ned midt i besvarelsen:

" Primært bør det fastslås, at det socialistiske system OGSÅ må have en social basissikring. Det socialistiske system medfører ganske vist, at fællesskabet - og dermed også den enkelte selv som del af fællesskabet - bliver arbejdsgiver. Men hvor godt fællesskabet end er, kan det ikke udelukkes, at der vil være divergerende opfattelser. Hvor demokratisk staten end er, vil der være flertal og mindretal. Og skal flertallet ikke have magt til at tvinge mindretallet til at arbejde under vilkår, som mindretallet ikke selv vil acceptere - og det er betingelsen for ligeværdighed - så bør der være en social basissikring som et sidste alternativ.

Argumentationen adskiller sig ikke principielt fra den, der kræver basissikring under liberalistiske forhold. Selv om det socialistiske system bevæger sig mere hen imod centralisme og planøkonomi, og væk fra liberalismen, så gør det ikke nødvendigheden af en social basissikring mindre. For en sådan udvikling betyder, at der i princippet ikke er alternative arbejdsgivere. Og basissikringen fremstår så som en nødvendig betingelse for at sikre den politiske frihed - retten til at have divergerende opfattelser. Hører man til et mindretal, så er man ikke nødvendigvis bedre stillet i et socialistisk system, hvor man ikke som yderste mulighed kan vælge en elementær basissikring, end man er over for en privat arbejdsgiver, hvor man har et sådant yderste alternativ. Basissikringen sætter en grænse for, hvor langt flertallet kan bruge magten over produktionsapparatet - og dermed magten over indtjeningsmulighederne - til at undertrykke alternative opfattelser.

Erkendelsen af, at det socialistiske system bør have en basissikring (ganske svarende til det liberalistiske system), er også en erkendelse af, at kravet om socialisering IKKE er en logisk følge af de etisk-politiske grundkrav. Det er derfor ikke selv et etisk-politisk grundkrav. Det har ikke samme status som kravene om, at der bør skabes basissikring, at der bør tages økologiske hensyn i produktionen, og at der bør være demokrati.

... Imidlertid siger erfaringerne fra Sovjetunionen ikke, at et socialistisk system med central planlægning rent principielt er mindre effektivt end et liberalistisk system. For der findes ikke noget rent principielt svar på spørgsmålet om systemernes relative effektivitet. Der findes kun svar, som afhænger af samfundenes historiske situation - af deres traditioner og tekniske muligheder.

** Desuden er det vigtigt at holde fast, at effektivitet ikke er den eneste målestok - og heller ikke den basale målestok. Målet er ikke den størst mulige produktion, men at skabe et samfund, som opfylder de etisk-politiske grundkrav om basissikring, økologisk hensyntagen og demokrati. ** - Citat slut.

Her er Sørlanders vækstkritik på samme linje som Wrights. For at sige det lidt brutalt: Socialisterne har undladt at gennemføre en nødvendig filosofisk analyse der definerer samfundets mål og værdier på et andet grundlag end marxismens, der blindt har overtaget kapitalismens vækstfilosofi og koncentreret alle kræfterne om størst mulig omfordeling af profitten. Derfor befinder socialismen sig i en etisk og økonomisk blindgyde der lige så sikkert som kapitalismen på sigt underminerer grundlaget for, at vi kan leve som personer.

Sørlander viser en mulig vej ud af troen på at vækst er lig med fremskridt og han nytænkning henvender sig i lige høj grad til liberalister som socialister.