Læsetid: 4 min.

Venstrefløjen har sendt skoleideerne i skammekrogen

Det venstreorienterede skoleprojekt er dødt hos S- SF, mener eksperter, der knap kan skelne rød bloks skolevisioner fra blå bloks. Radikale og Enhedslisten efterlyser en skoledebat, der fokuserer mere på dannelse og demokrati end bundlinje og disciplin
Det venstreorienterede skoleprojekt er dødt hos S- SF, mener eksperter, der knap kan skelne rød bloks skolevisioner fra blå bloks. Radikale og Enhedslisten efterlyser en skoledebat, der fokuserer mere på dannelse og demokrati end bundlinje og disciplin
4. april 2011

Rettelse 5. april 2011

Sympati for lighedstanken
I artiklen ’Venstrefløjen har sendt skoleideerne i skammekrogen’ citeres lektor Steen Nepper Larsen fejlagtigt for at sige: »Der er efter min mening ikke meget forskel på deres (S-SF’s, red.) og regeringens måde at tænke på, selv om S-SF har lidt mere sympati for lighedsforskellen.« Der skulle stå ’lighedstanken’ og ikke ’lighedsforskellen’, hvilket er blevet rettet i artiklen herunder. Information beklager fejlen.
/red.

 

Mere faglighed og mere disciplin. Sådan lyder to centrale punkter i S-SF's fælles skoleudspil, der fokuserer på at højne niveauet i folkeskolen. Derimod fylder ambitionerne om skolens dannelsesformål og lighedsskabende potentiale ikke noget i udspillet. Ordet 'demokrati' indgår slet ikke, og egentlig er der ikke meget i udspillet, der adskiller S-SF's skolevisioner fra regeringens. Stort set kun spørgsmålet om, hvorvidt de nationale test skal offentliggøres, deler de to blokke. Den brede konsensus vidner om, at venstrefløjen har opgivet sit skoleprojekt, mener ekspert i grundskoleforskning Niels Egelund.

»Det venstreorienterede pædagogiske projekt er ved at dø, og det, der i dag adskiller S-SF fra regeringen er småting,« siger han og bemærker især, hvordan SF har ændret kurs, så de i dag accepterer både evalueringskulturen og en mere autoritær undervisningsform.

»SF har opgivet hele tiden at slå på de dannelsesmæssige aspekter, 'det hele menneske' og vigtigheden af trivsel,« siger Niels Egelund, der bifalder den erkendelse, man har gjort på venstrefløjen.

»Først smed man autoriteterne væk, og nu erkender man, at det ikke duede, fordi der er behov for mere styring. Nu er vi nødt til at genindføre noget af den gamle disciplin. Faglighed er kommet i højsædet, for vi kan se på PISA-resultaterne, at det ikke står så godt til. Derfor har venstrefløjen erkendt, at der er behov for at ændre kurs,« siger Niels Egelund.

Spørger man forskningslektor og en af venstrefløjens uddannelsestænkere Steen Nepper Larsen, der sidder i bestyrelsen for uddannelsestænketanken SOPHIA, er det dog ikke just positivt, at venstrefløjen har opgivet det pædagogiske projekt.

»S-SF er fuldstændig uden visioner. Der er efter min mening ikke meget forskel på deres og regeringens måde at tænke på, selv om S-SF har lidt mere sympati for lighedstanken. De fremfører ingen radikal kritik af new public management og tilgangen til tænkning og viden. De opstiller ikke noget alternativ, og det er dybt tragisk, at de ikke er mere ambitiøse og grundige i deres skolepolitik,« siger han.

Alternativet

Modsat Niels Egelund afviser Steen Nepper Larsen, at venstrefløjens ideer blot har slået fejl og er uddaterede, fordi samfundet har ændret sig. Tværtimod mener han, at der er behov for fortsat at anskue skolen som mere end et sted, hvor eleverne tilegner sig de fornødne faglige kompetencer til at få dem videre i systemet.

»Der findes et alternativ. Skolen er det sted, hvor folk bringes ud af markedets og familiens sfære. Det er der, man møder højkulturen og har mulighed for at blive et dannet menneske i et offentligt rum sammen med dygtige lærere, som skal være kulturens, åndens, sprogets og tænkningens fyrster frem for statens lakajer. Derfor bør vi tænke skolen fri af konkurrencestaten og forældrenes kontrol,« siger han.

Fra højre til venstre efterlyses der mere disciplin i skolen, eller som S-SF formulerer det: »ro og orden«. I udspillet foreslås det, at skolerne indgår kontrakter med forældrene, hvor »det skal gøres meget klart, at der findes sanktioner for dårlig opførsel«.

Den tilgang til skolen er både uddateret og unødvendig, mener Steen Nepper Larsen: »De efterlyser en gammeldags disciplineringsskole, selv om det vigtige i virkeligheden er evnen til at skifte pædagogisk gear i skolen, så der kan veksles mellem forskellige metoder og didaktikker.«

Faldet for fristelsen

I jagten på en alternativ skolepolitik med fokus på demokrati og dannelse, springer de Radikales skoleudspil mere i øjnene end S og SF's. Her er omdrejningspunktet netop dannelsesaspektet og lærernes frihed. Uddannelsesordfører Marianne Jelved mener, at S-SF nok er enige med de radikale om, at skolen har en værdi i sig selv, og at demokrati er vigtigt, men de fokuserer ligesom alle andre mere på det målbare, mener hun:

»Det er ikke temaer, som de tager op hverken i deres skoleudspil eller i debatten, og det skyldes nok den trend, som præger al uddannelsespolitik. Jeg kunne godt ønske mig, at de gik imod den effektivisering og økonomisering, der ligger i den måde, uddannelsespolitik diskuteres på i offentligheden. Hele fokusset for folkeskolen er det, der kan måles og vejes, og S-SF er næppe uenige med mig i, at sådan burde det ikke være,« siger hun og påpeger, at det måske skyldes frygten for at blive skudt i skoene, at »eleverne ikke skal lære noget«.

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen mener også, at S-SF er faldet for fristelsen til at være konkrete og opsigtsvækkende i medierne, selv om det kan koste på nuancerne.

»Når man laver nationale test eller standardiserede elevplaner presser politikerne nogle tiltag ned over hovedet på skolerne, selv om det gavner politikerne mere end skolen,« siger hun og efterlyser »mod til at turde sige, at skolerne skal have frihed«.

Socialdemokraterne har dog ikke ændret skolepolitik, og det er et område, hvor højre-venstrefløjsopdelingen ikke kan gøres op så simpelt, mener uddannelsesordfører, Christine Antorini, der påpeger, at det altid har været en socialdemokratisk ambition at have en national skolepolitik med vægt på faglighed, karakterer og evaluering, så arbejderklassens børn ikke falder ubemærket igennem systemet.

Tankerne om medindflydelse og demokrati står allerede fornuftigt formuleret i skoleloven, og derfor er fokus i stedet på nogle andre ting i udspillet, forklarer Antorini, der også mener, at socialdemokraternes skolepolitik er mindst lige så socialdemokratisk, som den altid har været.

»Vi har reformuleret den socialdemokratiske skolepolitik og har taget et håndfast opgør med 90'ernes pædagogiske strømning, som handlede om ansvar for egen læring. I dag har vi en mere klassisk socialdemokratisk tilgang til, hvordan vi skal få alle med.«

Serie

Hva' gør vi nu, lille venstrefløj?

De borgerlige løsninger på samfundets problemer er kollapset. Befolkningen bliver mere og mere venstreorienteret. Venstrefløjen har alle muligheder, men hvad kan, tør og vil den?

Information går på jagt efter venstrefløjens bud på en ny politik. Pædagogik. Kunst. Seksualmoral. Krop. Økonomi. Og et ideal for det gode liv.

Vi spørger: Hvad betyder frigørelse, lighed og solidaritet i dag?

Seneste artikler

  • De borgerlige plageånder lover at revse rød blok

    23. april 2011
    De kritikere, der i 10 år har været i haserne på de borgerlige, skal måske snart til at sadle om til en ny kritik af en rød regering. Vil et regerings-skifte betyde, at Georg Metz, Rune Engelbrecht og Carsten Jensen får mere tid til haven og børnebørnene? Næppe, lyder det samstemmende
  • Oppositionen skal forblive opposition

    11. april 2011
    Mens de lyserøde partier helst vil glemme deres egne historiske rødder og engagement, består udfordringen for Enhedslisten i at udvikle og bevare principper, der hører hjemme i den socialistiske tradition
  • Kan fællesskab få en større plads i boligpolitikken?

    9. april 2011
    Kollektiver og bofællesskaber har trange kår, selv om fællesskab kan være en kur mod mange af vort samfunds problemer. Venstrefløjspartierne lover at arbejde for, at vi rykker tættere sammen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Jeg forstår ikke at Steen Nepper Larsen ikke kan se forskel på OVK s og oppositionens skole politik. I mine øjne er der stor forskel , hvor OVK går ind for en ren dyrket konkurrence skole med test og opdeling i de dygtigste og de mindre dygtige elever
Her har fx socialdemokraterne for flere år siden kommet med deres helhedsskole forslag, der desværre er blevet nedstemt af OVK flere gang, hvor indlæringen skulle blandes med tid til leg og bevægelse, hvorved evnen til indlæring skulle stimuleres. Ligeledes indebære forslaget en større og frie inddeling over fag til interesserede elever fra forskellige klasser og klassetrin. Derudover skal der kunne gives lektiehjælp til ALLE. Bare for at nævne nogle af fordelene ved en helhedsskole.

Men Folkeskolens nye formålsparagraf bør føres tilbage til den tidligere formålsparagraf.

De forskellige partiers politik for folkeskolen har altid været at u(d)danne ungerne til at blive deres kernevælgere.
Det er realskolepolitik.

Bemærk at politikerne naturligvis ikke sender deres egne børn i Folkeskolen.

Iøvrigt er der ingen modsætning mellem "dannelsesformål og lighedsskabende potentiale" og så at lære ungerne noget.

Hvad der muligvis er ved at gå op for venstrefløjen er, at hvis ikke Folkeskolen lærer ALLE ungerne at skrive og regne, så vil det være akademikernes børn som lærer at læse derhjemme eller i privatskolen, og den sociale mobilitet stopper så her.

Erhvervslivet og Statens magtapparat, som jo har mønten, efterspørger det de skal bruge for at opfylde ders formål, og det er ikke altid i overensstemmelse med hvad Folkeskolen leverer.

Og det er den nuværende elite helt og aldeles klar over.

kolen skal,og bør være et fristed,for at lære den basale vigtige grundviden!
Upartisk læring,da det er de egentlige basale videns områder der bør være det egentlige!

KAN MAN DRIVE,FORSERE INDLÆRING,MED SYKSE?

Om Deseplin,og stræben i sigselv er nogen kvalitet,er et usocialt væsen,og bør i sig selv ikke være det egentlige overordtnede mål.

SKAL VI VÆRE KOLDE MAJIONETTER,UDEN ASFÆRE?

De Politiske beslutningstagere,blotlæger,at de fortrinsvist er akademiske,og selv har haft en for læt skolebaggrund,moske fordi de er bland de heldige,med de egenskaber der fordres i samfundet!

Samtidigt fortæller det deres usociale/menneskelige overfladiske opfattelse,om den sociale/Demokratisk atmosfærer,som i nutineds samfund er en absulut mangelvare,og en af de største trudsler for vores Demokratiske Samfunds kendetegn!

Et ægte demokrati der tager afsæt i et socialt afbalangseret Demokrati.

Forhåbentlig sættes dette kændetegn for Dansk Demokrati ikke over styr!

Folkeskolen er det vigtigste afsæt for alle,og bør ikke præges af kongurancesamfundes Stris,da det vil frarøve de fleste inlæringssglæden der bør være et forum for harmoniske proseser for at tilegne sig viden/Grundviden for et vidre forløb til øvrige højre nevouer,og endelig uddannelse.

Christina Lærke Vilhelmsen

Jeg forstår ikke helt denne enten - eller diskussion. Udfordringen må være at tænke skolen som et sted, hvor dannelse, faglighed og disciplin går hånd i hånd. Hvor arbejdet med sociale relationer, pædagogisk velfunderet undervisning og kompetente lærere er med til at motivere eleverne til ansvar for egen læring! Hvor fagligheden udvikles gennem meningsfulde sammenhænge i fagene og mellem fagene, og hvor undervisningen tilrettelægges så det enkelte elev føler sig mødt og kan udvikle sig ud fra eget potentiale og alder!

De sidste 10 års forskning om god undervisning (Dansk Clearinghouse) fortæller os at det ikke kun er faglig kompetence, men også god klasseledelse og gode sociale relationer, der er de mest afgørende faktorer for den gode undervisning. Lad os derfor støtte en skole, hvor kompetente lærere, der mestre en pædagogisk praksis vi ved gavner læringen hos eleverne!

Og så lad os se på, havde det er samfundet efterspørger i disse år, hvor kreativitet og innovation er blevet modeord, som alverdens eksperter fra erhvervsliv og uddannelsesliv forsøger at definere betydningen og den praktiske forståelse af!

Evalueringsinstituttet EVA har netop udgivet en undersøgelse om studiekompetencer i forbindelse med den nye gymnasiereform. Den viser, at de studiekompetencer, der efterspørges blandt studielederne er kompetencer som vedholdenhed, samarbejdsevne og selvstændighed. Det er med disse værktøjer i rygsækken, at de studerende bliver i stand til at tilegne sig den faglighed, de selv og samfundet har brug for!
Lad os støtte en skole, hvor eleverne lærer at lære!

Læs om "Danmark har en skole" på www.steinerskolerne.dk

S og SF har forvildet sig ud i en forestilling om at skoleelever ikke vil lære, at de ikke vil ingå i fællesskaber. Derfor taler man om disciplin.

S og SF har glemt at skoleeleverne primært responderer kritisk på vækstfilosofiens dannelsesdoktrin, som indebærer økonomisering af også børnenes livsverdener. Derfor griber S og SF i blinde ud efter strukturelle magtmidler, der skal tvinge børnene ind i geledderne. Og holde blikket rettet mod det velstående liv. Det materielt sikrede liv. Det kulturelt forankrede liv.

Chris David Bonde Henriksen

@ Torben Ernst

tak for dit indlæg, som temmelig tydeligt viser, hvor folkeskolen fejlede. Jeg går ud fra at du gik i skole efter 1970.

Angående disciplin: hvis der ikke er ro i klasseværelserne, er det håbløst at undervise og taberne bliver de fagligt svage elever. Det burde selv venstrefløjen også være i stand til at forstå.

Niklas Monrad

Alle snakker om dannelse (og man kunne fristes til at sige at ingen gør noget ved det), men hvilken dannelse er det de synes børnene skal have? Deres egen form for dannelse kunne man have dem mistænkt for.
Skolen kan ikke være alt for alle. Med den mangfoldighed af individer der findes i en klasse, er det næppe muligt at finde en formel, som tilfredsstiller alle.
Børn sendes i skole primært af to grunde: for at de skal optage lærdom og kunnen i traditionel boglig og håndværksmæssig forstand og for at udvikle sociale kompetencer, så de kan begå sig, når de en dag slippes løs i samfundet på egen hånd.
Begge er nødvendige, men skal vi skære helt ind til benet og stille det svære spørgsmål, hvilken af de to er vigtigst? Hvis, ud af de to, vi kun må vælge den ene som formål med skolen hvilken skal det så være? Svaret må og skal være den første: lærdom og kunnen.
Hvis uenighed allerede er opstået ved dette svar, er det svært at komme videre, men hvad nytter det at være en omgængelig person, hvis man ikke kan læse og skrive? Menneskeligt set har man naturligvis samme værd, men fra et samfundsmæssigt perspektiv, hvor man kan forventes at være et indsigtfuldt og produktivt individ, har en analfabet utvivlsomt et større handikap end det dumme svin, der kan analysere og løse et problem. Også her kan man være uenig, og slå på, at sådan er det kun fordi vi lever i et forkvaklet, kapitalistisk system og bla bla bla, men lad os tage et problem ad gangen, og lad os begynde der hvor der måske findes nogle løsingsmodeller (og lade andre om af definere brugbare og spiselige alternativer til vores samfundsmodel, så kan de jo komme tilbage til os - snak om at vente på Godot ...)
Så nu hvor vi har defineret, at indlæring er skolens vigtigste formål (ikke det eneste), så må det jo være muligt at definere, hvilken lærdom vi ønsker at bibringe børnene. Også her løber vi naturligvis ind i problemer så som: Tysk eller tyrkisk? Træsløjd eller husgerning? Religions historie eller filosofi? Vi kan desværre ikke lære alle alt. Vi er begrænset af økonomisk formåen.
Igen vil der sikkert være nogen som vil bestride dette og sige, at børnene er det vigtigste vi har og intet er for meget. Nuvel, der er vel næppe nogen som synes at vi bør bruge 50% af vores BNP på folkeskolen, eller hur? Hvor meget da? Når man står for at købe et hus, eller vælge en lejlighed man vil bo i, må man definere hvor stor del af ens budget man vil bruge til det formål. Har man mulighed for at betale 5000 kr eller 50.000 kr om måneden? Beløbet definerer, hvilken type bolig man realistisk kan forvente.
Vi må definere, hvor stor del af det national budget skal bruges på skolen, og så må vi se, hvilken skole vi kan få for det. Et tal det er ganske enkelt at komme frem til, er antallet af elever vi kan forvente i de kommende årgange. Jo mere vi betaler lærerne, desto færre lærere har vi råd til, det er ganske enkelt. Jo flere timer de underviser, desto mere undervisning får vi for pengene. Betaler vi dem for lidt, eller forventer vi for mange timer, skal vi nok ikke regne med at få de bedst kvalificerede lærere, men betaler vi for meget og forventer for lidt får vi ikke tilstrækkeligt med undevisning.
Min pointe med de ovenstående selvfølgeligheder er, at der i debatten om (især) folkeskolen er en urealistisk tendens til at ville det hele. Man vil både dannelse og uddannelse, og tror at der findes en magisk formel der nok skal give os det ene bare vi sørger for det andet.
Vi er nødt til at være villige til at rippe op i alle de gamle forestillinger. Både hvad angår hvor meget disciplin man skal kunne forlange af elever og hvor mange undervisningstimer man kan forlange af lærere. Vi er nødt til at være villige til at ændre tingenes tilstand, for vi ved at systemet er ved at bryde sammen som det er nu. Lap på lap.
Vi må være villige til at se kritisk på de privilegier både lærere og elever har fået tiltusket sig igennem årene. Fjern ansvaret for opdragelse fra lærerne og læg det på forældrene. Er eleverne forstyrrende elementer, der kræver mere opsyn? Tving forældrene til betale for den ekstra service deres børn kræver - fordi de ikke selv gider at opdrage dem til at respektere andre - over skatteudskrivningen. Fjern noget af bureaukratiet og kontrollen, så lærerne kan gøre det de er blevet lærere for: at undervise. Fjern noget af den såkaldte forberedelsestid lærerne har, så de kan undervise mere. Reducer længden af skoleferierne og brug for eksempel noget af tiden på skoleudflugter eller andre ikke boglige aktiviteter. Fjern nogle af testene og prøverne. Hvorfor skal elever testes 17 gange når man i ganske få tests kan afgøre om de kan, hvad de skal kunne? Lad dårlige resultater have konsekvenser, både for elever og for lærere, for begge er medvirkende årsager. Lad gode lærere tjene mere end dårlige lærere uanset deres anciennitet. Lad nogle elever lære mere end andre. Ikke alle kan blive akademikere ligesom ikke alle har evner til at være elektrikere, kokke eller skuespillere. Og lad være med at tro, at alle kan reddes. Tanken om at ingen skal kunne falde igennem har ganske enkelt for store samfundsomkostninger, ikke kun økonomiske men også immateriele for perifere, uskyldige, parter så som klasssekammerater og lærere. Især hvis vi også vil have de bedste sygehustilbud, de bedste veje, den bedste offentlige trafik, de bedste børnehaver, universiteter, kørselsfradrag, børnechek, SU, ældrepleje, tandpleje, politi, retsvæsen, forsvar og jeg skal komme efter dig.

Så sku da fa.... heller. Helhedsskolen er ikke at forveksle med heldagsskolen et opgør med enhedsskolen. Vær lige opmærksom på det.!