Nyhed
Læsetid: 1 min.

AU kræver 14 mio. i erstatning

Ved at bestikke en it-chef har to private konsulenter snydt Aarhus Universitet for 14 mio. kr. Universitetet gør nu krav på erstatning
Indland
30. maj 2011

Efter Vestre Landsret stadfæstede en dom på to års betinget fængsel til to private konsulenter, der har snydt Aarhus Universitet for 14 mio. kr., vil universitetet nu kræve erstatning af de to mænd. Kammeradvokaten vurderer, det er realistisk at kræve erstatning. Det oplyser administrationschef på Faculty of Arts Ole Jensen. De to konsulenters aftale med AU gik ud på, at det private firma skulle skaffe universitetet kontormaskiner til fordelagtige priser, men i virkeligheden blev de indkøbte maskiner solgt videre til et leasingselskab, som konsulenterne selv ejede. Selskab lejede derefter maskinerne til universitetet med en fortjeneste på 14 mio. kr. Sagen, der blev behandlet ved retten i Aarhus i november 2010, har været omkring landsretten, fordi den ene medejer af det private anpartsselskab ankede sin dom med henblik på frifindelse. Landsretten valgte dog at stadfæste byrettens afgørelse. Mens sagen blev behandlet ved domstolene har der været navneforbud i sagen. Men med den endelige dom er det ophævet. De to private konsulenter, Sven Slot Petersen og Henrik Rosensten fra Rådgivningsgruppen ApS, bestak desuden it-chefen på det humanistiske fakultet, Svend Christian Kirkedal Rosendahl, der ved at tage imod bestikkelse gjorde snyderiet muligt. Over nogle år modtog it-chefen smørelse til op imod 100.000 kr., bl.a. en rejse til formel 1-løb i Barcelona og op mod 50 middage på restaurant. De kriminelle forhold er ifølge Aarhus Universitet foregået fra 2002-2006. It-chefen er blevet idømt otte måneders betinget fængsel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her