Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Huh hej, byg løs!

Ved hastelov tvinger folketingsflertal 29 kommuner til at tillade byggeri i strid med planloven
Miljøminister Karen Ellemann (V) lægger navn til en lov, der tvinger 29 kommuner til at give byggetilladelser, der strider med den planlov, der gælder i landets øvrige 69 kommuner.

Miljøminister Karen Ellemann (V) lægger navn til en lov, der tvinger 29 kommuner til at give byggetilladelser, der strider med den planlov, der gælder i landets øvrige 69 kommuner.

6. maj 2011

'Vi er det nære samfunds værnere.' Sådan svor partiet Venstre i mange år. For eksempel når Socialdemokratisk-Radikale regeringer ville have kommunerne til at passe bedre på naturen, end Venstre-borgmestre havde lyst til.

Men efter at Venstre selv har sat sig hærdebredt på statsmagten, er det nat med kærligheden til det nære samfund. Det fik én på skrinet med Venstres kommunalform. Og Venstres statsdisciplinering af kommunerne fortsætter. Ikke bare på økonomien. Også naturen får kommunerne nu ordre til at slå i stykker.

Et særpræget lovforslag fra V-miljøminister Karen Ellemann blev i tirsdags vedtaget af et folketingsflertal af VKO og Liberal Alliance. Det er en ægte særlov. Loven navngiver 29 kommuner. Lovteksten pålægger de 29 kommuner at give udstyknings- og byggetilladelser, som ikke er i overensstemmelse med den planlov, der stadig får lov til at gælde i landets øvrige 69 kommuner. De 29 kommuner må slet ikke vurdere, om byggeriet er en god idé, der passer med den kommunale planlægning. De kan ifølge lovteksten kun sige nej, hvis »væsentlige hensyn til landskab, natur, miljø, planlægning eller naboer afgørende taler imod«.

Til ugunst for natur

Hele bevisbyrden er vendt til ufordel for natur og miljø. Og til fordel for jordejere, der søger kapitalgevinster. Tilsvarende giver loven frit slag for udvidelse af erhvervsvirksomheder i gamle landbrugsbygninger. Her gælder undtagelsen dog alle kommuner uden for hovedstadsområdet undtagen Stevns.

Pokker jo. Der er et folketingsflertal, der præcist bestemmer, hvor loven skal gælde i kongeriget. Hvor vennerne er, og hvor fjenderne er.

Venstres folketingsmedlemmer bedyrer, at loven er en redningsaktion for 'udkantsdanmark'. Uden at de nærmere kan forklare hvorfor og hvordan.

Og uden at andre tror dem over en stalddørtærskel. Til Ritzau siger landdistriktsforsker ved Aalborg Universitet Jørgen Møller forleden: »Jeg har ikke mødt hverken en organisation eller en kollega inden for planlægning, der synes, at det her er en god idé.«

Loven er gennemført som hastelov. Venstre skal nå at smovse i magtens frugter, mens tid er.

Miljøminister Karen Ellemann bør på sit visitkort snarere præsentere sig: Ekspeditionssekretær i ministeriet for afvikling af natur og miljø.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bill Atkins

God kommentar fra David Rehling. Typisk handling fra en borgerlig regering lige inden lukketid. Sørgeligt knæfald for landets pengemagt.

Niels-Simon Larsen

Jeg er ikke klar over, hvilke argumenter Kemiske Karen og hendes kemi-karle anvender, men det er nok noget med, at det faktisk er godt for Danmark, danskerne og naturen.