Interview
Læsetid: 4 min.

'Børn i første klasse skal også klædes på til globaliseringen'

Danske skolebørn er for dårlige til fremmedsprog. Løsningen er at give dem engelskundervisning helt fra første eller anden klasse, og tysk eller fransk før de rammer puberteten. Det mener Bodil Due, formand for regeringens arbejdsgruppe for en ny sprogstrategi
Indland
10. maj 2011

Engelskbogen skal med i skole, når de seks- og syvårige børn pakker deres tasker. I hvert fald hvis man spørger regeringens arbejdsgruppe for en ny sprogstrategi, der afleverer sine anbefalinger midt i juni. Et af punkterne i planen bliver nemlig efter alt at dømme, at skolebørn skal undervises i engelsk fra første eller anden klasse.

Og det er ikke et sekund for tidligt, mener formanden for arbejdsgruppen og chefrådgiver for ledelsen på Aarhus Universitet, Bodil Due.

Hvorfor mener I, at man skal have engelsk fra første eller anden klasse?

»Det, mener vi, kan medvirke til, at engelsk med tiden bliver vores andetsprog, som man er i stand til at bruge i en lang række sammenhænge uden, at det volder problemer. Det vil klæde børnene på til globaliseringen,« siger Bodil Due.

I pisa-undersøgelser ligger Danmark jo lavt med læsning og skrivning, kan det ikke forvirre børn mere, at de skal lære flere ting på en gang?

»Det er selvfølgelig noget, vi vil diskutere videre. Det allervigtigste er jo, at børn lærer at læse og skrive. Man kan bare se på internationale erfaringer, at danske børn i forhold til flere andre lan- de kommer sent i gang med fremmedsprogsindlæring.«

Men hvis det vigtigste er at læse og skrive, hvorfor tager man ikke fat på at lære børn at læse og skrive bedre først?

»Det er vigtigt, at børn lærer at læse og skrive. Men det er også vigtigt, at de får interkulturelle kompetencer, for de skal fungere i en globaliseret verden. At de modtager undervisning tidligere vil styrke deres mulighed for at komme op på et bedre og mere nuanceret engelsk,« siger Bodil Due.

Læring via leg

Er et barn på seks år klar til at modtage undervisning i fremmedsprog?

»Ja, det er jeg overbevist om, de er. Børn i den alder er opsatte på at lære nye ting, men det skal naturligvis foregå på en anden måde, end når de begynder et forløb med engelskundervisning i tredje klasse. Det skal leges ind. Børnene kan jo ikke læse og skrive, så man skal ikke bruge skriftlige tekster, men derimod sange, rim og filmklip,« mener formanden for arbejdsgruppen.

Giver det så ikke børnene mere skoletid og mindre tid til leg?

»Når man lærer engelsk på så tidligt et tidspunkt, så bliver det igennem leg«

Men det kommer til at betyde mere skoletid og mindre fritid?

»Det har vi ikke drøftet endnu, så der må vi vente, til vi ser rapporten. Men længere skoledage tror jeg bliver svært under de nuværende økonomiske vilkår.«

Hvad med de tosprogede? Kunne man ikke forestille sig, at der var tosprogede elever, som blev tabt på gulvet af at skulle lære dansk og engelsk, samtidig med at de udvikler deres modersmål?

»Dem må man selvfølgelig overveje. Min personlige mening er, at man kunne forestille sig, at det var godt for tosprogede børn, at man starter på et nyt sprog sammen med de danske elever i klassen. Når man skal lære dansk, har danske børn en fordel, så det kunne være en udmærket måde at skabe en fælles fornemmelse i klassen.«

Har I hentet erfaringer til jeres anbefalinger om at rykke engelsk til første eller anden klasse?

»Nordmændene har implementeret engelsk fra det, der vil svare til vores børnehaveklasse, og de siger, det er gået vældig godt med at lære deres børn engelsk tidligt. Men det er stadig så nyt, at de ikke ved, om det faglige niveau er blevet højere. De kan bare se, at undervisningen går glat, og at børnene tager godt imod det,« fortæller hun.

Engelsk er skolens ansvar

Det skal ikke være op til den enkelte familie, om deres børn lærer engelsk fra barnsben.

Lærer børn ikke allerede en masse engelsk gennem computerspil og tv?

»Jo, og det skal man jo bare benytte sig af i skolen. Men jeg mener ikke, det er nok, at det skal være op til den enkelte familie at lære sine børn engelsk. Det skal ind i skolesystemet, så vi kan få flere med,« mener hun.

Hvor efterlader det så vores andet fremmedsprog i skoleårene?

»Hvis man flytter engelsk, så giver det mulighed for, at det andet fremmedsprog også kan flyttes ned i de yngre klasser. Tysk og fransk ligger lige i begyndelsen af puberteten, og det har vist sig at være vanskeligt at lære børn på den alder et nyt sprog. De har andre ting i hovedet og vil helst ikke blamere sig, som når man er yngre,« siger Bodil Due.

Tager I stilling til, hvad der skal ud fra skemaet, hvis engelsk skal ind?

»Vores kommisorium omfattter kun fremmedsprog, og vi har en alvorlig begrænsning, der siger, at vi ikke må komme med forslag, der betyder ekstraudgifter. Vores anbefalinger er led i en længere vision, men det er politikkernes job at komme med forslag til, hvordan man skal implementere det,« siger Bodil Due.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Selvfølgelig er det i globaliseringens navn. Men når børn nu er så villige til at lære nyt i den alder, hvorfor så nøjes med engelsk, fransk og tysk? Er der ikke andre sprog der kunne være nyttige?

Man kunne jo lave nogle regler om hvad der skal opnås på en bestemt tid og dokumentere og regere. Det må kunne opnås ved at rationalisere nogle andre fag, så man får mere for de samme penge.

Thorsten Lind

Bodil Due

Jeg har noteret mig,
at DIN regering har gjort folkeskolen til en ideologisk slagmark.
VKO kræver dit og kræver dat.
De stresser alt og alle incl. børn,
næsten fra de kan kravle.

Stop det, børn er sgutte´statens ejendom!
Borgerne er ikke statens slaver!

Nu vil du så klæde børn på til globaliseringen.
Selv arbejder du for en regering,
som er hundeangste for samme.
Senest har man vedtaget at geninføre grænsekontrollen.
Når VK-ministre optræder i internationale sammenhænge, krummer man som borger tæer.
Dels over ministrenes gebrækkelige engelskundskaber, og dels over deres amatøragtige optræden.
Statsministeren under COOP-15!
Udenrigsministeren!
Og senest Pinden!
Regeringen skader Danmarks internationale omdømme gang på gang.

Og hvad er min pointe så?
Jow, ser du, regeringens ministre er alle nøgne.
Blottet for lederegenskaber og økonomisk sans.
De kan ikke engang binde deres egne snørebånd!
VKO er absurd børneteater,
og hvis vi ikke får dem afsat,
vil Danmark gå i hundene!!

...men du får sikkert en god løn,
for at finde VKO-pipfugle på taget?
Mvh.Th

Ps. Vi er mange der har lært engelsk,
ved at høre engelssproget rock,
men de borgerlige foretrækker jo
Richard Ragnvald........Ha!

Niels Mosbak

Måske de i globaliseringens navn burde lære kinesisk i stedet - det kunne vise sig at være nyttigt på længere sigt.
Eller måske man bare burde klæde dem på efter årstiden, og lade dem lære tingene i det tempo der nu engang er naturligt for børn.