Børneporno er et argument, der trumfer alt andet

Det danske børnepornofilters virkning er tvivlsom og giver køb på retssikkerheden. Sådan har det lydt fra it-kyndige, siden filteret blev indført for seks år siden.

Ikke alene kræver det blot en google-søgning at lære, hvordan man kommer uden om den såkaldte DNS-blokering, som politiet lægger på hjemmesider med ulovligt indhold. Filteret er også blottet for retssikkerhed og har hevet lødige sider med i faldet. Men kritikken af filteret forstummer hurtigt, for hvem tør argumentere imod det eneste danske værn mod udbredelse af børneporno på nettet? Kritikken af filteret har vakt så lidt gehør, at det nu bliver brugt som forbillede i EU, der planlægger at udbrede det til hele unionen.

Men det er en dårlig idé, mener Rikke Frank Jørgensen, der er seniorrådgiver hos Institut for Menneskerettigheder.

»Det er meget svært at trænge igennem med kritikken, fordi det handler om børneporno. Det tager vi selvfølgelig alle sammen afstand fra, og det skal selvfølgelig bekæmpes, men ikke desto mindre skal man kunne rejse en kritik af modellen, ikke mindst når den giver køb på retssikkerhed« siger Rikke Frank Jørgensen og henviser til det faktum, at hjemmesiderne blokeres uden dommerkendelse eller anden form for kontrol med politiets indgreb.

Red Barnet overvåger internettet, og når organisationen støder på sider med indhold, der vurderes ulovligt, oplyser de Rigspolitiets om den problematiske side. Politiet tjekker siderne og opfordrer derefter den pågældende teleudbyder til at blokere for hjemmesiden.

Tillid til myndighederne

»Der er ikke ret mange andre end os, der tør argumentere imod det,« lyder det fra Niels Elgaard, der er formand for It-Politisk Forening, som siden filteret blev indført i 2005 har advaret imod udviklingen. For den nærmer sig censur.

»Men børnepornofilteret bliver altså brugt som spydspids,« siger han og uddyber:

»Det er et brohoved for en videreførelse af censurteknologien, som man også kunne se i forbindelse med sagen mod fildelingssiden Pirate Bay, hvor filteret blev brugt som eksempel på en løsning. Men rent principielt er det et stort etisk problem, at man med børneporno som argument kan indføre samme filter over for sider med fildelingstjenester, ulovlige spil og ulovlig medicin. Men de pointer har det med at forsvinde,« siger han.

Den udvikling, Niels Elgaard refererer til, er blandt andet kommet til udtryk i spilleloven fra 2010, der giver ret til at blokere hjemmesider, der udbyder spil, som er licensstridige i forhold til spillemonopolet Danske Spil. Derudover ligger der et lovforslag til behandling i Folketinget, der vil åbne for, at man kan lukke hjemmesider, der udbyder ikke godkendt medicin.

Men debatten om, hvad man bør blokere for på nettet, har været begrænset i Danmark. Formentlig på grund af danskernes store tillid til myndighederne herunder politiet, der varetager blokeringerne, påpeger Rikke Frank Jørgensen. Men tilliden kan blive så stor og konstant, at vi bliver blinde for eventuelle krænkelser fra statslig side:

»Borgerne i Danmark har generelt ikke erfaring med staten som krænker, og blandt borgerne er der stor tiltro til, at hvis dine rettigheder bliver krænket, så skal systemet nok selv opfange det og løse problemet,« siger hun og understreger, at internetcensurdebatten har været langt mere hidsig i eksempelvis Tyskland:

»I Tyskland spøger fortiden, og derfor har borgerne naturligt en langt større mistillid til staten. I dette tilfælde er mistilliden sund, for i Danmark lukker vi øjnene for, at reguleringen på området alene er bygget på tillid til, at politiet nok skal gøre det rigtige.«

Generelt mener Niels Elgaard fra It-Politisk Forening, at rigspolitiet har gjort det godt, fordi kun få lødige hjemmesider er røget i filteret. Men det fjerner ikke det grundlæggende problem ved ordningen, påpeger han:

»Det er urovækkende, at man på EU-plan vil opbygge en infrastruktur, hvor politiet kan putte en side på listen og få den lukket. Og i lande med tradition for censur og en kortere demokratisk historie, kan det hurtigt eskalere, hvis beslutningen om at lukke en side tages af en tilfældig politimand, som det sker i Danmark,« siger han.

Advarsel

Ifølge det danske fagforbund for it-ansatte, PROSA, har filteret en sund afskrækkende virkning på potentielle krænkere.

»Børnepornofilteret har haft en god effekt, fordi det giver en advarsel til de folk, der af nysgerrighed kigger på siderne. Men det forhindrer ikke de pædofile i at få adgang til børneporno,« siger Niels Bertelsen, der er formand for PROSA. I PROSA mener man desuden, at filteret vil gøre større gavn, hvis det bliver udbredt til hele den europæiske union.

»Jo højere oppe man beslutter at blokere, desto større er sandsynligheden for, at man kan stoppe det. Grunden til, at man kan komme uden om det i dag, er, at internettet er decentralt, og der findes derfor stadig lande, der ikke blokerer. Men jo flere lande, der vedtager de her regler, desto større er sandsynligheden for, at det lykkes at holde børnepornosiderne blokeret,« siger Niels Bertelsen.

EU barsler med to nye forslag, der omfatter begrænsninger i internetfriheden. Europa-Parlamentet stemte i februar i år ganske vist nej til, at det skal være obligatorisk for alle medlemslande at indføre et børnepornofilter, men i praksis bliver det nok alligevel indført i en del af landene, forudser Joe McNamee, der er EU advocacy koordinator for paraplyorganisationen European Digital Rights (EDRI). Det andet forslag, som Ministerrådet netop nu debatterer, handler om en såkaldt virtuel Schengen-grænse. Her vil man bygge en væg omkring det europæiske internet, som man har gjort det i Kina, for på den måde at slippe for ulovligt indhold på internettet.

Filter sparker døren ind

Ligesom børnepornofilteret har sat skub i udviklingen af et begrænset og kontrolleret internet i Danmark, vil det også gøre det på EU-plan, forudser Joe McNamee,

»Det er standardpraksis, at man sparker døren ind med et børnepornofilter. Det er der nemlig ingen, der tør være imod. Når døren så er åbnet, kan du fortsætte, om det så handler om sider med gambling eller med ophavsretslige problematikker,« siger han.

Joe McNamee repræsenterer EDRI's interesser i Bruxelles, og han har på adskillige møder forgæves forsøgt at få Kommissionen til at ændre i forslaget, som ifølge ham er blottet for reel handling over for børneporno.

»Det er et forslag, der ikke rummer andet end symbolpolitik. Børnepornofilteret er en billig og nem måde, hvorpå stater og nu EU kan foregive, at det reelt gør noget mod børneporno på internettet,« siger han.

Han tilføjer, at når politiet blokerer for hjemmesiderne, slutter processen. Oftest stammer optagelserne eller billederne af børneporno fra USA eller Østeuropa, men det danske politi indgiver ikke nogen politianmeldelse til de pågældende lande, men sender i stedet informationerne videre til paraplyorganisationen INHOPE. Netop derfor er filteret ikke andet end en nem og billig løsning for staterne, mener Joe McNamee. »Filteret slører det underliggende problem og er en nem måde, hvorpå staterne kan fjerne fokus fra, at alvorlig kriminalitet ikke bliver retsforfulgt. Det bliver en let og billig løsning for den danske stat at sige: 'Er vi ikke gode, vi blokerer for de her ulækre sider?' Mens de mennesker, der distribuerer pornoen, bare kan gå fri og åbne en ny side.«