Læsetid: 3 min.

Hvad blev der af den danske 'flexicurity'?

Man er godt i gang med at afvikle det danske flexicurity-system. Det er sket på halvandet år og uden en forudgående diskussion
Efterlønnen, som vi kender den i dag, er meget fleksibel. Den betyder, at også folk med fysisk hårdt arbejde eller uden høje indkomster selv kan bestemme, hvornår de vil trække sig tilbage.

Efterlønnen, som vi kender den i dag, er meget fleksibel. Den betyder, at også folk med fysisk hårdt arbejde eller uden høje indkomster selv kan bestemme, hvornår de vil trække sig tilbage.

Mikkel Østergaard

10. maj 2011

Danmark blev i mange år fremhævet som rollemodel både i EU og OECD pga. det danske 'flexicurity-system'. Spørgsmålet er, om man ikke er godt på vej til at afvikle dette system. Det er sket på halvandet år, og uden større principiel diskussion. I hvert fald tre ting trækker i den retning: Afkortningen af dagpengeperioden. Bedre erstatninger ved afskedigelser. Og forslaget om afskaffelse af efterlønnen.

Ordet flexicurity er en sammentrækning af 'flexibility' og 'security'. I dansk sammenhæng har det betydet ringe beskyttelse mod afskedigelse, generøse dagpengeregler, og aktiv arbejdsmarkedspolitik til at bringe folk tilbage til beskæftigelse, hvis de mistede arbejdet. Det har også været omtalt som en 'gylden trekant'.

Nu er det ikke givet, at 'flexicurity' nødvendigvis er den bedste af alle verdener, sådan som vi traditionelt har troet. Men det er alligevel forbløffende, så hurtigt der er gået møl i systemet.

Det danske dagpengesystem har virkelig været generøst, og Danmark har haft verdensrekord i at undgå social marginalisering blandt langvarigt ledige. Dem har vi i øvrigt aldrig haft særligt mange af, sammenlignet med de kontinentaleuropæiske velfærdsstater.

Men det generøse bestod i en lang dagpengeperiode og forholdsvis let adgang til genoptjening af dagpengeretten. Det har betydet, at langt hovedparten af de 'almindelige' arbejdsløse i Danmark har modtaget dagpenge. Dagpengene har ikke været specielt høje slet ikke for personer med en gennemsnitsløn eller derover. Til gengæld har de givet en god beskyttelse mod fattigdom.

Ikke sikkert længere

Men det generøse ved det danske system var dagpengeperiodens længde. Med afkortningen af dagpengene til to år er glansen gået af security-delen. Og bedre bliver det ikke af, at kravet til genoptjening af retten nu er 52 ugers arbejde i stedet for 26 uger. Med mindre vi får en uventet økonomisk fremgang, kan det blive svært at undgå, at temmelig mange falder ud over kanten. Til kontanthjælp. Eller til ingen ting.

Modkravet må naturligvis være, at man får en bedre beskyttelse mod afskedigelse. Det er da også allerede kommet med i en stor del af overenskomsterne. Det afhænger naturligt nok af, hvor mange år man har været ansat.

Det er der mange positive sider ved. Og det vil være naturligt at arbejde videre for en bedre beskyttelse mod afskedigelse i takt med, at den økonomiske risiko ved at miste sit arbejde forværres. Men det går imod flexicurity-principperne. Problemet er ikke, at folk får nogle rettigheder. Problemet er snarere hvis det er et problem at man skal passe på ikke at opgive sin anciennitet og skifte job.

Forliget mellem regeringen og Dansk Folkeparti i 2010 gik videre end Arbejdsmarkedskommissionen, der havde foreslået at lade dagpengeperioden afhænge af konjunkturerne, så perioden blev længere under en lavkonjunktur.

Fleksibel efterløn

Man burde nok også overveje konjunkturafhængighed, når det gælder det sidste hjørne af trekanten aktiveringen. Danmark er her gået mere og mere i retning af en work first-model. Det er naturligt, når arbejdsgiverne hungrer efter arbejdskraft. Og erfaringerne med uddannelsesaktivering har ikke været for gode. Men meget kunne alligevel tale for at overveje at skifte balancen mere i den retning under en lavkonjunktur.

Endelig er der efterlønnen. Den er meget fleksibel. Den betyder, at også folk uden høje indkomster selv kan bestemme, hvornår de vil trække sig tilbage. De slipper for at blive testet værdige til førtidspension og det offentlige slipper for en omstændelig vurdering af, om folk er berettigede. Det er mange timers bureaukrati, der kan spares.

Men afskaffes efterlønnen, vil det nok også være et uundgåeligt krav, at der kommer særlige regler mod afskedigelse af ældre medarbejdere.

Lande som Sverige, der har opnået ekstra høj beskæftigelse blandt 60-64 årige, har netop haft en sådan beskyttelse, og det vil vi formentlig også få i Danmark. Således passer efterlønsdiskussionen fint ind i det samlede billede.

Det er ikke sikkert, den danske flexicurity-model var den bedste af alle verdener. Men det er interessant, at man på så kort tid kan gå fra at berømme modellen til uden større principiel diskussion om at afvikle den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak til Jørgen Goul Andersen for den Refleksion. Håber at disse vinkler bliver et stort emne i den kommende valgkamp, så vælgerne få mulighed til et vel overvejet valg.
Her bare en lille side bemærkning ved afskaffelse af den såkaldte Flexicuritymodel så vil presset på arbejdsnedlæggelser mv. også øges. Mon denne risiko og omkostninger er taget med i OVKs bestræbelser med at aflive Flexicuritymodellen?

Anne Albinus

Tak til Jørgen Goul Andersen for artiklen.

"Dagpengene har ikke været specielt høje slet ikke for personer med en gennemsnitsløn eller derover. Til gengæld har de givet en god beskyttelse mod fattigdom".

Ja, VK's sigte har klart været og er at øge uligheden i samfundet.

Linker til Belgien, der har lange dagpengeperioder og fleksibel efterlønsordning:

http://www.socialsecurity.fgov.be/docs/en/alwa2010_en.pdf

Inger Sundsvald

Problemet med angrebet på den danske ”flexicurity-system” er, at det kun gælder den ene vej. Tryghed i ansættelsen er der ingen krav om til arbejdsgiverne.

”Uden forudgående diskussion” er nok lige i overkanten at sige, men det er i hvert fald en massakre på den i udlandet berømmede ”danske model”. – Og der er slet ingen aftaler om sikkerhed mod at fyre ældre medarbejdere.

I en artikel fra oktober 2009 med den betegnende titel "Schlaraffenland ist Abgebrannt", forudser journalisten Jean - Pierre Séréni, at den "i hele Europa lovpriste danske flexicurity model" er under afvikling", bl.a. på grund af skattereformen, som "ryster den danske velfærdsstat i sin grundvold".
SE: http://www.monde-diplomatique.de/pm/2009/10/09.mondeText.artikel,a0045.i...

Der er ikke længere råd til security, men hvad med fleksibiliteten? Kan den stærkt svækkede fagbevægelse finde en vej ud af elendigheden for de skønsmæssigt 40.000 danske lønmodtagere, som ryger ud af dagpengesystemet i de kommende år? Vil en S-SF regering kunne opnå radikal støtte til at tilbagerulle dagpengeperioden til 4 år? Begge svar er formentlig "nej". Fagbevægelsen har aldrig bekymret sig om kontanthjælpsmodtagerne og om de radikale er kun et forhold sikkert: Dette parti har altid benyttet enhver lejlighed til at svække fagbevægelsen og styre arbejdsmarkedet gennem statslige foranstaltninger.

Efterlønsforslagene er tragikomiske i en situation, hvor stadig flere ældre medarbejdere får valget mellem at gå på efterløn og at gå på dagpenge, ligesom stadig flere langvarigt uddannede unge under 30 år gennemgår perspektivløs aktiveringstilbud og kurser. (Et standardeksempel er at sende en magister i dansk på kursus i at skrive jobansøgninger!)

Det er relativt almindeligt forekommende, at forskere forklarer velfærdsstatens etableringsfase som de besiddende klassers forsøg på at afværge social uro og revolutionære udskejelser. Måske er det efterhånden så længe siden, at der har været social uro i Danmark, at magthaverne ikke længere anser revolutionære udskejelser som et problem.

Velfærdsstaterne er på godt og ondt etableret som en konsensusskabende foranstaltning, der ligeledes på godt og ondt har givet især de europæiske eksempler på foranstaltningen et forspring i vækstkapløbet; denne epoke er formentlig endeligt afsluttet og måske fremskyndet af finanskrisen. Ove K. Pedersen har et bud på de ændringer i statens opgaver, der følger af globaliseringen. (Konkurrencestaten (2011).

Vedrørende den forestående valgkamp er det deprimerende forudsigeligt, at politikere fra højre og venstre, blå som røde, vil tale varmt og længe om "fremtidssikring af velfærden", samtidig med at de forelægger en perlerække af forslag til at reducere den offentlige sektors aktivitet. Selv om ikke en kat (eller for så vidt økonomisk vismand) kan forudse, hvor stort hullet i statskassen er i 2020, har begge "regeringsalternativer" lagt sig fast på 47 mia. kr. Da Poul Lindor Nielsen meddlte sin afgang som borgmester i Roskilde for få dage siden, udtalte han til P4 Morgen, at det jkommunale selvstyre reelt er sat ud af kraft; han havde ingen illusioner om, at en "rød" regering ville ændre på de rammeaftaler, der binder kommunerne på hænder og fødder. Spydspidsen i den danske velfærdsmodel er langtidsskadet og det forekommer tvivlsomt, om kommunerne nogensinde får den rolle, de havde i deres glansperiode fra kommunalreformen i 1970 til afviklingen af selvstyret tog fart i 1990'erne. Strukturreformen tilsigtede angiveligt at sikre de midre kommuners bæredygtighed; men presset af de nye, underfinansierede opgaver, især på arbejdsmarkedsområdet , har tvunget mange kommuner i knæ og udviklingsperspektivet er de såkaldte "prikkerunder", et af de velfærdsfjendske udtryk, den offentlige sektor har overtaget fra den private sektor, som man jo alligevel skal indgå i "positiv konkurrence" med.

I 2020 fylder jeg 68 år og er dermed formentlig en del af den "ældrebyrde", som plager den politiske elite og deres DJØF-rådgivningspyramide. Jeg har gennem min pensionskasse formået at spare lidt op til at forsøde alderdommen; men til den tid har et politisk flertal formentlig forgrebet sig på "pensionsformuen" for at få skovlen under "golfspillende pensionister". Jeg skal formentlig betale et gebyr, hvis jeg konsulterer lægen, selv betale for eventuel hjemmehjælp, selv finansiere min rollator og min pacemaker . Farvelfærd!