Læsetid: 3 min.

Hvad blev der af den danske 'flexicurity'?

Man er godt i gang med at afvikle det danske flexicurity-system. Det er sket på halvandet år og uden en forudgående diskussion
Efterlønnen, som vi kender den i dag, er meget fleksibel. Den betyder, at også folk med fysisk hårdt arbejde eller uden høje indkomster selv kan bestemme, hvornår de vil trække sig tilbage.

Efterlønnen, som vi kender den i dag, er meget fleksibel. Den betyder, at også folk med fysisk hårdt arbejde eller uden høje indkomster selv kan bestemme, hvornår de vil trække sig tilbage.

Mikkel Østergaard

10. maj 2011

Danmark blev i mange år fremhævet som rollemodel både i EU og OECD pga. det danske 'flexicurity-system'. Spørgsmålet er, om man ikke er godt på vej til at afvikle dette system. Det er sket på halvandet år, og uden større principiel diskussion. I hvert fald tre ting trækker i den retning: Afkortningen af dagpengeperioden. Bedre erstatninger ved afskedigelser. Og forslaget om afskaffelse af efterlønnen.

Ordet flexicurity er en sammentrækning af 'flexibility' og 'security'. I dansk sammenhæng har det betydet ringe beskyttelse mod afskedigelse, generøse dagpengeregler, og aktiv arbejdsmarkedspolitik til at bringe folk tilbage til beskæftigelse, hvis de mistede arbejdet. Det har også været omtalt som en 'gylden trekant'.

Nu er det ikke givet, at 'flexicurity' nødvendigvis er den bedste af alle verdener, sådan som vi traditionelt har troet. Men det er alligevel forbløffende, så hurtigt der er gået møl i systemet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak til Jørgen Goul Andersen for den Refleksion. Håber at disse vinkler bliver et stort emne i den kommende valgkamp, så vælgerne få mulighed til et vel overvejet valg.
Her bare en lille side bemærkning ved afskaffelse af den såkaldte Flexicuritymodel så vil presset på arbejdsnedlæggelser mv. også øges. Mon denne risiko og omkostninger er taget med i OVKs bestræbelser med at aflive Flexicuritymodellen?

Anne Albinus

Tak til Jørgen Goul Andersen for artiklen.

"Dagpengene har ikke været specielt høje slet ikke for personer med en gennemsnitsløn eller derover. Til gengæld har de givet en god beskyttelse mod fattigdom".

Ja, VK's sigte har klart været og er at øge uligheden i samfundet.

Linker til Belgien, der har lange dagpengeperioder og fleksibel efterlønsordning:

http://www.socialsecurity.fgov.be/docs/en/alwa2010_en.pdf

Inger Sundsvald

Problemet med angrebet på den danske ”flexicurity-system” er, at det kun gælder den ene vej. Tryghed i ansættelsen er der ingen krav om til arbejdsgiverne.

”Uden forudgående diskussion” er nok lige i overkanten at sige, men det er i hvert fald en massakre på den i udlandet berømmede ”danske model”. – Og der er slet ingen aftaler om sikkerhed mod at fyre ældre medarbejdere.

I en artikel fra oktober 2009 med den betegnende titel "Schlaraffenland ist Abgebrannt", forudser journalisten Jean - Pierre Séréni, at den "i hele Europa lovpriste danske flexicurity model" er under afvikling", bl.a. på grund af skattereformen, som "ryster den danske velfærdsstat i sin grundvold".
SE: http://www.monde-diplomatique.de/pm/2009/10/09.mondeText.artikel,a0045.i...

Der er ikke længere råd til security, men hvad med fleksibiliteten? Kan den stærkt svækkede fagbevægelse finde en vej ud af elendigheden for de skønsmæssigt 40.000 danske lønmodtagere, som ryger ud af dagpengesystemet i de kommende år? Vil en S-SF regering kunne opnå radikal støtte til at tilbagerulle dagpengeperioden til 4 år? Begge svar er formentlig "nej". Fagbevægelsen har aldrig bekymret sig om kontanthjælpsmodtagerne og om de radikale er kun et forhold sikkert: Dette parti har altid benyttet enhver lejlighed til at svække fagbevægelsen og styre arbejdsmarkedet gennem statslige foranstaltninger.

Efterlønsforslagene er tragikomiske i en situation, hvor stadig flere ældre medarbejdere får valget mellem at gå på efterløn og at gå på dagpenge, ligesom stadig flere langvarigt uddannede unge under 30 år gennemgår perspektivløs aktiveringstilbud og kurser. (Et standardeksempel er at sende en magister i dansk på kursus i at skrive jobansøgninger!)

Det er relativt almindeligt forekommende, at forskere forklarer velfærdsstatens etableringsfase som de besiddende klassers forsøg på at afværge social uro og revolutionære udskejelser. Måske er det efterhånden så længe siden, at der har været social uro i Danmark, at magthaverne ikke længere anser revolutionære udskejelser som et problem.

Velfærdsstaterne er på godt og ondt etableret som en konsensusskabende foranstaltning, der ligeledes på godt og ondt har givet især de europæiske eksempler på foranstaltningen et forspring i vækstkapløbet; denne epoke er formentlig endeligt afsluttet og måske fremskyndet af finanskrisen. Ove K. Pedersen har et bud på de ændringer i statens opgaver, der følger af globaliseringen. (Konkurrencestaten (2011).

Vedrørende den forestående valgkamp er det deprimerende forudsigeligt, at politikere fra højre og venstre, blå som røde, vil tale varmt og længe om "fremtidssikring af velfærden", samtidig med at de forelægger en perlerække af forslag til at reducere den offentlige sektors aktivitet. Selv om ikke en kat (eller for så vidt økonomisk vismand) kan forudse, hvor stort hullet i statskassen er i 2020, har begge "regeringsalternativer" lagt sig fast på 47 mia. kr. Da Poul Lindor Nielsen meddlte sin afgang som borgmester i Roskilde for få dage siden, udtalte han til P4 Morgen, at det jkommunale selvstyre reelt er sat ud af kraft; han havde ingen illusioner om, at en "rød" regering ville ændre på de rammeaftaler, der binder kommunerne på hænder og fødder. Spydspidsen i den danske velfærdsmodel er langtidsskadet og det forekommer tvivlsomt, om kommunerne nogensinde får den rolle, de havde i deres glansperiode fra kommunalreformen i 1970 til afviklingen af selvstyret tog fart i 1990'erne. Strukturreformen tilsigtede angiveligt at sikre de midre kommuners bæredygtighed; men presset af de nye, underfinansierede opgaver, især på arbejdsmarkedsområdet , har tvunget mange kommuner i knæ og udviklingsperspektivet er de såkaldte "prikkerunder", et af de velfærdsfjendske udtryk, den offentlige sektor har overtaget fra den private sektor, som man jo alligevel skal indgå i "positiv konkurrence" med.

I 2020 fylder jeg 68 år og er dermed formentlig en del af den "ældrebyrde", som plager den politiske elite og deres DJØF-rådgivningspyramide. Jeg har gennem min pensionskasse formået at spare lidt op til at forsøde alderdommen; men til den tid har et politisk flertal formentlig forgrebet sig på "pensionsformuen" for at få skovlen under "golfspillende pensionister". Jeg skal formentlig betale et gebyr, hvis jeg konsulterer lægen, selv betale for eventuel hjemmehjælp, selv finansiere min rollator og min pacemaker . Farvelfærd!