De økonomiske vismænd er alt for ensidige i deres økonomiske grundholdninger, mener Enhedslisten. Grundigt irriteret over, at vismændene gang på gang i rørende enighed med bankøkonomer og CEPOS har foreslået f.eks. skattelettelser og efterlønsreformer, vil partiets finanspolitiske ordfører, Frank Aaen, nu have en kommende rød regering til at udskifte vismændene.
»Økonomi er ikke en eksakt videnskab. Det synspunkt, der siger, at offentlige investeringer er en mulighed for at få gang i økonomien i modsætning til skattelettelser til de rige og afskaffelse af efterlønnen kommer ikke frem. Det er to vidt forskellige skoler, og jeg ville gerne have, at begge to blev repræsenteret og kom frem i den offentlige debat.«
På partiets årsmøde på Nørrebro i København i dag, vil Aaen derfor præsentere et nyt krav til Socialdemokraterne, hvis de vinder valget: en reform af vismandsinstitutionen.
»Vismændene har enorm indflydelse på debatten om økonomi og på den økonomiske politik, der bliver ført. Derfor er det afgørende, at vismændene ikke alle sammen deler den samme nyliberalistiske økonomiske opfattelse, men at forskellige holdninger er repræsenteret.«
Af en anden skole
I dag er det formelt set regeringen, der udpeger nye vismænd men efter indstilling fra vismændene selv. Fremover vil Enhedslisten have nye vismænd udpeget af et kollegium af universiteternes økonomiprofessorer og med et fast krav om, at gruppen skal rumme vismænd af flere forskellige 'skoler' inden for økonomi .
»Der skal flere forskellige økonomiske retninger ind i institutionen og de skal forpligtes til også at komme med flere forslag. Det skal ikke være sådan, at økonomi bliver lavet til at naturlov. Vi skal have en mere alsidig debat,« siger Frank Aaen.
Hos Socialdemokraterne erklærer næstformand Nick Hækkerup sig enig i, at den økonomiske debat er for ensidig.
»Vi har et selvbekræftende økonom-parnas især fra bankerne og de blå interesseorganisationer, der bekræfter hinanden i, at offentlige investeringer bare er en udgift, der ikke skaber værdi. Men om det lige skal løses med at reformere vismandsinstitutionen, det ved jeg ikke. Der må vi se på nærmere på Enhedslistens ønsker,« siger han.
Lodret uenig
SF's gruppeformand Ole Sohn er enig i, at økonomer »ikke besidder sandheden«.
»Man kan godt finde en anden måde at udpege vismændene på men jeg tror ikke, at det vil gøre nogen forskel. Der er også andre økonomer, der giver deres mening til kende i den økonomiske debat,« siger han.
Den radikale tidligere økonomiminister Marianne Jelved erklærer sig ligeud som lodret modstander af både kritik og krav fra Enhedslisten.
»Vismandsinstitutionen har det formål at komme med anbefalinger til Folketinget og regeringen om, hvilken økonomisk politik den skal føre og ud fra forudsætninger, som de gør nærmere rede for. Meningen er ikke, at de skal repræsentere forskellige løsningsmodeller. De må komme ad anden vej og de gør det allerede i dag,« siger hun.
Problemet for venstrefløjen er, at der netop ikke findes økonomer, der støtter op om S-SF's økonomiske politik i forhold til regeringens politik. Så det er svært at udskifte de nuværende vismænd med ikke-eksisterende økonomer!
Derfor skulle EL i stedet overveje, om der er noget galt med venstrefløjens økonomiske politik. Grotesk at gå efter økonomerne, bare fordi ens politik ikke hænger sammen
Endnu et glimrende forslag fra Enhedslisten. Det er tid til forandring - tid til "en omvendt Fogh".
Glæder mig til at høre flere idéer og krav fra det røde årsmøde de kommende dage.
Tak Ø, I er uundværlige!
"Fremover vil Enhedslisten have nye vismænd udpeget af et kollegium af universiteternes økonomiprofessorer og med et fast krav om, at gruppen skal rumme vismænd af flere forskellige ‘skoler’ inden for økonomi ."
Pudsigt, her gik man og troede at Enhedslisten gik ind for armslængdeprincippet. Det er da ihvertfald det man hører fra partiet gang på gang.
Nå, men det er vel kun, når det passer i forhold til Enhedslistens egne holdninger...
Kunne vi ikke få nogle rigtige vismænd, der tager tingene i den rigtige rækkefølge: 1) hvad vil vi? 2) hvordan finansierer vi det? Det vil også give jobs til nogle filosoffer i stedet.
Vismændene har flere gange været ude og kritisere den finanspolitik VK-regeringen har ført - ikke kun efter men også under opsvinget. Og de HAR faktisk også været ude og anbefale, at man stimulerede efterspørgslen ved f.eks. fremrykning af nogle offentlige investeringerne. De Økonomiske Råd prøver at forholde sig neutralt i debatten, og jeg synes faktisk, at de klarer det forholdsvis godt.
Så ligger problemet hos vismandsinstitutionen eller hos de danske medier, der nogle gange har svært ved at videreformidle, hvad vismændene siger? Jeg undrer mig f.eks. over, hvorfor "cheføkonomerne" fra de danske banker får så utrolig meget taletid i landets aviser uden, at der tages hensyn til, at deres primære interesse ligger hos deres arbejdsgiver.
Jeg er som regel ret glad for Enhedslisten, så det her ærgrer mig lidt. Det' en ommer.
De økonomiske vismænd er alt for ensidige i deres økologiske grundholdninger
Det er utvivlsomt rigtigt, men var det det som blev sagt?
@Thomas Thomsen: For et par uger siden var Joseph Steglitz i landet og støttede varmt S-SFs økonomiske politik. Steglitz er nobelpristager i økonomi og professor på Columbia.
@Mikkel Kaels: Enhedslistens forslag præciserer jo netop at de økonomiske vismænd skal udpeges af et kollegium af universiteternes økonomiprofessorer, og ikke som nu, af regeringen efter indstilling af vismændene selv - hvilket sidste jo kun er med til at forstærke Rip, Rap og Rup-effekten. Altså er ELs forslag i fuldstændig forlængelse af armslængde-princippet sådan som det praktiseres - eller burde praktiseres - overalt.
@thomas Thomsen
Lad være med at udtale dig om noget, du tydeligvis ikke har nogen som helst viden om. - Sæt dig lige ind i, hvad forskellen på det liberale og keynesianske økonomiske paradigme er, og revurder derefter dine udtalelser - de lyser nemlig af manglende viden!!!
Vedrørende Søren Loms citat
Nej, du har ret, der er sket en fejl, så det er blevet rettet. Tak for opmærksomheden.
Debatvært
Espen Fyhrie
@Luka Dalum
Nævn venligst en dansk økonom, der foretrækker S-SF's økonomiske politik fremfor regeringens politik. Dit indlæg viser jo med al tydelighed, at du ikke er i stand til dette.
Vi har en række fremtrædende keynesianske økonomer herhjemme, men INGEN af dem foretrækker venstrefløjens plan fremfor regeringens politik!
Det næste bliver vel, at Enhedslisten vil have, at der skal undervises i intelligent design.
@Thomas Thomsen: Seriøse økonomer udtaler sig ikke ultimativt om nogle af planerne, men påpeger blot deres styrker og svagheder. Begge planer er enormt omfangsrige, og en tilkendegivelse af "jeg kan lide X frem for Y" på nuværende tidspunkt, vil blot være en udmelding om, at man ikke har læst planen og fyrer en automat-reaktion af. Du kan læse økonomernes vurdering af lønpresset i en artikel fra d. 18. april. Her er der faktisk enighed om, at Fair Løsning skaber et mindre tryk end regeringens plan, og så er det jo et spørgsmål om politiske visioner og mål, om man holder med den ene eller den anden plan.
Hele debatten bør måske også sættes på standby? Det Økonomiske Råd kommer med en rapport d. 31. maj, og en diskussion om hvor vidt økonomerne er farvede iht. rød og blå plan, kunne måske passende vente lidt endnu.
@ Anne Marie Jensen. Hvad er en ”omvendt Fogh” – en slags Fogh på vrangen? Jeg er ikke så glad for det billede. Slet ikke hvis det betyder hævntogter a la det begået mod f. eks Svend Aukens miljøministerium.
Hvis EL’s forslag reelt betyder en forlængelse af armslængden er det rigtig fint, men netop kravet om forskellige ”skoler” lyder på mig som indblanding, idet EL derved kan sanktionere, hvis de ikke synes en bestemt holdning bliver tilstrækkeligt udtrykt.
Jeg er bange for at den nye regering samt EL vil udrense i råd og nævn, blot for, som Fogh, at fremtvinge nye sandheder. Så vidt jeg har forstået har S-SF allerede nogle embedsmænd på ”listen” Som i så mange sammenhænge kunne det være befriende, hvis et samlet folketing nedsatte de nødvendige råd og nævn, og man lod dem arbejde og rådgive i fred. Men det er desværre nok ikke realistisk med folketingets nuværende medlemmer, og formentlig heller ikke med de kommende.
I øvrigt - ordet vismænd leder altid mine tanker hen på nye testamentes vise mænd, der gjorde sig i drømmetydning og stjernernes stilling – en ufarlig beskæftigelse, med mindre den appliceres på nationens økonomi. Selvom jeg sagtens kan se analogien vil en mere verdslig betegnelse være at foretrække.
@ Jakob Melander
"@Mikkel Kaels: Enhedslistens forslag præciserer jo netop at de økonomiske vismænd skal udpeges af et kollegium af universiteternes økonomiprofessorer, og ikke som nu, af regeringen efter indstilling af vismændene selv - hvilket sidste jo kun er med til at forstærke Rip, Rap og Rup-effekten. Altså er ELs forslag i fuldstændig forlængelse af armslængde-princippet sådan som det praktiseres - eller burde praktiseres - overalt."
Du "glemmer" meget behændigt i dit indlæg Jakob Melander, at Frank Aaen desuden kræver at der skal være repræsentation fra forskellige økonomiske skoler blandt vismændende.
Det er da i den grad en omgåelse af armslængdeprincippet for politisk indblanding!!!
Hvorfor vender du bevidst det blinde øje til kikkerten til indholdet?
"Endnu et glimrende forslag fra Enhedslisten. Det er tid til forandring - tid til “en omvendt Fogh”. "
En omvendt Fogh?? De vil udvælge de eksperter, som de selv er enige med - altså nøjagtig det samme som Fogh gjorde.
Armslængdeprincippet gælder da primært kulturen? Og at have en vismandsinstitution, der udelukkende består af nyliberalister svarer til at have et kunstråd, der udelukkende består af balletdansere...
Et bud på en økonom, der ikke deler vismændenes syn på økonomi - herunder begejstringen for DREAM modellen - er Jesper Jespersen, professor i økonomi ved RUC. Se f.eks. her http://www.information.dk/251483
I bliver nødt til at indse, at de eneste, man kan gøre, er at udvælge økonomer, man er enige med. Der er intet andet end luftige overvejelser analyser af fortiden. Økonomisk teori er bluff!
Thomas Thomsen: De yderst fornuftige økonomer i AE. Desuden usmageligt, at du er så ensidig.
Folket har krav på et valg. ..og ikke en ensidig blå dominans...bare fordi blå har pengene!!!
Det var dog interessant som de borgerlige debattører og Marianne Jelved, mener at ensidighed er godt.
Man har åbenbart vænnet sig til at det kun er ens egne synspunkter, der må nyde fremme.
Enhedslisten foreslår jo netop at vismændene skal komme med et bredere funderet grundlag, for at træffe beslutninger om løsningen af landets økonomiske problemer, i stedet for ensidig Cepos-rådgivning.
Altså må flere økonomiske skoler være repræsenteret, for at det kan få karakter af ægte rådgivning - hvor svært kan det være?
Og det er netop en "omvendt Fogh" hvis man husker på at æggene til morgenmøderne i hans regering kun fandtes i én udgave - nemlig hårdkogte.
Hvor er det smukt! Enhedslisten er ægte demokrater. Jeg håber på at deres forskningspolitik også vil udvikle sig eller komme mere i fokus (og give forskningsfrihed et nøk op ad).
Fremragende.
Georg Metz roterer ...
Nu er Enhedslisten gudhjælpemig enig med Fogh i at vi klarer os fint uden smagsdommere og eksperter.
De borgerlige herinde glemmer vidst tidligere formand for de økonomiske vismænd Christen Sørensen. herudover findes Jesper Jespersen. Disse to støtter ideen om at sparke økonomien igang så vidt jeg ved (hvilket må siges at være 'rød' politik.
@thomas Thomen. Jesper Jespersen, proffesor i Økonomi ved RUC og eksternt foredragsholder på KU.
"Skal de ikke bare til Sibirien for at sige sandheden?"
Undskyld, men hvad er det lige for en sandhed du ævler om.
Er det "sandheden" om at de riges velfærd drypper ned på de fattige?
Er det "sandheden "om at bare der kommer flere mennesker på arbejdsmarkedet, skal arbejdspladserne nok dukke op på magisk vis(Dream modellen er i øvrigt et fantastisk velvalgt navn).
Den eneste sandhed de prædker, omend indpakket, er at grådigheden er det eneste legitime drivmiddel, og som sådan er skatter et onde for dem der har røven fuld af penge. De glemmer jo behændigt nok altid at nævne at alt fra dyre biler til medlemsskab af golfklubben kan trækkes fra i skat, og de glemmer også at være bare en anelse taknemmelige for at fællesskabet gider uddanne deres arbejdskraft, samt sikre dem infrastruktur og andet godt når den indre iværksætter skal luftes.
Sidst men ikke mindst, synes jeg at vores uddannelses system er en god indikator på hvor det bærer henad.
Man forringer det offentlige system, og manipulerer alle resourcerne over i et privat system, så de bedst bemidlede kan få den bedste uddannelse, mens de resterende kan agere billig arbejdskraft, hvor virksomhederne bare outsourcer til Kina hvis ikke de for deres vilje på en lang række politiske områder.
Der er i HØJ grad brug for friske øjne til at kigge på et system der i den grad lugter af råd og fordærv.
Hele ideen med uafhængige eksperter.. ok så relativt uafhængige eksperter, er jo at de skal være uafhængige.
At få et 'ekspert system', hvor vi har politisk valgte eksperter der f.eks. afspejler folketings sammensætningen er jo et ubrugeligt 'ekspert system'.
Det er heller ikke godt med et 'ekspert system' der er udnævnt af en siddende regering, men så kan oppositionen i det mindste sige, at det 'ekspert systemet' siger ikke passer da det er i lommen på den siddende regering.
Nej, det er en ommer det forslag. I stedet skulle man måske fokuserer på partistøtten og de 'grå' penge som Blå stue har i massevis af. Det er jo dem der køber blå stue valgsejren igen og igen og igen......
Når det gælder den økonomiske politik bør rød stue måske nok se mere på Nyrup regeringens mere social liberale økonomiske politik. Den bedste økonomiske politik ført af en regering i nyere tid.
Slet Slet ikke som den Alberti politik vi ser fra VKO, som er ved at køre nationen i sænk.
Problemet er bare at man fra politisk side i rød stue ikke tror man kan sælge den rigtige økonomiske politik der skal til, til sine vælgere. For man skal altså ud og lave nogle ting som vil blive set som ærke liberal politik, for at vi kan komme videre her i Danmark.
Men man skal bare huske på at sammensætningen af vælgerne er meget anderledes i dag end den var for 40-50 år siden. Så man kan godt være rød have hus,bil og en god løn. Og man kan godt være VKO'er og være på bistand.
// jesper
Det eneste ædruelige kriterium for udpegelse af vismænd er FAGLIGHED og det eneste ædruelige mål for faglighed er publikationer i internationale tidsskrifter.
Målt på den måde er de nuværende vismænd fremragende mens den videnskabelige produktion hos de vismændsemner der nævnes - fx Jesper Jespersen og Christen Sørensen - formentlig ikke ville tillade dem at få en phd-grad fra et europæisk mellemklasse universitet.
Det bør også nævnes at de nuværende vismænd langt fra er ukritiske overfor regeringen - de har i årevis krævet højere boligskatter og et opgør med skattestoppet.
Lad os få nogle ligevægts-økonomer ind også.
Der skal tænkes nyt, hvis vi skal løse de kæmpe kriser, som både kapitalismen og øko-systemet står overfor.
Johannes Nielsen
Hvis det virkelig var tilfældet, at internationale publikationer er det eneste mål - burde vi så ikke alle tilgive Milena Penkowa og indstille hende til elite-forsker prisen igen.
Jeg vil såmænd også betvivle resten af din påstand om hvorvidt de omtalte økonomer ville kunne erhverve sig en phd-grad - hvilket fagligt grundlag har du overhovedet for at bedømme det?
At skattestoppet og boligskatterne burde sættes op, behøver man såmænd ikke have en økonomisk uddannelse for at forstå, så hvad er dit ærinde, andet en at alt bør være ved det gamle, fordi det passer ind i din neoliberale forståelse af verden?
*(andet en) - andet end.
Det er da ikke korrekt, at der ikke er økonomer, som støtter S/SF's økonomiske politik:
http://www.information.dk/268334
"Vi kan ikke spare os ud af krisen, men skal investere os ud af den" og i artiklen beder han mindeligt om, at man ikke i det uendelige gentager USA's forfejlede økonomiske politik.
Personligt synes jeg det på den ene side det er et problem med den elitære tænkning indenfor økonomisk rådgivning, mens jeg på den anden side har forståelse for, at økonomidiskussioner generelt er vanskelige at deltage i for menigmand grundet fagets kompleksitet.
Jeg så derfor allerhelst at man forsøgte sig med en mere decentral model, hvor man i stedet for små råd bestående af nogle få personer fik en meget mere omfangsrig debat op at køre blandt økonomer, hvor alle der har en kandidatgrad i økonomi får lov at byde ind med (kritik af) forslag og referencer til studier/artikler - såkaldt crowdsurfing/wikinomics. Hvem siger, at det kun er professorer der kan få banebrydende ideer eller komme op med en genial problemknuser? Der findes talrige eksempler på talentfulde mennesker som har formået at tænke ud af kassen, selvom de ikke besad en doktorgrad og en professortitel indenfor et givent felt.
Dette bør foregå i et offentligt forum - hvilket i den digitale tidsalder ikke er et uoverkommeligt problem - så offentligheden har mulighed for at følge med og man kunne så passende forsøge sig med at hyre nogle folk som er i stand til at referere debatterne til befolkningen i et sprog som er forståeligt for menigmand, da økonomi er notorisk uigennemtrængeligt for almindelige dødelige.
Hov, i stedet for "crowdsurfing" skulle der selvfølgelig have stået "crowdsourcing".
# Niels Mosbak
Der er forskel på god økonomisk forskning og dårlig økonomisk forskning og dette reflekteres klart i hvor forskningen publiceres og hvor meget den citeres.
Når Jesper Jespersen og hans venner ikke formår at bringe deres videnskabelige arbejde videre end obskure tredjerangs tidsskrifter, så er det simpelthen fordi deres arbejde ikke har international kvalitet.
Mit ærinde er ganske klart: Vi har den bedste vismandsinstitution vi kan få - vismændene er for tiden med stor sikkerhed de bedste fagøkonomer i kongeriget. Deurover er deres anbefalinger meget nuancerede - der er massevis af eksempler på analyser, der har kritiseret regeringens politik.
Denne uvilje, er der fordi forslaget kommer fra EL, eller er det pga. forslagets pluralistiske indhold?
Her må være tale om et skelsættende videnskabsteoretisk og dybt irrationelt skred imod det totalitære; et politisk parti vil diktere eksakte videnskaber på baggrund af et postulat om "manglende ligevægt".
Du godeste!
Michael Guderup,
Er økonomi en eksakt videnskab? Det var nyt for mig. Jeg troede - åbenbart fejlagtigt - at disciplinen var inficeret af ideologi og reduktionisme i alle lejre, men det er da i så fald ganske interessant, at så få af disse videnskabsmænd var i stand til at forudsige finanskrisen.
Hvis vi ikke kan sikre at DØR tilvejebringer en alsidig, nuanceret og saglig økonomisk diskurs - hvilket var hele formålet med institutionen, så må den nedlægges.
Vi kunne passende koble overvejelsen om det hensigtsmæssige i at have en økonomisk vismandsinstitution til en forhåbentlgit kommende bæredygtighedskommission.
Det er jo dokumentérbart at DØR traditionelt anskuer økonomi ud fra en borgerligt-liberalt udbudsvinkel. Brugen af DREAM og ligevægtsteori i al almindelighed viser til fulde dette. Klassisk keynesianisme er absolut undtagelsen i DØR's forslag, hvilket illustrerer den ideologiske forankring.
DØR's sporadiske kritik af VK-regeringens dispositioner, som bl.a. Whitta-Jacobsen henviser til, dokumenterer jo ikke at DØR skulle have en moderat politisk observans. Mange erklæret borgerlige økonomer har fremført en tilsvarende, sporadisk kritik. Ren spin.
Økonomer som modsiger regeringen er bare nervøse gamle tanter som ikke har forstået en skid*, i alle andre tilfælde er de vismænd (på jagt efter en ledestjerne).
*) Citat efter huskeren af Fogh, da der blev advaret om en boligboble.
Johannes Nielsen
Hvis Dream modellen er udtryk for den højeste visdom der kan præsteres, så tillader jeg mig at ønske dig - Dream On...
@ Peter Jensen:
Jeg synes ellers, at der kommer en del keynesianske forslag omkring stimulering eller begrænsning af økonomien på kort sigt samt indgreb i markeder (som f.eks. det danske boligmarked), der ikke fungerer. SMEC-modellen som DØR bruger (på kort sigt vel og mærke) er i grove træk en meget stor Mundell-Fleming–model, der må siges at være rimelig keynesiansk.
Ellers er debatten lige nu også koncentreret omkring langsigtsholdbarheden i økonomien. Det var jo ikke rigtig noget Keynes gad bruge tid på.
En lille ekstra kommentar:
Ser man på det andet store forslag i debatten, nemlig Fair Løsning, så indeholder det jo også 2 løsninger, der er ligeså "ligevægtsorienteret" som efterlønsreformen: 12 minutter mere og et bedre uddannelsesniveau.
Det er da arbejdsmarkedspolitik, der påvirker arbejdsudbuddet - ikke efterspørgslen.
Rasmus Larsen:
At S og SF anvender ligevægtsteori i en udbudsorienteret politik kan vel næppe undre - men cementerer vel snarere hvordan DØR's diskurs præger alle tonenagivende politiske aktiviteter i Danmark.
Og selvom DØR til tider foreslår efterspørgselsorienterede tiltag af klassisk kenyesiansk snit, så hælder disset oftest mod nykeynesiansk metodik. DØR inviterer jo ikke til statens påvirkning af markedet uden at implicere at f.eks. efterspurgt arbejdskraft bremser op på dens forventninger til lønudvikling (ligesom man overser den klassiske lære, nemlig at svækket løndannelse nok kan reducere produktionsomkostninger - men samtidig svækkes købekraften i markedet).
Enhedslistens forslag er alt for moderat. Hele det økonomiske råd og formandsskab bør simpelthen afskaffes.
1) De økonomiske vismænd og de dominerende 'økonomiske eksperter' har for det første igen og igen selv overskredet deres mandat, idet de har ignoreret forskellen mellem videnskab og politik.
2) Institutionen er endvidere dybt udemokratisk: I 1953 afskaffede vi her i landet 'Landstinget'. Nu har de økonomiske vismænd og eksperter lige så stille -hjulpet af VKO politikerne og medierne, som også er borgerligt liberalt ensrettede- etableret sig som et nyt landsting, der igen og igen blander sig i politik, altid tagende parti for 'den blå blok' og den mere velstillede del af befolkningen.
3) For det tredje er det direkte vildledende, at bilde folk ind at der kun findes een økonomisk sagkundskab. Der har i hele den økonomiske teoris udviklingshistorie været og der er stadig flere forskellige retninger og skoler. Og alle retninger er præget af hver deres politiske præmisser og forudindtagethed.
4) Siden ca 1973 har den neo-liberalistiske økonomiske doktrin imidlertid været dominerende. Næsten alle vore 'økonomiske eksperter' har læst de samme bøger og i deres uddannelsesforløb gennemgået den samme belæring. Og i dag sidder de så og bekræfter hinanden i deres forudfattede meninger og læresætninger og belærer befolkning og politikere om 'den rigtige politik'
5) Det er en illusion at tro, at der findes en neutral økonomisk videnskab. Nationaløkonomien er hverken neutral eller 100 % objektiv videnskabelig i naturvidenskabelig forstand. Deri ligner den iøvrigt de øvrige samfundsvidenskaber, men 'de økonomiske eksperter' og 'den økonomiske videnskab' har nærmest fået kult status og indgår som sagt løbende i det politiske spil..
6) Over hele Europa fører højre-centrum regeringer i disse år en nedskæringspolitik, der igen og igen anbefales af toppolitikere, erhvervsledere, finansfolk, 'økonomiske eksperter', kommentatorer idet den præsenteres som 'den nødvendige politik' og påkrævede 'reformer'. Overalt skal lønmodtagere, pensionister, arbejdsløse, studerende o.s.v. betale omkostningerne ved den økonomiske krise, som de ikke selv har skabt. Politikere, 'eksperter' og medier fortier herunder systematisk at der også er forskellige interesser i spil. Overalt er parolen imidlertid den, at 'profitten skal privatiseres, og tabene socialiseres'.
Curt:
Jeg anbefaler din kommentar for dens skrå syn - men anholder synspunktet om at nogen skulle være fritaget for meddelagtighed i udviklingen. Alle, fra yderste opposition og argeste anarkist til frommeste, førtidspensionerede folkepensionist, må se på sig selv og deres omverden og overveje hvordan det kan gøres bedre. For det har sandt at sige været skidt.
Nutidens økonomer forsøger ihærdigt at indbilde omverdenen, at de besidder evnen til at spå om fremtiden. Fra rationalitet til metafysik - befolkningen køber det hele; men det viser vel blot, at der selv i sekulariserede samfund er et marked for profeter.
Bedraget vil blive afsløret i det øjeblik en nidkær og skarpsindig historiker sætter sig ned og foretager en systematisk registrering og analyse af økonomernes profetier i de seneste årtier. Jeg bliver ikke overrasket, hvis det viser sig, at en velafbalanceret rollespilsterning vil været økonomerne overlegen.
Jeg er enig med Curt Sørensen i at vi lever i en verden domineret af neoliberal ideologi. Hele systemet er gennemsyret af denne ideologi og en af de frustrerende facetter i den er at det er tabu at benævne den.
Hvad angår brugen af økonomiske modeller som om de var sandheden har jeg skrevet følgende indlæg i en anden tråd om ELs berettigede kritik af disse modeller. Jeg håber det er ok at sætte mit indlæg ind her:
Mon EL er radikal nok i dette forslag?
Økonomerne betjener sig af edb-modeller for at få overblik over og forsøge at styre samfundsøkonomien. Andre, fx klimaforskerne bruger også edb-modeller af samme årsag.
Klimamodellerne er udsat for en meget, meget omfattende kritik og løbende revidering i internationale tidskrifter og mange tusind forskere deltager i dette arbejde.
De økonomiske modeller, fx DREAM, er sammenlignet med klimamodellerne simple med få forudantagelser og bliver ikke udsat for løbende revision af fagfolk. Ved økonomer i det hele taget nok om edb-modeller til at foretage dette arbejde??
Oven i dette tillader Finansministeriet sig at anvende DREAM uden at tage behørigt hensyn til de krav modellen dog forudsætter (fx at den ikke kan lave korttidsprognoser). Hvordan kan det dog være? Er økonomerne i Finansministeriet ukvalificerede? Evt mht edb? Eller er det noget andet på spil - som fx ministerordrer?
De borgerlige er rigt repræsenteret blandt kritikere af pessimistiske klimamodeller. Derimod hører man ingen borgerlig kritik af DREAM-modellen. Hvordan kan det nu være? Hvorfor denne åbenlyse inkongruens?
EL skulle måske oveni kravet om bare lidt større faglig økonomisk bredde stille krav om en videnskabelig bredde og nidkærhed på linje med klimaforskernes…
Kære Ole Thofte,
Lad os forestille os at nogle økonomer i juli 1914 havde brugt en Dream model til at 'forudse' den kommende samfundsudvikling i f.eks. de næste godt 30 år. De ville have lavet prognoser på den sandsynlige produktionsudvikling, beskæftigelse, demografiske udvikling o.s.v. -måske rigtige , måske delvis forkerte, måske helt hen i vejret. Hvad de under ingen omstændigheder ville have 'forudset' ville have været den faktiske samfundsmæssige udvikling som tog sin begyndelse blot en måned senere og fortsatte de næste 75 år med verdenskrig, store europæiske imperiers sammenbrud, den russiske revolution, økonomisk verdenskrise, fascisme , stalinisme, endnu en verdenskrig kold krig o.s.v. : De ville have taget radikalt fejl af hele den faktiske historiske udvikling der begyndte i august 1914.
Ligesom sådanne økonomiske fantasier ville være forankrede i præ-1914 periodens evolutionisme, udbredte optimisme og forestilling om civilisationens fortsatte og ubrudte fremskridt samt en snæversynet økonomisk models blindhed, således bygger nutidige økonomers forestillinger om stadig økonomisk vækst og voksende beskæftigelse på en tilsvarende evolutionisme, optimisme og økonomiske modellers snæversyn.
Til Curt Sørensen og Ole Thofte:
Det er helt klart, at der er svagheder ved økonomiske modeller netop fordi de kan være underlagt nogle ret strenge antagelser. De kan ikke spå omkring fremtiden, og det ved økonomer godt. De kan dog give en idé om, hvordan verden ville se ud under en alt andet lige-betragtning. Jeg ser altså stadigvæk, at befolkningsfremskrivninger og andre modeller, der prøver at kigge ud i fremtiden, har sin eksistensberettigelse. For hvad er alternativet? At man famler fuldstændigt i blinde?
Jeg er selv økonomistuderende, og vi bruger desværre ikke særlig meget tid på at lære at formidle viden. Det er dér, at problemet ligger efter min mening. Typisk er økonomer simpelthen ikke er gode nok til at formidle deres resultater, metoder og antagelser på et sprog som en almindelig borger (og politiker!) forstår. Så må det være op til borgerne at træffe beslutningerne på et velinformeret grundlag.
Til Rasmus Larsen,
Du har selvfølgelig ret i at modeller er uundværlige også i samfundsvidenskaberne, herunder økonomien. Problemet opstår når man begynder at forveksle model og virkelighed og for det andet overskrider grænsen mellem videnskab og politik. Jeg kender det fra mit eget fag, statskundskab. Der er virkelig i begge henseender en fristelse og en tilbøjelighed til stede.
Sider