Læsetid: 3 min.

Enhedslistens udfordringer er ren luksus

Medvinden for Enhedslisten kan paradoksalt nok give helt nye problemer for partiet. Især, hvis de røde vinder valget
Enhedslisten bader i succes, og partiets politik er uændret siden sidste valg. Hvis det skal indgå som støtteparti i en rød regering og får indflydelse, kan det få bøvl med baglandet.

Enhedslisten bader i succes, og partiets politik er uændret siden sidste valg. Hvis det skal indgå som støtteparti i en rød regering og får indflydelse, kan det få bøvl med baglandet.

21. maj 2011

Et i-landsproblem, kunne man kalde Enhedslistens udfordringer. Et i-landsproblem kan være, at der er for mange rosiner i ens mysli eller for få smagsvarianter blandt de ni tandpastaer, man kan købe i supermarkedet. Den slags problemer opstår, når man befinder sig i toppen af behovspyramiden og ikke skal tænke på eksistenskamp, overlevelse og basale behov.

Det er netop i sådan en ønskværdig situation, at Enhedslisten i disse dage holder årsmøde i Korsgadehallen i København. Væk er overlevelseskampen i efterdønningerne af valget i 2007, hvor et splittet parti var lammet efter balladen om den muslimske kandidat Asmaa Abdol Hamid. Væk er tiden, hvor den venstreorienterede portal Modkraft udlovede en flaske rom til den, der kunne komme med det bedste bud på Enhedslistens eksistensberettigelse. Og væk er udsivningen af yngre kræfter blandt partiets medarbejdere og braget fra, da den populære Pernille Rosenkrantz-Theil smækkede med døren.

Interne udfordringer

I denne uge spåede Megafon en fordobling af mandattallet til otte og antallet af medlemmer galopperer frem mod de 6.000 mod knap 5.000 sidste år. Betegnelsen »historisk«, som politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen brugte i sin årsmødetale, er på alle måder korrekt.

»For nylig læste jeg et interview med Liberal Alliances Anders Samuelsen, hvor han forklarede, at det er rigtig godt at gå til valg på elendige meningsmålinger så undgår man nemlig, at presset bliver for stort. Men jeg føler mig nu overbevist om, at vi godt kan klare presset,« sagde hun og årsmødet lo, som selvbevidste vindere ler.

Holder de gode målinger, vil Enhedslisten kunne kalde sig for vinder, også selv om rød blok taber valget. Man vil kunne fortsætte sin markante oppositionsstil med flere mandater og en god slat flere penge i tilskud. Og alt vil være godt.

Tværtimod er det, hvis rød bloks projekt lykkes, og Enhedslisten skal lægge mandater til Helle Thornings statsministerpost, at partiets interne udfordringer starter for alvor. Den debat, dét vil udløse, tog årsmødet så småt hul på allerede i går.

»Det bliver af partiets repræsentanter sagt, at vi er parlamentarisk grundlag for en S-SF-regering. Det vil jeg gerne bede dem om at holde op med,« sagde for eksempel H.C. Nielsen fra Rudersdal.

Og Esben Andersen fra Skive supplerede:

»Enhedslisten holder sig for meget til, at vi konsekvent vil støtte en Thorning-ledet regering. Jeg synes, at hun har et rigtig godt potentiale til ikke at være Lars Løkke. Men der hører min glæde også op.«

Det er ikke fordi, at Johanne Schmidt-Nielsen og resten af folketingsgruppen og kandidaterne er uenige. Også de lagde gang på gang vægt på, at Enhedslisten »ikke er stemmekvæg« og at der skulle stilles »markante krav« til S-SF, når den røde regering er kommet til. Problemet kommer, når man skal blive enige og få baglandets accept af, hvilke markante krav der skal stilles og hvornår man vurderer, at kravene er indfriet så langt, at man f.eks. kan stemme for en finanslov.

»Der skal være markante forbedringer, før vi stemmer for. Der er ikke meget, der tyder på, at vi kan komme til at stemme for en finanslov under disse konditioner. Det er meget vigtigt, at vi går herfra med en fælles forståelse af, at det ikke må ske,« sagde hovedbestyrelsesmedlemmet Hans Jørgen Vad.

Og Falle Hjort fra Frederiksberg slog med henvisning til en mulig tilnærmelse mod de radikale efter valget fast, at hvis »oppositionen begynder at indrette den økonomiske politik efter de radikale, så er der ingen opposition længere.«

Politikken er uændret

Og her er Enhedslistens i-landsproblem. Den store succes, partiet har haft, skyldes især en række principielle beslutninger, partiet tog forrige år: At Johanne Schmidt-Nielsen skulle blive politisk ordfører og markant ansigt udadtil. Og ikke mindst at man skulle styrke den strategiske kommunikation, og at man skulle være langt mere selektiv med, hvilke af alle mærkesagerne man skulle forsøge at komme igennem med.

Kommunikationen er altså blevet styrket og moderniseret. Men der er ikke sket nogen ændring af politikken, der ligger bag. Principprogrammet med alle sine lange, marxistiske analyser er det samme. Listen over mærkesager er uændret lang. Enhedslisten har ikke foretaget nogen højredrejning. Dét har været optimalt, så længe man var et oppositionsparti uden egentlig indflydelse på andet end det, man med dygtighed fik sat på dagsordenen. Men når man går til at blive et støtteparti, bliver situationen en helt anden. Folketingsgruppen skal ikke komme til at lave de forkerte aftaler ret mange gange, før kritikken fra baglandet vil tage til.

Det er et luksus-i-landsproblem, javel. Men Enhedslisten har altid været bedst til u-landsproblemer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Jensen

Enhedslistens mere eksistentielle problem er jo at partiiet skal arbejde i et parlamentarisk system, som er præget af stressende og uovervejede beslutnignsprocesser. Et system som fokuserer på personer fremfor sagen - og som på en lang række områder er uhyre udemokratisk indrettet. Enhedslistens arbejde i et sådant system vil derfor a priori være etisk udfordret. Og at skulle indgå i systemet som en del af en magthavende alliance, vil givetvis betyde korrumpering.

Vi ser det allerede, når der skeles og blinkes til et kommende Folketings mulige alliancer.

Thomas Bonde

En uinteressant overfladeanalyse indeholdende det åbenlyse, såsom at ELs fremgang skyldes Johannes dygtige arbejde og at man selvfølgelig nok bliver nødt til at gå på kompromis på nogle områder i et eventuelt kommende regeringssamarbejde. Man fristes til at tro at størstedelen af ovenstående allerede var skrevet inden årsmødets start, idet analysen derudover indeholder meget lidt omhandlende mødets substans og i øvrigt rummer en fejl, idet EL nu har 5000 medlemmer iflg. partiets egen hjemmeside og altså ikke 6000 som det hævdes i ovenstående.

http://enhedslisten.dk/artikel/aarsmoede-2011-medlem-nr-5000

Anne Marie Pedersen

Hvad er det for en mærkelig analyse? Selvfølgelig har vi også problemer i DK, som ikke er luksusproblemer. Og det kan da helt sikkert for nogle være svært at være marginaliseret i et rigt land, selv om man har penge til at spise sig mæt.

Per Møller

En dybt mærkværdig analyse - måske fordi journalisten tror at det er i folketinget tingene sker og at det afgørende er om EL deler ansvar for regeringen eller ej. Det vil (forhåbentlig) aldrig ske. Formålet med folketingsrepræsentationen er vel stadig talerstolen, platformen, opmærksomheden? og s-sf vil hellere sidde i regering med liberal alliance end el.

Poul Eck Sørensen

Jeg kan se, at jeg ikke er den eneste, der finde, at denne artikel er elendig, dårlig journalistik slet og ret - og hvis det skal til at være normen i Information, må man jo finde en anden avis at have abonnement på.

Citat fra Christian Lehman:

"Et I-landsproblem kan være, at der er for mange rosiner i en mysli eller for få smagsvarianter blandt de ni tandpastaer...."

Dette er en hån mod den langtidssyge der mister sygedagpengene og ikke kan få kontanthjælp.

Det er en hån mod den ledige der trods mange ansøgninger ikke har fået et arbejde, og har mistet retten til understøttelse og ikke kan få kontanthjælp.

Kan Information ikke bevilge Christian Lehmann et kursus, der fortæller ham lidt om hvad der også sker i Danmark.

Jørgen Johansen

Helt korrekt, at Johanne er altafgørende for succesen ---- det har været nødvendigt med klar lederskikkelse og ikke mindst, at man fik sat betonkommunisten Frank Aaen "længere tilbage i bussen", da han med sin historik som forsvarer for nogle af verdenshistoriens mest infame regimer og sin aggresive adfærd helt sikkert har skræmt mange potentielle vælgere langt væk.