Læsetid: 4 min.

Europa sætter rammer for dansk kirkeliv

Menneskerettigheder gør religionsområdet til et fælles europæisk anliggende. Domstolen i Strasbourg behandler flere og flere sager om religion, men balancerer mellem verdslighed og religiøs mangfoldighed. Det siger religionsretsprofessor Lisbet Christoffersen op til en europæisk konference om religion, der foregår i dag
12. maj 2011

En fælles europæisk tankegang om grænser mellem kirke og stat bliver i disse år mere nærværende i de 47 lande, der er medlemmer af Europarådet. Det skyldes, at Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg behandler flere og flere sager om religion. Samtidig er menneskerettighederne ved Lissabon-traktaten gjort til en del af EU's retsgrundlag.

Denne udvikling har også betydning for Danmark. Det fremhæver RUC-professor i ret, religion og samfund, Lisbet Christoffersen.

»Danmark og Tyrkiet er de eneste medlemmer af Europarådet, hvor staten driver et religionsvæsen. Sådan som forresten også Kina gør det i sin verdensdel,« siger hun.

»Et sådant statsligt monopol rejser en række problemer. Indlysende selvfølgelig i forholdet til mindretalskirkerne. I Danmark navnlig, at de får lov at sejle deres egen sø, mens staten bugserer folkekirken. F.eks. har regeringen for nylig afslået en anmodning fra den katolske kirke om bistand til opkrævning af kirkeskat fra danske katolikker. Og vi har stadig det uløste problem om, hvem der skal betale opførelsen af en rigtig moske i København.«

Det kildne emne om statslig finansiering af religion bliver i dag drøftet på en europæisk konference i København. Her er Lisbet Christoffersen blandt talerne.

Ironisk for flertallet

Lisbet Christoffersen fremhæver det ironiske i, at den danske kirkemodel også skaber problemer for flertalskirken folkekirken, hvor 80,4 procent af befolkningen er medlemmer:

»Folkekirken er ikke herre i eget hus. Et eksempel: Folkekirken må ikke selv bestemme, om den meget gerne vil eller netop slet ikke vil vie homoseksuelle. Og dobbelt ironisk bliver det, når regeringen hele tiden henviser til, at det må 'kirken selv' afgøre. For hvem er 'kirken selv'? Det er kirkeministeren (Per Stig Møller (K), red.), når han kigger sig i spejlet. Folkekirkemedlemmerne råder ikke over deres egen kirke. Det gør præsterne og biskopperne heller ikke. Vi har aldrig fået den kirkeforfatning, som grundloven har krævet siden 1849.«

Hvilke domme fra menneskeretsdomstolen har betydning for Danmark?

»En af de mest centrale handler om Moldova. Efter Sovjets sammenbrud ville flere nye medlemsstater gøre de ortodokse kirker til statskirker. Mange opgav projektet på grund af henstilling fra Europarådet. For Moldova måtte der en dom til. Den fastslår, at det er i strid med menneskeretskonventionen at tvinge et helt landområde ind under en statskirke. Den dom er et vink med en vognstang. Andre domme har til gengæld anerkendt, at der allerede eksisterer statskirker i Europa. Men de domme sætter nogle grænser for, hvor indgående staterne kan styre statskirkerne. Og det sætter fokus på den danske folkekirkes manglende selvbestemmelse.«

Lisbet Christoffersen tilføjer:

»Dommene fra menneskeretsdomstolen lægger alle sammen vægt på, at staten skal understøtte den faktisk forekommende religiøse mangfoldighed og ikke må diskriminere eller indoktrinere.«

Sørgelig norsk dom

Men hvordan fremmes mangfoldigheden? Lisbet Christoffersen peger på en menneskeretsdom mod Norge, som hun kalder »sørgelig«:

»Her har menneskeretsdomstolen nok misforstået en nordisk tradition for verdslig religionsundervisning i skolen. Norge havde netop skabt en rummelig og pluralistisk undervisning i religion, hvor man genfortalte både Jesu lignelser og fortællingerne fra jødedommen og islam. Ideen var, at man skal kende hinandens fortællinger for at leve i et fælles samfund. Sagen blev indbragt af norske ateister, der slet ikke ville have undervisning i religionerne. Den blev også indbragt af missionsfolk, som ikke ville finde sig i, at staten skulle udlægge deres religion. Således hånd i hånd vandt de to parter i Strasbourg.«

Lisbet Christoffersen peger dog også på tegn på, at menneskeretsdomstolen trækker en streg i sandet for, hvor langt den vil gå ind i de enkelte staters politik over for religion:

»Domstolen accepterede i en dom i marts i år, at den italienske regering har pålagt de offentlige skoler at ophænge krucifiks på væggen i samtlige klasseværelser. Oprindeligt indgik kravet i konkordatet mellem Mussolini og den katolske kirke. I 1980'erne kendte italienske domstole kravet grundlovsstridigt. Men nu er det genindført pr. dekret af Berlusconi-regeringen.«

Hvorfor accepterede domstolen et så nærgående krav?

»Ja, kravet er nærgående for både dig og mig og for fru Lautsi, som anlagde sagen. Hun er af finsk afstamning og nu italiensk gift og bosat. Hun fandt det upassende, at hendes sønner skulle undervises under korset. Men havde hendes sønner gået i skole i Finland, var de blevet undervist under det finske korsflag og afsyngelse af kristne hymner ved skoleafslutning. Domstolen erkender, at der er mere religion i de europæiske offentlige rum, end en verdslig tankegang nok bryder sig om. Men religionen har forskellige udtryk og forskellig plads fra land til land. Og her anerkender domstolen nationalstaternes råderum. Igen må man forudsætte, at mindretallene får en ordentlig plads. Italien fremhævede f.eks., at landet tillader muslimske piger at bære hovedtørklæde i de offentlige skoler.«

Lisbet Christoffersen er i øvrigt med i en gruppe af jurister og teologer, der inden for Selskab for Kirkeret arbejder med et udkast til at give den danske folkekirke en forfatning, som afklarer kirkens ledelsesforhold og styrer fri af problemerne i forhold til menneskerettighederne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Den eneste ærlige ramme for kirkeliv er at åbne folkekirken for det sekulære aspekt, dvs. ikke gøre dåben adgangsgivende. Dermed kunne vi alle være med. En sådan kirke kunne blive et sted, hvor vi tog vare på hinanden (vistnok kristendommens egentlige budskab) og ikke spildte tiden med at strides om en fantomguds gøren og laden - men der står jo 'interesser' bag, som alle kan se.

Der er ikke noget mere beskidt end religion, et ødelæggende element i verden. Vil vi handle i det, der vist nok er kristendommens ånd, så lad den dog bare hvile i fred de få steder, hvor der er dyrkere til den og lad os andre samles om det egentlige: Fred i verden.

Robert Kroll

Den katolske kirke i Spanien har altså også en del offentlig støtte ad bagvejen via lokalregeringerne, og det gælder nok også andre steder - så virkeligheden er nok endnu mere speget end angivet i artiklen.

Iøvrigt, så vidt jeg har læst fra dengang man skulle stemme om Danmarks indtræden i EF (som det hed dengang) , så lovede EF-tilhængerne helt klart , at EF intet betød for det religiøse aspekt.

Nu kommer så Europarådet - hvor EU landene udgør den største medlemsskare - og piller ved religionsforholdene. Det næste bliver vel en etisk/moralsk censur af hvad man må skrive og trykke, familielovgivning , abortlovgivning o s v.

Når domstole ( dommere er embedsmænd, som ikke er folkevalgte) begynder at være regelskabende og værdi-normerende, så fratager de reelt de folkevalgte parlamentarikere og vælgerne retten til på demnokratisk vis at bestemme hvad der skal være lov og ret. i deres respektive lande.

Poul Ottesen

Som om problemet er at Statskirken mangler 'selvbestemmelse' .. Og ikke at der overhovedet FINDES en sådan .
MIN Nisse er virkeligere end din !

Poul Ottesen

Og til Robert Kroll :

Stop nu det der Pianistiske Berlusconi-angreb på Dommere. Det ER faktisk deres opgave at finde hoved og hale i alle de latterlige love politikerne konstant vedtager .. Og det er OGSÅ deres opgave at sige fra når mere eller mindre populistisk 'signal-lovgivning' er i strid med f.eks pladderhumanistiske 'Rets-principper' ..

Politikerne beslutter hvad der er Lov..
Hvad der er 'Ret' er derimod SUVERÆNT Domstolenes ansvar .

Poul Ottesen

Eller du går måske ind for en tilbagevenden til den inkvisitoriske process-form og det sunde rets-princip at hvis heksen synker var hun alligevel ikke en heks ?

Hugo Barlach

»Danmark og Tyrkiet er de eneste medlemmer af Europarådet, hvor staten driver et religionsvæsen. Sådan som forresten også Kina gør det i sin verdensdel,« siger hun. (religionsretsprofessor Lisbet Christoffersen).

Dén lader vi lige stå lidt endnu...

Med venlig hilsen