Nyhed
Læsetid: 4 min.

FN-mandat giver alliancen frit spil i Libyen

Hverken politikerne eller eksperterne kan blive enige om, hvorvidt det overskrider FN-resolutionen at gå direkte efter Gaddafi eller hans familie, som det muligvis skete i den forgangne weekend i Libyen, men det får næppe konsekvenser
Libyske kvinder vifter med det libyske flag for at vise deres støtte til Muammar Gaddafi uden for den bygning i Tripoli, som NATO-fly ramte med missiler i weekenden. Ved angrebet blev blandt andet Gaddafis søn Said-Arab Gaddafi dræbt, mens Muammar selv overlevede angrebet, selv om han også opholdt sig i bygningen.

Libyske kvinder vifter med det libyske flag for at vise deres støtte til Muammar Gaddafi uden for den bygning i Tripoli, som NATO-fly ramte med missiler i weekenden. Ved angrebet blev blandt andet Gaddafis søn Said-Arab Gaddafi dræbt, mens Muammar selv overlevede angrebet, selv om han også opholdt sig i bygningen.

Indland
4. maj 2011

Statsminister Lars Løkke Rasmussen ser stort set ud til at være den eneste danske politiker, der er i stand til at udelukke, at det var mere end et tilfælde, da Muammar Gaddafi med nød og næppe undslap et bombeangreb i weekenden, mens en af hans sønner blev dræbt.

Muligvis af danske bomber.

Den konservative Helge Adam Møller går længst med sine åbenlyse opfordringer til at gøre et nyt forsøg på at ramme den rigtige Gaddafi, mens oppositionen kalder det 'et grænsetilfælde' i 'en gråzone'.

Alligevel får det næppe konsekvenser for hverken den danske opbakning eller for de engagerede lande.

Der var ellers ingen tvivl om FN-mandatets grænser, da Lars Løkke Rasmussen i går afholdt sit ugentlige pressemøde:

»Det internationale mandat, der er givet, og som vi agerer inden for, er ikke et mandat til at gå militært efter Gaddafi,« sagde statsministeren.

Hvorfor det alligevel harmonerer fint med, at NATO formentlig anført af danske F16-fly ramte en bygning i Tripoli, hvor nogle af Gaddafis børn og børnebørn opholdt sig, forklarer Lars Løkke Rasmussen således:

»Hvis man går efter militære installationer, kan der godt opstå den konkrete situation, at der sidder en person i den militære installation, der rammes, selv om det ikke er formålet med operationen. Derfor får du ikke mig til at stå her og tage afstand fra den konkrete operation, der fandt sted i weekenden i Libyen.«

Det må være udtalelser som disse, der i går fik Helge Adam Møller til at opfordre sine kolleger til at »droppe den politiske korrekthed« og sige det, som det er, og Jens Elo Rytter, ekspert i forfatningsret og folkeret fra Københavns Universitet, er inde på samme linje: »Den politiske realitet er formentlig, at man har forsøgt at gå efter Gaddafi, men det vil man ikke indrømme. Det kan være meget svært at bevise og kan til hver en tid forklares som en fejl og fejl sker der mange af i krig,« siger Jens Elo Rytter.

Socialdemokraternes Mogens Lykketoft, der tidligere kraftigt har antydet, at det lå i kortene fra start, at Gaddafi skulle fjernes, mener, man må have tillid til NATO's rapporter om, at det ikke var Gaddafi, der som sådan var målet, men erkender:

»Det er jo altid meget svært at vurdere, om man er på kanten.«

Men fortolker du denne episode sådan, at han altså bare befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?

»Det kan jeg jo ikke vide, og det vil jeg ikke fabulere over, men selvfølgelig er der grænsedragningsproblemer i forhold til NATO's bemyndigelse, og folk må have vidst da man vedtog det her i Sikkerhedsrådet at det er en bred formulering, som sagtens kan give diskussioner.«

SF's Holger K. Nielsen er endnu mere usikker i sin sag.

»Netop her er man efter min vurdering på kanten, men om man er over kanten, det må vi have en mere grundig drøftelse af. Hvis man går efter hans familie, er det uholdbart og ulovligt, men det påstår man så, at man ikke gør.«

Hvad betyder det for jer, at Konservative mener, det er en del af mandatet at jagte Gaddafi?

»Det betyder egentlig ikke noget, for de er utilregnelige. Helge Adam Møller vil jo skyde hvem som helst i hele verden. Hans fortolkning er forventelig,« siger Holger K. Nielsen, der indtil videre mener, at der er et højere formål end at sikre sig, at der ikke bliver begået overgreb mod Gaddafi og hans nærmeste.

»Problemet i Libyen er altså stadig ikke, om Gaddafi bliver ramt, men at Gaddafi tilsyneladende stadig fører sig frem med stor brutalitet, og at oprørerne er i en helt håbløs situation, fordi Gaddafis styrker beskyder dem med snigskytter, og jeg ved ikke hvad. Man skal holde fast i perspektivet, men jeg er enig i, at man skal være meget opmærksom på mandatet,« siger han.

Lang årsagskæde

Det er dog netop det, man ikke er, mener Jens Elo Rytter:

»Det er en meget lang årsagskæde, hvis det at gå direkte efter Gaddafi, skal kobles til formålet med Sikkerhedsrådets resolution nemlig at beskytte civile, der trues af angreb. Jeg har meget svært ved at se, at det ligger inden for mandatet,« siger han.

Eksperterne er til gengæld lige så uenige om fortolkningen af mandatet som politikerne.

Anders Henriksen, der er ekspert i folkeret ved Københavns Universitet, mener, resolutionen kan udlægges på flere forskellige måder.

»Det er storpolitik det her, og i mandatet har man forsøgt at forene nogle storpolitiske hensyn på fire centrale juridiske vendinger, og det er bare ikke altid muligt. Normalt når man skal fortolke en lovtekst, ligger der nogle forarbejder, man kan benytte, og forhandlinger, så man kan se, hvad parterne indledningsvist mente,« siger han.

»Men her har vi ikke rigtigt nogen forarbejder, og de forskellige stater kom ud med vidt forskellige fortolkninger. Det illustrerer meget godt, at ret i virkeligheden kun er et pseudoargument, der bliver holdt op foran det politiske,« siger Anders Henriksen.

Til gengæld er de enige om, at en overskridelse af resolutionen ikke får nogen konsekvenser i den nærmeste fremtid:

»Hvis man gør brug af magt i strid med en FN-resolution, så overtræder man folkeretten og pådrager sig folkeretsligt ansvar men der er ikke en stat med en international politistyrke og en politidomstol, så det er op til Libyen at klage internationalt, hvis de ønsker det, og så må de rejse en sag, hvilket de nok ikke gør,« siger Anders Henriksen.

Leder på bagsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nina Larsen

NGO Human Rights Advocate Bashy Quraishy om krigen mod Libyen m.fl.:
The Ugly Face of US Interventions in Other Countries - You Cannot Bomb People to Sanity
- klik på:
http://www.youtube.com/watch?v=SjbwzudA7qU&playnext=1&list=PL25030E57F48...

Janus Agerbo

Og så skulle man høre vidt og bredt om hvor begrænset og humanitært overfaldet på libyen var, da man dengang rejste tvivl ved hele foretagenet.

Men det var nok også for meget at håbe, at alle de krigsliderlige havde lært noget fra sidst.

Rasmus Knus

Lex OBL har fået savlen frem i mundvigen hos de andre vestlige statsledere: De vil også have et trofæ over pejsen ved siden af gnuhovedet.

Thomas Holm

Og der mangler stadigt kriterier for hvornår 'aktionen's mål er opnået. Eller overhovedet noget slutmål foruden 'at Gaddafi er væk'...

Karsten Olesen

Angrebene på Libyen er ulovlige efter terrorkonventionerne, og den nugældende danske straffelovs §114:

"Den som for...at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder ... til at foretage eller undlade at foretage en handling.....begår.......brandstiftelse, eksplosioner..." (m.m.)

V og K har siden 1970erne konsekvent bifaldet sådanne overgreb - når de var rettet mod sorte, gule og brune personer.

Hulemanden er en hvid racistisk terrorist - af samme slags som i apartheids Sydafrika, elle den svenske Lasermand.

http://en.wikipedia.org/wiki/White_supremacist