Læsetid: 3 min.

FOA vil droppe støtten til fagbevægelsens store mediesatsning

FOA-formand Dennis Kristensen kritiserer fagbevægelsens seneste satsning, Avisen.dk, for ikke at leve op til LO's ambitioner om at sætte en ny mediedagsorden. I det hele taget bør fagbevægelsen endeligt droppe drømmen om egne, røde nyhedsmedier, mener han
FOA-formand Dennis Kristensen kritiserer fagbevægelsens seneste satsning, Avisen.dk, for ikke at leve op til LO's ambitioner om at sætte en ny mediedagsorden. I det hele taget bør fagbevægelsen endeligt droppe drømmen om egne, røde nyhedsmedier, mener han
27. maj 2011

Avisen.dk kan ende som et medie i rækken af fiaskosatsninger fra fagbevægelsen, og fremover bør LO koncentrere sig mere om sine egne fagblade end om nyhedsambitionerne.

Sådan lyder meldingen fra FOA-formand Dennis Kristensen, der afviser, at LO poster flere penge i Avisen.dk, når projektet fattes penge ved årets udgang.

»Det var i den grad en engangsbevilling efter min opfattelse. Vi besluttede at give et tilskud, og det var så det. Det blev helt eksplicit vedtaget, at det ikke skulle føre til, at vi i 2011 blev præsenteret for en ny regning,« siger Dennis Kristensen.

Online-avisen om arbejdsliv har tilmed skuffet, siger han.

»Ambitionsniveauet var højere end det, der er nået. LO håbede at komme til på den elektroniske platform og være med til at sætte dagsordener, der tager udgangspunkt i fagbevægelsens verdensbillede. Men gennemslagskraften har ikke været særlig stor, og udbredelsen er ikke en succes i forhold til forudsætningerne.«

Rød fiasko

De historier, som laves af Avisen.dk, kunne lige så godt stå i Ekstra Bladet eller B.T., som for øvrigt læses af mange flere, påpeger FOA-formanden.

Han oplever ikke, at den eksisterende presse er så ukritisk over for blå blok, som det blev fremført af flere socialdemokrater i Information i går. I stedet for truslen om at ændre mediestøtten, burde situationen føre til selvransagelse på venstrefløjen, mener han.

»Spørgsmålet er, hvorfor vi ikke kan drive røde aviser, der kan løbe rundt. Havde Det Fri Aktuelt eksisteret i dag, ville det jo have fået støtte, og derfor er det ikke statsstøtten, der er problemet.«

Ser man på venstrefløjens medieformåen efter partipressens opløsning, er den ganske enkelt bare ikke imponerende, minder Kristensen om:

»Inden vi begynder at kaste med sten, må vi lige se på det glashus, vi selv bor i. Venstrefløjen har ikke haft succes med at drive aviser,« siger han og ser nu hellere, at penge og kræfter fokuseres på A4 og fagbevægelsens egne blade.

»Det med at have et medie, der kan konkurrere med de øvrige, afviklede vi i fiasko,« siger han.

Også Jens Jonatan Steen, formand for centrum-venstretænketanken Cevea, mener, at »tiden er forpasset til, at en venstrefløj kan opbygge sine egne store medieplatforme. Nu handler det om at uddanne fremtidige meningsdannere, som kan varetage de ideologiske kampe,« siger han uden dog at gå ind i debatten om netop Avisen.dk.

A-Presse: Vi får penge!

Chefredaktør på Avisen.dk Rasmus Emborg fastholder, at avisen følger sit koncept med succes og har formået at tiltrække mange nye læsere på kort tid. Den økonomiske situation vil han dog ikke gå ind i og henviser i stedet til A-Pressen, som ejer Avisen.dk.

Her afviser direktør Bjarne Salomonsen også, at Avisen.dk skulle have skuffet. Han forventer også at få nye penge af LO i 2012, uanset hvad FOA's formand så mener:

»Det gør jeg da,« siger han og tilføjer, at det også passer ham bedst, at LO bakker op:

»Det er altid rart, at dem der ejer A-Pressen har så meget tillid, så de også vil tegne en forretningsmæssig forbindelse.«

Nok giver Avisen.dk underskud, men sådan er det med nye medier, mener direktøren og kalder siden »et af de mest citerede medier herhjemme.«

At FOA truer, rører ham ikke.

»Jeg er ligeglad,« siger Bjarne Salomonsen ligefremt, men tør alligevel ikke love, at Avisen.dk eksisterer ved udgangen af 2012.

»Efter mange år i medie-branchen vil jeg ikke være så modig, at jeg garanterer noget som helst. Jeg var med til at lukke Aktuelt, og der er ingen, som aner, hvad der sker« siger han med henvisning til, at det er uvist, hvordan forhandlingerne om mediestøtten falder ud.

Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, har endnu ikke fastlagt sine krav til medieforliget, men forsikrer, at netop nye netmedier er nogle af dem, der skal styrkes, når statskronerne til medierne skal omfordeles. Det skal blandet andet ske for at sikre en større mangfoldighed i mediebilledet, siger han.

LO har ikke ønsket at medvirke i artiklen, idet der foregår debat om fremtidens medieprioriteringer i disse dage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvordan adskiller avisen.dk sig fra bt.dk og eb.dk, som de citerer flittigt fra. Resten er ritzaucrap. Hvis man vil have arbejdsmarkedsstof må man stadig til Arbejderen.

Erik Jensen

Eller læse Fagbladet fra 3F, som er velskrevet og ovenikøbet i et luksuøst lauoyt. Jeg tror faktisk at folkene bag Fagbladet kunne drive et "rødt" dagblad med overskud, hvis de fik chancen.

Arbejderne bør kun udkomme som en uge eller månedsavis, da der ikke produceres relevant indhold til en daglig avis.

Bill Atkins

Kapitalinteresserne har reelt monopol på landets presse, og med baggrund i god dansk demokratisk tradition, bør vi derfor indføre monopolkontrol med at aviserne ikke lader prisaftaler erstatten den fri priskonkurrence på annoncer. Og Staten bør kunne sikre at interesseorganisationer kan indrykke annoncer til trykkepris i alle landets dagblade.

Hvor svært kan det være? Det handler vel stort set om, at lave en avis med diverse skandaler som vi kan se i de andre aviser. Forskellen skal være at historien skal fortælles og ses fra den røde side.

Egon Maltzon

Måske er der bare ikke ret mange fra rød blok, som vil betale for en seriøs avis.

Hvis der var et marked, så var der vel også et produkt.

Det er ikke så indviklet.

Gorm Petersen

For at ramme målgruppen, skal det primære indhold være fodbold og patter.

På dette punkt skal en arbejderpresse kunne matche BT og Ekstrabladet, som lige nu har monopol på at skrive til arbejderne.

Resten af vejen skal der fortælles den stik modsatte historie:

Nej - Pia K er ikke din eneste ven.

Nej - DF fik ikke et bedre kompromis med magthaverne end S havde kunnet få.

SP: Hvad nytter det at have adgang til upartisk saglig og korrekt presse ?

SV: Intet - hvis din modstander har adgang til loyal presse - der skal så lidt til...

Mick Sørensen

Avisen.dk skiller sig ikke på nogen måde ud fra de andre aviser.

Hvorfor så blive ved med at finansiere den?

Lige nu på forsiden på avisen.dk:

Seneste nyt fra finalen i paradise hotel *suk*

Gorm Petersen

A-pressen har aldrig haft til formål at tjene penge.

Ganske som den borgelige presse (der støttes af erhvervslivet) har den til formål at være talerør til offentligheden.

Porno, vold og fodbold er nødvendige lokkemidler til at få læseren til at åbne bladet - ganske som BT og Ekstrabladet.

Fidusen er så - ind imellem de nøgne damer - at fortælle nogle andre historier end Ekstrabladet og BT.

Altså i stedet for "Indvandrerne tager røven på dig" - så "Pia K tager røven på dig".

Morten Fruergaard

Er den tanke, at der bare ikke er læsere til "rødt stof" så fjern, trods udsgten til en socialdemokratisk regering?

Man kan sagtens være borgerlig indstillet og stemme på S-SF.

Jeg ser en samling socialdemokratiske midterpartier, der blot søger hver deres mærkesag til at forklare, hvorfor vi ikke kan nøjes med et to-partissystem i Danmark.

Peter Lassen

Det er godt med FOA selvransagelse. Venstrefløjen har aldrig kunnet drive en avis, og eller en almindelig virksomhed. Ventrefløjen har mange ideer til, hvordan det skal gøres, men det falder helt til jorden når de skal implementeres. Derfor er S SF´s "Fair Løsning" varm luft baseret på venstrefløjens totale mangel på indsigt i, hvad der skal til for at drive en økonomi.

Jan Eskildsen

Et af problemerne ses tydeligt:

"Nok giver Avisen.dk underskud, men sådan er det med nye medier, mener direktøren og kalder siden »et af de mest citerede medier herhjemme.«

At FOA truer, rører ham ikke.

»Jeg er ligeglad,« siger Bjarne Salomonsen ligefremt, men tør alligevel ikke love, at Avisen.dk eksisterer ved udgangen af 2012."

Hvor ofte læser andre her på stedet, hvad der står på avisen.dk?

Peter Hansen

Klassekampen på skoleområdet har som sit tydeligste resultat de brede massers manglende læselyst.
Medierne har i årtier udvist en enorm uansvarlighed ved på den ene side at lægge beslag på folks tid, men på den anden ikke længere formidle det, der kan højne og forbedre befolkningens verdensforståelse og perspektiv. Da DR ophørte med at afskaffe finkulturen, ved at gøre den almen, begyndte den største klassemæssige regression, vi har kendt. Kendskab giver venskab, og når Det Kgl. Teaters forestillinger kan ses i primetime live, som man kan med andre landes teatre, og som man kunne på DR i gamle dage, rykker man sammen om det fineste, vort land kan præstere af åndelighed.
Jeg kan dog også glæde mig over, at det tydeligvis er en generationskløft, hvor min generation midt i 40erne er en af de mest smalsporede, mens yngre mennesker har mødt en kulturel mangfoldighed, som gør dem lydhøre og åbne for kvalitet indenfor hele feltet af bevidsthedsdannende og udviklende offentlighedsfænomener.

Karsten Aaen

EB har f.eks. over flere dage kørt en direkte usmagelig personhetz mod Bo Asmus Kjeldgaard (SF), borgmester i København. Om hvor han boede hvornår, om hvordan hans kæreste frameldte sig sine tilskud som enlig forsørger allerede i 2009 - før kommunalvalget. (og er her sidste oplysninger ikke fortrolige?)

Men en anden og måske mere oplagt historie, som BT kørte (med et lille pip) var at Søren Pind, da han var borgmester, fraflyttede ikke blot Københavns Kommune, men faktisk flyttede helt til Nordsjælland,
i et sommerhus, mener jeg?. Se, den historie kørte hverken EB eller BT dengang Søren Pind var borgmester i København.

Og det er da om noget et symbol på, at den borgerlige presse (inkl. EB) er mere kritiske overfor venstre-fløjen, inkl. De Radikale og Soc.Dem. end overfor de borgerlige partier.

Hvis man kigger på efterlønnen, så var stort alle historier i f.eks. den borgerlige presse, inkl. Politiken, og JP, imod. Og gav udtryk for det i vinklingen af sagen, dvs. man talte med (rige) folk, som var gået på efterløn, og som var raske, rørige, ikke syge - og som spillede golf eller sejlede. 98% af alle artikler om efterlønnen i JP (sådan jeg opfatter det) handlede om de her folk....

Og noget helt andet er er jo også det, at VKO-regeringen beskar stats-støtten til distribution, sådan at fagbevægelsens egne blade blev forhindret i at udkomme så meget...