Satire
Læsetid: 2 min.

Som der gøgles med valget

Hvem tror på et folketingsvalg uden valglister? Nok ingen. Men et folketingsvalg er nul og niks uden hjælp fra it-firmaet CSC, der på tredje måned ligger i fosterstilling og ømmer sig efter en lang faglig konflikt. Måske er det på tide at hive grillen frem og lukke ørerne for alle valgspekulationer
Indland
12. maj 2011

Finansministeriet koger, mens Radikale Venstre og Dansk Folkeparti flokkes om at kindkysse finansministeren. Fra distancen står oppositionen og lurer på et skizofrent valgbarometer.

Jo hurtigere en aftale ligger på plads, jo før kan valget komme. Men er ideen om et snarligt folketingsvalg bare en gang vandgrød, vi alle har slubret i os? Valgsystemet, som vi kender det, lider i hvert fald nød disse dage.

It-virksomheden CSC, der står for at lave det CPR-udtræk, som skal bruges til valglisterne, er på tredje måned alvorligt kriseramt. CSC's ledelse har tidligere krævet lønnedgang og afskaffelse af en såkaldt tryghedsaftale. Begge krav har de ansatte afvist, og fra 1. juni har 400 af virksomhedens medarbejdere varslet strejke.

»Vi har ikke lyst til at ramme et folketingsvalg, men vi har lyst til at få afsluttet en konflikt,« har det tidligere lydt fra næstformand Hanne Lykke Jespersen fra fagforbundet PROSA, der organiserer it-ansatte.

Men overfor internetmediet ComOn anerkender hun, at håbet for den valghungrende befolkning ligger på et endog meget lille sted:

»Vi kan ikke forhindre udskrivelse, men vi kan forhindre gennemførelsen,« siger hun.

Valgforsker Jørgen Elklit fra Aarhus Universitet medgiver, at det da er et »velegnet« og »følsomt« område at føre konflikt på.

»Hvis der er problemer med opdateringer hos CSC, kan det teoretisk godt føre til problemer med valgsystemet,« siger han.

Ingen problemer

Hos CSC er man dog ikke bekymret for at være den direkte årsag til en afblæsning af et kommende folketingsvalg. Virksomheden har sat alle sejl til og nedsat et beredskab, hvis Lars Løkke skulle finde på at trykke på knappen.

Men beredskabet er ikke noget, virksomheden ellers har lyst til at dele med andre.

»Valgafviklingen bliver ikke påvirket på grund af konflikten mellem CSC og PROSA. Vi har sammensat et team af specialister, der udfører procedurerne for afviklingen af et valg, og vi har et effektivt beredskab på plads. Derudover har vi foretaget en række testkørsler uden problemer,« siger direktør Kai Dahl-Jensen fra CSC.

»Det er trist at se, hvordan PROSA fremfører spekulationer i medierne som fører til unødige bekymringer blandt borgere, kunder og medarbejdere frem for at bruge kræfterne på, hvordan vi i fællesskab kan finde en løsning på konflikten,« siger han og oplyser, at virksomheden har oplært vikarer til at håndtere systemerne.

Valget kommer

Også selv hvis de mange PROSA-ansatte skulle blive uregerlige, hedder det.

»Vi forsøger at blive fuldstændig uafhængige, men der er visse elementer, der fortsat er afhængige af, at der er PROSA-ansatte. Men vi har kørt nogle test, og der er vi i stand til at levere, hvis PROSA eskalerer konflikten,« siger Kai Dahl-Jensen.

Så måske skal vi alligevel ikke lade os bekymre eller begejstre: Valget kommer.

»Kendsgerningen her og nu er, at vi er klar til et folketingsvalg,« mener også Carsten Grage, kontorchef i CPR-kontoret under Sundheds- og Indenrigsministeriet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bill Atkins

De fleste har nok slet ikke opdaget det, men skulle nogen, helt mod sædvane, være så heldige at komme igennem på telefon til Skat, vil de kunne konstatere at Skats edb-systemer i udstrakt omfang er nede ...