En vinrød sportsvogn puster ud på parkeringspladsen med en åndedrætslignende blæselyd. Det er, som om den ånder lettet op og fornemmer, hvilket privilegium det er at have kørt lige gennem finanskrisen uden at få så meget som en skramme.
Sportsvognen holder parkeret foran Hotel Hesselet ved Nyborg Strand i anledning af konferencen 'Back to business', der er et seminar for topledere i danske kapital- og venturefonde. Alle vegne på det lille strandhotel vrimler det derfor med forretningsmænd i sommerslips og jakkesæt.
»Der er igen optimisme over hele linjen, og vi kan se et stort potentiale,« konstaterer Jannick Nytoft, der er administrerende direktør i brancheorganisationen Danish Venture Capital and Private Equity Association (DVCA).
Han henviser storsmilende til en ny Deloitte-undersøgelse, som DVCA har fået lavet. Den viser, at samtlige ledergrupper i 26 danske kapitalfonde forventer både at købe og sælge flere virksomheder, at priserne vil stige, og at investeringerne vil blive øget i løbet af 2011 og 2012. Tre ud af fire i undersøgelsen oplever også, at bankerne »er mere parate til at finansiere nye opkøb«, hvilket er essentielt for kapitalfondenes forretningsmodel.
»Så vi er back to business,« siger Jannick Nytoft fornøjet, selv om han få minutter senere modererer udsagnet en anelse: »Det er naturligvis ikke helt business as usual, for krisen kan stadig mærkes. Men det går fremad.«
Bedre ry
I en pause stimler jakkesættene sammen i kø på den skrånende græsplæne foran hotellet. De er lokket til af de vaffelis, som iskæden Paradis Is sponsorerer i dagens anledning. Paradis Is ejes af kapitalfonden Executive Capital. De frosne kugler med smag af jordbær og vanilje skaber yderligere optimisme på konferencen, og snakken går livligt om alt fra au pair-regler til golfhandicap. Længere nede af græsplænen vandrer forretningsmænd frem og tilbage med is i den ene hånd og mobiltelefon i den anden. Forretningerne skal passes, selv om der er pause.
Det er ikke kun internt i branchen, at krisestemningen er ved at lette. Trods hård kritik under finanskrisen, fornemmer kapitalfondene allerede i dag, at deres image er forbedret. 37,5 procent af de adspurgte kapitalfonde oplever ifølge Deloitte, at pressens og politikernes syn på kapitalfonde er blevet mere positivt.
Det med image har ellers ikke altid været lige let for kapitalfondene. I 2007 kom Poul Nyrup Rasmussens legendariske bog I grådighedens tid. Her udråbte den toneangivende socialdemokrat kapital- og hedgefonde til at være den moderne økonomis helt store syndere.
Siden ramte finanskrisen, som gav Nyrups ræsonnementer yderligere klangbund. Betaler kapitalfonde virkelig ikke deres skat? spurgte folk sig selv. Udsulter fondene sunde virksomheder til fordel for egne kortsigtede gevinster? Bidrager de til uigennemsigtighed på finansmarkedet, så det hele bare buldrer og bobler af sted?
Spørger man på konferencen her, er svaret på alle spørgsmålene: Nej! Nej! Nej!
»Vi har haft mange, mange diskussioner, også med Poul Nyrup Rasmussen. Vi mener ikke, at kritikerne har skelnet mellem forskellige fondsmodeller, og meget af det er noget nonsens. At vi ikke betaler skat, passer absolut ikke, og det kan vi også dokumentere. Derfor bliver debatten forhåbentligt mere faktabaseret. Det er den eneste måde at vinde den på.« siger Ole Steen Andersen, der er bestyrelsesformand for DVCA.
Han mener ikke, at kapitalfondende havde noget ansvar for finanskrisens opståen, selv om store dele af virksomhedsopkøbene foretages med banklån. De store investeringssummer, fondene kan mønstre, har tværtimod bidraget til at stabilisere økonomien under krisen, mener DVCA.
Ordet imod sig
I konferencesalen fyger det med engelske forretningstermer, og en analytiker fra Deutsche Bank taler om estimater for europæisk »dry powder«, mens en anden beretter om business angels, investment drivers og private equity partners. Selv om alle mændene i Nyborg nikker indforstået, når slides med tal og grafer suser hen over lærredet, er fagsproget måske et af branchens problemer.
»Den store udfordring er, at ingen forstår, hvad forskellen er på kapitalfonde, venturefonde og hedgefonde. For almindelige mennesker er det hele bare noget finansielt. Men det her er slet ikke en finansiel branche, for kapitalfonde opererer i den virkelige verden. Vi køber og udvikler og sælger virksomheder. Vi burde kalde det noget andet, for ordet er imod os,« siger Jannick Nytoft og smager selv lidt på ordene 'kapital' og 'fond'.
»Ja, det lyder da også som noget mærkeligt noget,« konstaterer han.
»Billedet af os er nok, at vi er nogle unge gutter, der kører Porsche og sikkert kommer på Café Victor. Det er ærgerligt, fordi man burde se os som folk, der investerer noget og faktisk selv lægger hånden på kogepladen ved at løbe en risiko,« siger han og forklarer, at her rigtignok kan tjenes mange penge, men at der kan tabes lige så mange.
»Vi griner hele vejen til banken, hvis det går godt, men må græde hele vejen fra skifteretten, hvis det går galt.«
Nyt i Danmark
Højkonjunkturen i 00'erne, den lave rente og det stadig mere åbne europæiske marked førte til kronede dage for kapitalfondene i Europa, der for alvor ekspanderede efter årtusindskiftet.
Det første eksempel i Danmark er fra 1991, men først 10 år senere tog udviklingen for alvor fart. Ifølge en undersøgelse fra CBS' Center for Economic and Business Research fandtes der i 2008 mindst 17 kapitalfonde i Danmark, som havde opkøbt 192 virksomheder og investeret i mere end 100 andre. DVCA's egne tal viser, at mens fondene i 1998 forvaltede fem mia. kr., havde kapitalfondene i 2008 45 mia. at investere.
Store virksomheder som ISS, Post Danmark, Falck og Royal Scandinavia blev inden for få år købt af kapitalfonde. Det største og nok mest omdiskuterede opkøb var det af TDC, der i 2005 blev overtaget af fem kapitalfonde. Siden er TDC's kurver for både vækst, egenkapital, omsætning, medarbejderantal og aktieværdi faldet, og som CBS-undersøgelsen diplomatisk konstaterer, var TDC-opkøbet ikke »nogen ubetinget succes«. Der skete efter overtagelsen også et bemærkelsesværdigt fald i TDC's skattepligtige indkomst. Udviklingen fik fyldig dækning i pressen, og det understøttede Nyrup-bevægelsens argumenter i offentligheden.
Pensionskroner
Offentlig kritik er et ømt punkt for kapitalfondene, som netop lever af troværdighed og tillid. Målet er hele tiden at lokke investorer til at skyde penge i en fond, som køber virksomheder, der derefter sælges på det helt rette tidspunkt med en forhåbentlig høj avance. Det er blandt andet de danske pensionsselskaber, der skyder penge i de danske kapitalfonde, og pensionsselskaberne kan ikke acceptere, at der hesker tvivl om, hvorvidt pensionskronerne sættes i noget nogenlunde etisk forsvarligt.
»Mange af de større pensionsfonde er relateret til arbejderbevægelsen, og vi frygtede i en periode, at de ville få et decideret forbud mod at investere i kapitalfonde. Så vi ville miste en vigtig investorgruppe. De hører mere på, hvad Poul Nyrup siger, end på, hvad vi siger,« siger Ole Steen Andersen, der hele tiden forsøger at forklare, at en stor del af kritikken er rene myter.
»Tag nu den om, at vi ikke betaler skat. Det er nonsens! De fleste betaler skat et eller andet sted. Så er der ganske vist steder, hvor skatten er meget lav. Men alle er skattesubjekt et sted. Vi søger blot nogle strukturer, som er robuste over for alle mulige skatteændringer, og som betyder, at investorerne kun skal betale skat det sted, hvor de befinder sig. Derfor er det oplagt at søge mod de såkaldte skattelylande. Det gøres så til synonym med skatteunddragelse, selv om investorerne i sidste ende betaler skat af deres gevinst. For din pensionskasses vedkommende i Danmark,« siger han.
Reguleringstsunami
Flere på konferencen taler rædselsslagent om EU's AIFM-direktiv, der snart skal udmøntes. Med direktivet vil der blive stillet strengere krav om åbenhed til både kapital- og hedgefonde.
»Krisen har desværre betydet, at vi er blevet ramt af en reguleringstsunami. Havde det ikke været for finanskrisen, havde kritikken aldrig fået ben at gå på. Så den har kostet dyrt,« siger Jannick Nytoft.
Ifølge Uli Fricke, der er formand for den europæiske brancheorganisation og en af konferencens få kvinder, lobbyes der lige nu intenst for at minimere generne ved det nye direktiv. Sagen er bare, at »reguleringen til dels er selvforskyldt«, siger hun.
»Vores industri er i de seneste 15 år vokset så meget, at vi ikke har opdaget, hvor meget indflydelse og betydning, vi har fået. Indtil 2007 opførte vi os, som om vi var håndværkere fra 1993, der kunne køre det hele i små, private sammenhænge, uden at vi behøvede tale med nogen. Det skabte en mistro blandt politikere i mange lande,« siger hun og forklarer, at der nu påbegyndes en omdømme-undersøgelse, der skal følges op af en velkoordineret charmekampagne i flere lande.
Intet lært
Der skal dog meget til at imponere socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen. Han har ikke umiddelbart fået et mere positivt syn på branchen.
»Vi har ikke løst problemet, selv om der er nye europæiske regler på vej. Men nu må kapital- og hedgefondene acceptere større åbenhed omkring deres gøren og laden, så vi får adgang til at se, hvad der foregår,« siger han.
Poul Nyrup Rasmussen knytter ikke store forhåbninger til kapitalfondenes egne løfter om åbenhed og ansvar.
»Det ser desværre ud, som om de intet har lært af finanskrisen, og skatteunddragelserne foregår præcis, som de gjorde før krisen, under krisen og efter krisen.«
Trods imageproblemerne slutter konferencedeltagerne i Nyborg med en lille golfturnering. Arrangørerne forbyder desværre Informations fotograf at tage billeder af klicheen. Men der er ellers ingen grund til at skamme sig hverken over krisen eller over det faktum, at der er nogen, som tjener mange penge på at turde tage en chance, mener Jannick Nytoft.
»Og på et eller andet tidspunkt skal man jo tilbage til forretningerne,« siger han og anslår, at der fra de seneste kriseår har ophobet sig 10 milliarder danske kroner i uforløst kapital, som er parat til at blive investeret. Så nu gælder det bare om at komme back to business.
hvis modargumentet er at kritikken er baseret på myter, ja så må vi heller holde op med at være kritiske. .....
Kapitalfond = igle
hedgefond = igle
venturefond = igle.
Nu må vi også lige huske, at det er diverse centralbanker, som ved at fastholde de historisk lave renter og pumpe tusindvis af milliarder kroner ud på markedet gør det muligt for diverse banker og fonde (og privat personer) på ny at kaste sig ud i billige investeringer. Det har medvirket nordøstligt rettede kursudviklinger på både obligationer, aktier og råstoffer, og et sådant miljø bringer altid mere optimisme og smil med sig.
Uanset at verdensøkonomien utvivlsomt er i vækst, er der i kraft af centralbankernes roller ved at blive skabt grobund for endnu en alvorlig krise. Skifteretten har ikke set sin sidste kunde endnu ...
Poul Nyrup Rasmussen knytter ikke store forhåbninger til kapitalfondenes egne løfter om åbenhed og ansvar.
»Det ser desværre ud, som om de intet har lært af finanskrisen, og skatteunddragelserne foregår præcis, som de gjorde før krisen, under krisen og efter krisen.«
Jamen Poul Nyrup, det er jo dig og dine politiske kolleger, der intet har lært af krisen.
I har absolut intet gjort mht. regulering af finanskapitalen, som med de historisk lave renter fortsat kan boltre sig og score kassen på finansielle, uproduktive, skattefrie spekulationsprojekter.
Imens må menigmand betale finanskrisens omkostninger i form af velfærdsforringelser (halvering af dagpengeperiode, forringet efterløn og pension mv.).
Hvad kan Poul Nyrup og kolleger stille op mod denne vildtvoksende, spekulative, globale finanskapital?
Det påtænkte direktiv om større åbenhed er jo kun en lappeløsning, der forslår som en skrædder i helvede, og er vel blot et figenblad, der skal dække over politikernes manglende vilje og muligheder for basalt at regulere senkapitalismens iboende og kontinuerlige krise.
Politikerne KAN ikke regulere kapitalen afgørende.
Det er omvendt og kan ikke være andet. Selv ikke de, der administrerer kapitalen kan bestemme over den. Det er omvendt og kan ikke være andet.
Konkurrencen og dermed kravet om endeløs økonomisk vækst bestemmer. Den, der ikke konkurrerer godt nok, forsvinder.
Fondene har vel i det mindste lært, at skatteyderne nok skal redde dem, når det brænder på.
Vi vil jo ikke have, at vort samfund bryder sammen.
Kapital, velkvalificeret arbejdskraft, forskere, produktionsanlæg og meget andet søger på længere sigt hen til de steder, hvor der er "bedst at være" for dem.
Små EU-landes ( herunder Danmark) bedste bud på at få styr på tingene er via en fælles koordinering på EU-plan - en EU koordinering smitter erfaringsmæssigt af internationalt .
Danmark er for lille en økonomi til at kunne gøre noget som helst på egen hånd over for de store fonde, som virkelig betyder noget.
10 milliarder i uforløst kapital slutter artiklen, og det er hele sagen i en nøddeskal.
I de modne kapitalistiske nationer kan vareproduktion ikke længere forrente kapitalen med de nødvendige 3 procent, fordi købernes (i praksis lønarbejdernes) købekraft med nødvendighed må være mindre end varernes værdi, hvis der skal være en profit at realisere. Det er derfor det er så nødvendigt at eksportere, nogle andre må købe de overskydende varer, så kapitalen kan cirkulere og vokse. Men alle kan jo ikke have et handelsoverskud, hvis Tyskland har, så må Spanien og Portugal have et underskud. Globalt set må det imidlertid gå lige op, og derfor har kapitalen et problem.
Man kan låne sig ud af problemet. Køberne får kredit og kan optage lån, og det kan lade sig gøre, for hvis produktiviteten stiger, kan morgendagens indtægt betale for denne dags gæld. Og derfor skal produktiviteten stige med 3 procent. Det er også derfor at bankvæsen idag er en slags hjertekammer i økonomien og skal have kunstigt åndedræt ved mindste rystelse.
Men produktivitet stiger kun ved effektivisering og automatisering, der betyder færre hænder relativt til varemængden, dvs. færre lønarbejdere og dermed færre købere. Problemet er altså bare blevet større, og store kapitaler er desperat på udkig efter noget at sænke tænderne i.
Det er her, at man begyndte at opfinde disse fonde. De skaber selvfølgelig forrentning, men ikke ny samfundsmæssig værdi, fordi det som regel er allerede eksisterende værdi, som de forsøger at få fingre i.
Kapitalfonden køber som regel en virksomhed, hvis indre værdier er større end dens aktiekapital, altid med lånte penge og ofte ved at lade virksomheden stifte gæld. Så slanker man den, dvs. fyrer medarbejdere og opsiger aftaler, trækker værdierne ud, og sælger det, der er tilbage, mens man tænker på sig selv som rovdyr, der holder savannens græsædere op på dupperne og sunde.
Hedgefonde er endnu værre, da de prøver at undgå at sætte egne penge på spil gennem hedging, der betyder, at de prøver at afbalancere bobler med. huller, så risikoen bliver nul. Pengene tjenes ved arbitrage, dvs. ved at udnytte en ukorrekt prissætning i markedet, eller mere populært, at man køber , når prisen er under produktets reelle værdi, og og sælger når prisen er over værdien efter princippet om, at den kloge narrer den mindre kloge.
Prisen er altid større end værdien i bobler, så disse fonde er interesseret i skabelsen af sådanne bobler, hvor de kan trække sig ud på toppen, og lade alle andre betale. Der er mange måder som kapitalkoncentrationer kan medvirke til skabelsen af bobler.
En pris under værdien skabes derimod ved såkaldt shorting, der fører til det omvendte af bobler: huller. Fonden låner en masse aktier, som ligger i depot hos banken (selvfølgelig mod et gebyr til banken) og sælger dem, hvorved de pga det øgede udbud falder i værdi. Når de er faldet til klart under deres værdi, køber fonden dem tilbage igen og afleverer dem til banken med en dejlig profit til følge. En profit der hovedsagligt er hentet fra små investorer og pensionsopsparere, der er uvidende om manipulationen med deres aktier.
Disse metoder bliver præsenteret som noget nyttigt og beundringsværdigt i de fleste medier, men er bare tilbagekomsten af en gammeldags røverkapitalisme, hvilket er et rigtigt dårligt tegn.
Nationalisér lortet, det var aldrig bedre for landet end dengang, hvor det var arbejdsmarkdsfondene, der ejede størstedelen af dansk erhvervsliv. Da blev der innoveret.
P.Nyrups navn i statsministeriel egenskab lægger navn til alvorlige anker - inklusive 20 års liberalistisk styre, - i talrige indlæg fra min side.
Des større er fornøjelsen ved at kunne følge ham helt ud på adskillige emner han har taget op siden.
Men nu er der sat navn på de udstødte i den kommende S regering. Havde man ventet andet ? Rygere og tyksakker. Behandlersektoren skal fodres.
Der røg stemmen på S og anbefaler-partier ... de VIL bare ikke stemmes på.
For de vil altså opføre det populistiske udstødnings-show igen igen , med nye og friske tvangsindlagte aktører. Så tænker folk mindre på kapitalfonde.
Gad vide hvad Nyrup tænker derved.....?
Niels Engelsted, tak for at opsummere kapitalismens latterlighed. Der er ingen vej udenom lige udveksling af varer landene imellem og fordeling til befolkningerne efter behov og grad af skamløshed. Man må med andre ord lade alles adgang til alt afløse de fås profitering på prisforskelle.
@Niels Engelsted, du skrev :
"I de modne kapitalistiske nationer kan vareproduktion ikke længere forrente kapitalen med de nødvendige 3 procent, fordi købernes (i praksis lønarbejdernes) købekraft med nødvendighed må være mindre end varernes værdi, hvis der skal være en profit at realisere. Det er derfor det er så nødvendigt at eksportere, nogle andre må købe de overskydende varer, så kapitalen kan cirkulere og vokse. "
Den må du gerne lige forklare alle mellemregningerne i, for denne neoklassisk skolede lægøkonom. Særligt forstår jeg ikke hvorfor kaptialejernes købekraft skal ignoreres.
@Rene Hansson, hvis vi et øjeblik ser bort fra at den kapitalistiske samfundsmodel er ekstremt krigerisk og ikke tillader andre samfundsmodeller, så er opgaven for partierne til venstre for midten faktisk at begrænse kapitalismens grådighed - ikke at afskaffe kapitalismen. Sovjet havde faktisk hvad nogen kaldte statskapitalisme.
Rene Hansson, der tager du helt fejl! Folk arbejder undr kapitalismen som i et slaveri - under friere former arbejder folk af lyst, men kun, hvad der er nødvendigt. Kapitalismen er en irrationel mekanisme, hvor man er nødt til at fremstille noget inferiørt og ligegyldigt for at have noget at bytte med, når man efterspørger noget essentielt og livsnødvendigt.
@Nis Jørgensen, du har ret med hensyn til mellemregningerne, men indlægget var allerede langt og jeg er også bare en lægperson, der prøver at fatte sammenhængen.
Naturligvis kan man ikke se bort fra kapitalejernes egen købekraft, som du skriver. Den deler sig i to.
De penge kapitalejerne tager ud til eget forbrug, og de penge, de geninvesterer med det formål at tjene flere penge. Det er det sidste, der definerer økonomien som kapitalistisk, og , som @Rene Hansson med rette gør opmærksom på, er det dette system, der har skabt en historisk samfundsvækst med en fordobling af bruttonationalproduktet ca. hver 25. år (hvilket betyder en produktion af goder på 25 år, der er lige så stor som den samlede produktion helt tilbage til Adam og Eva). I dag ved vi, at denne dramatiske vækst ikke er omkostningsfri og måske ikke kan fortsætte i det uendelige, men indtil nu har den beriget os alle med både sikkerhed, civilisation og velstand, og det er klart, at det er noget, som også kineserne vil have.
Man kan godt have en samfundsøkonomi, hvor ejerne af produktionsmidlerne tilegner sig broderparten af det producerede til egen konsumtion og forherligelse. Antikkens slavesamfund og middelalderens feudalsamfund var sådanne økonomier. Det fungerede såmænd i tusind år, ikke mindst for eliten, vi er endda taknemlige for de fine templer og slotte, de har efterladt os. Derfor vil en økonomi, hvor kapitalejerne anvender overskuddet til eget forbrug måske også kunne fungere. Men de vil så ophøre med at være kapitalejere, for kapital er noget, der geninvesteres med profit for øje.
Men kapitalisterne geninvesterer netop det meste af deres overskud med profit for øje. For eksempel i nye produktionsmidler og maskiner, hvilket driver tyskernes vækst, når de sælger maskinerne til kineserne, der (efter at have kopieret dem) bruger dem til at producere forbrugsvarer til eksport. (Hvis de kinesiske arbejdere skulle forbruge flere af varerne selv, skulle de have en højere løn, hvilket ville reducere kinesernes konkurrenceevne og deres kapitalismes formiddable indtjening). Men nogen skal købe varerne, og det er de amerikanske forbrugere, der i øjeblikket er svært gældsplagede og næppe i stand til at påtage sig mere gæld. Uden dette forbrug truer kredsløbet imidlertid med langsomt at gå i stå, hvad man frygter nu. Så står kapitalisterne pludselig og mangler produktive investeringsobjekter, der kan sikre kapitalens overlevelse, og det er her fondene træder hjælpende til.
Helt ærligt ved jeg ikke i hvilket omfang privatforbruget hos de superrige kan kompensere for den manglende købekraft hos lønmodtagerne, hvis det er det, du tænker på. Men det er svært for alvor at tro, at de superrige kan aftage den gigantiske vareproduktion, der er tale om. Hvor mange yachts, jetfly, sko og diamanthalsbånd kan man overhovedet nå at bruge? Desuden ved vi alle, at de superrige meget nødigt betaler for sig selv (og deres operahuse), pengene skal nemlig ud at arbejde som kapital.
Verdens mest magtfulde internationale banker ejer alle store multinationale virksomheder og investeringsfonde.
Verdens store multinationale selskaber ejer (stort set) alle verdens regeringer.
Verdens regeringer regulerer ikke deres ejermænd, da man ikke bider den hånd man fodres af.
Og så undrer det visse*, at bankerne griner hele vejen til banken?
*det underer naturligvis i realiteten ingen tænkende oplyste mennesker, men igen - for at kunne opretholde komedien, skal der jo spilles skuespil!
@Atkins & Hansen
Stadig ikke skyggen af argumenter for, at der findes en bedre samfundsmodel, som har vist sin værdi i praksis ----- det forholder jeg mig til.
Jeg er meget enig i Niels Engelsteds beskrivelse af kapitalismen, men jeg har en lille tilføjelse i forlængelse af følgende udsagn:
”Så står kapitalisterne pludselig og mangler produktive investeringsobjekter, der kan sikre kapitalens overlevelse, og det er her fondene træder hjælpende til.”
Det samme gør de finansielle institutioner, som kanaliserer ledig kapital over i uproduktiv spekulation og investering i avancerede finansielle produkter, der kun har lidt eller intet af reel værdi bag sig. Siden 1980’ernes deregulering af bankverdenen er en voksende del af kapitalakkumulationen sket i den finansielle sektor, som har et lille vareforbrug og derfor skaber få arbejdspladser. Denne videreudvikling af industrikapitalismen bliver af nogle kaldt for finanskapitalismen. Den kan karakteriseres ved, at den skaber profitter uden at producere noget af værdi, og derfor bliver der heller intet tilbage, når spekulanterne trækker deres penge ud af ét område af boble-økonomien for at starte oppustningen af et andet. Dereguleringen har medført, at der ikke længere er adskillelse mellem den risikofyldte spekulationsøkonomi og den produktive realøkonomi, som de fleste af os lever af, og derfor betaler vi hovedparten af regningen for kriserne i kasinoøkonomien.
PS! Jeg er også kun en lægmand, der forsøger at forstå kapitalismen.
@Peder J. Pedersen - og det er en meget vigtig tilføjelse!
"He he – lige vand på det faste hylekors mølle – de onde kapitalister er noget fanden selv har skabt :o)
Det er blot sådan, at INGEN endnu empirisk har vist, at nogen samfundskonstruktion er bedre og mere effektiv end den kapitalistiske, og den fordrer, at dem som tage en chance også kan vinde –og tabe."
Nu ved jeg ikke hvad man kan kalde den kinesiske samfundsstruktur, men jeg synes den er ved at vise sig mere effektiv, og væsentligt stærkere end sin amerikanske konkurrent.
Jeg er f.eks. ret sikker på, at når kineserne er parat til det, så ratificerer de en masse grønne traktater, og det tror jeg sjovt nok sker samtidig med at de ruller verdens bedste grønne energi apparat ud, men det er jo bare ren spekulation.
Du skriver også at intet samfund har været bedre end det vi har nu. Hvordan ved du det?
Er det et succeskritere at vi fremstiller endnu mere ubrugeligt lort, og bruger endnu flere resourcer på elendig, og i alle henseender fantasiløs og usjov, markedsføring, samtidig med at der står et stort kor parat til at hylde paradise hotel som "godt tv"?
Beklager men den æder jeg altså ikke. Vi har skabt et godt samfund for de få, men de er desværre afhængig af legioner af uoplyst og billig arbejdskraft. De bryster sig af at skabe arbejdspladser og indhold i folks liv, men jeg gad godt at vide hvor mange timer af sit liv den gennemsnitlige lønslave selv disponerer over.
Det er muligt at du synes at det er det bedst mulige samfund, men jeg er desværre ikke af samme opfattelse.
Kapitalfonde er et onde ligesom " Toilet og Duche"