Nyhed
Læsetid: 2 min.

Hver tredje kandidat til Folketinget er partihopper

Næsten hver tredje kandidat på stemmesedlen til det kommende folketingsvalg har tidligere været aktivt medlem i et andet parti end det, vedkommende nu stiller op for, viser ny undersøgelse. 'Bemærkelsesværdigt,' mener valgforsker og politisk kommentator
Indland
23. maj 2011

Mindst 165 kandidater til det kommende folketingsvalg har tidligere været medlemmer af et andet politisk parti end det, de stiller op for i år. Med andre ord har de forladt et parti til fordel for et andet. Det viser en omfattende undersøgelse af de opstillede kandidaters baggrund, som Ugebrevet A4 har foretaget.

Samtlige 737 kandidater, der var opstillet per 7. april 2011 har modtaget et spørgeskema. 556 kandidater eller tre ud af fire opstillede har deltaget i undersøgelsen. Dermed svarer de 165 kandidater til, at 30 procent af politikerne på stemmesedlen er afhoppere fra et andet parti.

Det kommer bag på valgforsker på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet Sigge Winther Nielsen.

»Det er meget markant, når næsten en tredjedel af de kandidater, der stiller op, kommer fra et andet parti. Det er bemærkelsesværdigt, fordi de ikke bare flytter deres stemme fra et parti til et andet, men erklærer, at de decideret har været betalende medlemmer af et andet parti end det, de nu skal vælges for,« siger Sigge Winther Nielsen til Ugebrevet A4.

Også politisk kommentator Hans Engell kalder det overraskende, at så mange kandidater ikke bare har flirtet med, men haft papir på et andet parti i form af et medlemskab.

»Det er et meget højt tal, når 30 procent af kandidaterne har været medlem af et andet parti tidligere, og det viser nogle helt nye tendenser i nutidens politik. Antallet af kernevælgere er blevet mindre, og vælgerne shopper rundt mellem partierne, ligesom kandidaterne bevæger sig fra parti til parti og ikke længere har været medlemmer af en kreds i årtier for at stille op,« siger Hans Engell til A4.

Troløse politikere

Ifølge undersøgelsen er der store forskelle fra parti til parti på, hvor troløse eller trofaste kandidaterne er. Mest trofaste er partisoldaterne fra de to store klassiske partier, Venstre og Socialdemokraterne. Blandt Venstres kandidater kommer kun knap hver 10. fra et konkurrerende politisk parti.

Nydannede partier har i stor stil tiltrukket politikere fra rivaliserende partier. Det gælder Liberal Alliance, hvor 79 pct. af kandidaterne til det kommende valg tidligere har været medlemmer af andre partier, især Venstre, Radikale Venstre og Konservative.

Hvis man som politiker ikke kan lide lugten i bageriet, smutter man bare videre. »Den ideologiske kant er måske ikke så vigtig for politikere mere. Hvis de ikke kan få opfyldt deres ambitioner et sted, hopper de videre til et andet sted, hvor det er nemmere at blive valgt. Ligesom når du køber et vaskepulver, du lige skal prøve. Politik i dag er blevet et mere individuelt projekt. Når partierne har så travlt med at positionere sig og lave kovendinger og ændre standpunkter, kan man som kandidat også tillade sig at være mere selvisk i sin måde at vælge parti på,« siger Sigge Winther Nielsen.

Han fremhæver, at politik også bliver en livsstil og en identitet for mange politisk aktive. »Hvis du en gang er blevet politisk vakt, bliver du i politik og skifter parti, fordi du har et engagement at give af og en identitet, der hænger sammen med at være politisk aktiv. Hellere hoppe rundt mellem partierne end at hoppe ud af politik,« fastslår han.

Dette er en forkortet udgave af har artiklen. Hele historien kan læses på www.ugebreveta4.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her