Nyhed
Læsetid: 3 min.

At kede sig kan være sundt, viser ny forskning

Kedsomhed kan motivere mennesker til at engagere sig socialt og anspore til mere uegennyttig, kreativ og meningsfuld adfærd
Indland
11. maj 2011

Hvis din weekend tegner gabende forudsigelig og ikke ser ud til at byde på andet end de samme gamle rutiner og kedelige gøremål, skal du ikke fortvivle: For kedsomhed kan faktisk være rigtig godt for dig, hævder to forskere, der har undersøgt sagen.

Langt fra at sløve sindet og føre til manglende produktivitet kan kedsomhed inspirere folk til at søge nye måder at være uselviske og empatiske på og anspore dem til at deltage i såkaldt prosociale, det vil sige socialt hensyntagende aktiviteter især ubehagelige af slagsen såsom at give blod.

»Når folk keder sig, er det, fordi de føler, at deres handlinger er meningsløse. Dermed har de også stærkere motiver til at engagere sig i mere meningsfuld adfærd,« siger Wijnand van Tilburg, fra University of Limerick, medforfatter af den videnskabelige undersøgelse
Bored George Helps Others: A Pragmatic Meaning-Regulation Hypothesis on Boredom and Prosocial Behaviour.

»Prosocial adfærd kan tilfredsstille denne trang, og vi har belæg for at sige, at kedsomhed fremmer prosocial adfærd.«

»At undersøge relationerne mellem kedsomhed og prosocial adfærd er ikke kun noget helt nyt, men strider også umiddelbart imod vores intuition,« siger Van Tilburg, der på fredag fremlægger sin forskningsartikel sammen med sin medforfatter, Eric Igou, på 2011-års-konferencen for British Psychological Society.

»Tidligere forskning har næsten udelukkende koblet kedsomhed sammen med asociale egenskaber, men et nærmere eftersyn viser et langt rigere udvalg af potentielle konsekvenser, der udmærket kan gå langt ud over rent negative resultater, og prosocial adfærd er en af dem.«

Folk, der har let til kedsomhed, scorer typisk højt på de såkaldte 'dispositionelle handleformer for følelsestilfredsstillelse' (
dispositional measures of sensation seeking).

Dette kan, siger Van Tilburg, i det mindste delvist forklare den negative sammenhæng mellem kedsomhed, tilbøjelighed til aggression, vrede og fjendtlighed.

Men når folk oplever sig selv i meningsløse situationer, konstaterer Van Tilburg, er de mere tilbøjelige til at engagere sig i adfærd, som de tror vil genskabe deres følelse af meningsfuldhed. De kaster sig ikke bare uden videre, tilføjer han, over distraktioner, der er sjove og interessante.

»Kedsomhed kan paradoksalt nok være en meget stærk motivation for, at mennesker opsøger ubehagelige, men meningsfulde opgaver, såsom bloddonationer frem for meningsløse, men mere behagelige former for adfærd,« siger han.

»Kedsomhed fremmer derimod ikke engagement i meningsløs, men behagelig adfærd.«

Gennem en række på i alt syv undersøgelser fandt forskerne ud af, at kedsomhed forstærker prosociale motivationer, der påvirker positiv adfærd, som varer langt ud over den tid, som den kedelige aktivitet selv tager.

»Kedsomhed får mennesker til at længes efter forskellige og formålstjenlige aktiviteter, og som resultat heraf orienterer de sig imod mere udfordrende og meningsfulde aktiviteter, det vil sige imod, hvad de opfatter som virkelig meningsfyldt i livet,« siger Van Tilburg.

»At donere til velgørende formål eller melde sig som bloddonor kan ikke have forøget det niveau for stimulation, interesse, ophidselse, nysgerrighed, sjov eller udfordring, som blev oplevet under den kedelige aktivitet af den simple grund, at den kedelige aktivitet sluttede, før den prosociale adfærd blev vurderet,« sagde han.

»Derfor kan vi påvise, at kedsomhed påvirker holdninger og adfærd, selv efter den kedelige aktivitet, hvis folk ikke har haft mulighed for at genetablere meningsfuldhed.« Van Tilburg hævder, at hans forskning viser, at kedsomhed kan fremme en adfærd, der gavner samfundet.

»At kede sig kan være meget ubehageligt, men på samme tid kan det gavne andre, der har behov for støtte,« siger han.

»Dette er afgørende, da tidligere kedsomhedsforskning hovedsagelig koblede til skadelige korrelater såsom aggression eller ludomani.«

»Selvfølgelig betyder det her ikke, at kedsomhed nødvendigvis vil udløse prosocial adfærd,« tilføjer Van Tilburg.

»Det er en mulig positiv effekt af en absolut negativ oplevelse, der demonstrerer den dynamiske karakter i menneskers strategier for at genetablere en følelse af meningsfuldhed."

Undersøgelsen er blevet hilst velkommen af Adrian Savage, en redaktør for webportalen for det såkaldte life coaching-websted www.lifehack.org.

»At kede sig gør en indadvendt og fremmer for så vidt refleksion. Når mennesker har travlt med at fare omkring, er der ikke tid til at tænke sig om. Når man keder sig, er der intet andet at stille op end at tænke,« siger han.

»Kedsomhed er næsten altid en afgørende faktor for kreativitet. Det er ikke sandt, at kreativitet for det meste bliver udløst ved at have et specifikt problem, der skal løses. Det er langt mere sandsynligt, at den opstår, fordi en person bliver grebet af kedsomhed over den måde, hvorpå et eller andet er blevet gjort 1.000 gange før, og ønsker at prøve noget nyt,« tilføjer Savage.

»Kedsomhed stimulerer som intet andet vores søgen efter bedre måder at gøre tingene på.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her