Rettelse: I den oprindelige udgave af denne artikel fik vi ikke en række faktuelle rettelser med fra forsker Christian Marcussen. Blandt andet skrev vi, at der skal tages jordprøver fra havbunden omkring Nordpolen. Det er ikke korrekt. Der skal indhentes data om tykkelsen af de aflejringer, der ligger under havbunden. De frembringes ved hjælp af seismiske undersøgelser. Vi beklager fejlen som er rettet i denne version.
Udenrigsminister Lene Espersen (K) bekræfter nu, at Danmark søger at indlemme Nordpolen i kongeriget. I et skriftligt svar afviser hun at kommentere den lækkede danske strategi i Arktis, som Information i går kunne citere fra. Men hun mener ikke, at der er noget nyt i, at Danmark gør krav på Nordpolen.
»Vi følger ganske nøje de fælles internationale spilleregler og indgiver selvfølgelig alle krav, som vi mener, at vi kan dokumentere som vores. Det samme gør i øvrigt de andre lande i Arktis. Det forventes, at Danmark vil kunne dokumentere krav på et område, der bl.a. omfatter havbunden ved Nordpolen. Men Nordpolen er ikke et mål i sig selv,« skriver hun i svaret.
I et udkast til Danmarks nye strategi for Arktis, som Information er i besiddelse af, er Nordpolen ellers fremhævet som det eneste navngivne punkt, som man regner med at gøre krav på.
»Kongeriget forventes at gøre krav på kontinentalsoklen ved fem områder omkring Færøerne og Grønland, heriblandt selve Nordpolen,« hedder det i udkastet, der allerede har vakt international opmærksomhed i russiske og vestlige medier. Danmark er nemlig det første land, der officielt har gjort krav på den følsomme plet på landkortet, som har stor symbolsk værdi for især Rusland. Tidligere har Grønlands landsstyreformand, Kuupik Kleist (IA), udtalt, som privat synspunkt, at Nordpolen bør forblive hele menneskehedens ejendom.
Det kan være af hensyn til de interne uenigheder mellem Danmark og Grønland, at Lene Espersen nu nedtoner det danske krav, mener John Nordbo, der er analytiker i Verdensnaturfonden (WWF), og som har fulgt udviklingen tæt.
»Det kan være det, hun prøver at drible uden om. Og i en vis forstand ser det også ud, som om at Danmark ikke går efter Nordpolen, bare fordi det er Nordpolen. Man går bare efter så stort et område som muligt,« siger han med henvisning til, at de forventede danske territorialkrav ikke slår underlige krøller om Nordpolen, men blot dækker området omkring pletten.
Lavt ambitionsniveau
Den Arktiske Strategi ventes klar i midten af juni, men først skal den diskuteres med Folketingets partier, oplyser Lene Espersen, der af den årsag ikke vil kommentere strategien nærmere.
I Information kunne man i går læse, at hverken SF eller Socialdemokraterne umiddelbart har de store indvendinger mod territorialkravet. Ifølge Steen Gade (SF) er det vanskeligt for Danmark at afstå fra at stille krav, når alle andre gør det, mens Mogens Lykketoft (S) vurderede, at vi nok alligevel ville ende med strandede forhandlinger, der før eller siden vil kræve en fælles løsning.
John Nordbo fra Verdensnaturfonden mener, at oppositionen skulle tænke sig lidt bedre om.
»Det er jo det laveste tænkelige ambitionsniveau, man overhovedet kan anlægge. Vi mangler jo helt analyser af, hvad Danmark og Grønland kunne vinde på, at området bliver underlagt international regulering,« siger John Nordbo.
Han køber ikke forklaringen om, at løbet er kørt, og at Danmark, som en lille spiller, bare nu må rende med.
»Det er i høj grad Danmark, der har lagt kursen, så selvfølgelig kan man lægge den om. Danmark kunne jo anlægge en offensiv kurs ved at melde ud, at Arktisk Råd ikke bare skal invitere andre lande med som observatører, men faktisk som deltagere i forhandlingerne om, hvordan vi beskytter området for verdens skyld,« siger han.
Mangler endnu beviser
Selv om det politiske ønske nu er lagt åbent frem, mangler der endnu den sidste afgørende ekspedition til Ishavet nord for Grønland, før Danmark har videnskabeligt grundlag for at gøre krav på Nordpolen.
I Ilulissat-erklæringen fra 2008 blev de fem lande omkring Nordpolen, Canada, Danmark, Norge, Rusland og USA, enige om, at grænserne i Arktis skal afgøres i henhold til FN’s Havretskonvention. Dermed er det i første omgang objektive, videnskabelige beviser, der er afgørende for, hvem der kan gøre krav på Nordpolen.
Den undersøiske bjergkæde Lomonosov Ryggen løber på tværs af det Arktiske Ocean og tæt på Nordpolen, og derfor drejer det sig konkret om at bevise, om bjergkæden er en naturlig forlængelse af f.eks. det grønlandske landterritorium. Det afgør man dels ved at se på havdybderne, dels ved at undersøge tykkelsen af de aflejringer, der ligger under havbunden på Lomonosov Ryggen.
Og endnu er der ikke afsat penge til at indsamle de sidste og nødvendige data i området nord for Grønland, forklarer Christian Marcussen fra GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, der leder den grønlandske del af Kontinentalsokkelprojektet.
»Men der er ikke tvivl om, at Lomonosov Ryggen er en del af et kontinent, der engang under dannelsen af denne del af det Arktiske Ocean er drevet sammen med Grønland, væk fra Sibirien. Derfor kan ryggen sagtens være en naturlig forlængelse af Grønland og Canada, men også af Rusland,« siger Christian Marcussen.
Derfor er det også muligt, at både Canada og Rusland finder videnskabelige beviser for, at Nordpolen naturligt tilhører dem. Hvis de enkelte landes krav i det Arktiske Ocean bliver godkendt med overlappende krav i Arktis til følge, må afgrænsningsspørgsmålet løses ved forhandlinger, eller i sidste ende i retten.
Danmark har dog den fordel, at Grønland ligger tættest på Nordpolen, siger Christian Marcussen.
»Så hvis der er et overlappende område mellem Rusland og Grønland, og man vil bruge et midterlinje-princip, som man bruger mange andre steder, så vil afgrænsningslinjen gå på anden side af Nordpolen set fra Grønland,« siger han.
