Læsetid: 3 min.

Lykke Friis: 'Nordsøaftalen er overordentlig god'

Nordsø-aftalen er og bliver indtil 2042. Klima- og energiminister Lykke Friis (V) vil ikke rokke ved aftalen, selv om den bygger på markante fejlskøn om olieprisens udvikling, som hidtil har kostet statskassen milliarder af kroner
Lykke Friis(V)  vil ikke genforhandle aftalen for Nordsø-olien, for når man ser på aftalen fra 2003, så har den jo været en overordentlig god forretning for statskassen, som i dag får 70 procent af selskab-ernes overskud. Man må være en meget dedikeret socialist for at mene, at en skat på 70 procent ikke er høj nok, mener hun.

Lykke Friis(V) vil ikke genforhandle aftalen for Nordsø-olien, for når man ser på aftalen fra 2003, så har den jo været en overordentlig god forretning for statskassen, som i dag får 70 procent af selskab-ernes overskud. Man må være en meget dedikeret socialist for at mene, at en skat på 70 procent ikke er høj nok, mener hun.

Bax Lindhardt

16. maj 2011

Klima- og Energiminister Lykke Friis lader sig ikke umiddelbart forstyrre af, at prisen på olie er femdoblet, siden regeringen og Radikale Venstre i 2003 bandt Nordsøaftalen frem til 2042. De fejlskøn, man dengang lavede, har kostet staten en anselig milliardsum i tabte skatteindtægter Lykke Friis agter ikke at genforhandle aftalen.

»Vi vil ikke genforhandle aftalen, for når man ser på aftalen fra 2003, så har den jo været en overordentlig god forretning for statskassen. Staten får i dag 70 procent af selskabernes overskud. Man må være en meget dedikeret socialist for at mene, at en skat på 70 procent ikke er høj nok,« siger hun.

Afviser du så mulighederne for at genåbne forhandlingen om aftalen?

»Ja, jeg har ingen intentioner om at genforhandle Nordsø-aftalen. Vi har fundet en god balance mellem et stort provenu til statskassen og så en indtjening til olieselskaberne, der sikrer, at de fortsat vil investere i de danske områder. Når det er sagt, er det klart, at staten ikke har afskrevet retten til at udskrive nye skatter og afgifter. Men vi har og det er helt rimeligt indgået en aftale om, at hvis vi indfører nye skatter og afgifter, der ensidigt rammer olieselskaberne, så skal der betales kompensation.«

Stabilitet er vigtigt

Forventer du, at staten fremover vil gøre brug af dens ret til at indkræve skatter og øge beskatningen af olie?

»Nej, vi går jo ikke ind og genforhandler Nordsø-aftalen. Vi kommer ikke til at beskatte selskaberne ensidigt. Det er vigtigt, at selskaberne har stabile rammer, og at de også ved, hvad de får under den nuværende aftale. Men det er selvfølgelig også vigtigt, at de har indtægter, så de kan investere i ny teknologi. Når der kommer ny olie op, så kommer der flere penge ind på vores alles bundlinje.«

Siger du, at det er juridisk umuligt at genåbne forhandlingerne, eller er det blot ikke regeringens ønske?

»Det er juridisk muligt at genåbne forhandlingerne, det står i aftalen. Der står bare også, at det vil kræve, at der skal betales kompensation til olieselskaberne, hvis man vedtager noget, der ensidigt rammer dem.«

Betyder det, at kontrakten vil stå uændret indtil 2042?

»Juridisk løber den frem til 2042, og det er jo god aftaleskik, at man overholder sine aftaler.«

Når olieselskaberne kan acceptere en skat på 78 procent i Norge, hvorfor så ikke i Danmark?

»Der kan man jo gå ind og se på alle mulige skattesatser. Nu har man jo i 2003 forhandlet sig frem til den her aftale, der har givet betydelige gevinster til olieselskaberne, men jo i høj grad også til den danske statskasse.«

Højere skat i Qatar

Beskatningen er også højere i eksempelvis Qatar, hvor Mærsk faktisk producerer mere end i Nordsøen. Det ser ikke ud til at skræmme Mærsk. Hvordan forklarer du det?

»Man forhandler selvfølgelig der, hvor man er. Hvad man gør i Qatar eller i alle mulige andre lande, det er jo op til de enkelte nationale regeringer. Jeg kan blot forholde mig til den aftale, vi har indgået, som er en god aftale.«

Men ofte bliver det jo fremhævet, at hæver man skatten, så flygter olie-selskaberne. Det virker jo ikke til at være tilfældet i Qatar?

»Nu kan man jo ikke sammenligne skattesatser på kryds og tværs. Men den kraftige reaktion, der har været i Storbritannien, da de gik ind og hævede skatten, har da givet mig stof til eftertanke. Jeg vil ikke skabe usikkerhed om, hvilke vilkår vi byder denne sektor i Danmark. Det mener jeg, vi vil gøre, hvis vi lader os inspirere af Storbritannien, hvor man pludselig har ændret skattevilkårene.«

Hvad med klimamål?

Ifølge klimaforskerne bør vi lade 75 pct. af de kendte globale reserver ligge i undergrunden, hvis opvarmningen skal holdes under de to grader. Hvis ikke Nordsø-reserverne skal blive liggende, hvem er det så lige, der skal lade oliereserverne urørte?

»Den her regering er den første regering i verden, der har fremlagt, hvordan vi bliver uafhængige af fossile brændsler i 2050. Frem til 2050 kommer vi også i Danmark til at bruge olie og gas, fordi det jo først er her, at vi bliver uafhængige. Så det er logisk, at vi også forsøger at få olien og gassen op, som vi har.«

Men som klimaminister er det vel i virkeligheden også et mål at dæmpe olieudvindingen i Nordsøen?

»Nu har vi jo behov for olie og gas. Det er hele pointen. Det er jo først i 2050, at vi skal være uafhængige af kul, olie og gas, og i den overgangsperiode kan jeg da kun se, at vi skulle have en interesse i at få olien og gassen op,« siger Løkke Friis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Hvordan kan Lykke Friis mente, at Mærksgruppen betaler nok , når de betaler 70 pct. af selskabets overskud. Men er Nordsø olien Mærksgruppens ejendom? Jeg troede ,at det var hele den danske befolknings ejendom. Her vil jeg takke Information for sammenligningerne med Qatar.
Derudover virker det mærkeligt, at regeringen med Lykke Friis i spidsen nu mener, at staten fik flere penge ind i statskassen ved at genforhandle aftalen i 2003, når Bendt Bendtsen (BB) blev stærkt presse til en genforhandling ja selv DF krævede en genforhandling.

PS til anbefaling læs referatet fra Folketinget i fredags, hvor der var en debat om Energiministeriets redegørelse. Her var der til slut i debatten en god ordveksling mellem Lykke Friis og Annegrethe Holmsgaard . Hvor Friis sagde, at BB havde fået foretaget en beregning over hvad aftalen ville betyde med stigende oliepriser, det mente Friis var flot. Men Holmsgaard kunne fortælle at denne beregning var hun årsagen til, da BB mente at det var vanvittig, da oliepriserne umuligt kunne stige så meget..

Michael Skaarup

Ny regering og ny aftale nu!!

- bemærk at det en skat på overskudet af produktionen, ikke en beskatning på produktionen.
- Så Lykke Fiis, hvad er 70% af nul kroner ?. Alle ved at overskud i non-national selskaber, er variable størrelser.

@ Dorte Sørensen. - tak for henvisningen.

Fru Friis bør tørre grinet af fjæset når hun taler om foræringen af national ejendom til private.

Sådan et smørret grin er upasseligt. Hun burde græde.

Bill Atkins

Lykke Fiis's præmis er forkert - hun regner baglæns. Det er slet ikke et spørgsmål om beskatning. Mærsk skal have dækket investeringer og drift, plus et rimeligt afkast, der står mål med den risiko der løbes. Resten er statens ejendom.

Det er ikke socialisme, men almindelig handelsregning.

Staten har endvidere ejendomsretten til undergrunden og skal have fulde afgørelse på hvor meget olie der skal hives op hvornår. Det bør ikke være afgørende for olieproduktionen at Mærsk f.eks. har klodset i det med Nedlloyd og tabt store beløb.

Wilhelm May

Overoredentlig god for Mærsk og dermed for den borgerlige regering - golf- og jagtrejser samt bestyrelsesposter efter ministertiden! man kan se det for sig, bestyrelsesmøder hos Mærsk med fodboldtrøjer på.

Chris Green

Det er nu ikke aftalen men olieprisen som har været en god forettning..

Se det i øjnene.. der er ikke nogen der i den sidste ende får nordsø olien billigere end Hr Møller...

Marianne Mandoe

Det der skal man da vist være ultra-liberal for at synes er en god aftale der ikke behøver genforhandling.

Rasmus Knus

Lykke Friis' reaktion kommer vel næppe til at indgå som et af det nye årtusinds overraskelser, hvad der derimod er lidt overraskende er aftalens konstruktion baseret på en klassisk beskatning, hvor der åbnes op for mange muligheder for kreative fradrag inden der beskattes.

Det er ærligt talt en bizar konstruktion, når det nu drejer sig om så afsindigt mange penge og helt til ugunst for staten - naturligvis.

I øvrigt ser det ud som om også Lykke Friis har blikket stift rettet på bestyrelsesposterne. Hvornår indføres der en karensperiode for politikere i f.t. "ben" i erhverslivet og fagbevægelsen for den sags skyld?

Brian Jensen

Lykke Friis og resten af VKOR er vel ret tilfreds med aftalen og returkommissionen som kommer i form af partistøtte fra Hr. Møller.

Det er de samme partier, som nu har ladet de nederste i samfundet betale for de øverstes skattelettelser, som har ladet enorme offentlige værdier glide over i et privat firma.

Dette er værre end overbetalingen til sygehusene. De beløb her er så store at de har direkte effekt på statens finanser.

Politisk er det med andre ord tydeligt, at Lykke Friis ikke drives af sin forskerhjerne, men af et sandt liberalistisk hjerte og en sjæl deponeret hos nationens økonomiske magthavere.
Nuvel, efter at have smagt ministerlønnen og sagt farvel til udsigten til behov for en mager efterløn, er hendes ambition om at vende tilbage til en agtet forskertilværelse vel heller ikke så attraktiv.
Det kommer også til at knibe gevaldigt med troværdigheden.

Jeg ved ikke om der findes en sådan, en forskerhjerne, men Friis er en egnima, hvordan hun når sine konklutioner er en gåde.

Benjamin Bach

Det viser sig ofte, at multinationale selskaber er gode til at fifle med finanserne, således at overskud bliver flyttet til den mest fordelagtige post. Hvis man beskatter Maersk med 70% af deres overskud på Nordsøolie, kan det mon så tænkes, at de er i stand til at underpræstere mht. Nordsøolie og til gengæld forskønne nogle andre poster?