Læsetid: 3 min.

Det er mediernes skyld ...

Man væmmes ved mediernes detaljeringsgrad i sager om børnemishandling. Men måske giver det alligevel mening at beskrive overgrebene indgående
23. maj 2011

Nogle retssager er så modbydelige, at man ikke har lyst til at læse om dem. Børnemishandlingssager er nogle af de værste. Jeg vælger dem sædvanligvis fra ud fra tanken om, at jeg godt ved, at der er ondskab i verden, og at jeg på ingen måde har lyst til eller behov for at fordybe mig i detaljerne i den ondskab.

Grænsen for mediernes detaljeringsgrad i referater af retssager som Brønderslev-sagen, der kører i øjeblikket, diskuteres jævnligt. Flere medier beskriver nøje, hvordan en tilsyneladende tyrannisk og afstumpet far angiveligt sammen med børnenes mor har udsat deres børn for misrøgt, grov vold, mishandling, ulovlig tvang og frihedsberøvelse. Samt for faderens vedkommende adskillige tilfælde af seksuelle overgreb mod to af familiens piger.

Det er ubehagelig læsning, og man spørger undervejs sig selv, hvorfor vi skal kende de faktiske torturinstrumenter i mishandlingen af en ung pige hvad enten det drejer sig om en pony eller en knytnæve. Hvorfor ydmyge de allerede ydmygede ved at pensle deres mareridt ud i medierne. Hvad skal alle vi udenforstående bruge de detaljerede oplysninger til? Er sagen ikke grum nok uden?

Men måske er der en god grund.

Borgere er mere aktive

På baggrund af en undersøgelse foretaget af Politiken Research bragte avisen i denne uge en historie med overskriften: 'Vi er blevet bedre til at se børn i nød'.

Ifølge avisens indsamlede tal får kommunerne tusindvis af henvendelser fra borgere og ansatte om potentielt udsatte børn. Nogle kommuner har oplevet stigninger i henvendelserne på helt op til 300 procent.

Og flere går uden om kommunerne, hvis de sociale myndigheder ikke reagerer. De kontakter i stedet Ankestyrelsen for at få den til at tage affære. Hvor kun 49 personer i 2006 gik uden om kommunen og gjorde den statslige ankestyrelse opmærksom på, at noget var galt i hjemmet, var tallet tidoblet sidste år til 448.

Hvorfor er danskerne så blevet mere opmærksomme på børn i nød som f.eks. de grove sager i Tønder og nu Brønderslev? Det skyldes blandt andet den store offentlige fokus på sager om massivt omsorgssvigt, forklarer lektor Karin Kildedal fra Aalborg Universitet til Politiken.

Medierne har altså en del af skylden for, at der er kommet fokus på disse sager. Medierne og deres gengivelse af retssagernes oprulning af ubehagelige detaljer om menneskelig ondskab har givet en fokus, som får ganske almindelige borgere såvel som socialarbejdere til at slå alarm.

Detaljerne skal vi bruge til at overbevise os selv om, at den slags ting rent faktisk finder sted i Danmark. Tilbage i 90'erne sendte Roum-sagen chokbølger gennem offentligheden, da medierne fortalte om detaljerne i et forældrepars misbrug af deres børn, og med Tønder-sagen spærrede danskerne igen øjnene op i skræk og forbløffelse over en fars ufattelige overgreb og misbrug af sine døtre, som kunne finde sted, uden at nogen greb ind.

Ikke se, vide eller tro

I mange af sagerne blev omverdenen naboer, sociale myndigheder, skoler spurgt, hvorfor de ikke fattede mistanke om, at noget var galt. Og svaret har ofte lydt, at man ikke kunne forestille sig, at noget sådant fandt sted. Vi vil helst ikke se det. Vi vil helst ikke vide det. Vi vil helst ikke tro det. Men sandheden er, at den slags overgreb er en del af virkeligheden. Og hvis der skal prikkes hul i vores værn mod at erkende virkeligheden, så er medierne nødt til at gå i detaljer.

Overbevisende, chokerende, frastødende, modbydelige detaljer, som tager vores uskyld fra os, og som brænder sig ind på vores nethinde og er umulige at glemme eller ryste af sig.

Så, ja, det er mediernes skyld heldigvis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mette, jeg tror faktisk du har ret her. På den anden side synes jeg at for megen unødvendig visning/udpensling af detaljer kan medføre en vis afstumpning, især hvor det f.eks. involverer naturkatastrofer, hændelige trafikuheld, visse aspekter af krig - selv om også der må man indrømme at de seneste par 'aseptiske' krige er netop gledet så nemt ned fordi man ikke som i Vietnam og under Anden Verdenskrig havde modige journalister som viste os (eller fik lov til at vise os) hvad der faktisk foregik.
Og når et etagehus skvatter sammen i et jordskælv, hvordan vise man så bedst at det var på grund af korrupte bygherrers sløsen med byggeriet? Ved at vise den pandekage-sammenfaldne bygning, eller ved at vise én der ligger der uden ben? Det er virkelig et problem at afgøre hvor grænserne går med disse ting. Information, både væsentlig og uvæsentlig kan formidles øjeblikkeligt kloden rundt. Og somme tider får man en fornemmelse af, at hvis der ikke har været en slem trafikulykke herhjemme, så går redaktionen ud og leder efter en, for ulykker skal der nu være i avisen. Her er en i Guatemala, fedt, 43 døde, den kan vi godt bruge!
Nå men jeg kom lidt ud på et sidespor her. Der er vel faktisk nødvendigt at videreformidle de ubehagelige detaljer når der er tale om børnemishandling og anden grusomhed. Når blot det gøres på en meget bevidst måde, så det hverken bidrager til afstumpethed eller f.eks. lammende frygt for kriminalitet. Der er jo f.eks. en tendens til ikke at lade børn gå ud at lege, blot fordi aldrig et eneste pågrebet overgreb på børn fra fremmedes side undgår at blive sendt ud gennem alle nyhedskanaler landet over. Og selv om der uden tvivl er mindre af det, end der var førhen, hvor både børn og voksne havde mere tendens til at lide i stilhed, så har det bidraget til en generel opfattelse af, at det aldrig har været så slemt som det er nu, og børnene kommer til at sidde inden døre og drikke sodavand og spille på computer i stedet for at rende rundt udenfor hele dagen, som vi gjorde, da vi var børn. Nogen ting er altså mediernes skyld, eller de kapitalfonde, som ejer dem, og kun tænker på hvad der sælger bedst, ikke på hvad der tjener folk bedst.

Hanne Christensen

Jeg synes, det er en gratis omgang, Mette Utzon kommer med her.

Jeg ville finde det mere interessant, hvis Mette Utzon tog fat på diskussionen, om medierne er for ensidige og unuancerede, når der tages fat på politiske forhold. Fx når DR/TV2x fortæller om kontanthjælpsmodtageres forhold. Det kan jo ikke være rigtigt, at befolkningen tror, at kontanthjælpsmodtagere er ved at tømme landets kasser, når faktum er, at den samlede udgift alene udgør 3 % af de samlede sociale udgifter. Det er ganske enkelt medierne, der skaber et falsk billede.

Ligeså når medierne fortæller om, hvor fantastisk det er og hvordan regeringen derfor ønsker at udbygge virksomhedspraktiordningen. Faktum er igen her, at stort set ikke hjælper disse mennesker i selvforsørgelse, men derimod er ordningen en udnyttelse af disse mennesker, idet de tvinges til at arbejde uden løn og uden mulighed for at optjene dagpengeret.

Dette er blot eksempler, men jeg finder der er utallige eksempler på, hvordan medierne agerer med en ganske speciel politisk vinkling og ensidighed.

DET er et problem. Det er et særdeles stort demokratisk problem! Og det problem er værd at tage op til diskussion. Så ville Mette Utzon sikkert også kunne skabe en debat.