Ifølge Informations oplysninger er 'Underudvalget under udvalget for forretningsordenen' i Folketinget næsten klar med en reaktion på den 16 bind lange beretning, som PET-Kommissionen udsendte den 24. juni 2009.
I månedsvis har diskussionen bølget frem og tilbage mellem opposition og regering om, hvorvidt det er muligt at nå frem til en samlet stillingtagen.
Nu ser det ud til at kunne lykkes.
I hvert fald vil underudvalget snart mødes for at tage stilling til en tekst, der i fem afsnit formulerer Folketingets stillingtagen, herunder:
• Det var kritisabelt, at PET med en hemmelig instruks i december 1968 fortsatte registreringer på grundlag af lovlig politisk virksomhed.
• Det var kritisabelt, at Wamberg-udvalget, der på Folketingets vegne skulle kontrollere registreringerne, blev forholdt adgang til omfanget af registreringerne.
• Det er afgørende, at regeringen leverer korrekte, rettidige og fyldestgørende svar til Folketinget.
• Folketinget ser med stor alvor på, at PET har overtrådt eller omgået gældende regler og retningslinjer.
• Det er skævt, at histori-kere, der har deltaget i kommissionsarbejdet, bagefter udgiver en bog, der er baseret på materiale, som andre forskere ikke kan få adgang til.
• Selv om der er afdækket kritisable forhold, er der så mange år efter ikke grund til at drage nogen til ansvar.
Wilhjelm tilfreds, men...
Information har bedt Preben Wilhjelm om at vurdere indholdet af forslaget til beretning. Både som tidligere folketingsmedlem for VS og senere som forsker har han fulgt PET's virksomhed.
Han er godt tilfreds med udkastet til beretning, såfremt det lykkes at få hele Folketinget til at bakke op. Hvis V, K og DF derimod afviser at støtte det, ser Wilhjelm hellere en skarpere beretning, selv om det så kun bliver oppositionens.
»To ting er afgørende: Var regeringserklæringen fra september 1968 retligt bindende, og gælder ministeransvarlighedsloven om at give korrekte svar også, når det drejer sig om efterretningstjenester,« siger han.
Selv var PET-Kommissionen delt om karakteren af regeringserklæringen fra 1968, der forbød PET at registrere lovlig politisk virksomhed et forbud, som PET senere massivt overtrådte.
Flertallet i kommissionen mente ikke, erklæringen var retlig bindende, og derfor var det ikke helt så slemt, når skiftende ministre henviste til den, når de blev spurgt i Folketinget.
Omvendt mente mindretallet, at erklæringen var retlig bindende, og derfor blev ministeransvarlighedsloven overtrådt, hver gang ministre, der kendte til det reelle omfang af PET-registreringen, nøjedes med at henvise til erklæringen.
Med en optælling kunne Information sidste år påvise, hvordan Folketinget på denne facon blev vildledt 27 gange fra 1968-89.
»Når Folketinget vil se med stor alvor på, at PET har overtrådt eller omgået gældende regler, så vælger jeg at læse det som en erkendelse af, at erklæringen har været retligt bindende,« lyder vurderingen fra Wilhjelm, der mener, at indholdet må være »et minimum for at få de borgerlige med«.
»Får man ikke skovlen under kommissionsflertallets udlægning, så accepterer man, at Folketinget er blevet vildledt, og så er man ved at save i selve det parlamentariske demokratis rødder,« lyder Wilhjelms konklusion.
»Får man ikke skovlen under kommissionsflertallets udlægning, så accepterer man, at Folketinget er blevet vildledt, og så er man ved at save i selve det parlamentariske demokratis rødder,« lyder Wilhjelms konklusion.
Sagens kerne.
Men forventmingen er desværre stadigvæk, at PET ikke bliver stillet til ansvar, i hvert tilfælde ikke under det nuværende flertal. Ligeså beskæmmende er det imidlertid, at det tilsyneladende er Socialdemokratiet, som har vanskeligt ved at finde egne ben at stå på overfor PET. Hvilket sætter partiets henvisning til egen ansvarlighed under stærk tvivl. Og giver den karakter af selv-anmeldelse.
PET èr ikke under fornuftig kontrol for øjeblikket, så naturligvis har Wilhjelm ret i, at man i alvorlig grad rumsterer med det demokratiske grundlag, og altså med karakteren af det danske demokrati og dets udvikling fremover. Kommisionsarbejdet pegede jo udelukkende bagud, og tog slet ikke nogen former for stilling til Tjenestens fremadrettede vilkår i parlamentarisk regis. Altså om man lærte noget af fortidens synder.
Men ligesom PET-Kommissionens arbejde har været udsat for en sønderlemmende kritik, som har peget på dens tendensiøse udkomme i forhold til tid og investering, er forventningen til Folketingets beretning i samme grad blottet for håb om, at man i det mindste forsøger at bringe Tjenestens på højde med virkeligheden.
Og dén holdning er såmænd udtryk for den almindelige iagttagers skuffelse. Den forskningsbaserede kritik står med langt værre perspektiver for den politiske omgang med anliggendet. Her er det blevet alvor med især retssikkerheden, retsbeskyttelsen og frihedsrettighederne. Hvor PET, især med de administrative udvisninger står i centrum for en berettiget tvivl om, hvorvidt den siddende Justitsminister er på det moderne demokratis side?
Det er nu op til Folketinget, at besvare kritikken på en måde, som ikke gentager den med den udvidelse, at man herfra har sluppet kontrollen med Tjenesten. Så det ér alvor, dette her...
Med venlig hilsen