S-profil blæser til kulturkamp mod borgerlige medier

Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen og 3F kalder på opgør med borgerlige medier og truer med økonomiske sanktioner. Berlingskes chefredaktør advarer mod censur af den frie presse
26. maj 2011

Danske aviser er blevet så borgerlige, at det er et problem for den demokratiske samfundsdebat. Det mener Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, der nu kalder på et grundlæggende opgør med højrefløjens mediedominans: »Der findes en stadig større intolerance især i den borgerlige, skrevne presse. De lader ingen andre komme til orde end lige præcis dem, der har indskrevet sig i den borgerlige ideologiske tænkning. Her ligger en vigtig kulturkamp, som vi må tage,« siger han og sætter navn på især tre landsdækkende dagblade, som skævvrider den offentlige debat: »Berlingske, Jyllands-Posten og senest Børsen har satset massivt i forhold til den borgerlige meningsdannelse og giver ikke rum og plads til nogen som helst anden form for tænkning. Det synes jeg vitterligt er et stort samfundsproblem,« siger Sass Larsen.

Ny statsstøttemodel?

S-profilen står til en tung ministerpost, hvis rød blok vinder valget, og selv om en ny regering næppe vil fratage Berlingske eller andre 'borgerlige medier' deres statsstøtte, afholder det ham ikke fra at true med det.

»Jeg får nok ikke lov til det. Men jeg kunne godt tænke mig det,« siger han.

Meldingen fra Socialdemokraterne kommer, mens der forhandles om medie-støtten, og formand for 3F, Poul Erik Skov Christensen, opfordrer til nytænkning af støtteordningen: »Så kunne de væsentlige nyheder og demokratiske debatter blive spredt i det danske samfund på en langt mere afbalanceret måde,« siger han. Tidligere S-formand Mogens Lykketoft oplever også en problematisk ubalance i mediebilledet og påpeger, at det ikke kun er linjen hos lederskribenter og kommentatorer, der er problemet. Også valget af vinkler og eksperter er politisk skæv og forfladiger debatten om den økonomiske politik, mener Lykketoft. Det er rigtigt, at der er flere borgerlige aviser end røde, forklarer medieekspert og professor på SDU, Erik Albæk.

»Hvis du tager det samlede avisbillede i Danmark, så er det helt korrekt. Et flertal af både de landsdækkende og særligt de lokale aviser udspringer af den gamle venstrepresse,« siger han, men påpeger, at det kun er på opinionsstoffet, det gør en forskel. Idéen om at straffe pressen økonomisk advarer Berlingskes chefredaktør, Lisbeth Knudsen imod: »Det er opsigtsvækkende, hvis Socialdemokraternes markante skikkelse, Henrik Sass Larsen, taler for at ensrette, censurere eller begrænse pressefriheden, og det er beskæmmende, hvis S på økonomisk eller anden vis vil begrænse den frie presse.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Jeppe  Brogård

Det her er rød ideologisk samfundskritik. Det er uventet, at den kommer fra S. Desto mere tak skal de og Henrik Sass Larsen have.

Jeg har gennem årene fået afvist mange læserindlæg og klummer fra Jyllandsposten og Berlingeren. Det begyndte med Irakkrigen, hvor jeg skrev kritiske indlæg.

Senest er det hjemlandets institutioner, jeg har forsøgt at støtte. Ak.

Hvor er mediernes kritik af regeringens og radikales efterlønspakke? Hvordan klarede de bommelum løsningen på grænsen?

Hvor har de analyseret dagpengehalveringens konsekvenser for løndannelsen hos faglært og ufaglært?

De mener tydeligvis ikke, at det er deres pligt at orientere objektivt om disse ting. Der går mest op i skakspillet i blå stue. Langt fra indholdet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kirsten Henningsen

Politiken er nu heller ikke for god. I en politisk analyse af Villy Søvndals udspil stod der for eksempel, at han (altså VS) "skrydede" i en analyse, der efter min bedste mening ikke var afbalanceret.

Dette er kun et eksempel, men Politiken er altså talerør for Det Radikale Venstre. Det skal man have in mente, når man læser avisen.

Jeg har dog ikke hørt, at Politiken ligefrem afviser indlæg på grund af, at deres indhold afviger fra avisens redaktionelle linje.

Synes alligevel, at det er for galt, at Information alene skal opfylde folks behov for en nogenlunde objektive kritisk tilgang til regeringens OG oppositionens meriter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kåre Fog

Avisredaktioner har kun begrænsede muligheder for at fremme deres politiske dagsorden.
Hvis der f.eks. sker en atomulykke i Japan, så er der grænser for, hvor meget politik og holdning til atomkraft, der kan lægges ind i reportagerne fra Japan. Sådanne reportager er som regel tilstræbt objektive.
Dér hvor redaktionerne især kan fremme deres politiske dagsorden, er 1) i lederne, og 2) i debatstoffet.
Og det gør de så. Også i den grad.
Jeg har i årenes løb indsendt utallige læserindlæg (især om klimaproblemer) til Berlingske, Information, Jyllandsposten, Kristeligt Dagblad, Politiken og Weekendavisen, samt til en del mere lokale dagblade. Mine erfaringer med de lokale dagblade er ret positive, hvorimod erfaringerne med de landsdækkende medier er meget dårlige, dog undtaget Information, der som regel (men ikke altid) lægger en rimelig linje. Det er meget tydeligt, at redaktionerne styrer meningsdannelsen ved at styre hvilke læserindlæg, der kommer i, hvilke der bliver beskåret, og hvilke der helt afvises.
I den retning er Jyllandsposten slem, men de værste erfaringer har jeg dog gjort med Politiken og Weekendavisen. Her er der alt for ofte tale om egentlig uretfærdighed, sådan at hvis en person f.eks. får en klumme eller en stor halvside til at skrive imod mine synspunkter - måske endda at bagtale mig - så får jeg ikke een spaltemillimeter til at svare på kritikken. Almindelig anstændighed tilsiger, at begge parter i en konflikt bør have 50 % af mediepladsen til rådighed, sådan at det er en fair kamp mellem modstridende synspunkter. Men som sagt, debatbetingelserne er som hovedregel ekstremt unfair. Og det i en sådan grad, at jeg vil tale om ondsindet kynisme. Det føles ofte som en fodboldkamp, hvor alle 11 spillere på den ene halvdel er sendt ud af banen, hvorefter de 11 spillere på det modsatte hold jubler og jubler når de hvert andet minut kan sende bolden ind i et modstandermål uden målmand. Sådan er den offentlige `debat´ i en del tilfælde i aviserne.
Urimeligheden er så skrigende, at der er behov for at stramme op med hensyn til fair regler for debat. Hvordan man skal gøre det, ved jeg ikke. Men problemet er simpelt hen en sådan grad af kynisme hos redaktørerne, at der i realiteten er tale om mennesker som misbruger deres magt til at holde andre meninger nede, og gør det på en måde som jeg kun kan betegne som ond.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kåre Fog

Som sagt, de bedste erfaringer har jeg haft med lokale dagblade (amtsaviser, stifsttidender o.l.) samt med Information. Det sidste skyldes måske, at mine holdninger måske passer bedst til holdningerne på Information. Hvis mine holdninger afviger mere fra redaktionens, får jeg måske lige så negative erfaringer som i andre medier.
Det oplevede jeg for knap et halvt år siden, da jeg ønskede et modindlæg mod en kronik om kønsroller. Det blev mig pure nægtet. Den pågældende kronik indeholdt efter min mening nogle egentlige usandheder, som ikke burde få lov at stå uimodsagt. Jeg anførte over for redaktionen, at fairness tilskriver at begge parter i en uenighed kommer til orde, men det synspunkt var redaktionen fuldstændig kold over for. En sådan mangel på fairness gør mig vred, og i vrede erklærede jeg, at jeg i lang tid fremover ville afholde mig fra at sende nogen læserbreve til Information.
Mange mennesker jeg møder kommer med bemærkninger om mine til tider mange læserbreve, og siger: Det er længe siden vi har set nogen læserbreve fra dig. Jeg tror de savner de provokerende indspark. Men jeg er stadig vred, og jeg har ingen planer om at sende læserbreve foreløbig.
Der er hårdt brug for at dagblade håndhæver et princip om fair behandling af debattører. Her er Information heller ikke fejlfri, og jeg synes at Information burde gå foran med et godt eksempel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kåre Fog

Endnu en kommentar:
Nogle vil nok tænke, at jeg er for ømskindet, når jeg ikke får min vilje. Men det handler om noget andet.

Essensen af demokrati er "Frihed for Loke såvel som for Thor". Eller dette motto, som tilskrives Voltaire: "Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det."

Når jeg bliver så vred over unfair behandling, er det fordi den unfair behandling bryder med denne ide om demokrati. Den stærkes magt til at bestemme hvem der kan komme til orde, er vejen væk fra demokrati og over mod despoti.

Derfor forarger det mig i særlig grad, når en gang imellem også Informations redaktion bryder princippet om fair adgang til at udtrykke modstridende synspunkter.

Min vedvarende vrede er derfor ikke malplaceret ømskindethed. Den er en dybfølt forargelse over, at også Information viser udemokratisk sindelag og foragt for fairness.

Hvis Information kunne udvikle nogle standarder for, hvordan man i praksis gennemfører en fair debat, så kunne man måske ligefrem håbe på, at en sådan standard kunne smitte af på andre aviser og dermed højne demokratiets vilkår i dansk debat.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Sohn

Læs Pelle Dragsteds - han er én af de få venstreorienterede debattører - glimrende kommentar om, at de borgerlige smagsdommere skal have kamp til stregen:

Uddrag: "... denne øjensynlige neutrale fremstilling dækker over en katastrofal og dybt udemokratisk skævhed, som i årevis har præget den offentlige debat.

Det er i al ubemærkethed lykkedes én skole inden for den økonomiske videnskab at sætte sig tungt på debatten. Det drejer sig om den såkaldte neoklassiske skole – også kaldt ligevægtsøkonomer."

http://politiken.dk/debat/ECE1292012/borgerlige-smagsdommere-skal-have-k...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo  Larsen

"Hvis der f.eks. sker en atomulykke i Japan, så er der grænser for, hvor meget politik og holdning til atomkraft, der kan lægges ind i reportagerne fra Japan. Sådanne reportager er som regel tilstræbt objektive"

Man kan være enig langt hen af vejen med Kåre. Der er dog et vigtigt aspekt, som vi ikke ma glemme. Medierne bestemmer selv, hvilke eksperter de indhenter kommentarer fra og dette er ofte et ideologisk valg. Eksemplet fra atomulykken i Japan er pinligt, som jeg flere gange har påpeget i Information:

Hvis vi sammenligner, hvad Danmarks "største" a-kraft eksperter i kor udtalte om ulykken på atomkraftværket i Fukushima da de første nyheder slap ud, med hvad det hele rent faktisk udviklede sig til, nemlig en atomkraftulykke, der kom op på niveau med Tjernobyl - Ja, så virker det som ordinær politikerspin. Her er hvad en af Danmarks mest citerede eksperter udtalte til politiken den 13. Marts:

“Jeg er overhovedet ikke bekymret. Det udslip af radioaktivitet, som der har været, er uden risiko for omgivelserne«

»Med mindre der sker en voldsom og uventet udvikling - som for eksempel et nyt jordskælv - er der ikke noget, der giver anledning til at tro, at det her skulle gøre skade på omgivelserne«

"Eksperternes" fordrejede/overoptimistiske fremstilling står foreløbig ukommenteret i medierne. Jeg er sikker på, at det er den slags borgerlige drejning, som Sass peger på.

anbefalede denne kommentar