Nyhed
Læsetid: 3 min.

S-SF: Nye pensionsbanker skal hjælpe Udkantsdanmark

ATP og LD skal ifølge S-SF forbedre lånemulighederne for erhvervsprojekter i Udkantsdanmark. Venstre advarer mod ideen og bakkes op af ekspert, mens LD helt afviser overhovedet at ville drive banker
Indland
17. maj 2011

Der er godt nyt til den lille erhvervsmand på landet, som har fået nej til lån i banken. Når pensionsselskaberne LD og ATP får lov til at drive bankvirksomhed, som S-SF foreslår, så skal de nemlig særligt sikre lånevilkårene der, hvor andre banker ikke gør. I hvert fald hvis det står til SF-formand, Villy Søvndal.

»Hensigten er at få lånemuligheder nogle af de steder, hvor bankerne i dag lukker for projekter, der ellers er udmærkede,« siger han og forklarer, at »bankerne er så nervøse,« at det kan være svært at få almindelige banker til at finansiere projekter i udkantsområder, selv om de er rentable nok.

Også Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov, fremhæver hensynet til udkantsområder som en af de positive effekter ved at lade pensionsselskaberne engagere sig mere i bankvirksomhed:

»Det er et helt udmærket hensyn at tage. Hvis vi kan fremme udlån til Udkantsdanmark vil det være til stor gavn for væksten og beskæftigelse der, og vores forslag bidrager til løse op for de problemer, man har med at få kreditter til projekter i udkantsområder,« siger han.

Ekspert skeptisk

Om der overhovedet eksisterer et særligt låneproblem i danske udkantskommuner, er dog tvivlsomt, vurderer bankekspert og professor på Copenhagen Business School, Jesper Rangvid. Det er der ingen analyser, som rigtig kortlægger, forklarer han.

Men under alle omstændigheder tror han ikke, at hverken LD eller ATP vil opføre sig anderledes, end almindelige banker i udkantsområder gør:

»Jeg tror, at ATP vil vurdere den type af små og mellemstore virksomheder, som her er tale om, fuldstændig ligesom de almindelige banker. Hvis man derfor vil have dem til at agere anderledes, skal man formalisere kravene,« siger Rangvid og henviser til, at pensionsselskabernes formål er at forvalte pensionsformuer.

Derfor vil de næppe afveje lokale samfundshensyn, når de skal gøre op, om en lille håndværks- eller landbrugsvirksomhed skal have et lån eller ej.

Vil S-SF opnå den slags effekter, skal de stille specifikke krav om det, hvilket ikke umiddelbart fremgår af deres 2020-plan.

Det advarer Rangvid dog imod at gøre:

»I hvert fald skal man så være meget opmærksom på, at hvis der tabes penge, er det pludselig vores pensioner, det går ud over,« siger han og understreger, at selv sund og fornuftig bankvirksomhed er forbundet med risiko.

Hos ATP ønsker direktør Lars Rohde dog heller ikke at få pålagt et særligt udkantsansvar:

»Det gælder for vores investeringer, at vi ikke forfølger særskilte erhvervspolitiske målsætninger. Vi investerer for at få størst muligt afkast til nuværende og kommende pensionister,« siger han.

Dog kan det betyde noget for lånevilligheden, at pensionsselskaber har et længere investeringsperspektiv, fordi deres likviditet er mere langsigtet, eftersom folk ikke fra dag til dag kan hæve deres penge, som de kan i bankerne, påpeger Lars Rohde.

Hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond lyder meldingen, at forslaget fra S-SF for så vidt ikke vedkommer dem, fordi de ifølge direktør Dorrit Vanglo slet ikke agter at gøre brug af de nye muligheder for at drive banker:

»Umiddelbart gør det forslag ingen forskel for os, for vi har slet ikke planer om at købe banker og drive dem som dattervirksomheder. Så alle mulige hensyn, som i den forbindelse kan tages, er derfor heller ikke noget, vi overhovedet har gjort os overvejelser om,« siger hun.

V: Halv luft, halv hasard

Men hvis LD slet ikke vil drive banker, »så er halvdelen af forslaget bare et slag i luften,« siger Venstres finansordfører, Jacob Jensen.

At S-SF's udkantsdrømme så kun vil gælde ATP, er dog slemt nok i sig selv, mener han:

»Det er bekymrende, at S-SF vil udkonkurrere små og mellemstore banker i udkantsområderne ved at skævvride konkurrencen. At det oven i købet sker ved at opfordre pensionskasserne til at løbe en risiko med hr. og fru Danmarks pensionsopsparere midler, er endnu mere bekymrende. De penge skal der ikke spilles hasard med ved at kaste dem ind i risikofyldte projekter, som andre banker har sagt nej til,« siger han.

Der er i 2020-forslaget lagt op til, at de nye banker skal fungere på lige vilkår med kommercielle banker, og Søvndal vil ikke uddybe, hvorvidt der kommer særkrav til dem:

»Jeg tør ikke sige detaljeret, hvor langt vi vil gå i den konstruktion her,« siger Villy Søvndal selv og understreger, at politikerne ikke vil blande sig i kreditvurderingerne, men at det naturligvis ikke er hensigten at gamble med pensionsmidler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her