Skrappe sanktioner er afgørende for begge 2020-planer

Christiansborg holder i dag vejret, for det lignede unægteligt optakten til en valgkamp, da først S-SF og siden VKO støttet af Kristendemokraterne i går fremlagde hver sin 2020-plan.

Det meste af indholdet var kendt på forhånd, og som forventet endte det i gensidige beskyldninger om uansvarlighed og fugle på taget.

Både økonomer og regeringen tvivler på, at oppositionens forventning om at hente milliarder på bl.a. at lade danskerne arbejde en time mere om ugen, få flere igennem en uddannelse og bedre integration vil materialisere sig så hurtigt og i det omfang, de beskriver.

Omvendt er der også ubekendte faktorer i regeringens 2020-plan, som f.eks. hvad en ny seniorførtidspension reelt vil betyde for det forventede udbytte på 18 milliarder kroner fra forringelsen af efterlønsreformen.

Til gengæld druknede det i debatten, at både S-SF foreslår hårde sanktioner, der skal sikre, at stat, regioner og kommuner overholder målene om en yderst begrænset vækst i de offentlige udgifter, og det er ellers blandt det allervigtigste i begge planer, mener økonomer.

S-SF advarede for få år siden mod et for omfattende sanktionsregime, men selv om de nu vil give kommunerne frihed ved at indføre fireårige budgetaftaler, så foreslår de også et 'trafiklyssystem', der hurtigt vil sætte ulydige kommuner under administration.

»Når vi sætter et mål om en vækst på 1,4 procent, så mener vi 1,4 og ikke 1,45. De mål skal holdes, og ellers griber vi ind. Bruger de mere end aftalt i år ét, får de gult lys og kommer under observation for at sikre, at de kommer i balance med det samme. Ellers træder det røde lys ind, og så ryger man under administration. Så bliver det Finansministeriet, der laver budgetterne,« siger SF's finansordfører, Ole Sohn.

Uden konsekvenser

Både under den siddende VK-regering og SR-regeringen i 90'erne har kommunerne konsekvent overskredet budgetterne, uden at det har haft de store konsekvenser - og i så fald for kommunerne i fællesskab - men Ole Sohn ser ikke udelukkende S-SF forslaget som en skærpelse af reglerne.

»Vi giver med flerårige budgetter kommunerne mulighed for f.eks. at investere i energirenovering i år ét, der så kan hentes ind i år tre, og vi giver dem mulighed for at frigøre midler fra bureaukrati og administration, der kan give dem større råderum. Holder man sig indenfor det grønne trafiklys, så er der mere frihed,« siger han.

I planen fra VKO og Kristendemokraterne håndterer man også problemet med de jævnlige budgetoverskridelser ved at videreføre den regel, man den seneste tid har afprøvet som en nødløsning efter finanskrisen.

Forslaget lyder, at kommunerne skal modregnes ved budgetoverskridelser i det efterfølgende år på den måde, at 60 procent modregnes i den specifikke kommunes budget og 40 procent kollektivt for alle kommuner.

Kommunernes Landsforening ønsker ikke at kommentere forslagene pga. den spændte situation forud for valget, men borgmester i Rudersdal og tidligere formand for KL, Erik Fabrin (V), er rasende.

»Vi ønsker ikke at arbejde under en trussel om et sanktionsregime. Det lyder nærmest som om, at det skulle være de kommunale budgetter, der er årsag til den økonomiske krise, men det er altså ikke vores skyld, at Danmark er gået fra et plus på 90 milliarder til et minus 40-50 milliarder,« siger Erik Fabrin:

»Det er muligt, budgetterne er overskredet med både en og to milliarder i visse år, og vi tager vores medansvar, men det har været drevet af, at Folketinget i tide og utide har stillet krav om mere offentlig service og hævet befolkningens forventning. Løsningen er ikke et sanktionsregime, men at Folketinget også tager et ansvar,« siger han.

Afgørende del

Ikke desto mindre mener bl.a. professor i økonomi ved Københavns Universitet, Michael Svarer, at det er helt afgørende for begge 2020-planer, hvordan man håndterer de offentlige budgetter.

»De lave vækstmål er en rimelig vigtig del af genopretningsplanen. Og det store usikkerhedsmoment er, om man rent faktisk kan holde det offentlige forbrug på så lavt et niveau. Befolkningens efterspørgsel efter velfærdsydelser vil efter min vurdering stige mere, end hvad man budgetterer med. Det vil altså i meget højere grad være op til politikerne at beslutte, hvad der skal være råd til i fremtiden,« siger han:

»En strammere budgetlov, som også S og SF foreslår, synes jeg, er en rigtig god ide det viser erfaringer fra f.eks. Sverige og Holland og andre lande med den slags lovgivning. Det vil blive mere synligt, hvem der er i farezonen men hvilken marginal-effekt, det vil have på økonomien, kan jeg ikke vurdere,« siger han.

En holdning der deles af professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet, Bo Sandemann Rasmussen.

»Vi er nødt til at gøre et eller andet for uanset hvad, er det fundamentalt set en svær opgave. Det er summen af en masse beslutninger hele vejen rundt i systemet fra sygehussystemet til uddannelser,« siger han og kalder det særligt en udfordring for de borgerlige, der hele vejen frem mod 2020 har fastsat en grænse for væksten på 0,8 procent, der ellers plejer at ligge på et par procent.

»Her har regeringen den største usikkerhed i deres plan. Der skal ikke ret store overskridelser til - bare et halvt procentpoint om året i tre-fire år vil betyde ret mange milliarder,« mener Bo Sandemann Rasmussen.

Uden en plausibel forklaring på, hvordan man vil sikre, at budgetterne vil blive overholdt, er det reelt det, der med et i går meget brugt udtryk kunne kaldes 'funny money'.

På Christiansborg sad der i går små klynger af journalister, politikere og embedsmænd rundt omkring på gange og kontorer i et forsøg på at gennemskue de langsigtede planer, der med en SF'ers ord på det nærmeste er 'matadorpenge'.

En diskussion Michael Svarer helst ikke vil kaste sig ind i.

Målet er ikke vigtigt

Han mener, at man snarere skal bedømme de to oplæg på, om man er enig i virkemidlerne, end om de lige nøjagtigt giver 47 milliarder kroner på bundlinjen i 2020.

»Efterlønsordningen er megaforskellen mellem de to planer. Vil vi have folk til at arbejde mere ved at reducere i en velfærdsordning eller ved at bede dem om at gøre det. Det, synes jeg, er et klart valg,« siger han.

»Året 2020 er fuldstændig tilfældigt. Det er ligegyldigt, og det kan blive et falsk fokus for politikerne. I regeringens tilbagetrækningsreform falder budgetunderskuddet frem til 2020, men så stiger det faktisk igen efterfølgende. At der lige er balance i 2020 er ikke ensbetydende med, at der er styr på økonomien på længere sigt.«

Skal han alligevel give et bud, mener han, at der netop i 2020 er flere 'sikre' penge i regeringens plan og peger på en vis usikkerhed om ca. halvdelen af S-SF's finansiering.

»Den forøgede arbejdstid er den største del, men også integration og uddannelse er usikkert. Det er svært at se, hvad man kan gøre for at booste det, uden at det vil koste for meget,« siger Michael Svarer, mens Bo Sandemann Rasmussen nøjes med at konstatere:

»For S-SF er langt den største usikkerhed de 15 mia. fra trepartsaftalen. Det sjove er, at hvis det ender med at blive en S-SF-regeringen, men med flertal for en efterlønsreform, så kan det indirekte være en stor fordel for dem«.