Læsetid: 2 min.

De unge dropper sprutten til fordel for helbred og karriere

Unge danskere drikker i dag markant mindre alkohol end for ti år siden. Årsagen er det øgede fokus på sundhed og karriere de unge vil have kontrol med deres krop og liv. I visse kredse er det decideret usmart at drikke sig fuld, fortæller eksperter. Kulturændring kan være på vej
14. maj 2011

Medierne er fulde af historier om unge danskeres vilde drukvaner. Men sandheden er, at de unge drikker markant mindre i dag end for bare få år siden.

I 2002 drak 50 procent af de 15-årige alkohol hver uge. I 2010 var tallet faldet til 28 procent altså næsten en halvering. Det samme gælder for pigerne, hvor procentdelen er faldet fra 39 i 2002 til 19 i 2010. Det viser en ny undersøgelse blandt 5.ooo skoleelever foretaget af Statens Institut for Folkesundhed. De unge prioriterer karrieren og vil vise, at de har kontrol over deres liv, lyder forklaringen fra forskningsleder på Center for Ungdomsforskning, Jens Christian Nielsen:

»De vil signalere, at de har styr på det hele, og så er det ikke fedt at ligge og rulle rundt i sit eget opkast,« siger Jens Christian Nielsen, som peger på sundhedsbølgen og ønsket om en veltrænet krop som en af årsagerne til det markante fald. Desuden mener han, at den lovændring, som gør det ulovligt for børn under 16 år at købe øl, har haft en effekt.

Hipstere

Det nye syn på alkohol er udsprunget i en lille kreds blandt de såkaldte hipstere. Det mener Jakob Demant, der forsker i unge og alkohol på Aarhus Universitet: »Hipsterne er i opposition til mainstream, og det mest centrale symbol på ungdom i Danmark er fuldskab. Den kultur vil hipstere netop ikke inkluderes i. De vil vise, at de kan håndtere alkohol, og dermed distancerer de sig fra den brede masse,« siger Jakob Demant, som understreger, at danske unge stadig drikker meget sammenholdt med unge i andre lande. Den mådeholdende stil har siden bredt sig blandt de unge og en ændring af alkoholkulturen er på vej. Hvor det tidligere var sejt at drikke sig fuld, er det i visse kredse decideret usmart, mener han. Det bekræfter Niclas Haumann, der går i 9. klasse på Nyboder Skole i København:

»Når jeg hører nogen prale med, hvor meget de har drukket, så tænker jeg bare 'sikke en nar',« siger han.

Holdningsændringen kan på sigt sprede sig til resten af befolkningen. Specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen Kit Broholm hæfter sig ved, at de yngre veluddannede allerede drikker mindre end de veluddannede over 55 år. Og det er som regel de veluddannede, der sætter standarden:

»Hvis yngre veluddannede generationer også fremover drikker mindre, vil det typisk sprede sig ned ad i samfundspyramiden og dermed til hele befolkningen,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Svendsen

Ej hvor positivt. Nu nærmer jeg mig efterhånden 30'erne, men synes godt nok der var og er en usund alkoholkultur blandt mine jævnaldrene. Hele den der mytiske forestilling om alkoholindtagelse som hævet over enhver anden aktivitet er virkelig trættende. Især når folk overhovedet ikke kan forstå når man siger nej tak til alkohol. Det er ikke fordi jeg er afholdsmand. Nogen gange synes jeg bare ikke lige det er det fedeste lige at høvle 4 shots indenbors kl. halv fire om natten, selvom om folk omkring én bare mener at det er den fedeste idé ever.

Rasmus Varnich Blumensaat

"I 2002 drak 50 procent af de 15-årige alkohol hver uge. I 2010 var tallet faldet til 28 procent altså næsten en halvering. Det samme gælder for pigerne [...]"

Jeg kan godt lide at man skelner mellem mennesker og kvinder på den facon - progressivt på samme facon som Mad Men, måske?

Interessant samfundsudvikling, som jeg kun kan bekræfte fra mit liv og levned. At jeg så ikke kan fordrage at mit fravalg af decideret nationalåndssanktioneret drukkultur skal indskrives i den nypuritanske bølge, afslører vel egentligt bare at jeg måske render rundt og er skabshipster.

Peter Hansen

Når man når op i 40erne, har man en tendens til at se på verden som rimelig statisk; men sandheden er jo, at vi ikke drak i det omfang, som unge mennesker senere gjorde. Derfor er det en tilbagevenden, som jeg godt kan hilse velkommen, hvis den netop ikke slår over i nypuritanisme og udgrænsning af dem, der godt kan lide en lille én. Vi var meget forskellige dengang, der var i det hele taget store forskelle i samfundet, hvad den slags vaner angik, men tog det heldigvis ikke så sundt. Og måske netop derfor fandt folk sig til rette med det, der reelt set passede dem bedst. Jeg har senere oplevet en anden grad af socialt pres, der har fået mig til at sætte mit forbrug op, men med tiden er det så faldet igen, afhængigt af hvad der er at få eller hvem, jeg er sammen med.

Karsten Aaen

Det nytter jo ikke noget at unge mennesker dropper øl og spiritus mm. - hvis de i stedet for drikker masse og læssevis af cola. Det gør unge mennesker i USA f.eks.

Desuden er jeg altid kritisk overfor staten som med spørgeskemaer spørger om det her i skolen. I andre lande, undtagen måske i de nordiske lande, er jeg ganske sikker på, at eleverne lyver om deres forbrug af alkohol mm. Ganske enkelt, fordi de er bange for, at lærere og forældre skal få resultaterne at se.

Michael Skaarup

Jeg synes at konklusionen som Jens Christian Nielsen fremfører er forhastet.
Der er intet der underbygger hans påstand, da den har perspektiver der strækker langt ud i fremtiden.
- Her tænker jeg bl.a. på påstanden om fokus på karrieren er årsag til mindre alkoholforbrug.
- Lad nu de unge være unge, og når de er blevet voksne om 10-15 år, Så derefter kan vi skrive konklusionen på et statistisk lavere alkoholforbrug blandt unge anno 2010/11.

Dertil kommer argumentet om "hipstere" fra Jakob Demant, og Kit Broholms de veluddannet viser vejen, som bør anses som den ugebladsvidenskab, politikere kan forstå.
- Generelt handler det vel om det samlet alkoholforbrug pr. dansker falder eller stiger, ikke så meget om hvilket "gruppebenævnelser" der drikker mere eller mindre alkohol ift normen.

Janus Agerbos kommentar, er også relevant i den sammenhæng. Da spørgsmålet han stiller, bygger på den antagelse at rusmidler/stimulanser er en grundlæggende del af vores natur. Hvorfor der burde være en erstatning, for den effekt/behov alkoholen normalt tilfredstiller.

Martin Jeppesen

Jeg kan slet ikke se forbindelsen mellem at være en hipster, og en eller anden form for pubertær yuppie, som artiklen prøver at fremstille de her folk som.
En hipster sætter sig bevidst lidt uden for det traditionelle i samfundet, det lyder overhovedet ikke som om det er er det de her unge vil, udover at de ikke drikker så meget (godt valg, efter min mening). Det virker lidt som om man har manglet et brand til dem, og så bare har taget det første og bedste, som lød smart.

Jonas Jørgensen

Det er vist noget af en tilsnigelse at tro ungdommen drikker mindre.
Udbudet af alkohol der sigter efter teenagerne er da i hvert fald stadig i kraftig udvikling.

Andreas Trägårdh

Det er ikke alkoholen der skader kroppen, (kroppen producerer selv alkohol!) men forventningerne til alkoholen der skader kroppen.

- Med hvilke forventninger skal vi fremover se kroppene blive skadet?

Simon Klitgaard Nielsen

Det lyder virkelig kedeligt. Selvsamme emne var oppe og vende for 2-3 år siden men bredte sig aldrig. Vi mennesker har brug for alkohol for at løsne op. Der er en årsag til at de bedste kunstnere som oftest har brugt en eller flere stimulanser. Der kommer aldrig noget godt ud af at være så selvbevidst.