Læsetid: 3 min.

Unge ender i et limbo mellem skoler og socialvæsen

Socialt udsatte børn og unge er særligt i farezonen for aldrig at opnå evner til at tage en ungdomsuddannelse. Et løft af gruppen besværliggøres af kommunikationsbrist mellem skoler og socialforvaltning, viser ny forskning fra SFI
Skoler, der er belastet af mange socioøkonomisk svage elever, har sjældent kontakt med socialforvaltningen. Det skyldes blandt andet en kulturkløft mellem lærerne i skolerne og de socialfagligt uddannede i kommunerne.

Skoler, der er belastet af mange socioøkonomisk svage elever, har sjældent kontakt med socialforvaltningen. Det skyldes blandt andet en kulturkløft mellem lærerne i skolerne og de socialfagligt uddannede i kommunerne.

Stig Nørhald

5. maj 2011

Længe har forskere og lovgivere bekymret sig om den gruppe af landets udsatte børn og unge, der aldrig når et fagligt niveau til at tage en ungdomsuddannelse. Nu viser forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, at en mangelfuld kommunikation mellem skoler og socialforvaltninger risikerer at overse gruppens problemer.

Måske har et barn oplevet vold eller misrøgt i hjemmet, men når en lærer tager kontakt til socialforvaltningen om eleven, er linjen ofte død herfra. På grund af reglerne om tavshedspligt har forvaltningen hidtil ofte blot givet en kvittering for henvendelsen, uden som regel at sige mere om sagen. Måske indleder kommunen en indsats overfor den unge; det vides blot ikke i snakkene på lærerværelset.

»Lærerne vil i mange tilfælde sidde tilbage med usikkerheden om, hvorvidt der sker noget, og mister tilliden til socialforvaltningen. På den måde risikerer kommunikationskløften at undergrave den socialfaglige indsats,« fortæller seniorforsker Dines Andersen, der står bag SFI-undersøgelsen 'Skolernes samarbejde', som udkom i går.

Ifølge Dines Andersen kan en del af lærernes frustration muligvis også tilskrives, at de ikke kender forvaltningsreglerne godt nok.

»Som lærer er det måske nemmere at forstå, at man ikke får noget at vide, hvis man kender til socialforvaltningens tavshedspligt. Der kan skoleledelsen selv gør noget for at klargøre reglerne,« siger han.

Kulturforskelle

Rapporten, der er bestilt af Skolerådets formandskab, kortlægger skolernes kontakt med kommunale forvaltninger. Den viser, at flertallet af folkeskolens medarbejdere er tilfredse med det kommunale samarbejde, bortset når det gælder kommunikation med socialforvaltningerne.

Kun hver anden skoleleder opfatter samarbejdet med socialforvaltningen som godt. Og undersøgelsen peger på, at skoler, der er belastet af mange socioøkonomisk svage elever, i blot ni ud af 10 tilfælde har kontakt med socialforvaltningen en gang månedligt eller sjældnere.

»Lærere er opdraget i en lærerfaglig kultur, mens socialforvaltningen er opdraget som socialrådgivere og derfor sidder med en anden tilgang til de unge. Deres forskellige syn på de unge kan give problemer,« lyder vurderingen fra seniorforsker Dines Andersen.

»Lærerne opdrages til at se potentiale og udviklingsmulighed i eleverne, mens socialforvaltningen ser problemer i eleverne, som skal kompenseres. De to kulturer gør, at det er vanskeligt at samarbejde,« vurderer Dines Andersen.

Kommunikationsbristen anerkendes også hos Danmarks Lærerforening, hvor formand Anders Bondo Christensen ofte hører lærere beklage sig over, at socialforvaltningerne ikke reagerer på deres henvendelser. »Men ud over to forskellige kulturer tror jeg også det skyldes travlhed og besparelser i forvaltningen,« vurderer han.

Ifølge formand for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, er det dog et »mytebefængt« billede, at lærere og socialrådgivere tænker meget forskelligt.

»Socialrådgiverne er meget fokuserede på både ressourcer og muligheder, vi leder ikke blot efter problemer og begrænsninger. Men vores opgave er jo, at se på, om der findes tilstrækkelige ressourcer hos barnet, familien og skolen til at løse problemet. Men vi er nødt til at se på, om problemerne er større end ressourcerne, så der skal gives noget hjælp,« siger hun. For nogle år siden søsatte Dansk Socialrådgiverforening sammen med Danmarks Lærerforening projektet 'Hånd om alle børn' for at få socialrådgiverne ud på skolerne. Ifølge Bettina Post var initiativet succesfuldt i en grad, så mange socialrådgiverne stadig sidder ude på skolerne. Og denne udvikling tror hun vil fortsætte, alt i mens Barnets Reform, der trådte i kraft fra årsskiftet, har fjernet en række barrierer i lovgivningen.

»Det er faktisk gjort lovligt, at faggrupperne nu taler sammen, også om navngivne børn. Det kunne man ikke før. Så faktisk lægger lovgivningen nu op til, at de skal tale sammen,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Jeg synes det er interessant, at man sætter fokus på samspillet imellem skoler og socialforvaltning. - Hvad med dagsinstutionerne?.

børn der belastet i skolen, er ikke blevet det da de trådte ind i 0. kl også frem i tiden derefter. Men har været det i lang tid. For nogle børn, har det været tydeligt siden vuggestuen, at forældrene ikke kunne sikre et stabilt opvækstmiljø for barnet. i Andre tilfælde er der en række at søskende som allerede er kendte personer, hos politiet og/eller socialforvaltningen. Hvor en tidlig indsats er åbenlys.
Samarbejdet mellem socialforvaltning og anden myndighed ift. disse børn, burde starte tidligere.

Selvom Betina Post mener at socialrtådgivere ikke kun ser på problemerne, men helheden. Så er det alligevelofte problemerne som socialrådgiverne forsøger at løse, eller kompenserer for.
- Hvorfor fokuset ikke kun bør være på barnets problemer ift. forældrene, men også forædrenes problemer ift barnet. - Jeg tænker at jo tidligere mistrivsel i familien ophører, jo større er muligheder for at familien trives.

Så måske skal socialforvaltingen hjælpe forældrene tidligt, med at opnå bedre handlemuligheder og evner til at facilitiere deres børns behov bedre, og måske lære at forstå deres børns behov.
- Alle børn er som nyfødte dejlige, men hvordan de bliver so voksen, afhænger af den virkelighed de vokser op.

Anne Marie Pedersen

Mon ikke også problemet er, at læreren ikke har særlig meget at skulle have sagt i forhold til løsninger. Og samtidig er det læreren, der i virkeligheden nok er ekspert på barnet, da læreren og eleven ser hinanden hver dag. Ikke et ondt ord om socialrådgivere, det er bare sådan magtbalancen er skruet sammen nu. På den måde kan man sige, at hvis ikke samarbejdet er rigtig godt og inddrager læreren, så kan det hurtigt blive læreren, der har problemet til hverdag og som samtidig skal lægge al sin lid til løsninger, som foregår hen over hovedet på læreren.