Meningsmålingerne peger fortsat på, at det kommende folketingsvalg fører til et regeringsskifte.
Siden 2008, da Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt og SF's Villy Søvndal 'blandede blod', har oppositionens flagskib og de facto skyggeregering bestået af S-SF. Faktisk har de to partier undervejs lovet, at de radikale ingen indflydelse vil få, hverken på nøgleområder som skat, udlændingepolitik eller den økonomiske politik. De radikale kunne stemme for politikken eller vælte en ny regering, lød det. Dengang.
Piben har dog fået en anden lyd, siden de radikale i maj meget overraskende indgik et forlig med VKO om en tilbagetrækningsreform, der udhuler efterlønnen. Medmindre vælgerne sammensætter et rent rødt folketing efter valget, så vil dette pludseligt genopstandne ikke-socialistiske flertal honorere aftalen og tvinge en ny S-SF-regering til at gennemføre reformen.
Født med et nederlag
Dermed vil en ny regering blive født med et stort politisk nederlag, som formentlig også vil puste al luft ud af den del af Fair Løsning-planen, hvor LO-fagbevægelsen gennem de sagnomspundne trepartsforhandlinger skal finde 15 mia. kr. Det bliver dog rent ud sagt umuligt at sælge til 3F's medlemmer, at de frivilligt skal gå op i arbejdstid, efter at efterlønsordningen er blevet rundbarberet.
Til trods for de pæne udsigter til et magtskifte, så siver opbakningen til SF i meningsmålingerne. Partiet ligger jævnt under det ganske flotte valgresultat fra 2007 og langt fra supermålinger på næsten 20 procent som for et år siden. Det er tydeligt, at SF især bløder vælgere til Enhedslisten, der omvendt tordner frem. Kalkylen hos SF har imidlertid længe været, at så længe vælgerne går til venstre, betyder det ikke alverden i det store regnskab, hvor kun vælgervandringer hen over midten afgør spørgsmålet om regeringsmagten.
Men hvad nu hvis SF slet ikke kommer i regering, fordi de radikale efter valget blokerer for den mulighed? De radikale ønsker ikke på nuværende tidspunkt at tale den mulighed op, da det for alle parter i rød blok først og fremmest handler om at få et andet flertal og en ny regering. Den radikale leder Margrethe Vestager har hele tiden lovet, at hun peger på Helle Thorning som statsminister, men har på intet tidspunkt svoret en S-SF-regering troskab. De radikale har demonstreret, så tydeligt de kan, at de ikke lægger stemmer til en økonomisk politik, som de ikke kan stå inde for.
Socialdemokrati nr. 2
På Christiansborg er der groft sagt to tolkninger af SF's nedtoning af den tidligere klare venstrefløjsprofil. Den ene skole, anført af den udmærkede Weekendavisskribent Arne Hardis, ser SF som et de facto socialdemokrati, der bortset fra partinavnet og forskellig parti- ledelse efterhånden er ideologisk smeltet sammen med originalen 'Socialdemokratiet Classic'. S-SF er dermed VK's pendant: Same same, but different.
Den anden skole af iagttagere, henset til bl.a. partiets fortsatte hang til at stille udgiftskrævende forslag, er dog ikke helt overbevist om troværdigheden i SF's transformation til leverpostejsfarvet socialdemokratisk midte. Dvs. partiet igennem lang tid har opført et skue-spil, hvor partiets folkevalgte har lagt låg på deres virkelige synspunkter. Det er sket dels for ikke at skræmme midtervælgere væk fra S-SF-projektet, dels fordi offentlig uenighed mellem S-SF vil erodere projektets troværdighed.
SF er i dag et parti, der officielt går ind for offentlige besparelser også i kommunerne, pointsystem for indvandrere, nej til boligskattestigninger, danske soldater i Libyen og meget andet, som partiet ville have været lodret imod for blot få år siden. Præmien til det tålmodige bagland for at 'æde' disse markante holdningsskift er regeringsmagten og må man formode en økonomisk politik, som fører de mange løfter ud i livet.
For dyrekøbt?
Hvis de radikale giver SF valget mellem at føre en radikal og på lange stræk borgerlig økonomisk politik i regeringen eller stå uden for, så er det tænkeligt, at nogle i SF-baglandet vil mene, at magten er købt for dyrt. Afgangen af vælgere til Enhedslisten er i hvert fald et tegn på, at bukserne er ved at revne for Søvndals tropper.
For nylig kunne Christiansborg sande, at SF har udarbejdet nogle sært studentikose, såkaldt hemmelige tjekplaner for magtovertagelsen, som partiets topfolk øjensynligt med vilje har lækket til Jyllands-Posten. Det er formentlig sket i et kikset forsøg på at kommunikere til vælgerne, at man skam forbereder sig professionelt på at komme i regering. Men at der er grænser for, hvad man kan planlægge, fremgår også af den lækkede plan, hvor der ud for punktet »Håndteringen af de radikale« lettere opgivende står: »Nødden ikke knækket.«
Man fornemmer dermed en frustration hos SF-strategerne over, at hvis de radikale som ventet står med de afgørende mandater, så er det dem alene, der bestemmer, om SF skal i regering og ikke omvendt. Men så længe, SF vil føre radikal økonomisk politik med alt, hvad det indebærer, så skal det nok kunne lade sig gøre for SF at komme i regering. Spørgsmålet er blot, hvad SF's bagland siger til prisen. Men måske finder man svaret i tjekplanen, der også opererer med rubrikken: »Håndtering af skuffede aktører«.
Da De Radikale pludselig blev et halvt så stort parti, greb de til det gode gamle råd, "kan du ikke klare dig - på anden måde, så - sig - sandheden". Det gav pote, folk er begyndt at lytte og tro på partiet.
Ideen står til fri afbenyttelse.
Det er vist to andre gamle råd de følger, hvis du ikke ved hvem der vinder, så spil på begge heste, og skift så hest midt i vadestedet.
Det er interessant at se analyser, der fremhæver SFs bukser. Men i realiteten er der ingen tvivl om hvor SF står.
Min analyse af, hvorfor de radikale bukser endnu holder er, at rød vandscooter har lukket for benzinen i en forhåbentlig midlertidig pause, mens blå scooter har tabt tanken.
thorning's brudefærd ?
de kan desværre måske presse sf endnu mere,
for hvad nu hvis de forklæder thorning som en mand, så også la vil hjælpe hende med at drive sf endnu længere højreud?
Analysen er jo grundlæggende rigtig. Men man kan også se det på denne måde: Da S og SF indgik deres alliance stod det klart, at SF blev nødt til at sluge en meget højreorienteret værdipolitik for at komme i regering og få magt. Man forventede så til gengæld, at man kunne komme til at føre en meget ”rød” økonomisk politik, idet de radikale stod svagt i meningsmålinger og af værdipolitiske årsager ikke kunne støtte en ”blå” regering.
Her forregnede S og SF sig imidlertid på flere punkter. For de første kom de Radikale stærkt igen i meningsmålingerne og kan alene derfor ikke længere bare ”tromles” til at rette ind og sluge rød økonomisk politik. For det andet tog S og SF helt fejl i den analyse, som gik ud på, at Radikale er et parti, der kun går op i værdipolitik. Og for det tredje har den økonomiske krise bragt økonomien tilbage i centrum af dansk politik og trængt værdipolitikken tilbage til en noget mere sekundær rolle. Og hvor situationen før var den, at vælgerne ”forlangte” højreorienteret værdipolitik, så er situationen nu den, at de ”forlanger” højreorienteret økonomisk politik.
I dag er situationen for SF derfor den, at hvis partiet vil have magt, så kommer det på lange stræk til at ac-ceptere en ret højreorienteret økonomisk politik. Men på den positive side kan SF jo glæde sig over, at med skiftet i vælgernes dagsorden og et meget stærkere radikalt parti, så burde der til gengæld være mulighed for, at en rød regering kan føre en noget mere rød værdipolitik, end S og SF hidtil har lagt op til.
Eller sagt på en anden måde: SF kommer til at tage meget mere hensyn til Radikale synspunkter, end man havde forventet. Men til gengæld behøver SF ikke at tage så meget hensyn til Dansk Folkepartis synspunk-ter, som man hidtil har gjort. Og det kan da kun være rigtig surt, hvis man som SF´er i virkeligheden har stor sympati for den nationalpopulistiske dagsorden, som Dansk Folkeparti står for. Eller sagt på en anden måde: Hvis man som SF´er i virkeligheden er en skabs-DF`er.