Læsetid: 4 min.

Forældrebøder virker ikke mod problembørn

De såkaldte pålæg, der skal tvinge forældre til at opdrage deres børn ordentligt, bliver stort set ikke brugt ude i kommunerne. Hverken socialchefer eller sagsbehandlere tror på, at de virker og der, hvor de er blevet brugt, har de kun haft begrænset succes, viser ny evaluering. Alligevel har regeringen udvidet ordningen igen og igen
Socialt udsatte familier kan trækkes i offentlige ydelser, hvis forældrene ikke sørger for at opdrage deres børn ordentligt. Men flere fagfolk mener, at det ikke hjælper familierne til at komme på ret køl. Tværtimod kan det splitte socialt sårbare familier endnu mere

Socialt udsatte familier kan trækkes i offentlige ydelser, hvis forældrene ikke sørger for at opdrage deres børn ordentligt. Men flere fagfolk mener, at det ikke hjælper familierne til at komme på ret køl. Tværtimod kan det splitte socialt sårbare familier endnu mere

Kristine Kiilerich

22. juni 2011

De såkaldte forældrepålæg, der siden 2005 har været en ofte fremhævet del af regeringens indsats over for familier med problembørn, tegner til at være en fuser.

Pålæggene, som kommunerne i dag hvis det er relevant skal udstede til såvel forældre som unge, hvis den unge f.eks. pjækker for meget fra skole, laver hærværk eller på anden måde er på vej ud i noget skidt, bliver stort set ikke anvendt i kommunerne.

Hverken socialchefer eller sagsbehandlere tror på, at pålæggenes muligheder for at trække forældre i offentlige ydelser virker. Og i de sager, hvor pålæggene er anvendt, er det kun med begrænset succes.

Det viser en ny evaluering af pålæggene, som Rambøll har lavet for Socialministeriet på baggrund af en omfattende interviewundersøgelse og sagsgennemgang i alle landets kommunale forvaltninger.

»De kommunale fagchefer og sagsbehandlere forklarer den begrænsede brug af forældrepålæg med, at der ikke er relevante sager, samt en faglig vurdering af, at økonomiske incitamenter ikke ses som et hensigtsmæssigt redskab til at løse målgruppens problemer,« konkluderer rapporten med henvisning til, at pålæggene er kun blev anvendt i i alt 99 sager sidste år. I 37 af dem førte det til en økonomisk sanktion mod forældrene, viser undersøgelsen.

De steder, hvor pålæggene blev anvendt, var det ikke med den store succesrate.

I kun omtrent en tredjedel af sagerne har pålæggene med trusler om sanktioner haft »positive virkninger i relation til at ændre forældrenes adfærd i relation til barnet, at afhjælpe barnes problemer, og at barnet kommer i en positiv udvikling«, skriver evalueringen og fortsætter:

»Et tilsvarende billede tegner sig ved den sanktionerende brug, hvor der indføres et stop i udbetaling af børnefamilieydelse.«

Ole Pass, der er formand for Foreningen af Socialchefer i de danske kommuner, er på ingen måde overrasket over evalueringen.

»Der er nogle få og ekstreme tilfælde, hvor denne slags sanktionsmekanismer kan virke. Men for at sige det mildt, så hersker der politisk en blind tro på, at økonomiske incitamenter er det, der skal til for at løse sociale problemer,« siger han.

Spørger man de sagsbehandlere, der har praktiske erfaringer med at anvende pålæggene, er budskabet heller ikke opløftende. Kun 36 procent mener, at forældrepålæg »i høj grad« eller »i meget høj grad« er et nyttigt redskab til at løse konkrete problemer ved børns og unges adfærd. Hele 38 procent svarer »i mindre grad« eller »slet ikke« og 15 procent svarer »hverken eller«.

Mange advarsler

Det var ikke muligt for Information at interviewe socialminister Benedikte Kiær (K) om evalueringen. Men i en mailkommentar hæfter hun sig ved, at brugen af pålæg trods alt er steget, siden Rambøll i 2007 første gang evaluerede ordningen fra 24 til 99 gange.

»Brugen af forældrepålægget er jo stigende, hvilket skyldes, at kommunerne har fået indskærpet, at de skal bruge det, når situationen er til det,« skriver hun med henvisning til, at kommunerne forrige år direkte fik pligt til at bruge pålæggene, hvor det var relevant.

»Samlet set er det et glimrende forslag, der har vist sin duelighed,« skriver ministeren uden at forholde sig til, at det kun er i en tredjedel af sagerne, at pålæggene og sanktionerne har haft nogen positiv effekt.

At det skulle have nogen positiv virkning, har været omdiskuteret lige siden pålæggene blev indført. En lang række organisationer blandt andre Foreningen af Socialchefer, Børnerådet, BUPL, Rådet for Socialt Udsatte, Socialrådgiverforeningen og Red Barnet advarede dengang imod at straffe i forvejen svage familier.

Og ifølge Tine Egelund, der er seniorforsker på Socialforskningsinstituttet og i mange år har forsket i socialt udsatte børn, er der stadig ikke noget, der underbygger regeringens tro på, at pålæggene virker.

»Generelt ved vi, at sammenblandingen af tvang og behandling ikke er en hensigtsmæssig cocktail. Men specifikt kender vi ikke virkningerne af forældre- og børnepålæg fra dansk forskning,« siger hun.

Alligevel er pålæggene blevet stadig udvidet. I dag kan der også blive trukket i boligstøtten og i forbindelse med regeringens ghettopakke sidste år blev ungepålæg også knyttet sammen med brug af fodlænker.

Paradigmeskifte

Tine Egelund ser først og fremmest udviklingen som et resultat af et paradigmeskifte i socialpolitikken.

»På flere områder vender man tilbage til fortidens tvang. Det er ideologiske strømninger med forskellige perspektiver, der løber sammen. Men mig bekendt er der ingen forskning her i landet, der understøtter, at det virker,« siger hun.

Formand for børne- og kulturudvalget i KL, Jane Findahl, er heller ikke overrasket over resultatet af undersøgelsen.

»Den bekræfter, at kommunerne fokuserer på at bygge relationer og skabe tillid til forældrene og unge. Pålæg bør ikke anvendes som en sanktion, for så vil det blive betragtet som en straf. Og bliver det betragtet som straf, så går det ud over hele hensigten med indsatsen,« siger hun.

Forældrepålæggene blev første gang indført med inspiration fra Helsingør, hvor man med gode resultater fik styrket roma-børns skolegang bl.a. ved brug af sanktioner over for forældrene.

Men som bl.a. Information tidligere har beskrevet, så viste en evaluering af Helsingør-projektet, at det ikke var sanktionerne, der gjorde udslaget men snarere socialarbejderes i perioder næsten daglige kontakt med skoler og familier.

Ifølge formand for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post er hele pålægstanken i dansk socialpolitik bygget på »brandtaler, og vi tror, og vi synes«.

»I mine øjne er det useriøst og usagligt. Det er en ulykkelig tendens, vi har set på socialområdet, at man alene bygget på en overbevisende retorik gennemfører sanktionsmuligheder til trods for at det er væltet ind med høringssvar, der siger noget andet,« siger hun.

I 72 procent af de sager, hvor kommunerne har grebet til pålæg, bor forældrene ikke sammen.

»En del sager drejer sig om enlige mødre, som typisk er uden for arbejdsmarkedet med lav indkomst, har psykiske og/eller misbrugsproblemer, eller som bare mangler overskud og har svært ved at give barnet/børnene stabile rammer,« skriver Rambøll i evalueringen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Jensen

"»Der er nogle få og ekstreme tilfælde, hvor denne slags sanktionsmekanismer kan virke. Men for at sige det mildt, så hersker der politisk en blind tro på, at økonomiske incitamenter er det, der skal til for at løse sociale problemer,« siger han."

Korrekt. Roma-eksemplet, som fortalere for økonomisk incitamentstyring gennem en del år har yndet at støtte sig til, var meget illustrativt for en ideologisk forblændelse.

Desperate governance præger systemverdenen i Danmark; der tales om nulvækst og serviceforbedringer - nærhed og stordrift - standardisering og innovation. Der skal skabes mere for mindre ... og konkurrerence er hovedmotoren i manegen. Hæng på, hvem som kan bære ridtet gennem den tillidsfulde kontrol, det klare personlige ansvar i det netværkende civilsamfund, rationaliseringsgevinsternes faglige bæredygtighed og de politisk styrede virksomheder. Og når det formelle ansvar og den formelle kompetence er afløst af ambivalens og usikkerhed, kan systemerne sejle i uigennemsigtige kæder af kontrol og afregning mod den nyborgerligt våde drøm om det centralt regulerede konkurrencesamfund.

Måske man skule prøve at belønne forældrene.... En ferie sammen og lidt støtte i hverdagen kan hjælpe en udsat familie lidt på vej og det er en lille pris i forhold til alternativet..

Nis Jørgensen

Åh nej. Nu ved vi hvor DF skal have sit skålpund kød ved de næste finanslovsforhandlinger: TVUNGNE forældrepålæg i alle disse sager (med mindre det med sikkerhed strider mod internationale konventioner).

Henrik L Nielsen

Det var skønt om Erik Jensen's forslag blev til en reel lovmulighed. Som det er nu kan end ikke døende børn få bevilget en Disney film til at fordrive tiden med til trods for at forældrenes økonomi ikke holder til ret meget.
Mvh Henrik

Dorte Sørensen

Tak til Information for at tage endnu en af OVK s tåbelige love frem. Ligeledes er det endnu en lov der blev vedtaget mod alle høringssvarenes advarsler. Det forklare hvorfor regeringen er blevet meget karrige med høringsfrister og organisationers mulighed for at afgive høringssvar.
Lad os nu få det valg så vi kan starte med en anden regering med baggrund i et andet sammensat Folketing.

Michael Borregaard

Diskussionen går som oftest på danskhed samt sikringen af den økonomiske platform for befolkningens børn og børnebørns skyld. Hvornår en i (H……) begynder vi, at diskutere det som det er, de folkevalgte har mistet mere end frøken Smillas` fornemmelse for sne, den manglende menneskelighed eksisterer som følge af den manglende psykiske kapital, som desværre ikke indåndes på Christiansborg, længere er den sgu ikke.

Såfremt befolkningen tror det hele bliver meget bedre med Helle Thorning bag roret, er jeg her nød til, at slemt skuffe jer, for det bliver det ikke - omvendt det kan ikke blive værre. Problemet er dog, vi står overfor en situation, hvor vi skal vælge mellem pest og kolera, kolera i form af Helle Thorning bliver valgt som følge af den forpestning VKO har tilført det danske velfærdssamfund fra efter systemskiftet. Uanset hvorledes vi diskuterer det, er det ikke Helle Thorning der bliver valgt, men den nuværende regering som af “naturlige” forpestende egenskaber der fravælges.

Tingene står lysende klar, og sandheden er, at intet slår så hårdt som livet. På den ene side, har vi forventningerne og på den anden side har vi påvirkningerne - tilsammen danner forventningerne samt påvirkningerne livet og dets lys. Lyset er dog som følge af den øgede kontrol og mistænkeliggørelse for mange ved at brænde ud, og som tingene er i dag er det ikke de folkevalgte der står parat til, at hjælpe den lille pige med svovlstikkerne.

Hvad blev der egentligt af situationsfornemmelsen? Hvilken situationsfornemmelse kan man spørge sig selv om, er det den situationsfornemmelse som ikke er tilstede som følge af den manglende psykiske kapital, og forståelse for solidariteten symboliseret ved kravet om anstændig trivsel? Hov der var ordet, de anstændige, folk der er parate til samt har empati for andre mennesker, ord som desværre ikke kan anvendes om vores levebrødspolitikere, som har ualmindeligt svært, hvis ikke umuligt ved, at tænke ud over deres personlige ideologi samt egoismes cirkel.

Har kun en sidste ting at sige, solidariteten i samfundet samt den øgede ulighed bliver kun værre og værre, og denne proces vil desværre forsætte indtil, den psykiske kapital gør sit indtog på Christiansborg.

Ps.

Forældrebøder mig i (R….), ring eller skriv til mig, når det bliver lovligt at udstede politikere bøder, for så skal jeg nok støtte op omkring sagen hvis jeg finder bøden samt dens årsagssammenhæng retfærdig.

På Høfligste Vis

Michael Borregaard