Halvdelen af ikke-vestlige indvandrere er fattige

Der er én konklusion om starthjælp, kontanthjælpsloft og andre lave ydelser for flygtninge og indvandrere, som VKO-politikere ynder at henvise til. Den er fra en to år gammel undersøgelse fra Rockwoolfondens Forskningsenhed og den er ganske enkel: De nedsatte ydelser virker.

Flygtninge, der kun er berettiget til den lave starthjælp, kommer markant hurtigere i job end flygtninge, der kom hertil tidligere og dermed er berettiget til normal kontanthjælp. Efter fire år er ni procentpoint flere af flygtningene på den lave ydelse i arbejde end flygtninge på normal ydelse, konkluderede forskningsenheden dengang.

Og det er hele formålet med at give flygtninge et rådighedsbeløb efter skat og husleje, der end ikke dækker en tredjedel af et normalt standardbudget: Det skal kunne betale sig for dem at finde et arbejde.

Og det virker altså. Men kun for nogle, viser en helt ny undersøgelse fra forskningsenheden, som blev offentliggjort i går.

Dystert billede

Siden 1980'erne har antallet af fattige indvandrere været stødt stigende. Mens det for 30 år siden var omkring en tredjedel af indvandrerne, der kunne betegnes som værende fattige, er andelen fra midt-90'erne og frem til 2007 vokset til cirka halvdelen, viser undersøgelsen. Til sammenligning har andelen af fattige danskere i samme periode ligget stabilt på ca. 10 pct.

Endnu mere dystert er billedet, hvis man ser på, hvor lang tid, de fattige indvandrere er om at kæmpe sig ud af fattigdom, fortæller professor Peder J. Pedersen fra Aarhus Universitet, der står bag undersøgelsen.

»Ser du over hele den lange periode, er det en bekymrende udvikling, at fastholdelsen i fattigdom er blevet længere og længere,« siger han med henvisning til, at den tid, det tager en fattig indvandrer at komme ud af sin fattigdom på, er mere end fordoblet.

Peder J. Pedersen har opgjort, hvor mange ikkevestlige indvandrere, der to år efter deres ankomst kan betegnes som fattige. Og så har han undersøgt, hvor lang tid der gik, før halvdelen af dem havde kæmpet sig ud af fattigdommen. »Halveringstiden«, kalder han det.

Den gruppe, der ankom i 1984 og var fattige i 1986, var yderligere to år om at blive halveret. Gruppen af ikke-vestlige indvandrere, der ankom i 1991 og var fattige i 1993, var derimod tre år om at blive halveret. Og for dem, der ankom i 2000 og var fattige i 2002, var halveringstiden fire år. Selv i 2008 var det fortsat næsten 40 pct. af denne gruppe, der var fattige.

Overraskende tal

Tallene er overraskende. Siden midt-90'erne er en stadig større andel af de ikkevestlige indvandrere nemlig kommet i arbejde.

Men de, der ikke har fundet et job, er til gengæld blevet fattigere og det skyldes nok især de lave kontanthjælpssatser og starthjælpen fra 2002, kontanthjælpsloftet fra 2004 og 300-timersreglen fra 2006.

Så selv om starthjælpen har fået en større andel af flygtningene i arbejde, så er det en endnu større andel, der i dag modtager den nedsatte ydelse.

»Der er næppe tvivl om, at disse lave ydelser har været et tveægget sværd. De har fået nogen skubbet ind i job. Men for dem, der ikke har kunnet eller villet reagere på de incitamenter, der ligger i ydelserne, har det betydet en forringelse,« siger Peder J. Pedersen.

Hans pointer får SF's udlændingeordfører, Astrid Krag, til at love »fattigdomsydelserne«, som hun kalder dem, afskaffet, hvis oppositionen vinder valget.

»De har en effekt, ja. Men de har så mange negative konsekvenser, at jeg ikke synes, det er det rigtige redskab at bruge. Jeg frygter, at vi får skabt en ny underklasse med etnisk slagside. Det er helt urimeligt, at vi i vores velfærdssamfund skal leve med dét,« siger hun.

Integrationsminister Søren Pind (V) fastholder derimod, at regeringens integrationspolitik har været en succeshistorie.

»Man kan mene, hvad man vil, men det er entydigt klart, at hvis man fjerner de her incitamenter, så vil det få arbejdsløsheden blandt indvandrere til at stige igen,« siger han.