Læsetid: 2 min.

Hele Winds institut blev bedt om ikke at tale med pressen

I en intern mail, som Information er i besiddelse af, beder institutlederen samtlige medarbejdere om ikke at udtale sig til pressen. I går garanterede rektor Ralf Hemmingsen ellers ytringsfrihed for Wind og andre forskere
Indland
23. juni 2011

Det er ikke kun Marlene Wind, men hele Institut for Statskundskab, der er blevet bedt om ikke at udtale sig til pressen. Det viser en intern mail, som Information er i besiddelse af.

I mailen, som er henvendt til alle medarbejdere på instituttet, beder institutleder Lars Bo Kaspersen dem om ikke at udtale sig til pressen i sagen om den omstridte EU-forsker Marlene Wind.

»Endvidere vil jeg gerne bede jer om at henvise til mig eller dekanen, hvis I kontaktes i denne sag (om Marlene Wind, red.). Nu skal vi have den lukket, og så må vi diskutere det principielle på et senere tidspunkt,« skriver Lars Bo Kaspersen i mailen, som er dateret tirsdag den 14. juni, altså to dage før Marlene Winds mediepause blev offentliggjort af institutlederen i en pressemeddelelse.

I lørdags kunne Information fortælle, at Marlene Winds mediepause ikke var frivillig. Den blev ifølge Informations kilder dikteret fra højere sted. Mailen fra Lars Bo Kaspersen blev af flere ansatte på instituttet, som Information har talt med, opfattet som et forsøg på at censurere dem fra deltage i debatten om Winds rolle i medierne.

Misforståelse

Lars Bo Kaspersen mener ikke, at han bevidst har prøvet at udsætte nogen for censur. Han siger endvidere til Information at han derefter havde en korrespondance med medarbejderne, hvor han understreger, at der ikke var tale om censur.

»Jeg mener på ingen måde, at jeg har censureret eller forbudt nogen at sige noget. Jeg ville bare opfordre til, at man var en smule forsigtig af hensyn til Marlenes situation.«

Kan du uddybe det?

»Hvis der var nogle, der blev kontaktet omkring ytringsfriheden og ville tage en diskussion med Marlene om ytringsfrihedsaspektet, så syntes jeg bare, de skal henvise til mig eller dekanen, da det jo er en principiel diskussion for hele universitetet.«

Men det er svært at opfatte mailen som andet, end at man ikke skal udtale sig?

»Det forstår jeg godt, men det er også derfor, jeg op til flere gange understreger over for de forskellige medarbejdere, at de må sige, hvad de vil,« siger Lars Bo Kaspersen.

Ingen kommentar

Igennem sin pressemand siger rektor Ralf Hemmingsen, at han ingen kommentar har til sagen. Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) understreger over for Information, at alle, også ansatte på universiteter, har ytringsfrihed.

»I dette land har alle ytringsfrihed, og med forskere vil jeg næsten gå så langt som til at sige, at de har en ytringspligt til at deltage i den offentlige debat.«

Hvad er din holdning til, at rektor Ralf Hemmingsens ikke ønsker at kommentere denne sag?

»Jeg mener, den burde interessere folk i universitetsverden,« siger ministeren.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Det var kun af hensyn til Marlene Wind. Det var der vist ingen der kunne misforstå.

Det er altså helt normalt, at man på en arbejdsplads beder medarbejderne om at lade være med at udtale sig til pressen om kontroversielle sager og i stedet henvise journalisterne til ledelsen eller pressetalsmanden.

Politiske partier har jo også et system med politiske ordførere, der som hovedregel er dem, der udtaler sig på partiets vegne om det område, som de dækker.

Det har ikke noget at gøre med krænkelse af ytringsfrihed.

Lars Peter Simonsen

Hansen, Hansen ,Hansen, selv ministeren siger :»I dette land har alle ytringsfrihed, og med forskere vil jeg næsten gå så langt som til at sige, at de har en ytringspligt til at deltage i den offentlige debat.«...

Inger Sundsvald

Marlene Wind er professor og ekspert. Hvorfor skal hun have mundkurv på m.h.t. sin egen sag?

Vile Werneby

Berufsverbot mod en professor og ekspert på den efterhånden minerede felt.

Selvom Brixtofte ikke er den mest troværdige personage i dansk politik, så på http://ekstrabladet.dk/nationen/article1574893.ece fremkom han med en folkelig pointe :

"... Da politiet for længst havde sagt, at forslaget ingen positiv virkning ville have på kriminaliteten i Danmark, og ingen andre havde påvist saglige argumenter for vedtagelsen, skulle Marlene Wind finde en forklaring på forslaget.

Hun kunne kun sige sandheden – det drejede sig om at vinde stemmer ved at fodre den indre svinehund hos os danskere. En logisk, saglig og rigtig konklusion. ..."

At ville begå kriminalitet må være rimelig udvisningsgrund - vel de fleste danske uanset etnicitet nok ikke uenig i - forsvinder dog i eskalering i retorikken fra DanskFrilands Pia og de-himmels-stormende fætre..;-)

Mikael Hertig

Lars Hansen: Det er i hvert fald normalt på en privatejet arbejdsplads. I den offentlige forvaltning er der ytringsfrihed. Og på universiteterne gælder der ingen sådan regel.

John V. Mortensen

Mange små mursten af den type bliver en høj mur mod andres brug af væmmelige sandheder.

Inger Sundsvald

Ja, ja, da! – At VILLE begå kriminalitet må være grund nok. Hvad i alverden har vi ellers Lømmelpakken til.

Er jeg mon enig? Det må jeg nok lige tænke lidt over.

Michael Kongstad Nielsen

Lars Hansen m.fl.: Det er bare endnu et eksempel på. at universitetet er blevet som en privat virksomhed, en topstyret koncern, der skal betjene erhvervslivet. Her er ikke plads til flimmer og uro med udtalelser fra medarbejderne, der stritter i forskellige retning. Nej, chefen udtaler sig, resten holder mund

Bente Simonsen

Tak til Peter Brixtofte.

morten hansen

Interessant!

Jeg får mere og mere respekt for den dame, der har fået både de korrupte politikere til at urinere i deres undertøj af skræk OG de kujonerede og medløberiske akademikere til at gå på retræten.

Også tak til videnskabsministeren for at stå ved, at ansatte på universiterne selvfølgelig har ytringsfrihed. Man kunne tænke sig, at K er en anelse træt af kropssekreter fra fru Pia's bagdel. Selv V-vælgerne begynder at have fået nok, efter at Dronning Hønserøv trak nazi-kortet. Hvem mon er mest nazist, og 'det man siger ...' ?

Også tak til den ellers lettere anløbne integrationsminister, fru Rønn, for at tage bladet fra munden. Hun skulle ellers ha holdt nallerne fra den post, for det klæder hende bedst at være bulldog fra sidelinien. Desværre gennemskuede hun ikke, at Fogh R. gjorde en genistreg ved at lukke munden på sin mest irriterende interne lus i skinpelsen, inden han fik sig fine nato-kasket for lang og tro ... løgn.

Vile Werneby

@Inger, man kan også blive for lalle-glad "tolerant" eksistens, når "hvem der gavner landet hvem ikke" pr. automatik fejes under "den uindskrænkede humanisme.

Den tilgang er jo ligeså skadelig - qua lige gyldigheden i tilgangen -, som Dansk Frilandssind agitatoriske smagsdommeriske selvsving !

På et eller andet plan må man da af nødvendighed i fællesskab finde en tilgang "til hvem der bør inviteres ind" (da vi jo ikke kan invitere hele kloden og få plads til alle) og den debat kan kun fremkomme med dialog i samtalen !

Det var netop grunden til at jeg formulerede "... At ville begå ...", der jo nødvendigvis må være en vurdering (dermed burde jeg havde tilføjet på kvalificeret på oplyst grundlag og naturligvis ikke smagsdommerisk tilgang).

Claus Emmeche

Michael Kongstad Nielsens indlæg ovenfor diagnosticerer korrekt en meget uheldig tendens som burde være fremmed for et ægte universitet:

"Det er bare endnu et eksempel på. at universitetet er blevet som en privat virksomhed, en topstyret koncern, der skal betjene erhvervslivet. Her er ikke plads til flimmer og uro med udtalelser fra medarbejderne, der stritter i forskellige retning. Nej, chefen udtaler sig, resten holder mund."

Derfor er der grund til at understrege, at Marlene Wind og hendes kolleger - som ansatte netop på et universitet - burde bære omfattet af akademisk frihed (som Københavns Universitet ved festlige lejligheder hylder), et begreb og en værdi som også omfatter frihed til at udtrykke sig om politiske forhold udenfor universitetets mure.

Jeg har uddybet synspunktet her:
http://professorvaelde.blogspot.com/2011/06/kus-mediestrategi-og-marlene...
(samme blog indeholder yderligere diskussion af sagen).

Hugo Barlach

I guder, hvor går det godt for Rektor Ralf Hemmingsens KU for tiden. Men i andre tilsvarende sammenhænge krummes der tæer...

Med venlig hilsen

Chris Natale

Det ser ud, som om Marlene Wind godt må tale til journalister igen, i mindst amerikaner:

http://www.nytimes.com/2011/06/25/world/europe/25denmark.html?partner=rs...

Erik Rasmussen

Jeg savner at landets mediejournalisterne konfronterer politikerne om deres dobbeltmoralske holdninger.

Marlene Wind blev kritiseret for at udtale sig politisk,når hun er embedsmand.

Højesteret har lige afgjort, at en tuneser ikke skal udvises. Straks kommer Pia Kærsgård på TV og udtaler sig om sagens udfald.

I Danmark har vi en 3-deling af magten i den lovgivende (politikerne), den dømmende (domstolene) og den udøvende (forvaltningen).

Da Pia Kærsgård udtaler sig som politiker, skal hun overhovedet ikke blande sig i domstolens afgørelse. Det hun kritiserer Marlene Wind for, gør hun selv.

Men forskellen er nok, at Pia Kærsgård føler sig hævet over enhver person og magt på denne klode.

Jeg synes at journalisterne bør konfrontere hende med hendes dobbelmoralske adfærd og spørger hende hvorfor hun blander sig i en domstolsafgørelse.

Er hun utilfreds kan hun forholde sig politisk og fremlægge et lovforslag om stemning af lovgivningen, som domstolene dømmer ud fra.